Hvis du har kommentarer
så skriv til
Lene Thomsen Birkmose
Juledag 25. december 1998
Nr. Vium: 10.15
Herborg: 14.00
Salmer:
A: 792, B: (81), C: 88, D: 109, E: 111
Tema: Tiden - troen - glæden.
Det unyttige - det skænkede.
_____________________________________________
Kære Gud
Tak fordi Du skænkede Josef og Maria troen, så de turde leve din plan ud i livet - uden tanke for deres egne ønsker og behov. Tak for at Du fyldte verden med glæde, da Du i nat lod dig føde som et menneskebarn - uden at spørge nogen om lov.
Tak for at din kærlighed kommer os møde - ubelejligt, ustandseligt og hele tiden, - så vi tvinges til at se dig - her - midt iblandt os. Tak for glæden, som Du har givet os.
Amen.
Prædiken:
"Har Du tid et øjeblik?" - "Nej, det har jeg faktisk ikke, - kan det ikke vente til senere?" - "Nej, jeg vil gerne tale med dig nu, for det er meget vigtigt!" - "Ja, men det passer mig altså dårligt lige i øjeblikket, - kan vi ikke aftale en tid i morgen eller en af de nærmeste dage?" - Kalenderen hentes frem, - og en aftale om samtale presses ind i tidsplanen, i programmet.
- - -
Hvem har ikke selv været en af parterne i ovennævnte samtale? Vi har vist alle prøvet at skulle have fat i vore forældre, ægtefælle, børn, venner, naboer, arbejdskammerater, chefer, kommunale myndigheder og mange flere, - helst hurtigt og med det samme, for blot at måtte konstatere, at de ikke havde tid til at lytte til os her og nu, hvor vi havde brug for det. Og vi har også alle uden undtagelse været dem, som ikke selv havde tid, - men har bedt om udsættelse og fået aftalen i stand på et senere og mere belejligt tidspunkt.
Vi lever i en verden fuld af bevægelse, et samfund i stadig forandring, i en tid i vækst og udvikling, - og vi er blevet en del af det hele i en sådan grad, at det er blevet en livsstil, som vi ikke skænker megen opmærksomhed til daglig. Godt nok vil vi have en sjette ferieuge, omsorgsdage, nedsat arbejdstid, efterløn og tidlig folkepension, - men mindre travlt til hverdag får de færreste af os det næppe alligevel, - og vi ønsker os det heller ikke, - for der er så meget vi gerne vil have, gerne vil nå, gerne vil blive til. Hus, bil, rejser, karriere og materielle goder sætter vi højt. Levestandarden er vigtig, - og skal det realiseres, skal der arbejdes og tjenes til huse, - og det tager tid og kræver planlægning. Vi har ikke tid til forstyrrelser, knæk i kurverne, og koks i kalenderen. Vi er på vej mod nye mål.
"Har Du tid et øjeblik?" - "Nej, for jeg skal lige ...."
- - -
Vi har ikke tid, og vi vil ikke forstyrres. Og derfor forsøger vi at planlægge alting, udvikle metoder, så vi kan undgå det uventede, det uforudsete, det forstyrrende, - så vi kan blive ved med at holde kursen.
Indenfor sundhedssektoren er kravene om forudsigelighed og tryghed eksploderet: vi vil screenes for brystkræft, vi vil have operationer uden ventetid, vi vil have reagensglas børn, vi vil have aborter, ret til viagrapiller, nye hjerter, hofter og meget mere, - vi vil have sikkerhed for, at helbredet ikke kommer til at svigte os, - at døden ikke bliver en reel faktor, som vi kan blive nødt til at tage stilling til. Og vi vil have vore ældre passet og plejet - helst så billigt og omkostningsfrit som muligt, have daginstitutioner til vore børn, hvor vi samtidig kan få tøjet vasket, maden indkøbt og tilberedt, - og børnenes leg optaget på video og udsendt på internet, så vi ikke går glip af noget, medens vi knokler videre med karrieren. Vi vil ikke forstyrres, ikke opholdes af unødvendige gøremål, - for når vi har fri, vil vi have kvalitetstid til os selv og vore fritidsbeskæftigelser.
Vi køber forsikringer mod sygdom, ulykke og død, i forsøget på at sikre os en problem- og omkostningsfri tilværelse. Alt det besværlige, det utrygge, det usikre vil vi forsøge at undgå, så vi i stedet bevarer overblikket og kontrollen - selv.
- - -
Det spontane, det umiddelbare er ikke os! Vi er ikke glade for impulsive beslutninger og tiltag, som kan ændre vores planlagte og gennemarbejdede tilværelse. Vi kan ikke lide uventede besøg, som afslører vasketøj i badeværelset og opvask i stakkevis på køkkenbordet, - nej, vi vil hellere invitere selv, - eller få et varsel over telefonen først, - så vi kan nå at komme i orden først, - få fyldt køleskabet, kagedåsen og bestemt menuen, have været i bad og fået pænt tøj på. Stod det til os, - ville vi nemlig hellere vente til i morgen, så vi lige kunne nå at ....
- - -
I nat blev alle planer omstødt med een mægtig handling. Var nogen af de indblandede parter blevet spurgt, var det aldrig sket, - så havde vi heller ikke siddet her idag. I nat besluttede Gud sig for at blive menneske i et lille drengebarn, født under de mest interimistiske forhold, i en fjern afkrog af verden, af forældre, som aldrig blev spurgt, - men som fik forældreskabet pålagt af Guds engel.
Maria blev aldrig spurgt, om hun ville bære og føde verdens frelser. Josef blev aldrig spurgt, om Gud måtte låne hans trolovede til dette formål, - nej, de fik det begge pålagt, - og de bukkede hovedet og tog imod opgaven i total lydighed, selvom det ændrede alle deres egne planer. Ingen af dem havde vel tænkt sig, - at det første barn, som de skulle være forældre til, ikke var deres eget, at de ikke skulle giftes først, - at Josef skulle leve en stedforælders rolle ud, - at de som par skulle blive udsat for vanry, spot og rygter. Men de tager imod opgaven og lever den ud. "Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord". - sådan svarer Maria englen Gabriel, da hendes fremtid kuldkastes og forandres totalt, - og Josef holder fast ved hende, trods hendes nye situation.
Denne totale lydighed mod Guds vilje, plan og ordre, er ikke et eksempel til efterfølgelse i moralsk forstand, - nej, det er et billede på noget helt andet og langt større: Troens under. Det under, som det er, at Gud skænker os troen. En tro, som ser virkeligheden, som den rent faktisk er, - uden ønsketænkning, uden hjemmelavede illusioner og fantasier om en bedre og lykkeligere tilværelse. Uden fornærmethed på en i vore øjne mislykket skæbne. Troen ser i stedet, at det, som nu er brudt ind i vores verden, og som vender totalt op og ned på den, er den store glæde, som skal være for hele folket. Den glæde, at en frelser er født, som er Kristus, Herren.
- - -
Det er en glæde, som er for stor til at kunne rummes i noget menneskes sind, for ubegribelig til, at nogen kan passe den ind i sin tankeverden og få noget bestemt ud af den. En glæde, som dermed er og bliver aldeles unyttig, helt igennem overflødig, en glæde, som der ikke kommer noget som helst ud af, som ikke fører til en bedre verden eller en rarere tilværelse for nogen, men som ikke desto mindre repræsenterer det bedste, der er sket og nogensinde vil kunne ske.
Det befriende ved juleevangeliet er, at Gud ikke et øjeblik lader sig anfægte af menneskers uvillighed til at tage imod hans frelse. Han spørger ikke nogen, om de har tid. Han spørger ikke, om verden er parat eller menneskene, om de er forberedte og indstillede på det, som skal ske. I stedet lader han det bare uden videre blive jul. Han spørger ikke, for han kender svaret, og det interesserer ham ikke. Gud giver verden sin søn til herre og frelser af den ene grund, at han har bestemt det sådan, - og så er der ikke mere at spørge om.
Julens virkelige under er, at Gud elsker os så højt, at han uden videre sender sin egen søn til os, fordi han til alle tider vil være sammen med os. Og den store glæde kan ingen tage fra os, - den fylder os helt ud, - og lader os se dagligdagen og virkeligheden i det rette perspektiv: at Gud har skænket os det hele kvit og frit, - har taget døden og synden på sig, så vi kan leve ligefremt og fyldt af glæde over livets under.
En glæde, som gør, at vi hvert øjeblik tager imod livet, som det kommer til os. Uden forbehold, uden planlægning, uden angst for det uforudsete. En glæde, som fylder os med ro, tillid og indre fred, så vi har tid til at lytte, få besøg, tage det hele, som det kommer. Nyde at hvile i nuet - i samvær med andre. Glemme alle planer og bekymringer for en stund, og i stedet sætte pris på de nære ting, som vi har hos os idag og som vi ikke kan forvente vil blive ved med at være der.
Troens gave er, at være nærværende i alt, hvad der er i ens tilværelse. At have fast tillid til, at Gud er bag os, når vi møder verden foran os. Tro er ikke det samme, som fatalisme, skæbnetro, hvor vi bliver til redskaber og nikkedukker uden egen vilje og vej, - nej, troen er et anker, et fundament, en stjerne, som holder os fast, - som giver os en egen underfuld frihed, fordi vi tror, ved og mærker, at vi ikke skylder os selv alting. Troen er en befrielse fra altid at skulle være herre i sit eget liv, at have magt over tingene. Tro, er at vide, at Gud har tid til mig, at han aldrig siger: Vent et øjeblik.. , - men i stedet siger: Se jeg er med dig alle dage.
Amen.