Hvis du har kommentarer
så skriv til
Erik Colding Thaysen
Juletale 2000.
Bøjer jeg mig så dybt som jeg kan, vokser min verden sig stor.
Ja, den rette holdning lukker øjnene op.
Og julen og hele dens dejlige bagland - fra vi selv var børn - passerer revy
i vort indre.
Julen er følelsernes fest. I juletiden lukker vi hinanden ind i varmen. Der
skrives julekort med store - måske for store - ord og hjertelige hilsner til
venner og slægtninge.
I vintertusmørket trives vemodet og længslen efter at række ud, men især
længslen efter selv at blive nået og lunet af sine medmennesker. Måske
derfor er forventningerne til samværet
i julen skruet i vejret og danskerne forbinder først og fremmest julen med
familiehygge og med mad.
Det kristne budskab kommer visse steder langt nede på listen.
Julebudet til dem der bygge -ja, det bliver lynhurtigt lavet om til
julebudet til dem der hygge. I julen søger vi mod fællesskabet.
Juleglæden er den virkelighed, at himlen rørte jorden julenat. En historisk
begivenhed, som ikke kan rummes af den menneskelige forstand.
Derfor har forstanden trange kår i julen med evangelieteksten, der i særlig
grad appellerer til børn og barnlige sjæle.
At Gud blev menneske og lod sig føde i en stald og ikke på silkelagner i en
himmelseng.
Det kan selvsagt ikke forstås.
Det må tros eller blot tages for givet.
For det moderne menneske stikker længslen efter at blive nået dybt.
Den eksistentielle ensomhed er stor og forstærkes i en tid og i en kultur
hvor hastighed og forandringer er sat i højsædet, hvor individualismen
trives, og hvor stort set ingen gamle sandheder længere tages for givet.
Julens mysterium er ikke gavehøsten under juletræet. Men derimod en
forsikring om, at menneskets længselsfulde søgen efter at blive nået og
efter at være kendt er slut.
Mennesket skal ikke længere selv opfinde sin tro og udspænde det net, der
skal bære det i livet i medgang og modgang og i døden, når den indtræder.
Det er sket da Gud blev menneske.
Det kan være helt befriende at høre det gode gamle velkendte juleevangelium.
Befriende fordi ellers alt i denne verden så hastigt forandrer sig. Vi kan
ikke få hold på noget. Vi kan ikke følge med længere.
Bedst som vi tror vi har forstået det hele - viser det sig at vi er kommet
håbløst langt bagud.
Alt er i konstant forandring.
Se nu f.eks. bare vejret.
Der er ca 14 dage til jul. Men hov! - hvor er sneen? Den der altid var der i
vor barndoms jul?
Det er typisk for voksne.
Nu har eller har de haft så forfærdelig travlt med at arrangere. Købe ind -
købe ind. Et hav af gaver i det flotteste julepapir. Og indkøbsvogne i
supermarkederne der bugner og strutter. Jo mere jo tættere vi kommer ind
under jul.
Fortravlede voksne - skrigende og uregerlige unger.
Og så når vi endelig runder dagen - selve juleaftensdag - ja så har de
voksne nu i snart flere år i træk glemt en af de allervigtigste
juleingredienser -sneen.
Jeg tror det er godt nok at vi mennesker ikke kan arrangere os til alting.
Jeg tror ikke vi ville kunne tåle hvis det hele blev perfekt som vi vil have
det.
Nej - når en så vigtig ting som julesneen udebliver - så er det nok for at
bringe os på rette plads.
For at minde os om, at der er noget udenfor os der er medbestemmende for os
i alle vore dispositioner. Noget vi ikke kan bestemme over.
Juleevangeliet er dog stadig det samme. Eller?
Også der er man begyndt at pille og forandre.
En rastløs gøren-omkring med alle ting.
Om en kvinde er med barn, gravid eller frugtsommelig - ja, resultatet plejer
at blive det samme - om alt da går som det skal, men sprogbrugen er
ingenlunde ligegyldig.
Man skal ikke forandre - bare for forandringens skyld. Man skal ikke
forandre nedad. Lad dog det, der har kvaliteter i sig blive stående - uanset
alder.
Ofte hører man om mennesker der tænker tilbage på deres barndoms jul.
Hvorfor tænker man så langt tilbage. Hvorfor helt tilbage til barndommen?
Fordi julen for barnet er noget ganske specielt.
Salmedigterne har med største selvfølgelighed gjort julen til børnenes fest:
"mens som barn på landet jeg var hjemme
julemorgen var mit Himmerig"
Sådan begynder Grundtvig i sit digt til kirkeklokken. Og i Velkommen igen
Guds engle små, beder Grundtvig englene om først og fremmest at synge for
børneneså de himmelske jubeltoner kan skabe og akkompagnere børnenes drømme.
Hvad sker der så når englene synger for børnene?
Da opstår den sande poesi: skabelse, virkelighed.
Engle.
Sproget er fuld af engle.
Kæresten er en engel. Konen kan være det. Som regel kun i perioder. Det går
over igen.
Manden kan også være en engel, selvom han skal passe på, at ironien ikke
spiller ham et puds.
Moderen er altid en engel, faderen er det sjældent. Svigermoderen så godt
som aldrig.
Måske har man lagt sine små englebasser i seng efter en middag, hvor maden
smagte, så man kunne høre englene synge.
Og så kan man huske sin mormoder som engleblid, hun havde simpelthen en
engels tålmodighed.
Ikke at man har set en engel, men man har på et eller måske flere
tidspunkter i sit liv oplevet en situation, hvor man fornemmede, at en
højere magt greb ind, at situationen gik ganske anderledes end man kunne
forestille sig.
Og så må der naturligvis være skytsengle på spil.
Der er også den velkendte engel der går gennem stuen. Engel betyder egentlig
sendebud. En engel er altså én, der bringer bud om noget, og som sådan
behøver han for øvrigt hverken at have hvidt tøj på eller vinger.
I kraft af juleevangeliet, i kraft af det lille Jesusbarn, i kraft af
børnenes uvilkårlige, rene glæde og forventning forenes den voksne med det
som ellers regnes for et ubodeligt tab: Barndommen.
En tone slås an og rører ved noget i vort indre.
For også i den voksnes hjerte findes der en klangbund - et stykke ægte,
oprindelig barndom.
Men om forholdet: Jul - børn - voksne har Niels Hausgaard så rammende sagt
følgende:
Julen er børnenes fest - og det er så sandt så sandt.
Spørgsmålet er bare, om vi der i dag er forældre magter at lade dem have
den.
Vi kan give dem plasticgaver og slik, men formår vi at give dem selve
festen?
Tør vi?
Og han fortsætter:
Det jeg selv husker som noget særligt ved min barndoms juler, at nogle
voksne vovede at være voksne og dermed forærede os rollen som børn.
Man vidste det selvfølgelig ikke dengang, men nu kan jeg se, at det var det,
der var festen.
Der var en moder der hængte en julekalender fra Brugsen op og holdt øje med,
at man ikke snød med lågerne.
Der var en skolelærer der uden ironisk distancegennemførte ritualet med
kalenderlyset der stod på hjørnet af katederet, hvor børnene skiftedes til
at få æren at tænde det om morgenen.
Der var voksne der med mild alvor ønskede hinanden glædelig jul. Og så var
der selve brændpunktet i julen. Kulminationen på det hele.
Stilheden når butikkerne lukkede, når kongen holdt sin tale til folket båret
til os på forunderlige radiobølger. Der var maden og mandelgaven.
Der var de forvandlede voksne der med langsynede briller og utrænede stemmer
rokkede rundt om juletræet som kæmpestore pingviner, forspiste og stakåndede
og højtideligt syngende: Glade jul!
Det hele bar præg af ydmyghed, en respekt for, ja for hvad?
For noget stort og grundlæggende.
Set i bakspejlet tror jeg på, at festen bestod i, at nogle voksne turde være
voksne nok til at fejre, at en guddommelig tanke fødtes på jorden.
En tanke der ikke var her før. Billedet af et guddommeligt nøgent barn, født
af en enlig moder under usle omstændigheder er værd at tænke over, i en
verden, hvor vi er sunket så dybt, at vi går og måler hinandens intelligens
og tror, at det kan bruges til noget.
Og Niels Hausgaard slutter sine betragtninger således:
Man er et priviligeret menneske, når man som barn har gået rundt om
juletræet bagefter en stor faster, hvis korset og højre sko knirkede i takt
til Grundtvigs mange smukke vers, mens hun sang: Velkommen igen Guds engle
små.
Så vidt Niels Hausgaard.
Børnene er i focus når julen råder.
I julen opsøger vi hinanden.
En lille dreng var på julevisit hos naboen, og konen sagde: Du skulle
egentlig ha' haft et glas mælk, men vi hår kuns jen ku, men do ka fo en
honningmelmad.
Og der har nok ikke ligefrem været top på, for da drengen havde siddet lidt,
sagde han: Hår I også kuns jen bi?
Ak ja.
Møllehave siger et sted:
Specielt ved juletid er det vist en ret udbredt holdning, at vi forventer at
få alt, hvad vi ønsker os. Men i virkeligheden er det vel hvad vi forventer
hele året.
Vores forkælelse i den retning afspejles måske bedst ved juletid, hvor det
viser sig, at vi slet ikke ønsker noget, så det er virkelig svært at finde
gaver til os, med mindre man drister sig til at sige som damen i
stormagasinet:
Jeg leder efter en gave til en mand, der har alt - undtagen smag.
I julen gør vi os mange anderledes tanker. Hvis vi da ellers har tid?
Som f.eks.:
Hvad ville der mon egentlig ske, hvis Jesus vendte tilbage til jorden i dag?
Vi prøver at forestille os situationen:
Sidste år, en mandag morgen i adventstiden, dukkede Jesus pludselig op i
Frederikshavn.
Han bar indkøbstasken hjem for en gammel kone.
Han hjalp en tyrkisk kvinde, der ikke kunne tale dansk, ved lugen på
postkontoret.
Han kørte en mand, der var lammet i begge sider, rundt i Bangsboskoven i to
timer.
Han spillede bold med en lille pige, der var mentalt handicappet. Pigen blev
glad, når det lykkedes hende at gribe bolden.
Han besøgte en kræftsyg kvinde på Frederikshavn sygehus. Hun havde
ligget der et halvt år, og endnu var der ingen, der
havde besøgt hende.
I svømmehallen tog han en lille ængstelig dreng, som de andre lo ad, ved
hånden og sprang sammen med ham fra tre meter vippen.
Hele natten sov han ved siden af en fordrukken
vagabond på en bænk i parken ved gymnasiet. Han puttede sig tæt ind til ham,
så den gamle ikke frøs så meget.
Næste morgen var Jesus forsvundet igen. Ikke engang Ekstrabladets
journalister havde opdaget at han havde været der. Men den gamle kone, den
tyrkiske kvinde, den lamme, drengen, den syge og vagabonden fortalte til
alle, som de mødte:
"I går var en skøn dag. Jeg mødte sådan et godt menneske".
Kun den lille pige sagde intet. Hun kunne jo ikke
tale. Men hun lo, kastede bolden højt op i luften og greb den igen.
Som tankerne dog kan selv:
Vi peger på os selv og tænker:
Gå du ud og gør ligeså: gør dagen god for det andet menneske, giv din godhed
- ikke til den der har fortjent det, men til den der har brug for det.
Når der til jul i Israel synges om den hellige nat foregår det under
beskyttelse af soldater med skudsikre veste.
En besynderlig verden - i grunden - hvor kærlighedens budskab skal bevogtes
med maskinpistoler.
En besynderlig verden, hvor man ikke tør høre ordet "fred" uden at man først
har iført sig sin skudsikre vest.
Men - og det er det store og afgørende spørgsmål:
Hvad nytter en skudsikker vest, hvis døden kommer fra hjertet? Det vil sige
fra vores kulde og mistroiskhed. Hvis der ikke bor andet end had i vores
sind?
Hvad nytter det vi bygger forsvar op mod hinanden, hvis der kun er kulde og
død inden i os - mistro, selvopgivelse og tomhed?
Men julenat, da kom kærligheden og glæden ind i en mistroisk, selvopgivende
og tom verden. Der var ikke plads til den. Den henvistes til stald, krybbe,
kors og død.
Men den viste ved at finde sig i det, at den var den kærlighed som tror alt,
håber alt, udholder alt.
Derfor skal vi aldrig være den foruden.
Kærligheden.
Så kære menneske, har du svært ved at finde dig selv i denne verdens
vrimmel, svært ved at finde ud af hvad der er op og ned og hvem du selv er:
Da prøv at tage et lille barn i dine hænder.
Se godt på det. Hold det op for dine øjne og giv dig lov til at føle noget.
Måske du da fornemmer hvad et lille spædt liv betyder - og hvad et lille
barn satte i gang i vores verden for 2000 år siden. Barnet. Børnene.
Det bedste vi har.
Julenat kan man kun rigtig forstå med hjertet.
Glæden var jordens gæst den dag.
Hjertet forstår nemlig (hvad forstanden ikke gør)at livsglæde kan fylde så
meget, at virkeligheden viser sig for os på en ufattelig måde.
Lad os igen i år fejre det lille barn der fødtes - med glæde og julelys i
øjnene og på træerne. I taknemmelighed over at et sådant lille barn formår
at lokke kærligheden helt op til overfladen i os alle sammen.
Kun det allerbedste er godt nok for dem, vi elsker.
Sådan har først det lille Jesusbarn- men også siden den voksne mand det med
os -og sådan vil han gerne smitte os til at have det med hinanden.
Glædelig jul til alle!