Hvis du har kommentarer
så skriv til
Gunder Gundersen
1. søndag efter Helligtrekonger
7. januar 2001 ved Sct. Jørgensbjerg Kirke, Roskilde
(Salmevalg: 378/ 113/ 848// 586/ 279 v6/ 385)
KOLLEKT: Lissner s. 175
Jesus blev i Jerusalem den påske! Mindefesten for udfrielsen fra Ægypten var overstået - og alle brød op for at drage hjem. Der var et frygteligt mylder i byen og på alle udfaldsvejene. Køer og propper!
Men Jesus blev i Jerusalem - blev i templet. Det var vigtig for ham at være lige dér: i templet. Det var vigtigt, interessant og livgivende for Jesus. Han var fordybet i samtale med jødiske lærere.
De talte vel sammen om loven, om profeterne, om forjættelserne og helt sikkert også om det, der brændte i den jødiske folkesjæls hjerte: Om messias, om Guds riget. Jesus lyttede videbegærlig, spurgte efter deres udlægning og fortolkning af skriftens ord. Og Jesus gav selv sit besyv med!
Den måde han levede sig ind i samtalen og det der blev talt om vakte forundring. Den dybe indsigt som store børn kan have i alvorlige og dybsindige emner - den indsigt have Jesus - og tilhørerne måtte undre sig.
Det er muligt, at Jesus glemte både tid og sted i denne vigtige samtale, som vi ved så lidt om. Men han var dér, hvor det var vigtigt han var. Han var der fuldt og helt - uden bekymring om hvad han burde gøre. Han var der uden dårlig samvittighed over at han ikke havde givet besked, og uden dårlig samvittighed over at han burde have været med da familie og venner fra Nazareth drog afsted. Jesus tog livet i egne hænder og vedkendte sig hvem han var.
Jeg tror vi alle kender til at glemme tid og sted, fordi det der sker, er vigtigt og betydningsfuld for vores liv. Men jeg ender som oftest med at fyldes af bekymring over alt det jeg burde have gjort - og som jeg nu ikke vil få gjort - eller også melder den dårlige samvittighed sig, netop over at jeg burde være et andet sted - et sted hvor jeg nu mangler og er savnet.
Her ser jeg, at Jesus viser en vej. Der er noget der er vigtigere end andet her i livet. Det må enhver føle i sit hjerte - og dér finde det vigtige i livet. Jesus står ved, at der er noget der er vigtigere end hans forældre - og de mennesker han skal følges med hjem. Samtalen hvor den kraft og magt, der gennemtrænger os udforskes og afprøves, er vigtig. For det er forbindelsen til livskraften og den magt, der står bag, der sætter os istand til at leve og elske. Det er i denne livskraft og livsglæde livet er! Livets mening og værdi er livet - livskraft og livsglæde.
Jesus finder sin identitet i at leve - i at være - være dér hvor det er vigtigt at være. Hans tanker flygter ikke i bekymring og dårlig samvittighed - for han er dér hvor livet er - dér hvor livet kræver og fordrer at han skal være. Og der er han så!
Helt anderledes er det med Maria! Hun fyldes af bekymring over hvor hendes elskede søn er - og bekymringen vokser til ængstelse - og vel senere til frygt og angst. 3 dages uvidenhed og usikkerhed er længe - frygteligt længe. Nok til at tænke de forfærdeligste tanker. Tænke det værste! Og samtidigt håbe - håbe på at det er en ond drøm. Håbe at han bare står der, når man drejer om det næste hjørne.
At miste den, man elsker højest er på mange måder at miste sin identitet. Smerten over at miste sin elskede - og dermed sin identitet - holder sig ikke bare til hovedet, men fylder hjerte og sind med smerte - og derfra breder smerten sig ud i hele kroppen.
Når vores identitet på den måde bliver truet sættes livet på spidsen og pludselig kan vi se klarere end ellers. Vi ser pludseligt klart, hvad vi skulle have gjort, hvad vi gerne ville have gjort, og hvad der virkelig har værdi og betydning for os.
Det er egentlig tragisk, at det er sådan. For det betyder i alt for mange tilfælde, at vi kommer for sent med vores erkendelser og indsigt. Ærgrelse, fortrydelse og skyldfølelse - fylder ikke bare vores hoved, men også vores hjerte.
Maria er ude af sig selv - hendes identitet er truet - og det får hende til at bebrejde den 12-årige Jesus, da hun fandt ham. Men han vender den om: Hvor var I henne? Jeg har hele tiden været her - her hvor jeg har hjemme!
Hvem, der er hjemme og rodfæstede, og hvem, der er ude af sig selv og har været tæt på at miste sin identitet, - det er let at afgøre i fortællingen om Jesus som 12-årig i templet, men har vi lige så let ved at afgøre det for vores eget vedkommende.
Forstået på den måde: Ved vi hvem er i forhold til hinanden, i forhold til det liv vi lever og i forhold til Gud. Og kan vi i bund og grund finde os selv og vores identitet i det liv vi lever, hvis vi begynder at tænke nærmere over det.
Vi har vel hørt det 117 gange før - det har jeg i hvert fald - uden at jeg har forstået det i hele dets dybde og bredde. Og derfor kan det vel heller ikke siges tit og kraftigt nok: At det er vigtigt, at vi i tide bliver bevidste om, hvem og hvad vi er, og hvad der har gjort os til dem vi er. Vi skal overveje, hvad der har værdi og er vigtigt for os og vi skal turde og ville søge det. Det er vigtigt, at vi vil prøve tage livet i vore egne hænder i stedet for bare at leve det som tilskuer og lade andre, tilfældet eller skæbnen bestemme for os. - Det eneste man så bare kan håbe på, er at vi har ører at høre med, hjerter at føle med og hjerner at forstå med og mod til at søge det vigtige og det rigtige. Sådan som Jesus gjorde det, da han satte sig i templet hos sin far, hvor han havde hjemme.