Vi er på vej mod jul. Vi køber ind og gør rent og stiller an. Vi kæmper os igennem alle juleafslutningerne - i skoler og foreninger og klubber. Kirkeligt er vi også på vej mod jul. Vi hører de fortællinger, som handler om forventning og forberedelse. I dag er det Zakarias' lovsang. Zakarias var far til Johannes Døber. Og hans glædesudbrud i dag gælder netop drengen Johannes, som lige er blevet født. Og der er mere end almindelig grund til at glæde sig, for Johannes var noget særligt - eller rettere sagt: Han skulle noget særligt. For i sig selv var han kun et ganske almindeligt menneske. Det særlige ved ham var, at han fik en stor livsopgave. Han skulle bane vej for Jesus. Han skulle vende folks tanker og hjerter til Gud. Vi ved, hvordan Johannes virkelig talte dunder til sin samtid. Han skældte ud over folks synd. Og det gjaldt både høj og lav. Han fik dem til at gøre bod og søge efter tilgivelse. Det var det han ville. Og når der så virkelig var syndserkendelse og længsel efter tilgivelse, så skulle frelseren komme. På den måde baner Johannes vej - ved at skabe længsel efter Gud. Han er en forbereder - en adventsskikkelse.
Men det egentlige er ikke Johannes. Det egentlige kommer bagefter. Gamle Zakarias ser det for sig, allerede da drengen blir født. Han ser det som om det allerede er nutid. Som om det er gået i opfyldelse. Han ser forbi sin egen nyfødte søn. Og derfremme på den anden side ser han Guds søn, der blir født til verden. Gud har besøgt sit folk. Det er det billede gamle Zakarias bruger. Gud har besøgt sit folk. Himlen har besøgt jorden. Og jorden blir aldrig den samme igen. Fra det øjeblik er der noget, som er grundlæggende forandret. For sådan et besøg fra himlen det sætter sine spor.
At få besøg. Tænk på, hvordan det er at få besøg. Jeg kan huske det som en af de helt store glæder - helt siden jeg var barn. I den by - og i vor familie i hvert fald - var det almindeligt, at der kom folk på besøg engang imellem - uanmeldt. Det skete ikke hver aften selvfølgelig - så var det sjove vel også gået af det. Men det skete med jævne mellemrum. Måske var det noget familie, som fandt på at starte bilen og køre sig en aftentur for at gøre besøg. Eller måske var det bare en kone fra den anden ende af byen, som kom ind og snakkede en times tid. Eller en gammel ungkarl, som ikke ku' holde ud at sidde derhjemme ved sig selv endnu en aften. Men uanset hvem det var, så var det altid noget særligt. Når det skramlede ved døren - det bankede ikke/det brugte vi ikke - men når det skramlede, så løb vi børn ud til døren for at se, hvem det var, der kom. Nu skete der noget. Nu var det spændende. Egentlig var dagen jo ved at gå i stå. Vi var blevet vaskede og havde fået nattøjet på. Der var ikke mere og komme efter. Dagen skulle bare rundes og pakkes væk. Den var forbi.
Det uanmeldte besøg var egentlig den største oplevelse. For det havde overraskelsen med sig. Det blev til en uventet forlængelse af dagen. En ekstra fornøjelse. Nu blev der snakket og drukket kaffe. Og det blev sent. Det endte som regel med, at vi børn faldt i søvn midt på gulvet eller inde under bordet. Salige over at der var sket noget, som havde brudt den almindelige, daglige rytme.
Hvis vi ser på det her med kloge, voksne øjne, hvad var det så, der gjorde de besøg til noget særligt? Jeg tror, det var det, at den lille familie, som var ved at lukke sig for natten, blev åbnet igen ud mod den lidt større verden. Der kom lys og liv ind i stuen. Og vi livede op.
Det kan godt være, at det er lidt plat at bruge det her billede til at sige noget om det besøg, som vi begyndte ved: Herren, der har besøgt sit folk. For der ligger jo selvfølgelig meget mere i det besøg. Men måske vi alligevel - med det billede - kan få øje på i hvert fald en side ved det store julebesøg. Der sker noget af det samme - bare i meget større målestok. Det skramlede ved døren - billedligt talt. Det var englene med den himmelske sang, som kom. Vort hus, vor verden, blev lukket op. Livet og lyset fra en anden verden skinnede ind til os. Og vi blev oplivede.
Zakarias bruger et fantastisk billede i sin lovsang: Solopgangen fra det høje besøger os, som sidder i mørke og dødens skygge. Når vi er midt i december, så får vi mørket at føle. Det er mørkt, når vi vågner. Solen står sent op. Den lyser med et koldt og hvidt lys. Og midt på eftermiddagen går den ned igen. De, der kører på arbejde, tager afsted i mørke og kommer hjem i mørke.
I mere overført betydning ved vi også godt, hvad mørke er. Vi oplever det på vor egen krop og i vort eget sind engang imellem. Dødens skygge er et passende udtryk for det livsvilkår, som vi lever under her i verden. Vi dør. Eller vi mister. Og det sidste er måske værre end det første. Men selv når vi ikke blir ramt af døden - direkte og hårdt - så er der alligevel altid en påmindelse - en sygdom, en træthed, en grænse. Det er som når det trækker fra en dør et sted. Vi mærker det, selvom vi ikke sidder lige ved den dør, der står på klem. Sådan er den skygge også, som døden kaster ind over os.
Jul fejrer vi, fordi solen engang for alvor gik op. Og når solen står op, så blir skyggerne først lange. Men et øjeblik efter er alting anderledes. Skyggerne er blevet gennemlyst. For de er ingenting i sig selv. De er kun dér, hvor der er mangel på lys.
Jesus er den solopgang, som gennemlyser dødens skygger og får dem til at blegne. I hans lys ser alting anderledes ud. Så må vi spørge os selv, når vi nu igen skal fejre jul: Har vi opdaget det? Har vi set, at solen er stået op? Eller lever vi, som om det stadigvæk er mørkt omkring os? I mørket trives frygten. I mørket gør vi alle vore krumspring for at holde fast i ungdommen og sundheden og tempoet. I mørket gemmer vi alle tanker om døden, om adskillelsen. Vi gemmer dem væk - de tanker. Men de blir ikke væk af det. De ligger dér i mørket - som trolde, der hele tiden stikker snuden frem og gør os urolige og bekymrede og bange for tiden.
Det er ikke sådan, at solens lys med et slag fjerner alle de ting, som kan bekymre os. De er der såmænd stadigvæk. Men de blir gennemlyst. Og vi ser dem - netop i et nyt lys. Vi får en fornemmelse af - eller et håb om - at skyggerne ikke er det virkelige, men at de blir væk, når lyset og dagen for alvor bryder igennem.
Vi fejrer jul hvert år, fordi vi er nødt til at holde hinanden fast på, at solen er stået op over os. Ellers glemmer vi det og bliver til solnedgangsmennesker. Solnedgangsmennesker lever som om det er ved at blive aften i verden - som om vi er på vej fra dag til nat. Så blir det som om, alt det gode ligger bagved os. Og som vi kun har tomhed og håbløshed og død foran os. Hvis vi har det sådan, så vil vi se tilbage på livet - det liv, som er levet - med vemod og længsel. Og vi ser fremad med angst, fordi det, vi forventer, er intetheden og mørket. Men det skal være omvendt. For solen - Kristus - er på vej op over os - og ikke på vej ned. Meningen med os er, at vi skal være solopgangsmennesker. Det er julens budskab. Så kan også vi - glade - synge med på Zakarias' lovsang og takke Gud for solopgangen fra det høje, som besøger også os for at lyse for os, som sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.