Hvis du har kommentarer
så skriv til
Niels-Peter Lund Jacobsen
En måned med advents- og julegudstjenester er ved at være slut. Vi har været kredsen rundt og mødt hele persongalleriet igen. Den ventende Johannes Døber. Josef og Maria. Augustus og Kvirinius. Hyrderne på marken. De vise mænd. Og så slutter vi her ved de to fromme, gamle mennesker i templet: Simeon og Anna.
Der er et bestemt ord, som går igen i alle juleberetningerne. Det er ordet frelse. Johannes venter på en frelser. Det er det, englene synger om: I dag er der født jer en frelser. Det er også det udtryk gamle Simeon bruger, da Josef og Maria kommer til templet med barnet: Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred. For mine øjne har set din frelse.
Det er så udtrykkeligt til stede det ord, at vi er nødt til at forholde os til det. Det er ellers ikke så nemt. Det er som om, indholdet er forsvundet fra ordet. Vi kender godt ordet. Vi ved også i hvilke sammenhænge det indgår. Men det er svært at forbinde et konkret indhold med det. Hvad er frelse? Hvad er vi frelst fra? Og hvad er vi frelst til?
For 100 år siden kunne kristne sige både frelse og fortabelse og samtidig lægge et helt bestemt indhold i ordene. Folk var ikke enige om indholdet. Langt fra endda. De forskellige kirkelige retninger kunne skændes bravt om betydningen af ordene. Men alle forbandt noget med dem. De var ikke indholdstomme.
Det er de efterhånden blevet. Først gik alvoren ud af ordet fortabelse. Det skete vel i en forståelig reaktion på en kristen forkyndelse, som brugte ordet meget fordømmende imod andre. Der blev trukket en skarp grænse. Frelse eller fortabelse. Og de, der mente at havde sit på det tørre, de var ikke blege for at udpege meget konkret, hvem der var indenfor og hvem der var udenfor. Det gjorde, at mange alvorligt tænkende kristne lagde ordet fortabelse fra sig. Det måtte have en pause. For ordet var blevet fyldt med et indhold, som de ikke ville kendes ved.
Så stod ordet frelse så underligt alene tilbage. Nu kom forkyndelsen til at handle om Guds uendelige, grænseløse, altoversvømmende kærlighed. Men det var en bleg og lidenskabsløs kærlighed. For den omfattede det hele. Mennesker kunne næsten ikke slippe for Guds kærlighed. De blev den påduttet. Selv de, der holdt sig langt væk og hævdede, at de helst ville være fri. Teologer og præster havde travlt med at forklare, at de mennesker også på en eller anden tåget måde var troende uden at ville det og uden at vide det selv. Fortabelsens mulighed var der slet ikke. Frelse er bare, at vi opdager, at vi slet ikke er fortabte. Det er bare noget vi - i vores angst for Gud - kan bilde os selv ind. Sådan udviklede det sig. På den måde er meningen fordampet fra de to begreber: frelse og fortabelse. Ligesom væsken kan fordampe fra en flaske, hvis den står længe nok uden prop på. Etiketten sidder tilbage på flasken. Der står det rigtige navn. Men der er bare ikke noget indhold i flasken.
Sidste søndag i oktober – 19.s.e.trin. – skete der noget usædvanligt i københavnsområdet. En organisation på den teologiske højrefløj sendte observatører – nogle kalder dem spioner - ud til 92 kirker. De havde et spørgeskema med, som de skulle udfylde under prædikenen. Så kunne man bagefter tælle sammen, hvor mange præster, der havde sagt noget om fortabelse den søndag. Det skal siges, at det var en af de søndage, hvor prædiketeksten lagde op til det tema. Resultatet af undersøgelsen var, at kun i 10 % af kirkerne, blev fortabelsen nævnt i præstens prædiken. Efter deres mening, som lavede undersøgelsen, blev 90 % af kirkegængerne altså snydt for en sand forkyndelse den søndag.
Det er nok en forhastet konklusion og undersøgelsesmetoderne var nok også kritisable. Men uden tvivl viser undersøgelsen alligevel en rigtig tendens. Selv der, hvor prædiketeksten læggere op til det, viger vi tilbage for at sige noget om fortabelse. Og det er da et problem.
Hvad skal vi gøre? Skal vi lade som om, vi stadigvæk lever i slutningen af 1800-tallet og bare bruge ordene synd og fortabelse og frelse, som om de stadig har det samme indhold, som de altid har haft? Det er vel nærmest det, højrefløjs-teologerne lægger op til. Eller skal vi forsøge at tænke begreberne igennem og formulere den samme virkelighed med nogle andre ord? Jeg synes naturligvis det sidste.
Fortabelsens virkelighed kender vi alle sammen i en eller anden grad. Det er angsten, ensomheden, meningsløsheden, håbløsheden. Den slår som en kold vind ind over os engang imellem. Nogle mennesker lever mere konstant med fortabthedsfølelsen. Andre mærker den i perioder. Det kan være i forbindelse med dødsfald eller skilsmisse eller sygdom. Den kan også komme uden nogen ydre grund. Bare som en udefinerlig tomhed. Der er ikke noget, der giver mening eller glæde. Alting bliver uoverskueligt og tungt. Fortabelse er troen på, at det aldrig bliver anderledes. Livet vil fortsætte i den glædesløse, meningsløse skure, indtil lyset til sidst går helt ud. Det eneste befriende er tanken om det store intet. I fortabelsen er Gud ikke.
Frelse er, når lyset bryder ind i den fortabthedens verden. Når jerntæppet bliver løftet og vi får et glimt af noget, som er større end vor egen elendighed. Så får håbet ny næring. Så tændes troen, som rækker ud efter Gud. Hverdagen bliver ikke nødvendigvis anderledes. Men de omstændigheder, som før så meningsløse ud, kan få en anden og dybere mening. Der bliver en vej igennem det. En vej som vi har lyst og mod til at gå. Perspektivet er ikke kun at klare sig igennem livet og nå frem til det store intet. Nej, perspektivet rækker meget længere frem. For frelsens Gud er evig. Han er verdens og livets begyndelse. Han er i dette øjeblik den dybeste grund under os. Og når alle grundvolde vakler, så er Gud stadig – og han er stadig vor frelser. Uanset hvad alle verdens pessimister siger, uanset hvad vort eget hjerte siger, så er Gud - Gud .
Lad os holde fast i det. For det er frelsens perspektiv. Og når vi gør det, så holder vi fortabelsen væk. Og så kan vi sige som den gamle Simeon: Herre nu lader du din tjener gå bort med fred, for mine øjne har set din frelse.
Amen.