Hvis du har kommentarer
så skriv til
Niels-Peter Lund Jacobsen
Jesus gør sit første under ved en bryllupsfest. Han laver 600 liter vand om til god vin - hvis man da ellers kan tro på fulde folk. Men spørgsmålet er: Hvorfor i alverden gør Jesus det? Bryllupsgæsterne var godt lakket til i forvejen. De har såmænd fået vin nok. Hvorfor laver Jesus mere vin til dem?
Selvfølgelig må afholdsfolk have problemer med den her fortælling. Det er klart. Men også andre nøgterne mennesker må tænke: Hvad skal det til for? Er det bare endnu et eksempel på uretfærdigheden i verden? De, der egentlig har nok i forvejen, de får i overflod. Og de ender med at have mere, end de har godt af. Men tjenerne i køkkenet f.eks. - det eneste, de får mere af, det er arbejde.
Eller en anden indvending: Er det ikke spild af guddommelige kræfter? Var der ikke andre ting, som Jesus hellere skulle gøre noget ved? Fattigdom, elendighed, sygdom, social uretfærdighed. Der er nok at bruge kræfterne på. Hvorfor bruge dem på noget så luksuriøst som vin?
Når vi hører om underet i Kana, så kan vi godt få en fornemmelse af, at Jesus i virkeligheden kommer lidt uheldigt fra start. Det er første gang han træder offentligt frem og gør noget underfuldt. Det kunne se ud som om, han lige skal prøve sine kræfter af på noget uskyldigt, inden han går i gang for alvor.
Der er nok af indvendinger imod fortællingen. Og vi må godt stille de kritiske spørgsmål. Men vi skal også forsøge at komme videre. Hvad vil fortællingen sige til os - positivt?
Når Jesus gør et under, så er der altid to niveauer i det. For det første sker der noget på det ydre plan. En syg blir rask. En foragtet og udstødt blir draget ind i fællesskabet igen. En vært slipper ud af en pinlig situation. Det er små ting, når vi ser det i den store sammenhæng, hvor der stadigvæk er mange syge, mange ensomme, mange bekymrede mennesker. Men alligevel er det glimt af glæde, som lyser op for nogen. Og det er slet ikke så lidt.
Der er en russisk forfatter, som har udtrykt det sådan her: Den, der elsker menneskene, må også elske menneskenes glæde. Sådan er Jesus. Igen og igen møder han mennesker med opmærksomhed og omsorg. Han er ikke bare interesseret i en eller anden finere åndelig side af tilværelsen. Han ser på hele mennesket. Han elsker vor glæde. Glæden skal ikke nødvendigvis tjene et højere mål. Den er værdifuld i sig selv. Kærligheden har først nået sit mål, når den bringer glæden ind i et menneskes virkelige og daglige verden. Dér hvor sorgerne og bekymringerne og spørgsmålene er. Den, der elsker menneskene, må også elske menneskenes glæde.
Ved brylluppet i Kana var der i hvert fald én som blev glad: det gjorde værten. Han var på vej ind i en pinlig situation. Men Jesus afværgede situationen for ham. Og da der igen var rigelig med vin, da kunne værten ånde lettet op og feste frit sammen med sine gæster. Og gæsterne kunne glæde sig og feste.
Det er den ene side af sagen. Når Jesus gør et under, så er det for at glæde mennesker. Det var egentlig allerede nok til at gøre underne meningsfulde. For glæden er værdifuld i sig selv.
Men der er også en anden side ved underne. De er symbolske handlinger. De er TEGN - som Johannes kalder dem. Et tegn kan være så meget. Det kan være en gave, en vielsesring, eller det kan være et smil, et klap på skulderen. Sådan nogle tegn er gode at få. Men dét, som tegnet peger hen på, det er endnu bedre. Det er ikke selve gaven, der betyder mest. Det er tanken, der ligger bag. En vielsesring kan være både dyr og flot, men det vigtigste er alligevel den kærlighed, trofasthed og samhørighed, som ringen er tegn på. Sådan er det med tegn.
Én svale gør ingen sommer - siger vi. Og det er da rigtigt nok. Men det er alligevel dejligt at se forårets første svale. For den er et tegn på, at sommeren er på vej. Jesu undere gør heller ikke verden ny - undtagen for de få, som oplevede dem på deres egen krop. Men underne er tegn. Også for os er de tegn på at noget nyt er på vej. Og det er den vigtigste grund til, at vi stadigvæk hører om det, der skete for så mange år siden.
Hvis vi forstår, at det, som Jesus gjorde den dag i Kana, først og fremmest er et tegn, så er der en hel masse ting, som åbner sig og gir en ny mening. For det første: underet skete ved en bryllupsfest. Mange gange senere brugte Jesus brylluppet som billede, når han sku fortælle om Gudsriget. Med Guds rige er det som med en konge, der ville holde et bryllup. Festen og glæden er billede på Guds rige eller Guds virkelighed. Det er værd at lægge mærke til.
Der er også andre tegn i fortællingen. Uden for huset, hvor festen blev holdt, stod renselseskarrene. Jøderne brugte dem til deres religiøse skikke. De vaskede sig - for at blive rene og værdige for Gud og mennesker. Men nu er karrene tomme. De står dér og signalere håbløshed. I årevis har de renset sig, men det har ikke bragt dem ét eneste skridt nærmere Guds rige.
Og så kommer Jesus og fylder karrene - ikke bare med vand, men med vin - oven i købet en særlig god vin. Tomheden i det gamle bliver forvandlet til fylde af liv og glæde. Vin er glædens symbol. Nadverens symbol.
Begivenheden i Kana var sikkert en stor oplevelse for dem, som var med den dag. Vi kan ikke være med til festen og smage vinen - men vi ser dog tegnet. Og så har vi i-og-for-sig fået den væsentligste del.
Tegnet fortæller os, at når vi løber tør i livet, når vi lider savn, så kommer han og fylder vore tomme kar - ikke med vand, men med glædens vin. >For således elsker Gud verden, at han gir os sin Søn.= Og han, som elsker menneskene, han elsker også vor glæde.
Der er så mange ting i verden, der kan slide på vor glæde. Og vi har tit travlt med at mistænkeliggøre hinandens glæde. Den passer ikke til virkeligheden - siger vi. Der er så mange mennesker, der lider nød i verden. Vi kan ikke tillade os at glemme det og bare være glade. Der er så megen sorg, skuffelse. Glæden er en slags virkelighedsflugt - hører vi. Vi skal hellere tage livet alvorligt.
Men i dag hører vi om en glæde, som får lov at være - midt i en verden, som også har sine problemer og sorger. Måske lidt overfladisk - måske lidt overflødigt. Men dog en glæde, der har sin grund i ham, som elsker verden - og som også elsker menneskenes glæde.
AMEN.