Hvis du har kommentarer
så skriv til
Kirsten Schmidt
Juleaften 1993:
For godt og vel en uge siden havde vi konfirmandundervisning for sidste
gang inden juleferien. Vi skulle egentlig have snakket om julen, men den
først ankomne konfirmands bemærkning ændrede temaet.
Jeg har spurgt mine konfirmander, om de ville føle det som en udlevering af
dem, hvis jeg brugte den omtalte lektion i en prædiken, uden at nævne navne,
og jeg har fået grønt lys.
Først ankomne konfirmand spurgte mig altså, om jeg aldrig var bange for at
bo lige ved siden af kirkegården, hvilket jeg naturligvis svarede nej til.
Jeg anser mine naboer for sognets fredeligste, og jeg har heller ikke noget
imod at gå over kirkegården om natten, da jeg regner med, at de døde bliver,
hvor de er. Efterhånden som de andre ankom, opdagede jeg, at de indbyrdes
snakkede om det samme emne. Til sidst proklamerede én af dem: "Jeg tror på
ånder!" og der var almindelig tilslutning.
Så det faldt mere end naturligt at tage det overnaturlige op som emne.
Dette skal ikke være et referat af halvanden times konfirmandundervisning.
Men det viste sig efterhånden, at de fleste af de unge mennesker gennem de
populæreste film, musikvideoer og bøger i den grad bliver overfodret med
ånder, dæmoner, zombier og sære væsener og uvæsener, at de tror på alt det
djævelskab. De finder det overhovedet ikke utroligt. Når tilstrækkeligt
mange filminstruktører bruger skrækfimlenes virkemidler, så må det jo være
fordi de ting eksisterer. Det er ligesom hjernevask. Når en ting gentages
tilstrækkeligt mange gange, så bliver den til sandhed. Så enkelt fungerer
menneskets hjerne.
til gengæld stillede de sig temmelig tvivlende an, dengang jeg fortalte
dem, at Jesus var en historisk person; at han havde levet. Selv da jeg
fortalte, at han blev nævnt af romerske historieskrivere, som ikke troede,
han var Guds søn, men blot en oprører, kom der indvendinger. Men til slut
måtte de acceptere, at den menneskelige del af hans væsen var en realitet.
Så svært var det at tro på noget, som ellers har været almindeligt kendt i
et par årtusinder!
Jeg synes, det er en underrlig vending, tingene har taget her i vort
veloplyste samfund. For nogle årtier siden skulle alle være så oplyste at
kristendom nærmest kom på linie med overtro. Så skulle børn helst ikke
døbes, for det var at bestemme over dem, og de skulle bestemme selv, når de
blev større. Men for ikke at indoktrinere dem, fortalte man dem slet ikke om
de forskellige valgmuligheder, de havde. Kristendommen blev fortiet, så
børnene selv kunne vælge. Men mellem hvad?
Senere begyndte man at døbe børn igen, for selvfølgelig skulle børnene være
døbte. Men man var kommet ud af øvelse med at snakke religion med dem, så
den del henlagde man stadig til det frie valg, eller rettere til tilfældet.
Man ville stadig ikke indoktrinere.
Men man var ikke nær så omhyggelig med udvælgelsen af, hvad man smækkede i
videoen, når man trængte til fred for ungerne. Hvad jeg efterhånden har lagt
øre til af fimsreferater om zombier, der kogte spædbørn i en stor gryde, og
når de tog dem op, faldt kødet fra knoglerne. Det var rigtigt ulækkert. En
skidegod film.
Eller en hånd, skåret over ved håndleddet, der forfølger folk, og så laver
den hjulspin, når den skal rundt om et hjørne. Dén er også rigtigt god!
- Og hele tiden bag det hele, bekendelsen: "Jeg tror på ånder".
Vi har hele tre julekalendere at vælge imellem i år. De fleste ser dem alle
tre. Og de handler alle tre om nisser. Hvis man kom udefra og skulle lære om
julen gennem fjernsynet i år, måtte man få den overbevisning, at det var
nisserne, der havde skænket os julen.
Og grunden til, at dette skal siges, netop i dag, er, at det er den dag på
året, hvor der er flest i kirke til at høre det. Alle I fædre og mødre,
bedstefædre og bedstemødre, oleforældre o.s.v. aner måske ikke, at mange af
de kære små og større, der er i jeres varetægt, lever i en evig rædsel for
overnaturlige, onde væsner, mens det gode budskab om Guds nåde og kærlighed
forties i den frie viljes navn. Og når alle I sidder her i dag, så er det jo
netop for at høre dette budskab. I kender det. Det var tilladt, da I var
børn, og I glæder jer hvert år til at høre det igen. Det betyder tryghed
midt i den hårde og usikre verden.
Hvor mange af jer har ikke bedt Fadervor med bedstemor, inden I skulle
sove? Hvor mange af jer kan ikke stadig sit Fadervor og vil kunne det til
sin dødsdag?
De fleste af konfirmanderne lærer Fadervor hos mig i en alder af 13-14 år.
Fadervor og bedstemor hører sammen, sagde jeg. Religion er ikke skolens
opgave. Det er familiens. Det er heller ikke præstens. Præsten forudsættes
at bygge videre på den barnetro, der allerede er til stede, eller om ikke
tro, så dog en viden om de grundlæggende ting i kristendommen. Så dybe, nære
og skrøbelige ting som tro, skal opbygges hos dem, man lever nært sammen med
og har tillid til.
Da Guds søn blev menneske, var det en gave til os. Men gaven er også en
opgave. Jeg læste juleevangeliet højt for alle lige før. Jeres opgave er at
fortælle børnene i aften, hvorfor vi fejrer jul, og hvorfor vi starter i
kirken.
Historien om da Gud blev født blandt mennesker har nemlig bud til os i dag.
Den er ikke en historie om de overnaturlige magters spil med menneskene. Den
er heller ikke en historie om en fjern gud, der fra sin himmel spiller
marionetteater med sine mennesker, så de spræller, når det morer ham at
trække i snoren.
Nej, evangeliet fortæller os, at dengang, da man holdt folketælling i
verden, blev Herren født som én af de mange. Han blev en streg på papiret
sammen med menneskenes børn.
Guds søn blev født som menneske, for at han kunne kende vore kår, vore
længsler og drømme. Han har måtte tage sine bank af kammeraterne, fordi han
vel alligevel var anderledes, og han har måttet søge trøst hos sin mor,
ligesom vi måtte og må.
Derfor elsker vi juleevangeliet og hører det år efter år uden at blive
trætte af det. Hvis det handlede om en Gudssøn, født i guddommelige kår og
levende en guddommelig barndom og manddom, så kunne vi nok bøje knæ for ham,
men kunne vi også elske ham? Det ville nok være religion, men ville det også
være evangelium - det glædelige budskab?
Nej, det glædelige budskab det er, at julenat, da nedsteg Guds kraft til
vor skrøbelighed. Gud blev et skrøbeligt barn, født som menneske med
menneskelige behov, og prisgivet den verden, som vi er prisgivet.
Derfor kan vi også være sikre på, at Gud kender os. ikke fordi han
betragter os oppefra, men fordi han har gået iblandt os, levet iblandt os.
Gud er én af vore egne.
Og selvom han kender os i bund og grund, ja, netop derfor, elsker han os så
højt, at han har givet sig selv for vores skyld. For det er jo for vores
skyld, at han blev født i nat.
Fortæl jeres børn, børnebørn og oldebørn det i aften. Giv dem i det mindste
muligheden for at vælge imellem mørkeræd og julefred.
Dertil give Gud jer sin hjælp og velsignelse.
Glædelig jul.
Amen.