Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
2. søndag efter Helligtrekonger 2001
GT-læsning: 2. Mos. 33,18-23
NT-læsning: Johs. 2, 1-11
Salmer: DDS 4, 246 - 125, 432, 277
"Selv lille sten kan vælte et stort læs".
Sådan lyder et ordsprog, som jeg har tænkt på de sidste dage, hvor vi fra alle sider er blevet bombarderet med redegørelser og statistikker vedr. visse af "tidens tegn".
Det ene drejer sig om en begrænset grupper mennesker, nemlig de 2400 danske soldater, der har været udsendt til Kosovo som del af den fredsbevarende styrke.
Som bekendt er man bange for, at de har været udsat for radioaktiv stråling fra de våben, NATO i sin tid anvendte mod serberne i området.
Hvad angår de danske soldater er der i dag kendskab til to tilfælde af leukæmi - hvilket svarer til, hvad der rammer en tilsvarende gruppe almindelige unge mænd i Danmark.
Men set ind i sammenhængen i Kosovo, bliver det et tegn, som tolkes med katastrofale følger for de, der har været i området og ikke mindst deres familier.
Det andet tegn vil angiveligt - i det mindste i overført betydning - ramme langt flere af os.
Det drejer sig om to tilfælde af kogalskab i Nordjylland.
For der er jo som bekendt langt flere, som spiser oksekød end der er soldater udsendt til Kosovo.
Til gengæld er man allerede i gang med at opbygge et net af kontrolforanstaltninger, der formodentligt bliver så bekostelige at det fremover bliver de færreste, som får råd til at spise godt og velkontrolleret oksekød.
Andre må så lade være eller løbe risikoen.
En risiko, der i allerværste tilfælde svarer til at der bliver lige så mange tilfælde af Creutzfeldt-Jacobssyge blandt os, som der hvert år dræbes i trafikken!
Men det lever og dør vi jo - relativt - ubekymret med!
I begge situationer en lille begivenhed en lavine af angst.
Og denne angst forstærkes især af, at den med et slag gør et grundmenneskeligt forhold synlig for os alle.
Det grundmenneskelige forhold er det faktum at vi dør.
Uanset hvordan vi lever og hvad vi gør for at hindre det.
Helst ville vi gerne leve længe, men det bestemmer vi jo ikke selv - siger vi - alt imens vi gør alt for at kontrollere vores helbred, sygdomme og ikke mindst de samfundsmæssige risici, enhver af os er udsat for.
Samfundsforskere taler om, at vi lever i "risikosamfundet".
Vi er bange for døden og ikke mindst hvordan vi skal dø -
men denne angst er langsomt ved at brede sig til livet også.
Vi er bange for maden og unge får spiseforstyrelser.
Og i dette risikosamfund skal menneskets latente angst for sin egen død blot have en ganske lille anledning for at bryde ud i fuldt flor - det medieformidlede massehysteri.
En ganske lille begivenhed bliver tolket som tegn på det, der er langt større og farligere.
Men hvad med en gang imellem også at vende det om?
Hvad med også at spørge efter risikoen for at finde tegn,
der ikke afstedkommer massiv dødsangst, men i stedet kan være i stand til at styrke glæden og livsviljen?
Hvad med også at kigge efter spirerne til alt det, som kan fylde os med frimodighed og glæde, og bære os hver eneste dag indtil den dag, vi alligevel skal dø?
Ja, hvad er egentlig risikoen for at blive glad og livsduelig?
Eller for nu at spørge ind i den sammenhæng,
evangeliet sætter os i dag;
Hvor meget eller hvor lidt vand skal der til, for at åbenbare Guds herlighed, så vi kan bevare troen og tilliden til Gud?
For evangelisten Johannes kalder selv begivenheden ved brylluppet i Kana for "begyndelsen på Jesu tegn" dvs. det første tegn, hvormed han åbenbarede sin herlighed.
Det vil med andre ord sige, at Johannes i den begivenhed,
vi har for os, ser et tegn eller en spire til noget,
som er meget større og vigtigere end begivenheden selv.
For et tegn peger altid videre og ud over sig selv.
Men dette tegn er nok ikke det, som man var tilbøjelig til at sige i gamle dage, at Jesus her åbenbarer begyndelsen til den herlighed og glæde, som der ligger i at være gift!!
Nej, brylluppet er bare anledningen eller rammen, som også selv bliver sprængt af noget større.
For selvfølgelig er et bryllup et glædelig begivenhed.
Selvfølgelig er et ægteskab en god og livsbekræftende ordning for samlivet mellem ikke blot det to, der giftes,
mens også dem, der i øvrigt må forholde sig til eller vokser ud af dette fællesskab som f.eks. både børn og gode naboer.
Og selvfølgelig er vinen, som der trods alle beregninger og statistikker alligevel ender med at være overflod af, også et billede og et symbol på den uforudsete og overrumplende glæde og livsmod, som ingen af os kan leve uden.
Men alligevel er alt dette blot det første trin for det,
som evangelisten ser i vinunderet som et tegn,
der åbenbarer Guds herlighed for mennesker.
Lad os også slå fast, at tegnene kommer vi ikke udenom.
For Gud selv får vi jo aldrig at se.
Guds virkelighed kan vi slet ikke rumme.
Uanset hvor mange kar, der var stillet frem til brylluppet i Kana og uanset, hvor mange liter vand, de kunne rumme,
ville de lige så lidt som os være i stand til at sanse og rummer Guds herlighed og væsen - det, som han er.
Er vi dermed ude af stand til at forholde os til Gud?
Lever Gud i én verden og vi i en anden,
hvor imellem der er vandtætte skodder og intet fællesskab?
Det er faktisk netop de spørgsmål, Moses stiller Gud,
da han beder om at måtte se Guds herlighed, hans ansigt og hans inderste væsen.
Guds svar er, at dette syn afhænger ikke af mennesket,
men af ham selv:
"Jeg viser nåde, mod hvem jeg vil,
og forbarmer mig over hvem, jeg vil".
Kun ekkoet af Guds nærvær, når han har været der,
kan et menneske rummer.
Alene i klippespalten, skærmet af Guds egen hånd,
kan et menneske overhovedet fornemmer, hvem Gud er.
Så meget eller så lidt skal der til!
Men det er ikke alt, der et at sige om det.
For beretningen om brylluppet i Kana siger faktisk også noget mere og noget andet.
For fra nu af kan man både møde og se Gud i Jesus.
Gennem Ham er Gud kommet til os.
Julens evangelium er, at Gud blev menneske som os.
Hvad ingen kan rumme i sig selv, det har Gud for sin nåde og barmhjertigheds skyld nu samlet i Jesu liv og ord.
I ham skuer vi Gud ansigt til ansigt.
Uden klippespalter og skærmende hænder.
Men selv dette mysterium er jo for stort, for os.
Der er kristendommen påstand, som mennesker har kæmpet i to årtusinder og mange flere generationer til at komme til forståelse af - ja, blot at nærmer sig.
Og derfor behøver vi de stadig tegn, der peger i den retning, hvorhen vi skal kigge, hvis vi vil have et glimt af Guds herlighed og væsen.
Brylluppet i Kana er det første, siger Johannes,
og anfører sit evangelium igennem flere.
Brylluppet, som jo er festen for foreningen og kærligheden mellem to - er altså begyndelsen - en øjenåbner.
Så hvis vi kan se herligheden i det, kan vi gribe troen, som dette tegn ligger op til, så kan vi måske få øje på langt mere.
Så kan vi måske få øje på flere tegn, som kan styrke troen og tilliden til alt det gode, vi har brug for at få bekræftet.
Ja, måske endog gribe troen og tilliden til Gud selv
- en tillid, der kan bære os i både liv og død.
At vand kan blive til vin det er jo ufatteligt eller ligefrem umuligt, tænker vi nok alle.
Men dermed lukker vi også af for den mulighed,
at der sker andet end hvad vi vil og kan forudse.
Tilværelsen bliver da alene bestemt af, hvad vi kan rummer og forudse som rimeligt og sandsynligt.
Statistikkerne om hvornår og af hvad vi engang vil dø,
er da det nærmeste, vi kommer sandheden om vort liv.
Men hvis man ikke er tilfreds med det, som den indsigt giver, så er det man må prøve at se med troens øjne.
Så må man prøve selv i en lille dråbe vand at se tegnet på almægtige Skaber kærlighed og omsorg for sin skabning.
Og kan man se det, så vil man også i det under, at Jesus forvandler vand til vin kunne skimte den barmhjertighed, hvormed alene Gud bestemmer hvor og hvordan han vil møde os.
For denne barmhjertighed er alene bestemt af Guds vilje,
ikke at de statistiske sandsynligheder for, hvornår og hvordan vi forlader denne verden.
Er vandet og vinen det første tegn, så er dåben og nadveren det sidste af Jesu mange tegn,
vi selv den dag i dag får at holde os til.
Og kan vi intet se i hverken en dråbe vand eller fortællingen om det underfulde, der skete den dag i Kana, så ser vi heller intet i det håndgribelige tegn, Gud rækker os den dag i dag.
Men tegnet er givet til åbenbaring af Guds herlighed,
for at vi skal kunne tro, at Gud vitterligt er den,
der møder os ansigt til ansigt i Kristus.
Ikke blot her og nu, men også når vi engang
- af hvilken årsag det nu sker, skal herfra.
Og da kan vi, alle risici til trods,
frimodigt sige: Gud i vold!
Amen.