Hvis du har kommentarer
så skriv til
Anne Røndal Kjeldsen
Prædiken til nytårsdag den 1. januar 2001 kl. 14.00 i Engesvang
Salmer: 663, 54, 112 - 48, 664
Nytåret er en markering af, at der er forskel på fortid og fremtid. Det ved vi selvfølgelig godt. Hver eneste ny dag, vi tager i brug, markerer det skift, der finder sted hvert sekund, når fremtiden bliver til nutid og fortid. Men nytåret gør skellet mellem fortid og fremtid tydelig. Vi tænker på – som det hedder – hvad det gamle år bragte og hvad det nye mon rummer.
Det, som det gamle år gav os, har vi det nemmest med. Fortiden er enklere end fremtiden. Fortiden kender vi: Den ligger fast. Vi ved, hvad der er sket og hvad vi skal forholde os til. Fremtiden er anderledes, fordi den er åben. Både åben for ulykker, lidelse og død og for håbenes og drømmenes virkeliggørelse. I fremtiden kan alting ske. Det er på én gang skræmmende og vidunderligt. Fremtidens åbenhed rummer det dobbelte, at den på én gang kan virke som alle løfters opfyldelse og alle rædslers virkeliggørelse. Fremtiden er et væld at muligheder. Hver eneste dag må vi vælge én eller flere af disse muligheder. Og hver gang, vi vælger én mulighed, udelukker vi nogle andre, men åbner samtidig for andre muligheder igen. Fra de bittesmå, ligegyldige valg til de store og afgørende, så skaber vi fremtiden ved at træffe valg – ved at vælge til og fra. Men ud over vore valg, bliver fremtiden også til af det, vi ikke har magt over. Det, livet gør ved os af godt os ondt, og det, der sker os, på grund af andre menneskers valg. Alt dette gør fremtiden meget uforudsigelig og meget åben. Vi har ingen styr på fremtiden, vi kan ikke kontrollere den – og alt kan ske. Selv om vi handler velovervejet og har nøgterne og realistiske planer, så kan fremtiden bringe noget helt andet, end vi troede – både til den gode side og til den dårlige.
Fremtiden er simpelthen ude af vores kontrol og vort greb. Ingen kender fremtiden eller kan kende den. I grunden er det indlysende, at fremtiden ikke lader sig indfange, førend den er fortid. For et fravalg af en lille mulighed ét sted, lukker andre muligheder for bestandigt et andet sted. Måske store muligheder. Det er ikke til at vide. Fremtiden er principiel uforudsigelig.
-Allerede i GT kan vi læse om det blasfemiske og ugudelige i at ville vinde indsigt i fremtidens hændelser - men bortset fra det, er der også helt saglige grunde til ikke at søge at fralokke fremtiden dens hemmeligheder. Vi kan nemlig ikke. Det er principielt ikke muligt.
Femtiden er åben – alt kan ske. Både det mest forfærdelig og det mest vidunderlige. Derfor er det også nærliggende at nære frygt for den fremtid, der unddrager sig vor magt. Ikke mindst, når vi læser om klimaforandringer og CO2 forurening, om tilfældig vold og voldsomme konflikter mellem forskellige etniske grupper. Hvis vi frygter for fremtiden, så er det ikke uden grund. Og det har det aldrig været. Der er og har altid været gode grunde til frygt.
Og det er der også denne nytårsdag, hvor ingen af os aner, hvad der vil ske med den store verden og med vore små verdner det næste år. Der er altid grund til at frygte fremtiden. Men på trods af det, så forkynder kristentroen det modsatte: at vi ikke skal være bange. Frygt ikke, lyder det. Gang på gang kan vi læse ordene i evangelierne: ”Frygt ikke”.
På én led virker det tåbeligt – hvorfor forkynde, at vi ikke skal frygte, når der nu er noget at være bange for? Ja, hvorfor egentlig?
Før vi finder svaret, at det værd at mærke sig, at evangeliet ikke maner til frygtløshed, og siger at nu skal vi også tage os sammen og lade være med at frygte, men i stedet netop forkynder det som en virkelighed: Frygt ikke. Og hvis vi læser beretningerne i det nye testamente, så vil vi opdage to ting. For det første, at det altid er den samme, der siger frygt ikke – nemlig Jesus. Og for det andet, at han altid forkynder frygtløshed, når der virkelig er noget at være bange for, når båden er ved at synke, når en elsket menneske er ved at dø, når man ser ham, man troede var død.
Al vor frygt – eller angst om man vil – knytter sig grundlæggende til to ting, til kærligheden og til døden. Angsten for ikke at være elsket og angst for døden, ligger og lurer bag al vores frygt for andre ting. Og det er derfor evangeliet igen og igen forkynder frygtløsheden. For evangeliet, Kritusfortællingernes indhold og kerne handler jo netop om kærligheden og døden. De fortæller, at vi aldrig er uelskede, så sandt vi er Guds kære børn, og at døden har ikke magt over os, så sandt Kristus er stået op af graven.
I forhold til kærligheden og døden har Gud taget hånd om os. Vi behøver ikke at frygte. Og derfor er de ord, som optræder flere steder i evangelierne: Frygt ikke, tro kun, også nogle af de stærkeste ord, vi kan lytte til, når frygt for fremtiden er ved at tage os. For disse ord er jo ikke sagt af hvem som helst, men netop af ham, der står inde for vores liv.
I urtiden – for det må den kaldes, den tid, da Abraham boede i Ur – befalede Gud Abraham at bryde op og drage ud. Og Abraham samlede alt sit sammen og begav sig ud i det, han ikke vidste noget om. Han rejste mod et sted, der ikke rummede nogle kendte tilknytningspunkter. Men han rejste uden frygt, for Gud Herren havde lovet ham sin velsignelsen. Det stolede Abraham på og begav sig på vej, frygtløs og uræd. Og derfor er Abraham god at følges med og huske på sådan en nytårsdag, hvor vi tager hul på et nyt år. Fordi Abraham gik det ukendte i møde uden frygt i troen på at Gud var med ham.
Abraham gik uden frygt i tro på Gud. Men vi har mere end Abraham. Abraham kendte Gud som Gud herren, den ophøjede, han, som troner i himlen. Abraham havde mødt Gud, som den, der velsignede og befalede. Men vi derimod, vi kender Gud som et menneske med et navn. Derfor er årets korteste prædikentekst - trods sin korthed - nogle meget vigtige vers.
Gud kender vi som et menneske med et navn. Og ikke nok med det. Vi kender Gud som et menneske, der er sit navn. Navnet Jesus betyder Gud frelser. Og hvis vi spørger, hvad Gud da frelser fra, så er svaret, at han netop frelser fra det, vi er allermest bange for - kærlighedsløsheden og døden. Hos Gud er ingen uelskede og hos Gud er det sidste ord ikke sagt, når døden har taget sit.
Derfor skal vi ikke frygte for fremtiden. Guds virkelighed – dér hvor døden er opslugt og kærligheden er alt i alle – har sat sig spor i vores verden. Vi skal ikke tage os sammen og prøve at lade være med at frygte. Derimod forkynder evangeliet os, at frygtløshedens virkelighed – eller Guds virkelighed – allerede er brudt ind i verden med Jesus Kristus.
Vi har et navn, et navn at kalde på og vi kender ham, der bærer navnet – Guds navn, der betyder, at Gud frelser. Og vi har en fortælling om Guds overvindelse af døden og mørket og kærlighedsløsheden. Derfor forkyndes det for os, at vi ikke skal frygte, selv om verden ser vanvittig ud. Heller ikke frygte for det nye åbne år, der ligger blankt og ubrugt foran os.
Så lad os vandre ud i det frygtløse og urædde i tro på ham, der er sit navn og som frelser os fra det, vi frygter allermest.
Lov og tak …