Hvis du har kommentarer
så skriv til
Lene Thomsen Birkmose
Juleaften 24. december 1998
Herborg: 13.30
Nr. Vium: 14.45 og 16.00
Salmer:
A: 76, B: 85, C: 96, D: 110
Tema: at blive set af Gud.
_____________________________________________
Kære Gud.
Tak for, at Du blev menneske i Jesus Kristus, så vi fik lov til at stå foran dig, ansigt til ansigt med dig. Tak for, at Du ser os. Ser os som vi er, og dog - på trods af alle fejl og mangler, - elsker os med en faders kærlighed. Tak for, at Du i nåde så til os, - så vi kan leve helt og fuldt, elskede og værdsatte.
Amen.
Prædiken:
Julen er hjerternes fest. Alle sanser er i brug.
Vi lytter til julemusik og morgennisser i radioen, nyder duften af nybagte brune kager og pebernødder, smager på æbleskiver og jule-snaps, mærker kulden i kinder og hænder, og vi nyder synet af alle de tændte lys i vort hjem og juleudsmykningen i byen og i gaden.
Alle sanser er i brug, - men det er dog nok synssansen, som vi nødigt ville undvære, hvis vi skulle vælge,for der er så meget at se på her i julen: julekalendere i tv, pakkekalendere, gaver, papir og bånd, lys og juletræer, nisser, engle og guirlander, dekorationer og sløjfer, rødt, grønt, hvidt og guld imellem hinanden, - alting stråler, så det er en lyst.
Og vi stråler også, - af forventningens glæde, af lettelse over, at nu sidder vi så endelig her i kirken og kan slappe af, få pusten igen ovenpå al ræset i december måned. Vi ser smilende hinanden i øjnene, ser os glade omkring og hilser på alle dem, vi kender. Det er hyggeligt, sådan år efter år, at se hinanden igen. Det er rart, at blive set og genkendt. Det er trygt og godt, en rar tradition, at vi alle mødes her i kirken juleaften, både os, som stadig bor her og så alle dem, som er kommet hjem i dagens anledning. Det er dejligt at se, - det er dejligt at blive set.
Det er det, som virkelig betyder noget: at blive set. Vi ved, at et barn, som ikke bliver set som lille, som ikke bliver lagt mærke til, som ikke får forældrenes øjne til at lyse af glæde og stolthed, at det barn forsvinder ind i sig selv og sygner helt hen. Det bliver kun en skygge af sig selv. Det menneske, som hele sin barndom blev overset, eller som ikke blev set til, det menneske går på en eller anden måde til grunde, for det fik aldrig lov til at komme frem i lyset, fik aldrig lov til at blomstre, leve og vokse. Det mest afgørende, som skete for os, da vi var børn, var, at der var kærlige øjne, som så os. Så os med glæde og varme. Ikke bare fordi vi havde de og de gode egenskaber, men bare fordi vi var til. Et menneske bliver til ved at møde kærlighedens blik i mors og fars øjne. Det er de,r vi lever.
At blive set betyder, at blive set af den, man elsker, af den i hvis øjne man bliver til som menneske og person. I den hvis øjne man er værdsat og uundværlig. Og derfor kan angsten også dukke op i et menneskes sind og hjerte: for tænk, hvis han eller hun ser mig, som jeg er. Gennemskuer mig, og ser alle mine dårlige motiver, grimme tanker, misundelsen, selviskheden, bagtankerne: tænk, hvis vedkommende gennemskuer mig og siger: Nu kender jeg dig. Nu vil jeg aldrig se dig mere!
At blive set af et andet menneske, betyder både lykken og livet, - men det medfører også en frygt for, en angst for at blive sluppet af syne. At blive forladt og opgivet. For at blive set kan jo også betyde, at man bliver overset, at andre vender blikket den anden vej, slår øjnene ned, som vi kalder det. Og det er et anerkendt våben, at vil man et andet menneske til livs, så skal man blot se lige igennem det. Lade som om det menneske er luft, intet fylder i landskabet. Og dette gennemborende blik er dræbende, - for det opholder sig ikke ved det, som et menneske har af kvaliteter, nej, det hæfter sig ved fejlene og manglerne, - og derfor diskvalificeres den anden med det samme.
Det betyder livet for os, at vi bliver set, at vi kan vokse i et kærligt blik for det, som vi er. Men det betyder også livet for os, at vi bliver set til. At der er nogen, som holder øje med os. At nogen tager sig tid til os. Kigger forbi og indenfor for at få en snak om stort og småt. Og det gælder alle, børn som gamle, unge som ældre. Der er ikke noget så sundt, sjovt, befriende, oplivende, som en ærlig snak på tomandshånd, hvor der er plads for tanker og overvejelser, glæder og bekymringer af enhver art. Det skønner vi på, - både store og små. Det er berigende at blive set, at blive hørt, at blive set til. - og det er netop det, som vi fejrer i aften. At vi alle bliver set, hørt og set til. Ikke blot hjemme i kredsen af familie og venner, - nej, også dybt og højt set.
I den nat som ligger foran os, ser Gud, som skabte hele universet, jorden og alt på den, da ser Gud os for første gang.
Ansigt til ansigt, som person. Som menneske til menneske. Aldrig nogensinde før og siden, er det sket, at en almægtig, fjern og ophøjet guddom har ladet sig føde i et menneskes skikkelse for at kunne se os, - for at kunne se til os. Men i nat sker det. I nat bliver den almægtige Gud, som har hele verden i sin hånd, til et lille afmægtigt spædbarn, som er totalt afhængig af, at andre ser til det og holder af det.
Vi kan sagtens se det for os. Juleevangeliet taler sit eget tydelige sprog, som straks og med det samme omsætter ordene til billeder for os. Vi ser stjernen i den sorte nat over Bethlehem. Vi ser den lille familie søge planløst rundt i de mørke gader, og vi ser dem banke forgæves på porte og døre. Vi ser manden hjælpe sin forlovede indenfor i stalden, hvor de reder op i halmen til den foranstående fødsel, - og vi ser det lille nøgne, spæde væsen blive svøbt i hvidt og rent linned og lagt i krybben foran dyrene. Vi ser englen tale til hyrderne på marken, og vi ser dem forvinde deres angst for synet, og ser dem begive sig mod stalden, familien og barnet. Vi ser dem falde på knæ og takke og prise Gud, for den søn, som han har skænket dem og verden.
Vi ser det for os. Men billedet ligner næsten mest dem af glanspapir med glimmerdrys på kanten, - for hvad har denne lille smukke, hyggelige og romantiske historie med vores liv og tilværelse at gøre. Den hører denne aften til, javel, - men i morgen er vi atter på vej mod nye mål, i nye retninger, - og hvad betyder det så alt sammen.
Barnet ser os! Barnet, som ligger i krybben, er Guds egen elskede søn. Jesus barnet er både Gud og menneske. Og han ser os. Gud er trådt ned midt iblandt os. Har forladt det fjerne himmelblå, sin utilnærmelighed, sin almægtighed, for at leve som et menneske lige midt imellem os. Han vil se os! Han vil se til os! Han vil stå ansigt til ansigt med os. Holde os fast med sit blik, - se os hver især. Se, hvad vi rummer, se, hvem vi er, og se, hvad vi gør. Det er fantastisk, uhørt, frækt, skræmmende og vidunderligt glædeligt. Tænk, at altets skaber sætter alt på et bræt, og træder ind i verden i skikkelse af et spædbarn, for at se til os. Fordi han bekymrer sig om os, fordi han vil være sammen med os, så vi ikke bliver væk, bliver alene og ensomme.
Med eet slag er det hyggelige, det romantiske væk, - for pludselig ser barnet på os. Historien er blevet virkelighed, en reel del af vores dagligdag. Og som barnet vokser til, forsvinder den sidste rest af det idylliske, det fredfyldte, - for da står barnet i sin manddoms vælde og ser på os med et myndigt og spørgende blik: vil Du følge mig? Må jeg se dig, som Du er?
- -
Og pludselig ændres billedet: barnet er blevet til den voksne mand, som vi ser foran os oppe over alteret:
(Herborg) Der står han, granvoksen, i hvid kjortel og kappe, med hyrdestav og blikket vendt mod det fjerne, søgende, ledende efter noget: er det hjorden af geder og får, han søger, eller er det andre lam, som er kommet på afveje og er blevet væk for dem selv og flokken, dér i ødemarken, hvor intet lever og gror. I hånden, puttet ind under armen bærer han lammet, tæt ind til sig. Det er blevet fundet og er nu på vej hjem til de andre. Jesus, for ham er det, ser til, at ingen går tabt; han forlader gerne flokken på de 99 dyr, for at finde det ene, som er blevet væk. Han er på vej ind i rummet til os. Han ser hver enkelt af os. Ser til os, og det bliver livet for os. I hans øjne lever vi. I hans øjne er vi villede og værdsatte. I hans blik stråler kærligheden os imøde.
(Nr. Vium) Her sidder han, - ved et bord, dækket til fest med hvid dug, fad og guldbæger. Han sidder blandt venner, tolv i alt, - og de fejrer Påskens højtid i fællesskab. Han ser lige ud på os, - for bordet rækker ind i dette rum, ind i vor tid. Han sidder blandt venner, - endnu, - for han ser også, at een af dem vil forråde ham, sælge ham til myndighederne, for et beløb, som han allerede har modtaget og nu gemmer i hånden, som vender ud mod os, - og alligevel ser han på dem med kærlighedens tilgivende blik, - og vi hører, at i den nat, da han blev forrådt, brød han brødet, takkede og delte det ud blandt kredsen af disciple, og ligeledes tog han bægeret med vin, takkede og delte det med dem. Delte det med dem, som ikke ville kendes ved ham, da han havde mest brug for det. Jesus, for ham er det, ser deres svigt, deres nej´er, deres tvivl, deres angst, - men han svigter ikke dem, nej, han ser til, at de rettes op igen, og får nyt mod til at leve. Tre dage efter dette måltid, vender han tilbage til dem. Til dem, som lod ham tage til fange uden modstand, lod ham pine og piske, lod ham hænge på et kors med nagler i hænder og fødder. Til dem, som lod ham dø, fordi de ikke turde andet. Jesus står op fra de døde og ser til, at Peter siger ja til ham tre gange, og at Thomas får tvivlen bragt til ro, da han må mærke ham på hænder og fødder, hvor arret viser, at det er sandt: at det er ham.
- - -
Barnet ser på os! Ser igennem os, - og ser til, at vi ikke forsvinder i mørkets og dødens skygge. Det er det, som fortællingen om Jesusbarnet rummer. At Gud blev menneske, blev født, levede, led og døde, som vi gør det, - at han så alt det, som vi ser, - og at han dog elsker os med en kærlighed så stor, at vi ikke kan fatte det, - men må tro det, trods al forstand og fornuft. Dette lille Jesusbarn overvandt døden for os, og gav os livet tilbage.
Det er det, som vi skal tage med os herfra idag, - det, som vi skal vende tilbage for at høre mere om, - for Gud ser os stadig, - og det har de fleste af os brug for i den tilværelse, som vi har, - for intet menneske kan beholde livet uden at blive set - set af Gud. Amen.