Hvis du har kommentarer
så skriv til
Gunder Gundersen
1. søndag i advent
3. december 2000 ved Sct. Jørgensbjerg Kirke, Roskilde
(Salmevalg: 66/ 72/ 64// 60/ 67 v5/ 62)
KOLLEKT: Lissner s. 168
Vi har alle sammen drømme, længsler og håb! Drømme om at alt engang vil blive anderledes end det er nu. En længsel efter noget - venskab, kærlighed. Håbet om at det en dag vil ske - for os. Det ligger dybt i vores hjerter - den stærke følelse af kærlighed og længsel til det som ikke er!
Det gælder børn i alle aldre - og på en måde er vi alle børn. Vi håber og drømmer om det som skal komme. Vi venter og venter - gerne længe. Men når tiden og timen er kommet - og det vi håber og drømmer om ikke sker, da fyldes vi med smerte og sorg - ja, somme tider med vrede, fordi vi ikke fik det vi ønskede os og håbede på.
Vi har lige hørt om hvordan Jesus red ind i Jerusalem på et æsel - Hvordan han blev hyldet af menneskene på vejen - hyldet som deres konge - hyldet som den, der skulle gøre alting godt. I Jesus på æslet så de alle deres drømme, længsler og håb om en hersker opfyldt. De forberedte en kongevej til ham - med kapper og grene - de råbte hyldestråb til ham: Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste. Og deres glæde ville ingen ende tage - troede de!
I dag opfordres vi til at glæde os. Glæde os over det som kommer. Også selv om det ikke ser ud af noget. Jesus lignede en ganske almindelig mand - ikke en konge. Han red på et æsel - ikke på en fyrig hingst. Vi opfordres til at se bag det ydre, bag det almindelige og ordinære - og glæde os. For det der kommer er et stort bankende hjerte - Guds hjerte. Det er et hjerte, hvor der er plads - masser af plads. Der er plads til os med vores smålige følelser. Der er plads til os og vores smerte og sorg. Ja, der er endog plads til vores vrede!
Det var jo det, der viste sig, da Jesus endelig kom ind i byen - ind i Jerusalem. De samme mennesker blev skuffede - de blev fyldt med smerte og sorg, over at Jesus ikke var som de forventede. De blev fyldt med bitterhed og vrede.
Men det hjerte, som bankede for os mennesker - Guds hjerte - havde plads. Plads til menneskers skuffelse og vrede. Jesus gav ikke efter for vreden, så han blev kold og ligeglad. Han blev ikke bange for vreden, så han flygtede. Nej, han havde plads til vreden - plads nok til at han lod den gå ud over sig selv. Og hans hjerte var stadigt fuld af kærlighed - kærlighed til skuffede, bitre og vrede mennesker.
Sådan et hjerte er svært at finde. Vi kan let komme til at frygte hjerter med for lidt plads. Hjerter der ikke har plads til os som dem vi er - med vores skuffede, bitre og vrede følelser. Hjerter, som ikke har plads til de fejl og mangler, der også hører med til os. Men jeg tror vi tager fejl - jeg tror ikke vi behøver være bange - bange for små indelukkede hjerterum.
Jesus red ind i Jerusalem på et æsel. Det så ikke ud af noget særligt. Men bagved var der et hjerte, der bankede. Et hjerte, som kendte kærlighedens vej - og som fulgte den, på trods af menneskers skuffelse, bitterhed og vrede. På trods af svigt, vold og død.
Og det hjerte har stadig plads til os - på trods af det vi gør og det vi føler. Derfor opfordres vi til at glæde os, og hylde den almindelige mand på æslet - ham med det store hjerte.
Om lidt lyder opfordringen igen - som den lyder hver søndag: Opløft jeres hjerter til Herren, lad os prise hans navn!'
For manden med det store hjerte - har stadig et hjerte, som banker for os. Ved Helligåndens kraft kommer han og fejre sit afskeds og forsoningsmåltid med os. Og da synger vi også: Hosianna i det højeste, Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn, hosianna i det højeste!