Palmesøndag

Palmesøndag 



Det er den stille uge, som vi går ind i. Det der sker

omkring Jesus er ikke stille, men vi ser Jesus som det

stille og ydmyge lam, påskelammet, som går gennem

alt, hvad mennesker påfører ham, deres ondskab, deres

synd. Men altså også i dag deres lovprisning. Kvinden

påfører Jesus sin ærbødighed og sin glæde. Hun gør

det helt konkret ved at smøre salve på hans hoved.

Det var en ritual handling på Jesu tid. Bortset fra at det

vel også var behageligt i det varme klima, så var det

udtryk for velsignelse og respekt at salve en person. 

	Men det var også en ritualhandling ved en

begravelse. Det var det sidste gode som man gjorde for

den døde. Det var den sidste kærlige pleje som var

mulig, ja, som egl. var for sent at gøre.

	Begge dele skal vi høre med i palmesøndag.

Velsignelsen og sorgen.

	Omkring Jesus går det ikke stille for sig.

Kvinden bryder  krukken. Det lyder som om hun slår

den i stykker, som om hun ikke åbner den normalt.

Hun slår halsen af krukken. Den skal jo ikke bruges

mere. Alt indholdet vil hun bruge på et øjeblik. Hun vil

bruge det på Jesus. Det var heller ikke normalt at

hælde al salven fra en krukke på hovedet af en person.

Det var frås. Så skulle det jo tørres af igen. Så

overdådigt handler kvinden. 

	Og disciplene overfuser hende. Det har heller

ikke gået stille af sig. Jeg må indrømme, at jeg tænker

lidt på, når vores børn har legekammerater, så går det

ikke stille for sig. Så vælter et barn et glas. Mens andre

er oppe og skændes om ingenting. Og det gælder som

voksen at rede trådene ud, stille og roligt. Det hjælper

ikke at råbe, for det hører børnene ikke.

	Jeg føler Jesus som en stille voksen, og de

mennesker der er omkring ham er som børn, spontane

som kvinden, opfarende som disciplene. Mens Jesus

stille lader det gå ud over sig,  både kvindens glæde,

og vennernes surhed.

	Sådan har det været hele Jesu liv. Mattæus

skriver et sted: Jesus drev ånderne ud ved sit ord og

helbredte alle de syge, for at det skulle opfyldes, som

er talt ved profeten Esajas, der siger: Han tog vore

lidelser, han var vores sygdomme. 

	Påskeugen kaldes den stille uge, fordi Jesus går

stille gennem alt det, som sker. På hverdagene i denne

uge var han i  templet og han blev mødt med angreb fra

farisæerne. De spurgte: hvem har givet dig myndighed

til det som du gør. Og bag hans ryg planlagde de,

hvordan de kunne fængsle ham. 

	Også da han blev taget til fange, ser vi hans ro.

De kom ud i Getsemane mange jøder med sværd og

knipler, men Jesus gik stille med dem. Hvad havde de

ventet? At Jesus og hans venner ville kæmpe, at det

ville komme til slagsmål. Ja, hvis det var sket, så

havde det været en kamp, hvor deres sværd og knipler

ikke duede til det ringeste, for så var det engle de

skulle have kæmpet med. Men Jesus satte sig ikke til

modværge. Det var et held for de jødiske soldater.

Hvordan ville de ikke have stået med smeltede sværd

og knipler som blev usynlige, hvis det var engle som

de stod overfor. Jesus kunne let have tilkaldt hærskarer

af englesoldater til forsvar. Men han gik stille med.

	Jesus hører også tavs på anklagerne fra

myndighederne under forhøret. Han siger kun ganske

få sætninger, men det er kun nødtvunget, helst vil han

være stille, for han ved, hvordan det vil gå, at de vil

dømme ham, at de vil pine ham. Han havde forudsagt

det: Menneskesønnen skal overgives til

yperstepræsterne og de skriftkloge, og de skal dømme

ham til døden og overgive ham til hedningerne, og han

skal blive hånet, pisket og korsfæstet, og på den tredje

dag skal han opstå.

	Men hvordan kunne Jesus være så stum som et

dyr, der føres til slagtning. Intet sagde han, da de

spyttede på ham, soldaterne efter forhøret ved

myndighederne. Intet sagde Jesus, da soldaterne slog

ham i hovedet.

	Mon Jesus tænker på hvad der kommer, når vi i

prædikestykket i dag hører om kvinden, som salver

hans hoved, at det ikke skal vare mange dage, så vil

soldater slå ham i hovedet og pine ham. De vil klæde

ham nøgen og ydmyge ham. 

	Fra selve korsfæstelsen, da de sømmede Jesus

til et kors og rejste det op, dér hører vi heller ikke

noget fra Jesus. Men vi hører korsord. Det tog flere

timer, før Jesus døde. Og med lange mellemrum siger

Jesus en kort sætning. Der står endda, at han råber.

Det gælder ordene: Min Gud, min Gud, hvorfor har du

forladt mig. Men de ord er begyndelsen til en salme. I

stedet for at råbe skulle man hellere sige, at Jesus

synger højt. Han har nok ikke kræfter til at synge hele

salmen. Det er salme 22 i GT. Det er kun første linje

han har kræfter til. Men salmen slutter med: Jeg vil

leve for Gud, for han greb ind. Det er en fast tro, som

stråler ud af de ord, som ellers lyder helt håbløse. Det

er en stille fast tro, som Jesus også har på korset. 

	Og det er ikke en overfolkning, når jeg siger om

Jesu korsord, at de udstråler en fast tro. I mange

salmer i GT begynder salmedigteren med at fortælle

om sin nød til Gud men ender altid sin salme, som om

Gud allerede har svaret mens salmedigteren synger, og

Guds svar er selvfølgelig, at han vil hjælpe, at Gud vil

give frelse og fred og velsignelse. De salmer som

begynder så håbløst, de slutter altid fulde af håb.

Sådan også salme 22. Den begynder forfærdeligt: Min

Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig. Og den

slutter: Gud greb ind. Den slutter med så stærkt et håb,

at den ikke kun ser frem, at Gud måske vil høre

bønnen og gribe ind, nej, Gud har allerede grebet ind.

Hvordan kan Jesus mene det, da han hænger på korset,

at Gud allerede har hjulpet ham. Det er ikke til at se, at

Jesus er hjulpet, han hænger stadig på korset. Jo, Jesus

bevarer sin stille og faste tro midt i mørket. 

           Nu gælder udtrykket den stille uge nok mest

dagene til og med lørdag. Ja, det er vel den allermest

stille dag, dagen mellem langfredag og påskedag. 

Vores salmedigter K.L. Åstrup har skrevet en salme

netop om påskelørdag. Han skriver, at seglet er for

graven sat og kold er nu den døde.

og han skriver i andet vers: En påskelørdag, ond og

grå, med sine træge timer til enden gennemlides må,

før påskeklokken kimer. i et andet vers skriver han:

Der er for graven sat en sten, som ej sig lader røre; og

indenfor er tørre ben. Hvad er da mere at gøre?

	Den stille uge. Ja, påskedag,  den er egentlig

også stille, et stille solskin, en stille sejr, dvs. nærmest

som dagen efter sejren, at alt hviler efter den store

kamp og jublen den har ingen kræfter til endnu, det er

ikke som julenat, da var der overskud til jubel både i

himmel og på jord, og hærskarer af engle lovpriste og

lovsang Gud. Det genlød i himmel og på jord med

frydeskrig. Men påskedage hører vi om en engel, som

sidder stille i gravhulen ved den højre side og siger:

Herren er opstanden. Han er ikke her. Se, dér er stedet,

hvor han lå. 

	Er jeg kommet for langt væk fra prædiketeksten

i dag: 

Den indeholder meget af det, som vil ske i den stille

uge. Og salvningen peger frem mod Jesu død. Jesus

siger om kvinden: Hun har på forhånd salvet mit

legeme til begravelsen. Jesus nævner ikke, at man også

dengang salvede den, som skulle være konge. Og

sådan ender det jo påskesøndag, at Jesus er vores

himmelske konge, som kommer til os med den fred,

som kan overvinde alt, den fred, som han selv levede i

hele den stille uge.