Hvis du har kommentarer
så skriv til
Thomas Feddersen
Juleaften er ovre. Gavepapiret ligger i en affaldssæk i skuret. De første gaver har kvalificeret sig til semifinalen i ombytningsræs. Og vi er i stand til at se realiteterne i øjnene igen. For håbentlig har festen givet os ballast til de mange hverdage, der kommer, indtil vi kommer så langt igen, som vi er i går og i dag.
Realiteterne; ja; det er vinter; det er koldt og klamt; Det bliver sent lyst og tidligt mørkt. Og 25% af danske skolebørn, viste to danske lægers undersøgelse, de har talt med over 5000 af slagsen, 25% bliver mobbet.
Det er ikke vores problem, kan vi nemt sige. Tjaee, hvis børns problemer ikke er voksnes problemer, så ved jeg det ikke. Men det er jo altså ikke bare børn, der bliver mobbet i skolen. Der er skam også voksne; bare spørg HK. Eller for den sags skyld en hver anden fagforening med flere end tre medlemmer.
Mobbet. Nedgjort. Holdt udenfor. Lagt for had. Bagtalt. Tævet. Osv. Det er realiteterne. Og det er egentlig ret sørgeligt. Og det her er da egentlig også en ret sørgelig indledning på en prædiken, der holdes på selveste juledag, på en af kirkens tre største festdage.
Festdage; ja, nemlig; for det vi fejrer, det er at Gud kom til jord og blev menneske. At han kom til vores jord og blev en af os. Vores jord, ikke et eller andet andet sted. Til vores realiteter. Ligeså behagelige eller ubehagelige, som de nu måtte være.
Jul kan være en af de meget behagelige realiteter. God mad. Gode gave. God stemning. Den kan nu også hurtigt blive ret ubehagelig; for familiediplomatiet er en ædel kunst. Og godt nok har vi jo en tradition for at bære over med sandheder, der er sagt ved en julefrokost. Og det er bestemt godt. Men der er jo også en grænse. Og så er der jo også det med familiediplomatiet, at det ligesom kræver en familie.
Men der er vitterligt mange gode og behagelige realiteter her på denne jord, vores jord, Guds jord; det er et vidunderligt sted med kærlighed, med varme, med smuk natur; med livets mirakel, med smil med glæde, med musik og latter, med stilhed og tænksomhed. Jo, livet er i udgangspunktet dejligt. Menneskelivet. Vores liv. Hans liv – Jesu liv.
Hvis jeg blev ved, så kunne jeg vel næsten få det til at lyde som paradis. Men det vil jeg ikke. For det er det ikke. For midt i dette vidunderlige sted, da er der en kraft, der hedder synd. En kraft, der fjerner kærlighed, der giver kulde, der ødelægger naturen, der er livet imod; der forvrænger smilet eller smiler falsk; der vender latter til gråd; og forvrænger musik og stilhed til larm. Der forandrer tænksomhed til beregning. En kraft, der sørger for, at 25% af alle danske skolebørn bliver mobbet.
Og over alt dette har vi en Gud, der græmmes. Der græmmes over al den mening, der er spildt. Al den kærlighed, der er ødelagt. Den varme, der er blevet kold, stivnet.
Over alt dette, der har vi en Gud, der forlanger, at vi vender tilbage. Vender tilbage til den mening, som han selv har udstyret vores liv med. I ved, latteren, varmen, kærligheden, tænksomheden. Du skal elske Herren din Gud – og du skal elske din næste som dig selv. Skal. Det er jo en ordre.
Det sagde han, som blev født i Betlehems stald. Da han var blevet voksen og knap så nuttet. Da han havde set verdens realiteter i øjnene, de gode som de dårlige. Og havde set, at ordren ikke blev efterkommet.
Men i stedet for at pege hen og pukke på Guds vrede over synden, der viste han noget andet: Nemlig Guds kærlighed til synderen. Til det menneske, de mennesker, os, der begår synden.
Det havde man vist ikke regnet med. Det budskab. Han holdt så at sige med den forkerte hest. Han passede ikke ind i skemaet. Og så var han udenfor.
Og derfor blev han mobbet. Allerede da Jesus var spæd kunne kong Herodes ikke forlige sig med, at en konge blev født. Så Jesus og familie måtte flygte. Mobning?
Og som voksen blev han også Nedgjort. Holdt udenfor. Lagt for had. Bagtalt. Tævet. Kort sagt mobbet. Mobbet til døde.
Så når vi fejrer jul, så fejrer vi, at Gud ikke bare kom henover vores jord, men kom til, kom ind i vores jord; levede et liv på vores præmisser. Og blev derfor offer. Fordi han ikke ville gå på kompromis med det, som Gud havde sendt ham med. Ikke gå på kompromis med det, som mennesket er skabt til at være.
Det, som mennesket er skabt til at være. Ja, for menneske var han. Rigtigt menneske. Født af én bestemt kvinde. Født på ét bestemt sted på ét bestemt tidspunkt i historien.
Det er jo derfor, at vi fejrer jul. Ikke fordi et nuttet barn er født. Nej, fordi Gud blev menneske. Fordi Gud menger sig, blander sig, gør sig til ét med os, også gør sig til ét med ofrene, med de mobbede. Med de flygtende, med dem, der er trådt på; med de svigtede, med de sultende; med de døende og med de levende.
Så der ikke i vores liv er noget sted, som Gud ikke kender. Ikke er noget sted, hvor Gud ikke er. Ikke er noget tidspunkt, hvor Gud ikke kan findes.
Og derfor er her i december også et meget velvalgt tidspunkt for at fejre det. Solhverv, årets vendepunkt: Her kom et lys i mørket. Nu går det mod lysere tider.
Både i ordets egentlige betydning, men også i den overførte. For med Gud, der kommer latter, varme, kærlighed; ja kort sagt mening ind i tilværelsen. Hos hver og en, der tror, der tror, at det barn, nøgent og hjælpeløst, at det var Guds søn, at han åbenbarede Gud, viste os, hvordan Gud er.
Og jo, det er en meget alvorlig prædiken på en højtidsdag, på en festdag. Men sådan er det jo med menneskelivet også: De største fester er dem, hvor der er alvor bag. Når store beslutninger bliver truffet; store beslutninger, der rækker langt ud i fremtiden.
Det gør denne fest også; rækker langt ind i fremtiden. Og bedre end det. Den rækker ind i evigheden. Hvor den også kommer fra. Fra Gud. Fra kærlighedens og sandhedens Gud. Fra julens Gud. Amen.