Hvis du har kommentarer
så skriv til
Peter Kiel Nielsen
Godt nytår! Vil jeg ønske til alle.
Og det er dejligt, at skulle gøre det med den lille historie om, at det lille barn blev omskåret på ottendedagen og fik navnet Jesus.
For navnet Jesus betyder: Herren frelser.
Og det er jo godt at begynde et nyt år på det navn. Og i det navn.
For i dag tænker vi jo på tiden. Vi tænker på, at et nyt år begynder. År 1. Og skal jeg være helt ærlig så er det sådan, at i mine øjne var år 2000 det sidste år i det foregående årtusinde. Og i dag begynder det 3. årtusind
Men uanset hvad, så er det jo sådan, at vi ved et nyt år kommer til at tænke på tiden.
Som præst gør jeg det ofte. Selvfølgelig fordi tiden er et begreb jeg ofte støder ind i. At for ét menneske begynder tiden. Og for et andet slutter tiden. Og som præst er man jo med ved livets store højtider. Dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Det sidste er selvfølgelig ikke en højtid. Men måske nærmest det modsatte.
Og - hvis jeg må være så personlig - så kommer man ofte også til at tænke på sit eget liv. Sin egen tidslighed. At jeg netop er en del af tiden. Og at fremtiden er uvis. At mine planer og drømme kan skydes i sænk. Og at morgendagen ikke er en selvfølge. Og de mennesker, jeg holder af, aldrig må blive selvfølgeligheder. Selvom jeg jo også her ligner alle andre mennesker.
At om hundrede år er jeg sikkert glemt. Måske bortset fra at der på et par præstetavler vil stå, at her var Peter Kiel Nielsen præst.
Livet kan nogen gange blive så ulideligt selvfølgeligt. Men det må det jo netop ikke blive.
Jeg er også meget bevidst om - prøver i hvert fald at være det - at jeg er et barn af min tid. Det vil sige, at det der er fremme i tiden - især da jeg var barn og i ung - jo præger én. Jeg prøver også at være bevidst om, at jeg er præst i tiden. At det ikke hjælper, at tro, at man er præst i forrige århundrede. Men nu og her.
Ikke fordi man altid skal følge med tiden. Og samtidig er det vanvittig, hvis man ikke følger med tiden. Hvis I forstår.
For ethvert menneske, skal være bevidst om, at vil man nå tidens mennesker med noget som helst, så må man tale tidens sprog, kendes tidens tanker. Med andre ord - være til stede. Vi er børn af vores tid.
Også Jesus var et barn af sin tid. Født ind i det jødiske folk. Og derfor var det selvfølgelig naturligt, at han otte dage efter sin fødsel blev omskåret. Det gjorde alle drengebørn. Og at han fik navnet Josef.
Ja, det gjorde han jo så ikke. Nej, han fik - modsat den tids sædvane - et andet navn, end sin fars navn. I hvert fald ham, som de fleste troede var hans far. Han fik navnet Jesus. Det må have givet Maria mange spørgsmål, når hun var ude efter vand eller når hun vaskede i et vandløb: Hvorfor skulle han hedde Jesus og ikke Josef. Og det kunne være spændende at kende hendes svar.
Men Jesus fik navn efter sin himmelske far.
Og for de første kristne ved vi, at de - da de lærte ham at kende - oplevede, at han netop ikke bare var en Hr. Josefsen. Men Guds søn. Han hed ikke bare Jesus. Han var og er og vil altid være Jesus, Herren frelser. Med tilnavnet Kristus, Messias - Herrens salvede.
Læg mærke til, at Jesu navn skille verdenshistorien i to dele. Et før hans tidsregning. Og et efter.
Umiddelbart kan man selvfølgelig sige, at det bare er tilfældighedernes spil, der har bevirket dette. Men for mig ligger der en velsignelse i, at være født år 1965 efter Kristus. At mit liv kommer efter hans. Og at min død også kommer efter hans. Og at jeg må lægge begge dele ind under hans navn. Ikke ved at løbe fra ansvar. Men netop ved at vedgå ansvar.
At min tid er i hans hænder. Ikke i tilfældighedernes. Ikke i Fandens. Men I Guds hænder.
Han fik navnet Jesus. Vi andre har også et navn. Og måske har vi prøvet situationer, hvor det var fantastisk, at vort navn blev nævnt. For mit vedkommende, da en pige svarede ja, til at ville tage Peter Kiel Nielsen, som hos dig står til din ægtemand.
Men andre gange har det været det værste af alt. Når man blev kaldt frem som den skyldige. Eller når man en gang imellem kan frygte for, at et andet menneske vil forbande Gud og livet, når det kommer til at tænke på mit navn.
Han fik navnet Jesus. Herren frelser. Og i hans navn er betydning og person for alvor ét. Han kommer til mennesker, der er klemt af deres eget navn. Og han kommer gennem et værgeløs barn fra Betlehem.
Men gennem ham taler Gud. Og gennem ham elsker Gud.
Han møder os i tidens begrænsning med evighedens grænseløshed. Med tilgivelse til den, der gik i stykker. Og til den der ikke længere kan undskylde sin skyld. I ham råder kærligheden - også til den hvor kærligheden rådnede.
Og det er vel det, der er godt ved trods alt at begynde et nyt år. Ikke at det gamle år kan lægges bag. At alt, hvad der skete, kan gøres ugjort. Der er ting, der smerter fra det gamle år. Der er hændelser vi gerne ville have været foruden.
Men det der peger fremad er netop det, at tiden altid regnes efter Kristus. Lige så vel som tiden også engang slutter med Kristus. At Kristus har os og vor tid i sine hænder.
Om Kristus bekendte den første menighed, at:
han, som havde Guds skikkelse,
regnede det ikke for et rov
at være lige med Gud,
men gav afkald på det,
tog en tjeners skikkelse på
og blev mennesker lig;
og da han var trådt frem som et menneske,
ydmygede han sig
og blev lydig indtil døden,
ja, døden på et kors.
Derfor har Gud højt ophøjet ham
og skænket ham navnet over alle navne,
for at i Jesu navn
hvert knæ skal bøje sig,
i himlen og på jorden og under jorden,
og hver tunge bekende:
Jesus Kristus er Herre,
til Gud Faders ære.
Jesus - Herren vil frelse - for tid og evighed.
Amen.