Hvis du har kommentarer
så skriv til
Peter Kiel Nielsen
1. Salme: 776 Barn Jesus i en krybbe lå
2. Salme: 773 Det er hvad Guds kirke i håbet ved
3. Salme: Dåb: 402 - 397
4. Salme: 73 Hvorledes skal jeg møde
5. Salme: 777 Fredløs er freden
Sådan en Anden Søndag i advent. Med barnedåb. Og mange i kirke. Der kan man godt undre sig over, at vi skal have denne lidt dystre tekst som prædiketekst.
Men fra gammel tid, har adventstiden været en bodstid. Og bod betyder jo selvransagelse. Det betyder det, at tænke over sit liv. Men det betyder også det, at lægge sit liv over Guds hænder.
Og det skyldes, at der Anden Søndag i advent er et ord, som vi ikke kan komme uden om. Og som vi ikke skal komme uden om. Nemlig ordet håb.
Det fortælles om Aleksander den store, der levede fra 356-323 f. Kr., at da han begyndte sit felttog delte han al sin ejendom ud til sine venner. Hvad har du så selv tilbage? spurgte de. Og hertil svarede Aleksander: Håbet.
For håbet er det sidste vi mennesker giver fra os. Den der ikke har mere at håbe på er færdig. At være uden håb hedder på latin, de-speratus. Et ord som vi jo kender som desperat.
I dåben for lidt siden hørte vi det: Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb.
Hvad er bedre at give sine børn med sig i livet, end netop håb? Og at give dem den gave, at de i alt, hvad der møder dem, må være i Guds hånd. Ham der holder alt håb i sine hænder.
Et levende håb har vi - og alle døbte - fået i dåbsgave. Og selvom det, når livet er let og ligetil, måske ikke synes særligt betydningsfuldt. Så ved vi godt alle sammen, at vi, når alt kommer til alt, ikke kan leve uden håb. For den, der lever uden håb, lever uden mening. Og lever ikke for noget.
I nazitidens koncentrationslejre døde store og stærke mænd som fluer. Men små, gamle og svage overlevede. Hvorfor? Fordi de levede på håb.
Som døbte har vi faktisk pligt til at håbe. For det er vi døbt til.
Men når ordet håb er vigtigt, så skyldes det jo også, at det ikke altid er ligetil at være menneske. For angst og frygt er grundvilkår i vi menneskers liv. Hvad enten vi vil være ved det eller ej. Og det er det jo, fordi vi alle sammen kan blive mærket af angsten for morgendagen. Og frygten for konsekvenserne af det, der skete i går.
I vores tid tales der så meget om klimaforandringer, miljøkatastrofer, hungersnød, kogalskab og krig. Så meget at vi mennesker kan komme til at sætte os fast i den slags forudsigelser. De kan lamme os - i stedet for at sætte os i gang. Og nogen gange resignerer vi, ved at forbruge eller stoppe ørene og hjernen fuld af underholdning. Vi dulmer spørgsmålet, hvad er meningen i grunden med det hele.
Men andre gange kommer det frem. Den lille eller store angst og frygt, som vi alle sidder med hver især. Hvad er i grunden meningen med det hele?
Her må vi vedgå, at sådan er det at være menneske. Det er ikke det eneste, der er at sige om menneskelivet. Men det skal også siges. Man kan faktisk komme til at frygte for morgendagen. Og man kan også komme til at skulle leve med, at det der skete i går ikke kan gøres ugjort. Og man kan komme til at spørge efter mening? Og råbe efter håb?
Men kristendommens budskab er et budskab fra Gud om, at der er et håb.
Og dermed rører kristendommen ved noget i os alle sammen. Nemlig denne grundlæggende følelse og livsvilje, som er så vigtig. Det jeg kalder for håb.
Men det kristne håb er anderledes, end det vi måske kunne forestille os. For håbet knytter sig ikke bare til morgendagen, sådan som det ofte gør for os. Men det knytter sig til evigheden. Og det knytter sig heller ikke til os og vore drømme alene. Men det knytter sig til Gud og hans ord.
Der smøres heller ikke bare smil på vore ansigter. Og alle problemer og bristede drømmes glattes ikke bare ud med det store strygejern. Menneskets angst, meningsløshed, skyld og ansvar tages alvorligt i kristendommen. Ellers kan jeg ikke bruge kristendommen til noget som helst. Men det er netop også det, jeg finder dybt, stærkt og troværdigt ved kristendommen. At jeg tages alvorlig, som den jeg er. Med alt hvad jeg indeholder. Af godt og skidt. Af tvivl og tro. Af håb og mismod.
Hvis ikke det er om os, der tales om i kristendommen. Og os, der tales til. Hvad siger kristendommen så overhovedet? Ingenting.
På samme måde er det med dåben. Hvis ikke det er os og vort liv, det handler om, så er det en tom og indholdsløs farce. Tre håndfulde vand og nogle tomme ord.
Men det er netop til os der tales. Af den levende Gud. Vor angst og vort håb tages alvorligt. Vor angst får lov at komme til ord. Men der bliver også sat ord på vore håb.
Men ordet, der sættes på vort håb, er anderledes end det vi kunne forvente.
Det begyndte en kold nat. En nat der var knugende som verdensrummet. Knugende som en død Gud. Tillukket som fremtiden. Vejløs som ensomheden. Sort som døden.
Denne nat blev et lille lys tændt i en stald i Betlehem. I Maria og Josefs barn. I juleevangeliet står der, og det skete i de dage. Men det som netop i de dage skete, var det, der ikke kunne ske. Og som alligevel skete.
Gud blev menneske som os.
Gud lå i en krybbe som prisgivet menneske. Som os.
Og Gud lod sig prisgive ensomheden, angsten.
Gud der kunne udrydde alt ondt. Og undgå alt ondt. Tog del i vor tilværelse.
Han valgte, at gå ind under vore grundvilkår. Netop at blive som én af os. At være der, hvor vi er. At føle som vi føler. At håbe som vi håber.
Men han valgte også at gå ind i det, hvor alt håb er ude for os. Nemlig i døden. For at vi - selv i døden - skulle eje håb. Det vi blev døbt til. Et levende håb.
Normalt når vi taler om, de skrækkelige ting, der kunne hænde på jorden, krig, sult, nød, naturkatastrofer osv. osv. Så dukker vi os. Går måske endda ind i os selv. Eller skifter program på fjernsynet.
Men Jesu ord til os er, at når I ser disse ting begynde at ske, så ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres forløsning nærmer sig.
Det er selvfølgelig ikke en væren ligeglad med det ondes hærgen i verden. Men håbet giver netop mod til kamp. For der er noget at kæmpe for. Noget at leve for.
Og det er så det, vi er forpligtet til at give videre til dem vi lever iblandt. Håb og mening. Tro og livsmod.
Og ikke mindst give det videre, at julens mening ikke kun er noget vi fylder i et kasseapparat. Eller i maven. Ikke bare er noget, der skal dulme meningsløsheden og håbløsheden. Men først og fremmest handler om, at Gud kom, for at vi - og alle døbte - må få lov til at leve vort liv på et levende håb. Amen.