Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen
		Julesøndag 2000 - Solrød Kirke og Strandkirken NT-læsning: Gal. 4,4-7 Evangelium: Luk. 2,25-40 Salmer: DDS 100, 93, 72 - 98, (432), 358 "Se, jeg forkynder jer en stor glæde", sagde englen i flg. det evangelium, som i år har lydt både juleaften og juledag. Hvad er det da, der skulle vække denne glæde? Jo, fortsætter englen; "I dag er der født jer en frelser". Også i det andet juleevangelium, det, som evangelisten Matthæus har lagt ord til, begrundes glæden med en henvisning til barnets fremtidige opgave: Josef skulle give ham navnet "Jesus, for han skal frelse sit folk fra deres synder". Og i morgen, nytårsdag, finder vi det korteste ad kirkeårets evangelietekster, nemlig det ene og korte vers, hvor Lukas kort og godt slår fast, at det gik som englen havde sagt; Jesus blev omskåret og fik navnet Jesus. Men som om alt dette ikke var nok, så skal vi sandelig også i dag - på søndagen mellem jul og nytår - endnu engang mindes om, at Jesus er frelseren og befrieren. Som den gamle Simeon i templet udtrykker det: Nu kan han dø bort med fred "for mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk". Klart og indlysende burde det altså være, at Jesus er den, der skal frelse og befri mennesker. Men spørgsmålet er dog, hvad forbinder vi med det? Ikke at vi ikke lever i en tid, hvor vi ikke føler os fanget eller bundet af kræfter, vi ikke selv har magt over, for dem kender vi til hudløshed: Samfundets krav, økonomiens krav, politikkens nødvendighed og de personlige forventninger, vi retter mod os selv og andre. Eller den underlige drift, som af og til griber os, når vi ikke gør det, som vi ved og anerkender som godt. Nej, men det, der mere end noget andet kendetegner vor tid, er den manglende tro på, at der findes noget eller nogen udenfor os selv, som formår at sætte os fri af disse bånd. En sådan opgave er virkeligt først og fremmeste vor egen! Eller sagt på en mere traditionel måde: Afmagten og fortabelsen kender de fleste mennesker godt - men frelsen og befrielsen, som den bliver rakt til os gennem en udefrakommende frelserskikkelse, kan de færreste i dag forbinde noget meningsfuldt med. Og derfor bliver budskabet om Jesus Kristus ikke kun modtaget med glæde, men det vækker også til modsigelse. Julens glædelige budskab om barnet i krybben og freden på jord bliver ofte kun opfattet som en stemningsfuld parentes i et i øvrigt ellers tætpakket juleprogram. Men vil nogen derefter dvs. udenfor denne stemning hævde, at dette barn gør krav på mere end øjeblikkets grebethed, at talen om befrielse og frelse også kan gøres gældende i den hverdag, der følger efter festen, at budskabet handler om den dybde og alvor, som i sidste gør, at man med fred og ro i sindet kan tage afsked med dette jordiske liv, da viser det sig sandt, som allerede den gamle Simeon så, at Frelseren sidenhen skulle blive til det modsigelsen tegn, som vækker forargelse og vrede. For er den største provokation og forargelse, som følger af den forkyndelsen af Jesus som frelser, ikke den, det at hævde, at vi mennesker overhovedet har brug for en frelser? At vi ikke, som det er almindeligt accepteret i dag, kan både frelse og befri os selv? At vi er bastet og bundet af kræfter, som vi ikke kan styre? Vor optimisme i den sammenhæng er åbenbar. Bare man har viljen i hjertet, er der intet man ikke kan! Religiøst udtrykt ved at man ved forskellige religiøse eller mentale teknikker kan udvikle sit sind og sin sjæl. Videnskabeligt ved den tiltro, vi i al mindelighed har til de teknologiske landvindinger, som allerede ligger ude i horisonten - det være sig ved genteknologien, der med tiden vil gøre os i stand til at helbrede alle sygdomme, eller de elektroniske kommunikationsmidler, der vil forene menneskeheden til et stort modsigelsefrit broderskab, Kommunikation fremmer som forståelsen! Men hvis evangeliet virkeligt handler om en frelser, som skal befri os mennesker fra fortabelsen, så slipper vi ikke for at stille os selv spørgsmålet om, hvad fortabelse er? For kan vi ikke forbinde det med noget, som giver mening for os i dag, hvordan kan vi så hævde at forkyndelse af Jesus Kristus som frelser giver mening? De to ting må dog hænger sammen, hvis det skal give mening. Vi kunne her naturligvis godt begynde med Adam og Eva, men fra den historie vil vi i dag nøjes med at fastslå, hvordan den afspejler en dyb erfaring af adskillelse fra Gud. Om det var de første, om de skete i en have eller hvad man i øvrigt kan indvende mod at tage sådan en gammel historie alvorligt, da kommer vi ikke bort fra det faktum, at fortællingen afspejler en erfaring alle mennesker gør sig, nemlig at Gud er fraværende. Men netop når vi føler sig forladt og ene i verden og fra denne position spørger efter Gud, så forudsætter vi faktisk et oprindeligt umiddelbart forhold, som nu er gået i stykker. Altså historien om Adam og Eva og deres exit fra Paradis! Dybt i den menneskelige eksistens ligger der altså en spørgen efter det græseoverskridelse fællesskab med Gud.