Hvis du har kommentarer
så skriv til
Lars Mandrup
Julesøndag (I) – Lukas 2,25-40
I.
Det største og mest ambitiøse videnskabelige projekt, som verden har set, går ud på at få kortlagt hele den menneskelige arvemasse og få en nøjagtig viden om alt vort genmateriale. Målet skulle være nået ganske få år efter at vi er gået ind i det 3. årtusinde.
Herefter vil vi så vide præcist, hvor på vore gener hvert enkelt arveanlæg er placeret. Man kan gå ind og undersøge de enkelte arveegenskaber, hvilke specielle evner et menneske er udstyret med, hvilke arvelige sygdomme vi bærer med os, og så kan man gå ind i os, reparere på os og fjerne uhelbredelige sygdomme og transplantere sunde gener fra andre ind i stedet.
Dette projekt er ikke blot det største projekt, verden har set – større end de rumfartsprogrammer vi kender – det er også det dyreste. Der er knyttet spænding og store forventninger til det. Tænk hvilke uanede muligheder det rummer for at helbrede ellers uhelbredelige sygdomme og for at fjerne mange af de menneskelige lidelser, vi ellers slås med. Og alt det vil kunne foretages allerede i et menneskes fostertilstand, før det kommer til verden.
Men der er også knyttet ængstelse og bekymring til projektet. Hvad vil man i fremtiden ikke kunne gøre ved os! Den ny viden vil give os mulighed for at manipulere med mennesket; producere særlige matematiske genier til videnskabeligt arbejde - eller mennesker uden nævneværdig intelligens, som er gode til det grove og manuelle arbejde. Jo, al den slags viden er sandelig som et tveægget sværd.
II.
Men bekymringen går nu ikke alene på alle de uhyggelige perspektiver, som vi kan oprulle. Den knytter sig også til, at vi måske kommer til at bilde os ind, at vi herefter ved alt om mennesket. Vi kan komme til at tro, at fra nu af vil mennesket blive som en åben bog, hvori hver detalje i os er fastlagt og kortlagt.
Men kan vi også komme til at se, om et menneske vil blive til glæde og til velsignelse for andre? Kan vi ved hjælp af den nye viden se, hvor lykkeligt eller ulykkeligt et liv vil forme sig? Kan vi efterspore genet for kærlighed – og hvis det er beskadiget, så sætte et nyt ind fra et andet menneske?
Hvorfra vidste den gamle mand Simeon, at dét barn, som netop i dét øjeblik blev båret ind i templet af et par unge forældre, der efter Moselovens bestemmelser kom for at ofre et par turtelduer for deres førstefødte, var Herrens frelse,- "et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel"?
Hvorfra vidste den gamle Anna på 84 år, at dét barn var "Jerusalems forløsning"? De havde ingen viden om gener, om arvemasse, om DNA eller hvad det nu måtte være. Havde de set det i stjernerne, i en krystalkugle eller i kaffegrums?
Evangelisten Lukas siger i sin beretning herom, at Helligånden var over Simeon, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Og Anna kaldes en profetinde, som tjente Gud nat og dag med faste og bøn.
Evangeliet i dag vil altså minde os om, at der findes en indsigt - jeg vil ikke vove at kalde det for en viden, for så kommer vi uvilkårligt over i noget bevisligt - men en indsigt, som er af en anden slags, som enhver viden indvundet af videnskabelig vej aldrig når frem til. Denne klare indsigt finder vi hos to gamle mennesker i Jerusalem, og de to er vore vidner i dag.
Der er forskel på viden (eller klogskab) og visdom. Vor viden udvides år for år. Det sker ved forskning, ved studium, ved at kloge hoveder lægger de resultater, som de har opnået, sammen og når frem til ny viden. Men visdom findes hos mennesker til alle tider og alle steder, oftest hos jævne mennesker uden doktorgrader og titler, men givet af Ånden.
Vi kan finde frem til gener hos mennesker, som disponerer dem for en forbryderkarriere, som gør dem aggressive og voldsomme, men vi kan ikke få svar på spørgsmålet, hvor det onde er kommet fra. Vi kan finde frem til arveanlæg, som især forekommer hos venlige og imødekommende mennesker, men vi kan ikke danne et gen for kærlighed. Vi kan ikke ad kunstig vej eller ved manipulation skabe nåde, tilgivelse og barmhjertighed.
III.
Lad os gøre et tankeeksperiment, at man på det sted i Jerusalem, hvor Jesus blev lagt i graven, fandt et af hans hår eller en stump negl og underkastede det en videnskabelig analyse, så vil man sikkert kunne kortlægge hele Jesu genmateriale, men man kan aldrig nogensinde nå frem til det, som Simeon siger da Jesus bliver båret ind i templet: Mine øjne har set din frelse!
Det lå ikke i Jesu arveanlæg, at dette barn skulle være bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og et tegn til modsigelse. Det var ikke en del af hans gener, at han skulle være Jerusalems forløsning, ja verdens frelser. Det var Guds tanke og vilje. Derfor fandt disse to mennesker hvile og fred i den indsigt, som de havde fået af Helligånden, så at de som Simeon kunne sige: Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord, for mine øjne har set din frelse.
Disse to gamle mennesker gentager altså det for os, som blev sagt ved barnets fødsel: I dag er der født jer en frelser; han er Kristus, Herren! Og i morgen skal vi høre, at han blev omskåret på ottendedagen efter sin fødsel og fik navnet Jesus, som englen havde kaldt ham allerede da han blev båret af Maria som foster under hendes hjerte. Og navnet Jesus betyder frelser.
IV.
Den indsigt, det vidnesbyrd, som disse to mennesker bringer videre til os i evangeliet i dag, er vigtigere end al den epokegørende viden, som verdens mest ambitiøse forskningsprojekt når frem til. Den viden er og bliver et tveægget sværd, som både kan fascinere og skræmme, og begge de to perspektiver er overvældende og uoverskuelige.
Selv om denne viden giver os muligheder for at leve både længere og med færre sygdomme, udstyrer den os ikke med meningen med vort liv, men kærligheden og med nåden. Den udstyrer os ikke med evigt liv; en dag vil det være slut med os.
Men de to gamles vidnesbyrd giver os mulighed for at leve vort liv i tro på ham, som kaldes frelseren og forløseren, og for at leve uden frygt og for engang når det er forbi at sige: Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord!
Amen.
Salmer: 87 – 84 / 116 – 365 – 79 v. 9-10 - 663
Risskov kirke, søndag den 31. december 2000.
Julesøndag (I) – Lukas 2,25-40
I.
Noget af det, som er vanskeligst at begribe især for mennesker med en anden tro eller anden religion end den kristne, er at Gud blev menneske. Gud og mennesker er så forskellige, som noget overhovedet kan være. Gud er Gud og kan ikke også være menneske. Men ret beset er det vel ikke bare mennesker med en anden tro eller religion, som finder dette vanskeligt. Når det kommer til stykket, kan heller ikke vi begribe det. Derfor kaldes det da også i Det nye Testamente for et mysterium, Guds hemmelighed.
Derfor bakser alle religioner med at finde et svar på, hvordan vi mennesker alligevel kan komme til at møde Gud. For det ligger dybt i enhver af os, uanset hvem vi er, og hvilken religion vi bekender os til, at ’menneskehjertet er uroligt, indtil det finder hvile hos Gud’, som Augustin har sagt det.
Hvordan finder vi hvile og fred hos Gud? Det er måske tilværelsens mest grundlæggende spørgsmål. De fleste religioner svarer således: du må søge at gøre dig mest mulig fri fra alt menneskeligt. Du må stræbe efter at blive guddommelig. Og til dette anvises der måske forskellige teknikker og øvelser, som man kan anvende. Men det står grundlæggende fast, at Gud og menneske kan ikke mødes på samme niveau.
II.
Også i den tidligste kristne kirke baksede man med det spørgsmål og med at formulere, hvad der var kristendommens grundkerne og den kristne tros hemmelighed. I epistlen fra alteret hørte vi, hvad apostlen Paulus nåede frem til i sit brev til galaterne: "Da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven", skrev han.
Paulus giver på en vis måde den tanke ret, at Gud og mennesker er så forskellige, at de aldrig nogensinde kan mødes. Vi kan ikke gøre os selv til guder, og Gud kan ikke bare slå sig ned og hygge sig i selskab med os. Men Gud fandt vejen til os. Han gjorde det ved at lade sin søn føde af en kvinde under menneskelov og under menneskevilkår. Han banede sig vej til os, men blev dog ved med at være Gud. Igennem dette forunderlige barn, som i tidens fylde fødtes i Betlehem, født af en kvinde, født under loven, - gennem ham har Gud knyttet os sammen med sig.
Hvilken betydning ville en barmhjertig og kærlig Gud have, hvis ikke hans kærlighed og barmhjertighed kunne nå mennesker? Det ville vedblive med at være en kærlighed, som vi blot kunne råbe på, men aldrig nogensinde håbe på. Derfor mødte han os, hvor vi er. Her hvor vi lever. Hvor vi bor. Gud gik ind i rækken af mennesker.
II.
I tidens fylde – gjorde han det. Det mærkelige udtryk er der mange, som har spekuleret over. Hvad er i grunden meningen med det? Da tiden var til det. Da det gunstige øjeblik var kommet. Da tiden var moden. Der er gjort mange forskellige forsøg på at udtrykke, hvad der ligger i ’Tidens fylde.’
Det er tydeligt, at det er billedet af et kar, som langsomt fyldes med vand, som ligger bag. I århundreder har det det dryppet langsomt ned i karret, og til sidst står vandet helt op til randen, og da er det øjeblik kommet, da vandet flyder over. Da sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven.
Gud havde ikke indledt forundersøgelser af, hvornår det nu bedst kunne passe, hvornår mennesker bedst havde tid, eller hvornår det ville være mest opportunt efter de herskende vejrudsigter. Det skete i tidens fylde, i Guds egen tid. Han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår.
Dette er måske én af de fineste formuleringer af juleevangeliet, der findes. Kristus kom til vor forløsning, så at vi ikke længere skulle stå i et lovmæssigt forhold til Gud, men så at fra nu af vi har en åben adgang til Gud, og så vi frit kan komme til ham, som børn kan komme til deres far. Vi er da ikke længere trælle og undersåtter, men børn.
III.
Vor bibel består som bekendt af 2 dele, Det gamle og Det nye Testamente. Men det er 2 dele, som er bundet sammen til én bog, til Bøgernes Bog. I de tidligere bibeludgaver, begyndte sidetallene forfra igen, når vi kom til Det nye Testamente. I den nyeste bibeloversættelse er sidenummereringen fortsat ind i Det nye Testamente. Gad vide om der ligger en bevidst tanke i det.
Men evangeliet i dag om de 2 gamle mennesker, Simeon og Anna, vil i hvert minde os om, at vi kan ikke blot slutte Det gamle Testamente, uden at vide, om det fortsætter. Simeon og Anna står så at sige ved Tidens fylde. De har i årevis tålmodigt ventet på, at karret skulle blive fyldt, at tiden er fyldt. De to mennesker binder så at sige det gamle og det nye sammen. Først da Simeon med egne øjne har set, at nu er det barn, som han kalder for Israels trøst, kommet, siger han: Nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For nu har mine øjne set sin frelse.
IV.
Vi kan måske undre os over, hvordan disse to gamle mennesker ud af de sikkert i hundredvis af små nyfødte drenge, som blev båret ind i templet, kunne se, at netop ham, som dette unge par fra Galilæa kom bærende med, var Israels trøst, Ham som Gud havde lovet, og som de havde ventet på.
"Tilskyndet af ånden", fortæller evangeliet os om Simeon, "kom han til templet." De to gamle havde for længst mistet deres produktivitetsværdi. Nu var de gamle og modtagende, afhængige af andre. Og mennesker, som er afhængige af andre, er modtagende, har altid en større åbenhed til at tage imod alt det, som livet vil give dem, end alle os, der hele tiden skal vise handlekraft, initiativ og foretagsomhed. Vi er altid så fyldte og optagede af, hvad vi kan gøre og give, fremfor hvad vi kan modtage. Derfor lukker vi os måske ikke sjældent af for Guds ånd og for Guds gaver til os.
Simeon og Anna havde lært at tage imod livet dag for dag, lært at være stille, lært at lytte, lært at håbe og at tro. Derfor så de med stor klarhed, at det nu var ham, de ventede på, som blev båret ind i templet. Det at vente på Guds frelse, kræver tålmodighed. Gud tænker aldrig i de hurtige og smarte løsninger, som ved nærmere efterprøvelse altid viser sig at være blændværk. I det stykke skal Simeon og Anna være forbilleder for os i dag.
Gud tænkte ikke i fine løsninger, han tænkte i menneskets forløsning: at vi igen skal være frie til at leve. Det vil ikke sige: uafhængige af alt og alle; men tværtimod afhængig af Gud, men frie til at komme til ham og kalde på ham som vor far.
Amen.
Salmer: 93 – 86 / 96 – 365 – 84 – 95
Risskov Kirke, søndag den 27. december 1998.