Hvis du har kommentarer
så skriv til
Susanne Gregersen
3. Søndag i Advent, 1. tekstrække, Matth. 11, 2-10. (Århus Domkirke, 11.12. 1994)
En gruppe danskere besøgte for et par år siden et sogn i en lille by i Vestengland, hvor vi blev særdeles varmt og venligt modtaget. Byen ligger i et udpræget landområde, en meget smuk egn med runde bjerge og små velholdte gårde med masser af husdyr, kvæg og får, og med haver fulde af roser. Også byen er velholdt med kønne gamle huse. Der ser kort sagt ud, som der skal se ud på landet - i alt fald som der så ud, før verden gik af lave: En smuk lille by i en smuk egn med venlige og imødekommende mennesker.
Og det var mennesker, der med rette var stolte af at kunne vise deres gæster deres smukke kirke. Kirken var nu blot halvdelen af en oprindelig klosterkirke, men den var stadig stor og harmonisk og også den særdeles velholdt. På engelsk vis var kirkerummet præget af alle mulige stilarter, med noget fra enhver tid, også nutiden, og det nyeste var et stort billede i patch-work, en mosaik i blå nuancer med scener fra stedets liv, syet af sognets damer. I midten af billedet var deres egen kirke, og omkring den motiver fra hverdagen: den lille bys huse, gårdene udenfor, en traktor på marken osv. Alt var syet med stor omhu og kærlighed.
Men! og der var unægteligt et men: under billedet var syet ordene: Den verden, vi har mistet
Der stod man så i det smukke kirkerum, i hvad der syntes at være en uspoleret idyl, sammen med disse venlige, imødekommende mennesker - der stod man så konfronteret med en virkelighed af håbløshed og magtesløshed under den velholdte overflade, hvor flere og flere måtte dreje nøglen om, hvor de unge flyttede væk og overlod egnen til en stille død. Strukturændringer, hedder det, man kan også kalde det menneskelig nød. Der stod man konfronteret med et næsten stumt skrig om hjælp, en afmægtig bøn for den verden, de havde mistet - for et liv, der var gået tabt i magtesløshed og mørke - "Som om dagen lyset ikke finde kan."
"Som om dagen lyset ikke finde kan." Det gælder også denne mørkets årstid, det gælder november, og det gælder december. Det er klamt, og det er koldt, og det er mørkt. Det er sagt mange gange før, men det er jo rigtigt alligevel. Vi er sårbare i den mørke tid. Mørke og lys påvirker os i langt højere grad end vi nok vil være ved. Vi er i denne mørke årstid hverken særlig modstandsdygtige overfor vinterens tilbagevendende forkølelser eller modstandsdygtige over for mismodet. For nogle er disse måneder fortvivlelsens måneder, og andre menneskers travle juleforberedelser og kommen hinanden ved, hyggestunderne over stearinlys og gløgg, ja, de gør bare ondt værre. Man skjuler det, og taler med om, hvor er det egentlig hyggeligt her før jul, her i december, nu hvor november er overstået. Taler med, hvis man da kan, om glæden. Sådan er decembers mørke også, magtesløshedens og fortvivlelsens mørke. Og er disse mørke måneder ikke netop ligefrem fortvivlelsens måneder, så er de dog for mange vemodens årstid, den årstid, hvor vi mindes og længes. Julesorgen kalder Grundtvig det med et forunderligt præcist ord. Under decemberidyllens overflade konfronteres også vi med en virkelighed af vemod over og længsel efter den verden, vi har mistet. Det er vel ikke underligt, at vi i december tænder så mange lys for at holde mismodet og mørket stangen. Vi længes jo på alle måder efter, at dagene skal vende. At dagen atter kan finde lyset - at lyset baner sig vej ind i mørket.
Det var længselen efter den verden, de havde mistet, og håbet om, at de måtte få den igen, der fik jøderne til at opsøge Johannes Døber i ørkenen. De havde mistet patriarkernes tid, de havde mistet de store kongers tid, Davids tid, de havde næsten mistet forjættelsernes tid. Al deres opmærksomhed var efterhånden rettet mod det, der var en gang. De havde håbet, de havde bedt, de havde ledt blandt de veltalende, der blot var som sivrør for vinden; de havde fået nok af mennesker, der trods daglig gang i magtens korridorer blot tænkte på egen velbehagelighed, på deres egne bløde klæder. De måtte ud i ørkenen med deres afmægtige bøn for det liv, de havde mistet. De måtte finde den profet, der som en Esajas i de svundne tider kunne forkynde, at der var en vej ud af mismod og mørke, for også for jøderne var det mørketid, også de ønskede, at dagene måtte vende.
Og derfor hører vi her i adventstiden, i mørketiden, om Johannes Døber. For nok kom han for at prædike bod, men først og fremmest kom han som frelserens forløber for at bane vej for håbet til trøst for mennesker i vores håbløshed og magtesløshed og mørke. Vi hører det netop som et ekko af profeten Esajas: "Trøst, ja, trøst mit folk, så siger jeres Gud," hedder det hos Esajas: "I ørkenen råber en røst: Ban Herrens vej, jævn i det øde land en højvej for vor Gud. Hver dal skal højnes, hvert bjerg, hver høj skal sænkes, bakket land blive fladt, og fjeldvæg til slette. Åbenbares skal Herrens herlighed." Profeternes tid er forbi, men ikke i den forstand, at nu er håbets tid forbi: "Nej, hvorfor gik I ud? for at se en profet? Ja, jeg siger jer, endog mere end en profet. Han er den, om hvem der står skrevet: Se, jeg sender min engel for dit åsyn, han skal bane din vej foran dig." Derfor hører vi om den ny tid, hvor "blinde ser og lamme går, spedalske renses og døve hører, døde står op og evangeliet forkyndes for fattige." "Trøst, ja, trøst mit folk, så siger jeres Gud." Således lyder den trøst hver advent til alle dem, der sidder tilbage i den verden, som de har mistet. Den trøst, at vi ikke selv skal bane os vej ud af mørket, for det er gjort for os. Ordene lyder så alt for usandsynlige, men det umulige er sket.
I adventstiden får vi lovning på lyset, lige så mærkværdigt som disse profetiske ord; vi får lovning på det lys, om hvilket vi i julen vil få at vide, at det skinnede i mørket, og mørket fik ikke bugt med det. Det er Guds gave til os, Guds velkommen til os ud af mørket og ensomheden: vi er ikke længere overladt til os selv. Det er det lys, den snart kommende juls lys, der trøster folket, viser os vej ud af decembers mørke. Vi vil få at vide, at lyset kom til verden i form af et lille barn. Og selv om vi er tilbøjelige til at fokusere på spædbarnets svaghed, så er der nu en temmelig stor styrke i et lille barn - spørg bare alle nybagte forældre; et spædbarn forandrer, sin hjælpeløshed til trods, livet for mennesker omkring sig. Spædbarnet er nyt liv, og det skaber nyt liv omkring sig. Det vender op og ned på indgroede vaner, på livets vante gang. Barnet melder sig med en ubønhørlig vilje og sætter sit krav på livet igennem. Således også med det barn, som adventstidens forventninger drejer sig om. Også han satte sit krav på livet igennem, så ubønhørligt som nogen anden. Så mægtigt var dette krav på liv, at det, som det lys det var, besejrede mørket, besejrede døden. Barnets stædige krav på liv skabte alt liv og vandt sig alt liv. Lyset var stærkere end mørket.
Råbet om hjælp for den verden, vi har mistet, vidner om håbløshed og magtesløshed i en mørk verden, men i råbet, i bønnen formår vi dog at sætte ord på håbløsheden og magtesløsheden. Jøderne vidste hvor de skulle gå hen med deres råb, ud i ørkenen, ud til Johannes. Det er den samme bøn Johannes råbte i sit fængsel. Og det samme budskab lyder ned gennem tiderne til os, hvad enten vi beder den bøn i form af et billedtæppe i en kirke i Vestengland, for også der har man vidst, hvor man skulle gå hen - det er ikke et råb ud i det blå - eller man, som vi i decembers julesorg og mørke synger med Brorson: "Vil vor morgen ej frembryde os at fryde? Jesus, livets sol og glans, jeg er kold og mørk i sindet, helt forblindet, strål dog ind i sjæl og sans!" Det er det samme råb om hjælp, der lyder på tværs af tid og sted. Og svaret lyder til os alle: "Se, jeg sender min engel for dit åsyn, han skal bane din vej foran dig." Gå med det budskab tilbage til den verden, du har mistet. Du skal vide, at selv om den aldrig vil blive den samme igen, så kan du trods det leve i bevidstheden om, at håbløsheden og magtesløsheden ikke er de stærkeste, at alt er godt, og alt skal blive godt, at lyset har banet sig vej til dig gennem mørket, at lyset skinner i mørket, og mørket vil aldrig få bugt med det. Det stråler ind i sjæl og sans. Det er ikke idyl, men det er Guds trøst. Amen!
Salmer: 66 - 585 - 547 -- 107 - 71 - 431- 62