Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
Sidste søndag i kirkeåret 2000
Epistellæsning: 1. Kor. 3,10-17.
Evangelium: Matt. 11,25-30
Salmer: DDS 679, 501 - 489, 456 og 395
Det er i dag sidste søndag i kirkeåret.
På søndag skal vi tænde det første lys i adventskransen og synger om Jesus, der rider ind i Jerusalem.
Det har vi gjort så mange gange før og forhåbentligt kommer vi til at gøre mange gange endnu fremover.
For neetop adventskransens form minder os om, at kirkeåret er som et hjul, der altid vender tilbage til sit udgangspunkt.
På én gang endelig og sluttet og dog evig og uden ende.
Ligesom kalenderåret og årstiderne er det på én måde det samme, der vender tilbage - det samme forløb, der gentages.
Sådan er det jo med tiden.
Der er noget, som forandrer sig,
og noget, som altid forbliver det samme.
Der er noget som forgår, og noget, som består
Som vi netop har sunget:
Snart sukker vinterstormens røst:
Alt visner og forgår!
Lad visne kun jeg ved den trøst,
som ligefuldt består.
Fælles for afslutningen på kalenderåret og kirkeåret er også,
at vi tager det som anledning til at gøre status.
Hvad har året bragt os? Nåede vi alt det, vi gerne ville?
I vore egne liv gør vi status nytårsaften.
Hvad fik vi nået i år, og hvad vil vi sætte os for at gøre i tiden fremover?
Vi kalder det for nytårsforsætter;
Vi bestemmer os måske til ikke at ryge - igen -
eller at tage os sammen til at dyrke motion.
Om det så holder, må fremtiden vise, siger vi.
Også kirkeårets afslutning er en anledning til at gøre status. Vi kan prøve at samler op, hvad vi har mødt året igennem.
Og forsøge at vurdere, hvad der forgår og hvad der består.
Med kirkeårets evangelietekster har vi fulgt og er blevet ført igennem hele Jesu liv, fra profeterne, der forudsagde hans komme, over fødslen i Betlehem til hans vandringer gennem Galilæa, Samaria og til landets yderste udkanter.
Vi har hørt og fulgt hans samtaler med fjender og venner, med de store og selvretfærdige, der blev pillet ned,
og små og ydmygede, som han løftede op.
Og vi har fulgt ham op til Jerusalem, hvor han spiste med sine disciple, blev forrådt, og siden korsfæstet, døde og begravet.
Og endelig har vi endnu engang fået lov til at juble over hans opstandelse og sunget pinsens salmer gennemtrængt af glæden over Helligånden, der taler til og trøster os.
Meget har vi hørt, set og oplevet i året, som er gået.
Noget har ændret sig, nemlig den verden og dagligdag,
vi kommer fra, men det, vi har mødt her i kirken,
er forblevet det samme.
Og skal vi sige ultrakort, hvad der har været det varige omdrejningspunkt for kirkeårets gang, så er det Jesus.
Alle søndagene har handlet om ham, hvad han er og vil være for os, nemlig den trøst, der består,
selvom alt andet forandrer sig og forgår.
Er året som et hjul, er han narvet i midten, der holder det hele sammen, og kirkeårets tekster er de eger, der peger ind og holder os fast på ham og hans betydning.
Om ham handler det naturligvis også i dag.
For at understrege det, har I alle fået et billede.
Det er en tegning af Thorvaldsens Kristusstatue fra Københavns domkirke.
Med dette billede vil vi i dag forsøge at holde fast på det, som Paulus taler om, når han kalder Jesus for kirkens og troens grundvold, ligesom vi vil holde os selv fast på, hvorfor han er den, der består selv når alt andet forgår.
Der er også af anden grund til, at billedet passer til i dag.
For på fodstykket af Thorvaldsens statue står der et citat fra den tekst, vi har hørt i dag, nemlig Jesus ord:
"Kom til mig!"
Det er hans hilsen til os i dag.
Sådan har indbydelsen fra Jesus lydt til generationer af mennesker gennem de snart 2000 år, der har været en kristen kirke på jorden.
Apostelen Paulus, der var med fra den første begyndelse og har sat sit afgørende præg på det, vi i dag opfatter som ægte kristendom, siger, at det eneste, han vil prædike om,
er Jesus Kristus som den korsfæstede og opstandne Herre.
At være kirke på apostlenes grundvold er - altså også i dag -
at bygge videre på og samles om ham, der breder sine
hænder ud mod mennesker og siger: "Kom til mig!"
I Københavns domkirke stod der en aften to piger og betragtede denne Thorvaldsens Kristusstatue.
Den ene sagde til den anden:
Man kan altså ikke lave et billede af Jesus på den måde!
Og så var det, den anden svarede:
Næh, det kan man nok ikke. Men det ligner da meget godt!
Billedhuggeren Thorvaldsen lavede utroligt mange statuer.
Og Thorvaldsen havde en fantastisk evne til at få det frem i figurerne, han havde tænkt sig.
Men statuen af Kristus gav ham imidlertid store problemer.
For hvordan skulle Han egentlig se ud?
Ikke spørgsmålet om, hvordan Jesus havde set ud,
men derimod hvilket udtryk statuen skulle udstråle?
Først havde Thorvaldsen tænkt sig at vise den sejrende og velsignende Kristus med magtfulde og løftede arme
- sådan som man kunne forestille sig, han så ud ved opstandelsen eller lige før himmelfarten.
Eller som vi kan forestille sig ham, den dag, han kommer igen for at dømme levende og døde, som vi siger det i trosbekendelsen.
Men uanset hvad Thorvaldsen gjorde, så statuen forkert ud. Det var armene, der var problemet.
Han kunne ikke få armene til at sidde rigtigt.
Han brugte umådeligt lang tid på det og på et tidspunkt var han lige ved at opgive nogensinde at få statuen færdig.
Så skete det, at han en aften fik besøg i sit atelier i Rom.
En af hans gode venner kom forbi og da han klagede sin nød til Ham, bredte denne armene ud nogenlunde sådan her og sagde: "Jamen, kan det da være så svært!"
Og det var lige netop den stilling, Thorvaldsen så længe havde søgt efter!
Derfor er Thorvaldsens Kristus først og fremmest en statue af den Jesus, der var ven med toldere og syndere, og som også i dag kommer til os med en direkte indbydelse:
"Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile!"
Ser vi på billedet, er vi ikke i tvivl om, at det netop er os, han rækker hænderne ud imod og taler til.
Se godt på hans hænder - de er rettet frem mod os.
I kan tydeligt se naglegabene.
Det er de sårede hænder, han rækker ud, når han siger "Kom til mig!".
Hænder, der blev såret for os.
I denne henvendelse til os er Jesus er perfekt og uden fejl.
Det gælder i hele han holdning og hans udtryk, når han giver udtryk for sin kærlighed til os ved at kalde os ind til sig for at lette os for vore byrder.
Og når han er så perfekt, er det for sin Fars skyld, for Guds skyld - og for vores skyld!
Naglegabene er vigtige, for de er kommet for vores skyld.
Når vi ser på hans hænder, mindes vi igen og igen om,
at intet kan skille os fra hans kærlighed.
Det var for os, han led. Vi kan være sikre på, at dér, hvor vore byrder synes tungest, dér hvor vores dage er længst, netop dér har Jesus også været. For vores skyld!
Derfor kan vi også tillade os, at kaste alle vores byrder og alt vores møg over på ham, og vi får intet af det tilbage. Livet med Jesus er ikke en ligedeling af glæder og sorger. Nej, han tager al vor sorg, og siger til gengæld:
"Jeg vil give jer hvile".
Hans åg er tungt, fordi han har båret alle sorger og synder, men netop fordi han allerede har løftet det op og båret, behøver vi ikke lade os tynge i knæene af dem.
Hvad der vejer og føles let, er den fred han efterlader til os, når han har båret vore byrder væk.
Freden er den varige virkning af hans liv for os.
Thorvaldsens Kristusfigur både indbyder og lyser fred.
Han breder sine hænder velsignende ud og giver os del i den fred, som har givet kirken liv i 2000 år.
Og det er i lyset af den fred, vi i dag kan lukker vores gamle kirkeår af og rette vore blikke mod det kommende.
Den fred er Jesus Kristus, som siger: "Kom til mig!"
Det er den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus,
vi bestandigt møder her i kirken.
Det er ham al forkyndelse og al salmesang skal handle om, både i det gamle og i det nye kirkeår, ja, hver eneste gang, der skal holdes og fejres gudstjeneste her i kirken.
Og det et Ham, der uanset hvad der sker for os,
stadig kalder på os og lyser sin fred over os:
Han lover os en evig vår
trods vinterstorm og død;
thi livet frem af graven går,
som Kristus gennembrød
Amen.