Hvis du har kommentarer
så skriv til
Thomas Feddersen
Alle kan have brug for en julegave. Det er Mobilix slogan her op til jul. Blandt andet ser vi også plakater af De tre vise mænd forsamlede ved Jesu krybbe. De to af dem er vel som vi kender dem, men den tredje har en mobilix pakke under armen.
Alle kan jo få brug for en julegave. Kan vi også. Helt afgjort. Vi kan oven i købet godt lide at få dem. Måske også en mobiltelefon. Men et spørgsmål har jeg nu alligevel; og hvis mobilix PR-chef er til stede, så kan jeg måske oven i købet få svar: Hvad skulle Jesus dog med en mobiltelefon?
Jeg mener, der var ingen, som han kunne ringe til for 2000 år siden. Og ikke nok med det; efter 200 timers standbytid, der ville batteriet være brugt op. Og han kunne ikke genoplade den. Han kunne heller ikke forny sit taletidskort. Så hvad er det dog, han skulle bruge en mobiltelefon til. Og da slet ikke som spæd.
Det har mobilix vel næppe tænkt over. Deres sigte er jo også et andet. De vil sælge mobiltelefoner. Og endnu vigtigere. De vil sælge abonnementer. For det er jo jul.
Jul, Kristi fødselsdag. Gavetid. Alle kan jo få brug for en julegave. Og måske er det virkelig den tid på året, hvor vi tænker mest på, hvad andre har brug for; eller hvad andre kunne have lyst til. Eller hvordan andre har det. (Har I for øvrigt fået skrevet alle julekortene?) Den tid på året, hvor andre er vigtigst. For en juleand alene, det er alligevel en sølle omgang, lige meget, hvor god den er. Der skal også være nogen andre til stede. Ellers du’r det jo ligesom ikke – uden familie, eller uden venner.
Men sådan har vi det jo for øvrigt ved alle festlige lejligheder. En fødselsdag alene er en flad fornemmelse. Og de af jer, der har fået et barn, og kan huske det, I kan jo lige prøve at forestille jer, hvordan det ville være, uden at kunne fortælle det til nogen.
Mærkeligt ikk’ At man på sæt og vis er så afhængig af andre. At andre har så meget indflydelse på ens velbefindende ved bare at være. Men sådan er vi mennesker nok skruet sammen, skabt.
Maria kunne heller ikke bruge en mobiltelefon til at fortælle det til nogen. Og det var i det hele taget temmelig begrænset, hvem hun kunne fortælle det til, nu da hun var i det fremmede. Jo Josef var der da. Men han vidste det jo ligesom godt.
Men heldigvis råder Gud over avancerede kommunikationsmidler. Og nogle forskrækkede hyrder måtte høre budskabet som de første. Ikke budskabet om Marias søn. Men budskabet om verdens frelser, der var født i Betlehem. Marias søn.
Der var kommet til verden. Til den verden, der er skruet sådan sammen, at ens velbefindende er afhængig af andre. På godt og ondt. Guds søn blev menneske, blev Marias søn. Kom til verden. Kom til menneskelivet. Kom til vores liv. Og blev en af os.
Alle kan have brug for en julegave. Siger mobilixreklamen. Den reklame, der forsøger at vække en smule opmærksomhed for et produkt. Det gør den ved at forsøge at forarge. Ved at forsøge at gøre grin med det hellige på en måde.
Og netop der får reklamen ret. Jo, Gud blev netop menneske. Og derfor kunne han netop også godt bruge en julegave. Selvfølgelig. Det kan vi jo alle. Han pillede også næse. Det gør vi jo også alle. Og han skreg garanteret også. Og han havde brug for omsorg, for ømhed, for kærlighed. Ligesom os alle.
Det er måske at gøre grin med det hellige. Eller med det, som vi forstår ved det hellige, det ophøjede, det urørlige, det fjerne, det uforanderlige. Men det er så Guds egen måde, at gøre grin med vores måde, at forstå Gud på.
Han kom som spædbarn. Afhængigt af mennesker. Lillebitte. Hjælpeløs. Han blev flygtning i Ægypten. Han voksede op i et almindeligt håndværkerhjem i en ligegyldig provinsby. Han tog en uddannelse og blev tømrer.
Det er ikke særlig ophøjet. Nej, snarere helt nede på jorden. Det er ikke særlig uforanderligt. Tværtimod, det er såmend ret normalt.
Jo, og han talte om Gud. Ja, han talte ikke bare om ham. Han viste hvem Gud var og hvordan Gud var. Og selv det er ikke nok. For han er Gud. Det lille barn i krybben. Og den voksne mand på korset. Det er så for øvrigt heller ikke højt ophøjet. Gud løste nemlig ikke en førsteklassebillet til tilværelsen. Nej, han levede mennesketilværelsen med kærlighed og konsekvens, udleveret til mennesker. Og an tog konsekvensen. Der blev Guds væsen egentlig allermest tydelig. Da han gav sig selv.
Uden det, der var fødslen, som vi fejrer i dag, temmelig lige meget. Men det er den ikke – heldigvis. Gud kom til jord. Gud viste sig. Og derfor fejrer vi barnets fødsel. Med god mad, med samvær, med sang, med kirkegang – og ikke mindst: med gaver. For alle kan jo trænge til en julegave. Yes. Ikke mindst til den gave, som Gud selv giver os i julen. Sig selv.
Amen.