Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen | ||||
December måned som pakkekalender. Præst og sognemedhjælper står med en stor pakke imellem sig. Kigger på hinanden - kigger på børnene - prøver ubemærket at nærme sig den. Den ene tager den op - giver til den anden - ingen vil nu tage den. "Vil du - skal jeg?" Til sidst begynder den første Under første lag papir er en seddel - under næste ditto - en for hver dag i december. Fredag d. 1. december: Endelig er det endelig den 1. december - den måned vi har glædet os meget til! Nedtællingen er begyndt. Nu skal vi åbne låger på julekalenderne - det ta´r tid, når man har 7 af slagsen! Og ved morgenbordet og i klassen har vi kalenderlys. Den første december bliver det jul på hele skolen - vi klipper og pynter vores klasseværelser helt op, så alle kan se og mærker at det snart er jul! Lørdag d. 2. december: Første fridag, men jeg skal ikke sove længe! For mor siger at i dag begynder de første forberedelser til jul. Åh, nej - bare jeg var blevet i sengen - den første juleforberedelse er oprydning på værelset, og støvsugning. Og far siger, at vi skal have ryddet ud i legetøjet, så der kan blive plads til noget nyt - det lyder heldigvis spændende. Hvad mon der er i pakkekalenderen i dag? Øv, bare en blyant! Søndag d. 3. december: Det er søndag - den første søndag i advent. Og der er hele fire af slagsen, det ved jeg, for der er fire søndage i adventskransen. Det er ligesom en kalender, men kun med fire dage - og så er den sidste søndag i år oven i købet juleaften, er det ikke fedt? Om eftermiddagen var vi nede i centeret og se borgmesteren tænde juletræet - og fik også en godtepose af nisserne! Nåh, men her står faktisk også at vi skal synge en sang. Vi skal synge det første vers af "Vær velkommen Herrens år". Mandag d. 4. december: Øv, hvorfor har vi ikke juleferie endnu - der er så langt til jul, og om mandagen vil jeg helst sove længe i min dejlige varme seng. I dag har vores lærer fundet på at vi skal være "drillenisser" for hinanden. Det betyder at man godt må drille hinanden - bare det sker på en god og hyggelig måde - og helst sådan, at den, man er "nisse" for ikke opdager det før den sidste dag. Jeg har fundet ud, hvordan jeg skal drille - hov, jeg må jo ikke sige navnet! Tirsdag d. 5. december: I SFO´en er jeg begyndt at lave julegaver til far og mor, bedstefar og bedstemor. Jeg ved ikke, hvad de ønsker sig, men mon ikke de fleste voksne altid kan bruge en bordskåner eller en nøglering? Og en kalender med et billede for hver måned i det nye år. I eftermidags nåede jeg til juni måned, hvor solen skinner og græsset er grønt. Det er det faktisk stadig - er det ikke en underlig vinter vi har? Hvornår komme der mon sne? Onsdag d. 6. december: I nat har jeg drømt - en meget forvirrende drøm. Jeg drømte jeg var Pyrus, som ved et uheld var blevet tryllet ind på Kronborg, hvor han havde vækket Holger Danske og var kommet op at slås med Elverkongen. Og så var det hele i 3D selvom jeg slet ikke havde brillerne på. Gad vide, hvad der sker i aften, hvis jeg drømmer igen? Torsdag d. 7. december: I dag snød vi to af vores lærere! Først fik vi dansklæreren til at læse en julehistorie. Og bagefter fik vi overbevist vores matematiklærer om, at vi slet ikke havde fået nogen julehistorier i år - så læste hun også en historie for os. Desværre var det den samme, de læste, men de kunne vi jo ikke så godt sige. Gad vide om de snakker sammen på lærerværelset - og måske bytter de julehistorier i det store frikvarter? Fredag d. 8. december: Så er den første uge ved at være forbi. Og jeg tror nok, at jeg har fået en drillenisse i klassen. I hver tilfælde lå der en dejlig chokoladejulekalender på min plads i morges. Men da jeg åbnede de første låger var der slet ingenting bag dem! Kun bag lågerne til i morgen var de noget, men den måtte jeg jo egentligt slet ikke åbne endnu? Jeg tror nok jeg ved, hvem, der har lagt den, for der var en i klasse, som så meget spændt på mig, da jeg kom ind i morges. Lørdag d. 9. december: Hurra, far og mor har købt ind til den store kagebage-weekend! Så går vi i gang med det helt store køkkenshow. Først skal der bages pebbernødder, og så brune kager og klejner. Jeg får hvert år lov til at lave havregrynskugler og far vil helst selv lave konfekt. Det underlige er bare, at uanset hvor meget vil laver, er der aldrig så meget at putte i dåserne, som mor tror. Og både far og jeg har slet ingen appetit til aften. Sådan går det hvert år hos os. Søndag d. 10. december: 2. søndag i advent - vi sover længe i dag! Men klokken 11 kommer vi op og så bestemmer far og mor sig for at vi lige så godt kan tage ind til byen og købe julegaver. Men os børn bliver der ingen til i år, siger de. December er dyr måned og et sted skal de jo spare! Jeg tror bare det er fordi de allerede har købt vores gaver i november - der var der nemlig et godt tilbud på den nye Playstation i Fona! Man har vel lov at håbe, ikke? Og så er det vist i dag, vi skal synge det næste vers af "Vær velkommen". Mandag d. 11. december: I dag var det mig, der skulle vælge en pakke fra pakkekalenderen i klassen. Jeg valgte den allerstørste pakke, som var tilbage. Men da jeg fik pakket den ud, var det kun en tændstikæske med en plastik-eddekop i. Hvor kan man føle sig snydt! Gad vide hvem, der får min pakke - hun bliver også snydt, for det er bare et viskelædder! Tirsdag d. 12. december: Nu gider jeg altså snart ikke mere - lektier burde være forbudt i december måned! Jeg vil meget hellere klippe, klistre og høre julemusik. Nu må jeg også til at skynde mig med de gaver, jeg skal have lavet færdige. Og jeg er vist ikke den eneste, som er ved at få travlt - far og mor flyver omkring og skriver alle mulige ting ned, som de skal huske at få gjort inden jul. Hvordan i alverden vil de nå det - bare de nu har købt min gave i Fona! Onsdag d. 13. december: I morgens var det mørkt, kold og blæsende - et rigtigt møjvejr, hvis jeg skal sige det. Men så var det så dejligt at komme hen i skolen og se Lucia-pigerne vandre rundt på gangene - da blev jeg faktisk i rigtigt godt humør igen. Hvornår mon vi skal gå Lucia? Når vi skal det, vil jeg helst være hende, der går forrest med lysskransen på. Torsdag d. 14. december: Sikke det stormede i nat! Jeg kunne næsten ikke sove, fordi der var en gren, der slog på vinduet hele natten. Og da vi stod op, var vores juletræ med lys i haven væltet og de fleste af pærerne var slået i stykker. Nej, hvor blev far ærgelig - nu havde han lige fået det til at virke. Fredag d. 15. december: Så er næste uge gået - så er der jo kun lidt over en uge til juleaften. En fredag er næste ikke til at holde ud - hvorfor kunne man ikke bare slutte med at gå i skole allerede om torsdagen, så var man da over det problem! Lørdag d. 16. december: I dag stod vi tidligt op, for vi skulle nemlig ud i skoven for at hente et juletræ. Det største og det bedste - men far sagde, at det ikke måtte koste mere end 150 kr.! Sig mig lige, hvor kloge er de egentlig? Man kan da ikke få det bedste juletræ for ingenting! Nåh, men vi fandt da et træ - efter prisen er det da flot nok! Frokosten spiste vi på en kro og senere fik vi æbleskiver og kakao hos bedstefar og bedstemor. Og jeg så da godt, at de byttede to poser med gaver! Søndag d. 17. december: Nu er det tredje søndag i advent - altså skal der tændes tre lys i adventskransen Hjemme har vi lavet dekorationer, sat kravlenisser op og hængt pynt i alle vinduerne. Jeg ville også gerne pynte juletræ, men de må jeg ikke for mor. Det begynder bare at drysse inden juleaften, påstår hun. Og så har vi bagt en ny portion brune kager, for de første er allerede sluppet op. Så er det jo i dag, vil skal synge tredje vers af: "Vær velkommen Herrens år". Mandag d. 18. december: Øv! I dag blev jeg afsløret. Jeg havde lagt en klemmentin i tasken hos den, som jeg skulle være nisse for, og så kom hun lige ind og opdagede mig. "Hvorfor roder du i min taske", råbte han. "Er du ved at stjæle min mine pokémon-kort?" Sikken ballade der blev - lige ind til vores klasselærer kom ind og fik opklaret det. Tirsdag d. 19. december: Hvordan mon det egentligt ender på Kronborg? Mon børnene når at få forpuret kommunaldirektørens planer? Får Sixtus og Hutler mon fat i Julemandens bog? Og når far og mor mon alt det, som de har planlagt? Der er så mange spørgsmål, der hober sig op her lige før jul. Jeg er heldigvis færdig nu - alle gaverne er pakket ind og gemt i kælderen. Onsdag d. 20. december: I dag skal vi til julegudstjeneste i Jersie Kirke - hvad mon de finder på i år? Først skal vi gå den lange vej fra skolen og ind til kirken - og så skal vi sidde og synge de sange, vi har øvet os på de sidste par dage. Der er noget, jeg ikke kan finde ud af: Hvad er det, de har gemt bag det grå tæppe?? Når vi kommer tilbage, skal vi julehygge på SFO´en - det er også hyggeligt! Torsdag d. 21. december: Sidste skoledag - endelig får vi fri! Hele 14 dage uden skole, lektier og lærere - åh, hvor er det dejligt! Mon lærerne tænker på samme måde om os? Og nu kan tiden da ikke gå andet end hurtigt - der er kun tre dage til jul! Fredag d. 22. december: Tiden går hurtigt, når der sker noget. Vi skal stadig være på SFO´en, men alle børnene glæder sig så meget, at de slet ikke kan sidde stille. Først når vi kommer hjem, falder der ro over os. Far og mor har nemlig købt videofilm, så de kan få ro til at ordne de sidste ting. Og så går de og pusler med noget papir, når vi er lagt i seng - hvad mon de laver? Lørdag d. 23. december: I dag er det lillejuleaften og vi skal pynte juletræ. Kassen med pynt er hentet ned fra loftet og nu skal vi vælge, hvad der skal på i år. Sikke meget pynt, vi har lavet gennem årerne. Noget af det er rigtigt gammelt, for det har min far og mor lavet, da de var børn. Men det er nu ikke så pænt, som det jeg har lavet i år. Når træet er pyntet spiller vi Banko og tallotteri - og kommer sent i seng! Søndag d. 24. december: 4. søndag i advent og juleaften - på samme dag! Først skal vi synge det sidste vers af "Vær velkommen". Så er ventetiden forbi - nu går det løs! Først skal vi se fjernsyn, Så er der froskost. Og mere fjernsyn. Om eftermiddagen skal vi alle sammen i Jersie Kirke til julegudstjeneste. Men hvorfor har vi egentligt haft så travlt i hele december måned? Hvad var det egentligt, vi skulle nå - hvorfor alle disse forberedelser? Måske den næste sang kan besvare det spørgsmål: "Et barn er født i Betlehem". Helle: Den sidste pakke - er også den største af dem alle - den står lige der! Bag det tæppe finder vi grunden til alle vore forberedelser! (Tæppet fjernes og juleevangeliet fortælles ud fra krybben). | ||||
Den 28-12-2000 er denne prædiken sat på |