Hvis du har kommentarer
så skriv til
Lars Mandrup
Juleaften – Lukas 2,1-14
I.
”Hvordan skal vi nå frem til jul?” Sådan har Johannes Møllehave kaldt én af sine mange bøger. Bogen er på vers, og vers er han jo en sand mester i. Den fortæller historien om de hellige 3 kongers rejser fra det fjerne Østerland. De skulle jo nå til Betlehem og havde travlt med at komme frem til juleaften. Det var et kapløb med dagene og deres medbragte julekalendere om at nå frem til Betlehem til tiden.
Måske handler Møllehaves bog i virkeligheden ikke så meget om vismæn-dene, men snarere om os og vores spørgsmål, som er det samme hvert år, og som vi kender så godt: Hvordan skal vi komme frem til jul? Hvordan skal vi nå det hele? Hvert år begynder julen lidt tidligere end sidste år i håb om, at det skulle hjælpe. Men det gør det ikke. Så det må jo være noget andet, der er galt.
Hvordan skal vi nå frem til jul? Måske er det spørgsmålet, der er forkert. Måske skulle det vendes rundt. Det store spørgsmål er slet ikke, hvordan vi skal nå frem til jul, men tværtimod hvordan julen når frem til os! Hvordan julen trænger ind til os. Ind i os. Ind i vore hjerter, ind i vore sind. Helt ind i vort aller inderste. Ikke bare bevæger os. Rører os. Men ændrer vort liv.
II.
Uanset hvor meget eller hvor lidt vi nu nåede af alt det, vi skulle have gjort, så er julen her nu. Og Gud ske lov for det! Om vi blev færdige med det hele, fik alle julebrevene skrevet og sendt af sted, alle gaverne købt, besøgt alle dem, jeg skulle nå at besøge, så er julen her. Juleaften er kom-met. Den er her!. Og den spørger os ikke, om vi er nået frem.
Et barn der fødes til verden, venter ikke på, at vi skal få tid til at tage imod det. Det kommer, når det vil fødes. På samme måde med alle de andre store ting i livet. De spørger ikke om tid. Når de kommer, så kommer de uanset om det er belejligt eller ej. Forelskelsen og kærligheden spørger ikke om vi har tid lige nu. Heller ikke døden finder på at forhøre sig først, om det er passende nu. Det største i livet spørger os aldrig, om vi har tid.
Mange af os har det vist sådan, at vi kan lidt at have planlagt de ting, vi skal. De skal helst passe ind i vores program og tankegang. Vi vil gerne vise, at vi har fuld kontrol over situationen. Men julen og julens evangeli-um er en udfordring til al vor planlægning, ja en modsigelse af det.
Jeg husker, at jeg for nogle år siden tæt ind under jul besøgte en familie, og jeg spurgte – måske lidt uforsigtigt: Nå, fru Johansen, er du så ved at være færdig til jul? Og så slog hun næsten helt opgivende hænderne sammen og udbrød: Færdig, jeg er snart grædefærdig! Bortset fra at jeg havde svært ved at holde masken ved den replik, vidnede den tydeligt om, at det var ikke alt, der helt gik, som det skulle i den lille familie.
Julen spørger os ikke, om vi er grædefærdige eller noget andet af den slags, men derimod om vi er glædefærdige. ”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by, han er Kristus Herren.” Når glæden fødes til verden, da gælder det om, at vi er glædefærdige. At vi holder os til. For tænk om vi skulle gå glip af den store glæde!
III.
For Josef og Maria var det mindst af alt belejligt, det som de nu var lige midt i. Maria var ikke parat til at skulle være mor endnu. Og for Josef, som havde lovet og tilsagt Maria sin kærlighed og sin troskab, men endnu ikke havde rørt hende, var det en overmåde vanskelig situation, han var blevet bragt i. Men nu stod de der, de to, bøjet ind over Marias barn, Guds søn, verdens frelser. Gud havde ikke spurgt om tid. Maria havde blot måttet svare: Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!
Alligevel var det som skete i Betlehem ”Tidens fylde”, som det siges et sted. Det vil sige, at netop nu var det tiden. Tiden var inde, som vi siger. Tiden var moden. Det var ikke menneskers tid. Men det var Guds tid. Ver-den havde brug for en frelser. Og derfor kom han.
IV.
”Du fødtes på jod og lå som et spædbarn i favn hos din mor. Du leged, du voksed, du lo, og du græd, hvor vi end skal være, dér følger du med/ som livsglæden bag hver gudskabte dag.”
Sådan udtrykker Lisbeth Smedegaard Andersen julens begivenhed i én af sine salmer: på én gang var det, som skete, som når ethvert andet barn kommer til verden og vokser op, og så alligevel noget ganske enestående, som verden aldrig har oplevet før eller siden. Både ligheden med alt det, vi kender fra os selv, og det ganske anderledes griber os.
I menneskelige former, i en menneskelig ramme, ja ind i vi menneskers historie fuldbyrdes julenat en hellig historie, så anderledes, at den har gre-bet dybt ind i vores liv. ”Frygt ikke!” Se, jeg forkynder jer en stor glæde: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus Herren!” De ord er de helt centrale i juleevangeliet.
Det er en mærkelig måde, Gud her viser sin guddommelige magt på. Hvor-for ikke en mere glorværdig? Hvorfor ikke mere manifest? Hvorfor som et lille værgeløst barn og ikke som en virkelig demonstration af, at det er ham der har magten? Hvorfor valgte Gud den almægtige at give afkald på sin magt?
Det er den slags spørgsmål vi mennesker kan stille og må stille, men som intet menneske kan svare på. Skal vi i aften på denne juleaften endelig sige noget herom, må det være, at magt og udfoldelse af magt – så imponerende det kan tage sig ud – skaber altid afstand og distance. Men Gud vil ikke afstand. Gud vil tværtimod nærhed. Gud vil nærhed med os mennesker.
Det hører med til magtens privilegier, at magthaveren kan trække sig tilba-ge til sit eget, når situationen bliver for broget. Men med julenat har Gud fraskrevet sig det privilegium at kunne trække sig tilbage fra os mennesker. Han bliver hos os i glæde og i sorg, i fryd som i smerte, i tro og i tvivl, i liv og i død.
V.
Se, jeg forkynder jer en stor glæde. I dag er der født jer en frelser. Det er glæden over alle glæder. Derfor må vi være glædefærdige – nu! Glædefær-dig betyder ikke, at der kommer en tid, hvor glæden er færdig, hvor den ophører, er opbrugt. Glæden vi fik julenat er evig. Den ophører aldrigæ. Heller ikke når sorgen griber fat om os. For i dag er der født os en frelser.
Her op til denne jul har salget af mobiltelefoner slået alle rekorder. Tænk, så meget sætter vi ind på, at vi hvert eneste øjeblik i døgnet kan komme i kontakt med – om ikke Gud og hvermand – så dog hvermand. I busser, ved kasseapparater, under møder kan vi ikke undgå at høre folk fortælle den i den anden ende endda om privatlivets hemmeligheder.
Hvor meget sætter vi ind på hvert øjeblik af livet at være i kontakt med Glædens Gud? Hvornår begynder vi på gader og stræder at fortælle andre så det kan høres om det vigtigste: om vor glæde, om vor tak over Gud, over livet, over hans nåde og barmhjertighed mod os. Til vor omverden!
Lad os derfor nu i dag, ja hver dag året rundt huske på, at det i aften ikke er julemanden, vi fejrer, det er ikke vores egen glæde, vores egen jul, vores fine julearrangement, alle vore mange velmente gaver, vi fejrer.
Det er Jesus Kristus, vi fejrer. Ellers giver det alt sammen ingen mening. Lad os da se og blive glædefærdige.
Glædelig Jul!
Juleaften i Risskov Kirke 1996.
Juleaften – Lukas 2,1-14
I.
Mon H.C. Andersen har haft juleevangeliet i tankerne, da han digtede sit kendte eventyr om ’Kejserens nye klæder?’ Heri hører vi også om en kej-ser og et barn, akkurat som vi gør i juleevangeliet. H.C. Andersen fortæller i sit eventyr om en kejser, som bilder sig ind, at han er stor og klog og mægtig og har hele verden og alle mennesker i sin magt. Og en kejser, som vil gøre hvad som helst for at holde fast ved sin magt.
Derfor er denne kejser også så nem at snyde, da han får besøg af et par be-dragere til skræddere, som vil sy det mest vidunderlige tøj til ham, koste hvad det vil. Masser af penge bliver givet ud til de kostbareste stoffer, som slet ikke eksisterer i virkeligheden. Det lykkes for kejseren at indhylde både sig selv og hele sit folk i bedraget, så alle falder på halen af beundring over de fine ny klæder. - Kun et lille barn kan han ikke snyde. Da barnet ser kongen, afslører det ham med sin uskyldige røst ’Jamen, han har jo slet ikke noget på!’
Sådan har kejsere og andre af slagsen altid været, og sådan vil de blive ved med at være: mennesker der har magt, og som hele tiden skal huske på at vise folk, hvor store de er. Sådan var også kejser Augustus, der beordrede, at alle mennesker i det store Romerrige skulle tælles, så at han kunne se, hvor mange han regerede over.
II.
’Der udgik en befaling fra kejser Augustus.’ Sådan begynder julens dejlige evangelium. Og så måtte alle indbyggere i hans store imperium lystre. Om det så var et par fattige mennesker i det afsides beliggende Galilæa, kun 2 små personnumre, som snart skulle forøges med endnu et lille nummer, så måtte også de give sig af sted ud på en lang og besværlig rejse, som blev ekstra bøvlet som følge af Marias omstændigheder. Men sådan var befalin-gen. Og sådan var loven. Og den måtte jo holdes. Sådan blev da Jesus, Guds søn, født under loven. Gud den almægtiges egen søn blev skrevet ind i den store verdenskejsers folkeregister.
Kejsere og andre magthavere kan bestemme over os, hvad vi skal gøre. De kan udstede forordninger og love, som vi skal overholde. De kan tvinge mennesker til at gøre, som de siger og true med straf, hvis ikke de lystrer.
Men de kan aldrig regere over det inden i os: det levende menneskehjerte og menneskesind. Der skal en helt anden slags magt til for erobre det in-derste i os, det som er vores følelser og vores tro. Og en sådan magt sukker vi mennesker efter.
Det er derfor, at Julen har et ganske særligt tag i os alle. Det er derfor, at selv den mest hårdkogte banan bliver helt blød i knæene, når klokkerne kimer til julegudstjeneste; eller at stemmen kan knække over i den aller-mest veltalende, når vi synger om barnet, der blev født under usle forhold langt fra sit eget hjem. Det er også derfor, at det menneske, som ellers frej-digt erklærer, at han eller hun tror skam ikke på noget som helst, alligevel ikke kan undgå at lade sig rive med af de forunderlige ord om barnet, der blev født julenat. Der ligger en forunderlig magt i barnet, i det værgeløse.
III.
Både i eventyret om kejserens nye klæder og i juleevangeliet er der to slags magt: der er kejserens, og der er barnets. I begge fortællinger kan ingen af os være i tvivl om, at det er det barnets magt, der er den stærkeste. Og det er det af én eneste grund. Det er den sandeste! Kejserens magt kan kun få fat i det udvendige af os, men aldrig i vort inderste.
Mange år senere, da Jesus var blevet en voksen mand, stod han igen over-for kejserens repræsentant. Denne gang hed han ikke Kvirinius, men Pila-tus, og han sagde til Jesus: Ved du ikke, at jeg har magt til at løslade dig og magt til at korsfæste dig? Og Jesus svarede så: Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra.
Derfor handler julen om, at der med Jesus Kristus er sat en anden form for magt ind i verden i skikkelse af et ubeskyttet barn. Det er tegnet, sagde englen. Det er en magt, som vi kan kalde kærlighedens stille og frie magt.
Der var lukket for den overalt i Betlehem julenat. Der var ikke plads til den slags, fordi kejseren skulle jo have plads. Men den trængte sig på alligevel og fandt et sted at være, og det var derfor også fattige og ubeskyttede men-nesker, som fandt den først, nemlig hyrderne ude på Betlehems marker.
IV.
Men hvordan kan vi nu også være sikre på, at barnets magt virkelig findes? Ja den slags kan vi vel aldrig bevise, men alligevel ved vi, at den findes. Det bedste tegn på det var, at kejseren er bange for barnet. Så bange var kong Herodes, at da hørte om det, ville han gøre alt for at slå det ihjel. Tænk at en konge kan være så bange for et lille barn, at han opfører sig sådan!
Hvorfor opfører en mægtig konge og kejser sig mon sådan? Fordi i nærhe-den af kærlighedens stille og frie magt – i barnets afmagt – dér føler kejse-ren sig klædt af til skindet. Der opdager han, at han selv ikke har noget på, at hans magt er så skrøbelig, at den kan væltes på ét eneste øjeblik. Og der-for skælver kejseren!
Guds storhed viste sig ved, at han valgte at blive lille, værgeløs og afmæg-tig: et barn født af en jomfru, lagt i en krybbe og svøbt ind i klude. Ja, så lille har Gud valgt at blive, at vi kan håne ham og spotte ham, og vi kan vælge at grine ad ham, uden at der sker os noget, for han tager ikke til genmæle. Men Gud tror, at den eneste måde, verden kan forandres på, det er ved at elske og tro. Gud ved, at først når han har vundet et menneskes hjerte, så har han vundet det.
Derfor kan vi også vælge at lukke ham ind i os. Og lade hans magt få magt og betydning over os og knytte vort liv, vort håb, vor frelse til den nyfødte.
I julen bliver vi som børn, siger vi. Den eneste måde at blive barn på, er at vælge barnets indsigt og barnets sandhed i stedet for kejserens og lade den herske i vores liv med hinanden.
For:
Himmerigs konge blandt og bor,
han juleglæden os bringer,
han favner hver barnesjæl på jord
og lover os englevinger.
Glædelig Jul – vil jeg ønske til alle!
Amen.
Salmer: 76 – 85 / 93 – 111
Juleaften i Risskov kirke og i Hørgårdens Festsal 1997.
Juleaften – Lukas 2,1-14
I.
Så er adventstidens og julemånedens mange forberedelser omsider slut, og den højtid som vi alle - store som små - har forberedt os på så længe, er kommet. Til de mange forberedelser hører også helt fra månedens begyn-delse en lang række juleafslutninger. Skoler, børnehaver, klubber og for-eninger - alle har de haft deres juleafslutning, så at man til sidst næsten kan få den tanke, at nu må julen snart være afsluttet!
Derfor blev jeg så glad, da jeg i lørdags blev bedt om at medvirke ved, hvad man kaldte en ’juleindledning’. Pludselig tænkte jeg: her har vi det jo! Vi skal ikke afslutte julen før tiden. Vi skal forberede den, indlede den. Vi skal bruge tiden op til jul ikke til at køre os trætte, men til at berede vore sind, tanker og hjerter, ja alt i os, til at tage imod det, som kommer, tage imod Gud som kommer til os i barnet Jesus.
Og nu er vi samlet for at fejre juleaftensgudstjeneste her i Risskov Kirke. Et klart tegn på, at julen slet ikke er slut, men i aften begynder den først for alvor. Nu indleder vi den højtid, som vi har glædet os så meget til, og som vi vil fejre i den følgende tid. Alt det der er gået forud, har skullet tjene til at åbne vore hjerter, og nu skal vi så høre julens budskab til os, sådan som englene bragte bud om det og sang om det julenat.
II.
Ikke bare julenat, men helt tilbage fra verdens begyndelse har Guds engle haft travlt med deres betydningsfulde opgave: at bringe bud fra Gud til mennesker, at bringe mennesker sammen med hinanden, og at binde os sammen med Gud. Derfor kommer vi ikke uden om at lytte til englene, hvis vi vil høre juleevangeliet i år.
Frygt ikke, sagde englen Gabriel til præsten Zakarias, da han var ved at gøre tjeneste i Jerusalems tempel. Din bøn er hørt. Din hustru Elisabeth skal føde dig en søn. Hans navn skal være Johannes. Det var den Johannes, som senere fik tilnavnet Døberen. Frygt ikke - det er englesprog. Når vi hører det, må vi være opmærksomme, for så er der en vigtig besked til os.
Frygt ikke, sagde englen få måneder senere, da den blev sendt til Nazaret til Maria, der var forlovet med tømrersvenden Josef. Og det var et tegn på endnu et betydningsfuldt budskab: Du har fundet nåde hos Gud, sagde englen. Du skal blive med barn og føde en søn, og ham skal du give navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den højestes søn.
Og julens budskab som vi nu igen har hørt, begynder med, at englen for-kynder for hyrderne, som befandt sig på markerne udenfor Betlehem: Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er der født jer en frelser; han er Kristus, Herren.
III.
Men hvorfor er det ordene ’Frygt ikke’, der er kendetegnet på englenes budskab til os? Det er det, fordi netop dette rammer det dybeste lag, den dybeste følelse og dermed også det dybeste behov i os. Bagved alting i os - bag alt vi gør, siger eller tænker - ligger der en frygt for det ukendte, fryg-ten for at vi ikke skal slå til; der ligger det bag, at vi nok er i stand til at tale med andre mennesker, men samtidig en frygt for, at vi ikke evner at nå ind til det andet menneske. At vi - på trods af at vi nok er tæt ved hinanden - alligevel ofte er så langt fra hinanden og bliver fremmede for hinanden. Bagved alting i os bor der en frygt for, at vort liv skal mislykkes.
Al anden frygt udspringer af denne indre frygt. Det gælder også den frygt vi har for alle de ydre ting. Vi kunne tage mange eksempler frem på den udvendige frygt. Lad mig i aften kun nævne et enkelt eksempel: den frygt, som mange har og giver udtryk for,- frygt og bekymring for at inden så længe er det ikke kristendom eller den kristne tro, der fylder billedet i vort land og præger vor kultur, men mennesker med en anden tro og en anden religion end vores. Det er noget, som kan få os op af lænestolene, når vi sidder med avisen en søndag morgen. Vores tro er truet, siger vi - udefra!
Men troen kan aldrig nogensinde trues udefra. Selv ikke datidens mægtig-ste kejser kunne true Guds værgeløse barn, som fødtes i Betlehem. Troen trues kun hvis vi glemmer, hvad det er vi tror på, og at kirken ikke lever af store ord og manifestationer, men den lever af, at mennesker samles om deres tro og det en tro på noget ganske bestemt: på ham som vi kender som Jesus Kristus, der fødtes julenat i Betlehem, som kom til vor verden, og som stadig kommer til os. Og at vi vover at give udtryk for vor tro.
Troen trues ikke udefra. Det er ikke den udvendige trussel, vi skal frygte, men derimod den indre nisse, som bor i os, den som vil tage troen på Jesus Kristus ud af vore egne hjerter. Tænk hvis alle de mennesker, som er kommet til os udefra gennem de seneste år, er Guds store gave til os til at fylde os igen med troens indsigt og med troens erfaring!
IV.
Når englen gang på gang kommer til os med sit ’Frygt ikke’, er det ikke en tom gestus eller en smart åbningsreplik for at gøre opmærksom på sig selv. Engle kommer aldrig tomhændet. Til Maria kom englen med budskabet om, at hun skulle føde Guds egen søn og blive moder til verdens frelser. Hun skulle være den, som skulle bære lyset fra Guds himmel ind i verden og skabe håb i mismod og kulde.
Det blev ikke nogen let opgave, hun der fik. Marias rolle blev ikke bare frydefuld, som når et kvinde får lov til at føde sit barn. Den blev også smertefuld, fordi hun måtte opleve, at hendes søn blev taget fra hende, for at det liv, som hun fødte, kunne blive givet ikke bare til hende, men til alle.
Og til hyrderne kom englen med budskabet om, at lyset skinner i mørket. Midt i både deres og vores ofte slidsomme dagligdag findes Gud, og lyset skinner ind i menneskers mørke og ensomhed og ind i verdens kulde. Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket og for alle mennesker. I dag er der født jer en frelser. Han er Kristus, Herren.
Sidste gang vi i evangelierne hører en engel bringe bud til mennesker fra Gud med ordene ’Frygt ikke’, var ved den grav som Jesus blev lagt i efter sin korsfæstelse. Frygt ikke! sagde den til de sørgende kvinder: Jeg ved, at I leder efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her. Han er opstået, som han har sagt. Kristus lever.
Derfor forkynder englene glæde og håb til os, som nu igen skal fejre jul. Og fik vi ikke alle vore forberedelser færdige, så er det dét budskab om glæde og håb, som englene kom med, vi skal sende videre og sprede over-alt. Dét bud skal nu bringes videre af os. For julen er slet ikke afsluttet. Den er først lige begyndt.
Glædelig Jul!
Risskov Kirke, Juleaften 1998.
Juleaften – Lukas 2,1-14
I.
”Og Maria fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.” Sådan lyder de vel-kendte og dejlige ord i juleevangeliet, som vi nu igen engang har hørt, om Maria som fødte sit barn;- og derefter kommer så sætningen: ’der var ikke plads til dem i herberget’.
Der var ikke plads til ham! Betlehem kommune var en kommune uden pasningsgaranti og uden pladsgaranti, ikke bare når det gjaldt børneinstitu-tioner, men også når det gjaldt vor Herre Jesu fødsel. Der var ikke plads til ham i herberget.
Sætningen kommer næsten fygende som en isnende kold vind ind over fortællingen om Jesu fødsel. Josef og Maria måtte gå fra sted til sted - for-gæves, for der var ingen der havde medlidenhed med en højgravid kvinde - indtil de til sidst fandt en grotte, hvor de kunne være i ly for vejr og vind.
Vi har alle sammen oplevet situationer, hvor vi kom….og der var ikke flere pladser. I toget til København. Til en koncert. Eller i biografen. Alt var optaget. Og vi måtte gå igen. Eller vente til senere. Der er heller ikke så meget plads i kirken her i aften, men det tager vi mere med godt humør. Det er et led i juleaftens hygge og fest. Der skal helst være trængsel her.
Men den nat da Jesus blev født, var det ikke hyggeligt. Da var det snarere en understregning af en verden, hvor mennesker i første række tænker på sig selv og på sine egne, og så bliver der sjældent til dem udenfor.
På den måde blev Jesus lige fra sin fødsel repræsentant for alle de mange mennesker, som der ikke rigtig er plads til nogen steder. Der er ikke rigtig plads til de mange flygtninge rundt omkring i verden. Vi vil helst være fri for at have dem. Derfor bliver de ofte jaget rundt fra sted til sted, og de bliver til kastebold mellem forskellige myndigheder.
De hjemløse og de fattige er der heller ikke rigtig plads til. På banegården generer de alle de rejsende; i byen generer de alle dem, der skal handle. De kan jo blive ligesom alle os andre, så skal vi nok åbne os for dem.
II.
For kun et par måneder rundede jordens befolkning 6 milliarder menne-sker. Da regner man med, at barn nummer 6 milliard blev født – et eller andet sted i verden. Præcist hvor det skete, ved ingen, ’men det skete om-trent i de dage’.
Det kunne have været i Århus, eller i Skejby, hvor alt sikkert har været forberedt til barnets fødsel. Det kunne også godt være - og måske mere sandsynligt, at det var i det overbefolkede Kina eller et eller andet sted i Indien, måske på en gade i en af Indiens storbyer, bagved en papkasse, og at barnets moder lige efter barnets fødsel lagde det fra sig på gaden i håb om, at en anden ville finde hendes barn og tage det med til et børnehjem.
Selv om vi er 6 milliarder mennesker på jorden, skulle der være plads nok til alle, men det er der ikke. Da Jesus blev født, var der ikke engang 1 mil-liard mennesker, og alligevel var der heller ikke dengang plads til ham, hverken i herberget eller nogen andre steder.
Jesus sagde engang sådan om sig selv: ”Himlens fugle har reder, og ræve har deres huler, men Menneskesønnen har ikke et eneste sted, hvor han kan hvile sit hoved.” Der var ingen, som ville have ham. Det var der ikke, fordi vi mennesker så ofte har så svært ved at give plads for hinanden.
III.
Men nu skal vi så igen holde jul. Og hvem af os glæder os ikke til det! Børnene gør det mest synligt; de kan slet ikke holde deres forventning og deres glæde tilbage. Og deres glæde bliver på den måde også en del af vi voksnes glæde. Vi som i hvert fald ikke forstår så godt at give udtryk for vores glæde på samme ligefremme måde som børnene.
Men sammen skal vi hjælpe hinanden til at give plads for julens barn. ’Nu skal vi være gode ved hinanden’, siger vi undertiden i julen. Og det skal vi da. Men dette i sig selv skaber ingen plads for Jesus. Da må vi åbne os med alt, hvad vi har, for de mennesker, som ellers altid bliver skubbet til side og ryddet af vejen. Og det ikke bare ved juletid, for hvis fortællingen om bar-net i krybben og hyrderne på marken og englenes sang kun skal tjene vort eget behov for en måneds julehygge, så er juleevangeliet foragteligt. Men dette barn har afgørende betydning for vort liv, vor tro, vort håb, vor fær-den og hele den retning, som vi går i.
IV.
Mange år senere – ved afslutningen af Jesu liv – kom disciplene til Jesus i stor bedrøvelse og i ængstelse over, at han skulle forlade dem. Da siger han til dem: ’Frygt ikke! Jeres hjerte må ikke forfærdes! I min Faders hus er der mange boliger; hvis ikke, vil jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?’
Så langt er vi nødt til at følge historien for at få hele juleevangeliet med. Ham som der ikke var plads til – i herberget og andre steder,- han er gået bort for at gøre en plads rede til os. Han har banet vejen for os gennem vort liv og helt ind i himlen, der hvor Guds engle kom fra julenat og lovpriste Gud for mennesker.
Juleevangeliet, som vi nu igen får at høre, er budskabet om, at Gud ved sin kære søn har givet os et hjemsted, en plads hvor vi må være hjemme, midt i en på mange måder uoverskuelig og forrykt verden. I en verden hvor vi klemmer og maser hinanden for at komme frem, for selv at blive set og for at få vores del.
Der har han givet os en plads, hvor det ikke længere drejer sig om at kom-me frem, blive set eller skrabe til os, men hvor han selv giver os alt det som vi behøver. Frit og gratis. Uden fortjeneste. Men af nåde og kærlighed. Og der hvor nåden og kærligheden er, der bliver der plads nok: et stort og uendeligt rum, hvor ingen skal holdes ude, men hvor alle kan være med de særpræg og ejendommeligheder, som hver af os har.
I julen overvældes vi med gaver, så vi næsten ikke kan overskue det. Men dette er GAVEN: Jesus Kristus, som betyder at vi har fået en plads i hans evige rige, i hans nåde og hans kærlighed.
Det giver os virkelig grund til at ønske hinanden en rigtig Glædelig Jul!
Amen.
Salmer: 76 – 85 / 93 – 109
Juleaften i Risskov Kirke 1999.