Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
2. Juledag 2000 - Kr. Skensved og Jersie
NT-Læsning: Ap.G. 6,8-14 og 7,54-60
Evangelium: Matt. 23,34-39
Salmer: DDS 90, 105 - 107, (75) og 98
Prædiken
Sorrig og glæde, de vandre til hobe,
lykke, ulykke de ganger på rad,
medgang og modgang hinanden tilråbe,
solskin og skyer der følges og ad;
jorderigs guld er prægtig muld,
Himlen er ene af salighed fuld (DDS 41 v. 1).
Sådan digter Kingo om det jordeliv, der er så fyldt med spændinger og modsætninger, at vi allerede dagen efter glædens dag på en sløv 2. juledag skal mindes om, at nok har glæden gæstet vor jord, men englene, der bragte os det glædelige budskab, tog ikke for evigt bolig i blandt os.
De vendte derimod hjem til deres rette hjem,
den Himmel, som ene af salighed er fuld.
Men hvad så med os?
Hvordan kommer vi videre med det glimt af anderledeshed og måske ligefrem fremmedhed, som vi har været vidne til.
Lys, glæde, englesang og fred - og så nu på en 2. juledag omsvinget til det, som er langt mere dagligdag end det næsten er til at holde ud at tænke på:
Modstand og forfølgelse, vold og mord, syndebuksmekanismen og uretfærdiges lidelse - en kulde og en hårdhed, vi kun kender mennesket for, når det er værst.
Hvordan håndtere og holde fast ved glæden, når vores virkelighed nu også er sådan?
Svaret må være, at sådan er det bare på jorden.
Ingen forklaring kan løse den uløselige gåde, at sorgen og glæden har vi kun i en blanding, vi i sidste ende ikke selv bestemmer sammensætningen af.
Glæden, også julens glæde, er det, der overgår os på trods.
Når glæden bryder ind i vor verden, ser man ikke blot den, men også det mørke, den skinner ind i, stå stærkt og skarpt.
Kontrasterne trækkes op - modsætningerne skærpes.
Og da vi ikke alt for længe af gangen er i stand til at rumme begge dele, lader vi blikket vandre - fra det ene til det andet - lader os fylde af glæden for straks derefter at se på glædens modsætning, der lammer os med skræk, så vi igen for behov for at hvile i dens modsætning.
For begge dele kan vi nu engang ikke rumme på samme tid.
Og dog. Måske vi alligevel godt kan det.
Det var ihvertilfælde en, der kunne.
Der var faktiske én, der formåede at fastholde både sorgen og glæden og som skrev det i en salme, vi skal synge i dag.
Det er Jens Christian Hostrup.
Og salmen er "Julebudet til dem, der bygge".
Hostrup levede - som så mange andre - et omskifteligt liv.
Et liv, hvor han mødte en del modgang og sorg.
Og så rummede han tilige selv store modsætninger.
Hostrup begyndte som komedieforfatter.
Det er ham, der har skrevet "Eventyr på fodrejsen",
"Spurv i Tranedans" og "Genboerne".
Festlige og lystige syngestykker, som samtidig også inderholder et drag af noget helt andet.
For ganske vist er det humor, der driver værkerne, og stykkerne ender som de jo skal altid forløst og glædeligt.
Men inden da har Hostrup fået tegnet en virkelighed,
hvis stemning og grundtræk er alt andet end glædelig.
I Hostrups komedier møder vi som udgangspunkt mennesker, der lever i en lukket, næste klaustrofobisk verden. De er nok sammen, men de er også sammen om at være lukket inde i rum, som ikke kan bryde ud af.
Og var det nu ikke fordi, at de samtidig længtes efter et eller andet helt anderledes, så kunne det jo have været godt nok.
Men da deres verden netop er lukket og mangelfuld, må de alle kæmpe for at få den fuldendt, men det vil ikke lykkes.
Og derfor er det en vigtig pointe, at de alle venter på, at der skal komme nogen udefra for at bryde ind i deres cirkler og sætter dem fri.
Et sådant stykke er f.eks. komedien "Snefog".
Det er vinter og det er mørkt.
Et gruppe mennesker er sneet inde i samme rum.
Ud over rent konkret at være lukket inde i samme rum,
er de hver især fanget ind af en skæbne, de ikke kan ryste sig fri af.
Men stykket udvikler sig efter den linie, at da alt det svære er tegnet skarpt op og alt ser håbløst og fortabt ud, kommer der natruligvis et budskab udefra, som sætter dem fri.
Uventet, overraskende og helt ufortjent bliver de overvældet af et budskab, der formår at få alle brikkerne til at falde på plads og sætte de fangne personer fri.
Ja, det er næsten som den karikerede julefortælling om alt det, der går galt før jul, men heldigvis kommer i sidste øjeblik onklen fra Amerika og redder det hele.
Den forheksede og forbandede virkelighed forvandles i et nu til festens arnested.
Så kan man jo indvende, at det netop kun et eventyr og en komedie, som er i stand til at foretage et sådant skifte.
Men Hostrup var ikke blot komedieforfatter.
Han var også præst - forøvrigt samtidig med Grundtvig.
Og det var netop under påvirkning af Grundtvig, at han begyndte at digte.
Det digt, som er blevet til salmen om "Julebudet" skrev Hostrup i 1881.
Da var han netop fratrådt som præst pga. dårligt helbred.
Han havde da også gennemlevet de største sorger,
et menneske kan møde.
Han havde mistet sin første hustru og hele tre børn fra sit andet ægteskab havde han lagt i gravens mørke.
Jo, så han af erfaring, hvordan det var at sidde i et lukket rum og vente på det budskab, som kunne sætte alt på plads.
"Julebudet" er ikke en salme, som med et triumferende brag proklamere julens glædelige budskab.
Tværtimod er stemningen afdæmpet og afventende.
Og underligt nok fortæller den slet ikke noget om, hvad julen drejer sig om - nævner ikke alt det, som vi har hørt om de sidste par dage; stjernen og englene, hyrderne på marken, stalden, Josef. Maria og barnet i krybben.
Intet af julens fortællende stof har fundet vej ind i denne salme ud over, hvad vi hver især lægger i udtrykket om "Julebudet" - budskabet, vi allerede har hørt og lyttet til.
Det budskab, som lyder ind i mennesker lukkede rum,
for at sætte os fri af det, der binder og begrænser os.
Julebudet til dem, der bygge
her i mørket og dødens skygge.
Det er det lys, som, aldrig slukt,
jager det stigende mulm på flugt,
åbner udsigten fra det lave,
trøster mindelig mellem grave.
At sidde mellem grave - hvem gør ikke det?
Hvem kender ikke til at tage afsked og give slip på det,
som var livets glæde og fylde.
Konkret på kirkegården, men også i livet, hvor intet varer ved, og selv det største for os en dag bliver til intet.
Selv tænkte Hostrup måske på sine egne tab, men vel også på vennen Ernst Trier i Vallekilde, som netop da havde mistet sin hustru og nu skulle fejre sin første jul alene.
Julebudet i vinterens vånde,
det er Guds Faders varme ånde,
menneskefaldet til frelse vendt,
menneskets adel på ny erkendt,
hjertets ret til at kæmpe og vinde,
evigt fastslået trods hver en fjende.
"Gud Faders varme ånde"
Et åndepust af varme, liv og nærhed.
Ind i det lukkede og snærende rum omkring os.
Og virkningen er frisættelse.
Mennesket har adel, betydning, vigtighed og ære.
Syndefaldet er en realitet, men faldet er overvundet.
Det betyder frihed. Frihed til at elske, tro og håbe.
Frihed til at kæmpe for det, som har betydning.
Frihed til at sætte sit liv ind på den kærlighed,
mørket ikke kan overskygge og døden ikke kan slå ihjel.
Julebud under storm og torden
melder og giver fred på jorden,
fred til at stride vor strid med mod,
fred til at vente på enden god,
højt under medbør og dybt i sorgen,
fred for både i dag og i morgen.
"Fred for både i dag og i morgen"
Det var freden engelen forkyndte julenat.
Den fred, der ligger i, at vi mennesker nu ikke mere selv skal kæmpe for at komme til Gud, men at han selv i Barnet er kommet os i møde - ja, som evangelisten Johannes skriver det; "blev kød og tog bolig iblandt os" (Johs 1.14).
Vi skal derfor ikke mere kæmpe for eller mod Gud.
Han har selv kæmpet og vundet den kamp, som det er at forene menneskets stridbarhed med sin kærlighed.
Vel er der fortsat kamp, men det afgørende slag er vundet.
Vi skal stride med livets store spørgsmål og modsætninger
- lige indtil de opløses i døden.
Men under kampen ved vi også, at vi nu kan vente på hans indgriben - vente til enden god. For dér skal vi møde ham.
Julebudet til dem, der græde,
det er vældet til evig glæde.
glæd dig da kun, du menneskesjæl,
stinger end ormen endnu din hæl.
Favn kun trøstigt, hvad Gud har givet,
løft dit hoved og tak for livet.
Amen