taler til konfirmander

 

     Kære n 

 Det er en festdag i dag, fordi du bliver  konfirmeret.  

 Det kunne man 

tage som tegn på, at du er ved at blive voksen. Og 

det er jo også rigtigt.  Men her i kirken betyder 

konfirmationen mærkelig nok, at du må blive ved med 

at være barn. Ude i samfundet er det godt at være 

voksen og kunne bestemme og klare så mange krav som 

muligt. Men her inde i kirken får vi lov til at 

slappe af fra alle kravene. Over for Gud må vi være 

små. Over for Gud må vi være som børn. Jesus siger 

det så stærkt: Hvis I ikke vender om og bliver som 

børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. 

     At være et barn, det kan oversættes til, at 

være sig selv og ikke skulle anstrenge sig for at 

være en anden. At være Guds barn, det kan 

oversættes til, at vi ikke skal være de stærke og 

kunne klare alting, for det er Gud der er sådan. 

Det er Gud vi må stole på. 

     Der er meget børn ikke kan forstå. Og hvis 

voksne var ærlige, så ville de indrømme, at der er 

meget vi heller ikke forstår, både af sorgerne og 

glæderne, som sker i livet.  Både om det gode og 

det onde, som sker, må vi sige, at det er 

underligt. Her i kirken får vi lov til at komme med 

al vores uforstand og takke Gud for det smukke i 

livet og bede Gud om hjælp, når der sker os ondt. 

     Kære n, når du bliver konfirmeret i dag, 

så betyder det ikke, at du bliver eller skal være 

en anden.  Nej, det betyder, at du må beholde det 

barnlige, i hvert fald over for Gud. Konfirmation, 

det er det samme som bekræftelse, stadfæstelse, 

bestyrkelse. At blive konfirmeret, det er at få en 

bestyrkelse, at få et stempel på, en godkendelse af 

det som man er. At blive konfirmeret, det er at 

blive bestyrket i det, som du er, nemlig Guds døbte 

barn. Og det hedder jo netop både at blive døbt, og 

at blive konfirmeret. Det er ikke noget vi selv 

gør. Vi kan ikke døbe os selv. Dåben fik vi fra Gud 

som en gave. Og konfirmationen er en bekræftelse og 

en påmindelse om, at det gælder stadigvæk, det 

forhold til Gud, at vi er Guds børn. 

 

ny tale 

 

 

     Tro er ligesom forelskelse. Når vi bliver 

forelsket, så er det ikke noget vi gør. Det er 

noget vi bliver. Det sker med os. Vi bliver grebet 

af store følelser, som vi ikke selv kan styre. Vi 

bliver så optaget af vores kæreste, at alt andet 

mister betydning. 

     Sådan er det også med tro. Det er ikke noget 

vi gør.  Det er noget vi bliver. Det er ikke noget 

vi selv kan styre. Vi kan ikke beslutte os til at 

vi vil tro på Gud og Jesus. Og når vi tror, så 

påvirker det vores følelser, så vi får et andet syn 

på verden end før. Alt det som før var så 

livsvigtigt og som vi følte vores liv var afhængig 

af, det ændrer betydning. 

     Når vi pludselig, særlig som unge, bliver 

forelsket i en anden, så er vi bange for at vise 

det og sige det.  Tænk, hvis den anden slet ikke 

gengælder vores følelser.  Så står vi som de dumme. 

     Der er det gode ved Gud, at Gud først og meget 

klart har vist, at Gud elsker os. Gud har vist det 

ved at give os alt det smukke i livet. Gud kunne jo 

have givet os livet sådan at der ikke var overflod, 

men at det hele kun lige strakte til.  Men Gud har 

givet os stor luksus. Der er tusind slags blomster 

i verden.  Der er tusind muligheder i vores liv. 

Det viser at Gud elsker os.  Men klarest har Gud 

vist det, ved at han sendte sin søn til os.  Jesus 

var så hjælpsom og gavmild, som kun Gud kan være 

det. Jesus ofrede sig selv, gav sig selv hen for 

os. 

     Hengivelse, det er en gammelt ord for 

forelskelse.  Jesus har vist, at Gud har stor 

hengivelse for os, så vi ikke kan være bange for at 

tro på Gud og vise det over for Gud. 

     Tro og forelskelse ligner også hinanden på den 

måde, at vi får en, som vi hører til. To, som er 

forelskede, kan ikke leve uden hinanden. De føler 

sig ikke mere alene. Men alle deres tanker og ord 

deler de åbent med hinanden, selv deres inderste 

hemmeligheder. Sådan også i troen, den gør, at vi 

hører sammen med Gud og åbent tør dele alle vores 

inderste tanker med Gud, alle vores bekymringer og 

sorger, og alle vores glæder. 

     Når man bliver forelsket, så er det som om 

hele verden bliver lys og strålende og man bliver 

overstrømmende glad for livet. Hvert sekundt er 

dejligt, bare man er sammen med den man er 

forelsket i. Sådan også med troen, den gør, at vi 

ser det smukke i livet, at det er Guds gaver, som 

vi må nyde, fordi vi er sammen med Gud. 

     Tro er altså ikke kun, at vide at Gud er til 

og at Jesus har levet.  Ligesom den forelskede 

ville synes det var vrøvl, hvis man spurgte ham om 

hans kæreste var til eller hun var et spøgelse, et 

uvirkeligt syn. At være forelsket er at være glad 

for sin kæreste. At tro er at være glad for vores 

kærlige far i himlen. 

     Hvem ville ikke gerne have sådan en tro, som 

kunne fylde vores liv, så problemerne blev mindre 

og glæderne større. Den tro har vi ikke. Derfor 

bliver Gud nødt til hele tiden at give os den. Det 

var grunden til, at Gud sendte Jesus, for at han 

skulle tale troen ind i os. Det er grunden til, at 

vi holder gudstjeneste i kirken hver søndag, for at 

få troen bestyrket.  Derfor holder vi konfirmation 

for at blive bestyrket og bekræftet i troen. 

     Når I unge i dag kommer i kirke og om lidt går 

op til alteret og får Guds velsignelse, så viser I, 

at I ikke kan give jer selv troen. Den er en gave I 

får.  Den er en styrke I får fra Guds ord, så I 

ikke skal føle jer alene, men må vide, at der er en 

som I hører til, vores kære himmelske Far.  Det 

skal gøre verden lys og strålende for jer, så I 

bliver glade for livet. 

     Gud er ikke blindt forelsket i os, så Gud ikke 

ser vores fejl og vores lille tro, men Gud elsker 

hver af os, akkurat som vi er. Det viste Gud 

allerede i vores dåb. Og det bliver I konfirmander 

bestyrket i, når I om lidt går op til alteret. 

 

ny tale 

 

 

     Hvad kan vi bruge konfirmationen til? Ja, I 

bruger den til at holde fest. Men hvad kan vi bruge 

en fest til?  Er det ikke bare penge ud af vinduet? 

Man giver penge til mad og drikke til gæsterne og 

efter nogle timer er det hele forbi. Jamen, det kan 

vi ikke leve uden. Det er endda meget tit det som 

ser ud til at være det rene spild, at det kan vi 

ikke leve uden. En fest, hvor familie og venner er 

sammen og glæder sig, det er en dejlig dag.  Og for 

jer konfirmander er den endnu bedre, fordi I er 

hovedpersoner.  I får gaverne og alle de glade 

smil, så I kan se, hvor mange der holder af jer. 

     I livet kan der også ske triste og sørgelige 

ting, eller hverdagen kan være helt almindelig. 

Derfor har vi brug for festdage, hvor vi fejrer 

hinanden og glæden, som også er i vores liv. Vi 

bliver mindet om glæden, så vi ikke glemmer den i 

dagligdagens trummerum. 

     Netop det er også meningen med konfirmationen 

her i kirken, at minde os om glæden. Den glæde 

begyndte allerede i jeres dåb. Dér blev I Guds 

børn. I blev døbt i Guds navn, dvs. I blev sat ind 

under Guds magt. Det er jo Jesus, som har sagt, at 

vi må gøre det, at vi må gøre alle mennesker til 

hans disciple ved at døbe dem i Faderens og Sønnens 

og Helligåndens navn. Og det betyder, at vi får en 

stor tryghed. Det betyder at vi er i Guds rige, som 

er glædens rige. Selv om vi kan komme i tvivl om 

meget, og selv om livet kan gå meget forskelligt 

for os, så er vi døbte i Guds rige, hvor Gud selv 

står bag ved glæden, som den vil overvinde alt 

andet. 

     Meningen med konfirmationen er at huske jer på 

det.  Vi hører så tit om det som kan betale sig, om 

det som er nyttigt og som kan bruges. Men man kan 

også blive for alvorlig. Det var disiplenene engang 

da mødrene bar deres små børn til Jesus for at han 

skulle velsigne dem.  Disciple prøvede at jage 

mødrene væk. Disciplene mente, at det ikke kunne 

betale sig at bruge tid på små børn, og at Jesus 

havde vigtigere ting for. Men Jesus blev vred og 

sagde: Lad de små børn komme til. Dem hører Guds 

rige til. 

     Jesus mente ikke, at børnene er bedre 

mennesker end os andre. Men at vi må ligne de små 

børn over for Gud. Og børn de er helt sig selv. De 

kan ikke være andet. De græder, når de er sultne og 

de smiler, når de er glade. De føler ikke, at der 

er noget de skal og alligevel er de i sving hele 

tiden. De er fulde af energi og lyst til livet.  Og 

de er ikke bange for at få hjælp.  Den tager de 

imod helt naturligt og selvfølgeligt. 

     Sådan må vi være over for Gud. Det fortalte 

Jesus. Og det er dåben tegn på. Og det er meget 

vigtigt vi tit bliver husket på dåben og at I 

konfirmander i dag bliver forsikret om med navns 

nævnelse, at dåben stadig gælder for jer. Vi må 

være helt trygge over for Gud. Det skal give os 

energi og lyst til livet. For vi ved, at Gud vil 

hjælpe os, ligeså naturligt som en far hjælper sit 

barn.  Det fejrer vi her i dag ved jeres 

konfirmation. Det er en god grund til fest, at I er 

omgivet af himmelsk kærlighed. 

 

 

ny tale 

 

     Kære konfirmander. 

 

     I dag får I Guds velsignelse. Det får vi hver 

gang vi er i kirke.  Det kan vi høre i salmerne og 

i prædikenen.  Det ser vi, når der er dåb og 

nadver.  Og til sidst i gudstjenesten hører vi det 

ordret: Herren velsigne dig og bevare dig. Men i 

dag bliver det sagt med navns nævnelse til hver af 

jer konfirmander, for at I kan være helt sikker på, 

at det virkelig gælder jer.  Sådan var det også 

første gang I var i kirke. Det kan I ikke huske. 

Det var da I blev døbt. Da blev jeres navn også 

sagt højt og korsets tegn blev vist for jeres 

ansigt og bryst som tegn på, at I er under Guds 

velsignelse. 

     Der er mennesker, som tror på forbandelse, at 

der er onde magter, som pludselig kan finde på at 

lægge en tung straf på et menneske. I de lande, 

hvor man har den overtro, prøver man at beskytte 

sig mod forbandelse, f.eks.  ved at bære en ting i 

en halskæde. Men de kan aldrig være helt sikker på, 

at det hjælper. Måske er de onde magter stærkere 

end amuletten. De, som har den overtro, er altid 

lidt bange inderst inde. 

     På Jesu tid var der også mange, som havde den 

overtro, at sygdom var en forbandelse og en straf 

fra Gud, men Jesus gik til de allermest syge og 

fortabte og sagde: Du er tilgivet af Gud. Du er 

under Guds velsignelse. Jesus tog den tyngende 

frygt fra alle han mødte og gav dem fred i hjertet. 

Og Jesus sagde til de kristne, at de måtte gå ud og 

give den fred til alle mennesker i hele verden ved 

at døbe dem. 

     Vi skal ikke selv gøre os stærke, så vi kan 

beskytte os mod det onde.  Gud den almægtige 

beskytter og bevarer os, som er døbt. Vi er knyttet 

til Gud som Guds børn, og Gud er stærkere end alt 

ondt. Inderst inde må vi døbte være helt rolige og 

sikre, fordi Jesu ord gælder hver af os: Du er 

tilgivet af GUd. Du er under Guds velsignelse. 

     Hvad har vi mennesker lettest ved, at tro 

eller tvivle. Nok det sidste.  Hvis vi ikke stoler 

helt på andre, bliver vi ikke skuffet, når de 

svigter os.  Der skal også en meget stærk 

selvtillid til, hvis vi skulle tro på, at vi kan 

klare alt det vi vil. Derfor er det nødvendigt, at 

vores tro bliver styrket.  Det sker ved hver 

gudstjeneste. Og det sker to gange i vores liv med 

navns nævnelse, ved vores dåb og vores 

konfirmation. Det er for at styrke vores tro på os 

selv, på livet og på Gud.  Du er under Guds 

velsignelse. Du er under Guds kærlighed.  Derfor må 

du glemme alle dine bekymringer og al din tvivl. 

Den tro på Gud bliver du konfirmeret i, dvs. den 

tro bliver du bekræftet i.  Og derfor kan jeg ønske 

hver af konfirmander en rigtig god fest. 

 

 

ny tale 

 

Konfirmation betyder bekræftelse. At der er én, som 

siger ja.  Og da det er jer, som bliver 

konfirmeret, så er det jer, som bliver bekræftet. I 

får et ja. Gud, som er almægtig, har jo ikke brug 

for at få nye kræfter, og da slet ikke fra os.  Men 

vi har hele tiden brug for at blive bekræftet, og 

særlig når sker noget nyt for os. Når vi flytter 

til en ny skole, eller får et nyt arbejde, har vi 

brug for at blive bkræftet i, at vi duer, at vi nok 

kan klare det. Sådan er det også, når I går over 

fra at være børn til at være unge, som er på vej 

til at blive voksne.  Så er det godt for jer at 

blive bekræftet, at der er nogen, som siger, at de 

har holdt af jer og bliver ved med det. Det siger 

jeres forældre i dag ved at holde fest for jer. Og 

endnu mere, i dag får I et ja fra Gud, at Gud har 

holdt af jer og bliver ved med det. Det skal give 

jer kræfter til alt det nye, som venter jer i de 

kommende år. 

     Vi trænger til bekræftelse. Over for Gud kan 

vi tænke, at vi ganske vist er døbt, men da var vi 

helt små og der er sket meget siden. Nogle gange 

kan vi godt komme i tvivl om vi er blevet de 

mennesker vi helst skulle være.  Men i dag bliver I 

bekræftet i, at dåben stadig gælder for jer. Det 

var en velsignelse, som I fik i jeres dåb, at Guds 

grænseløse kærlighed gælder for dig. I dag får I at 

vide, at den velsignelse stadig gælder og at den 

bliver ved med det. Når I vil møde mange nye ting i 

de kommende år, så betyder det ikke, at I går ud af 

Guds kærlighed.  Hvor usikkert alt det nye kan 

føles, så er I stadig omfattet af Guds velsignelse, 

og det skal give jer nye kræfter og humør til at 

give jer i kast med alle opgaverne, som måske nogle 

gange kan føles for store for små mennesker. Men I 

må vide, at I er Guds mennesker. Det blev I i jeres 

dåb og det bliver ved med at gælde. Den bekræftelse 

får I i dag. 

     I dag bliver I bekræftet. Men det betyder 

ikke, at I kun skal tage imod og intet selv gøre. I 

har jo selv gjort meget ud af dagen i dag. I kommer 

i fint nyt tøj. I kommer i festhumør, spændte og 

glade. Og om lidt går I op til alteret og knæler 

ned. Det er noget I gør. Når I bliver konfirmeret, 

er det altså ikke bare noget, som gøres med jer. 

Det er også noget I gør. 

     Men det er uvant for os at knæle. Det er ikke 

kun når man er ældre og lidt stiv i benene, at man 

har svært ved at komme ned og knæle. Det er det 

også i overført betydning svært for os andre. Det 

er en lidt besværlig stilling for os.  Når vi 

knæler, kan vi ikke ret meget, men må læne os til 

alterskranken.  Når vi knæler, kan vi ikke bevæge 

os; vi kan ikke støtte os til noget af det vi selv 

kan.  Vi støtter os til det, som Gud giver.  Han 

giver os sin kærlighed. 

     Ja, i hverdagen er det et andet sted, hvor det 

også er skik, at man knæler, eller sådan var det i 

gamle dage.  Det var ved friermål. I gamle dage var 

det ved at knæle ned, at manden erklærede sin 

kærlighed og bad om et svar, helst et ja.  Ved at 

knæle viste han, at han helt lagde sin skæbne i sin 

kæreste hånd, alt afhang af hendes svar. 

     Også her betød det at knæle altså at udlevere 

sig selv, på nåde og unåde.  Man gav slip på sin 

værdighed og viste sine inderste følelser helt 

åbent. Ved at knæle viste man, at man glemte sig 

selv for noget vigtigere, nemlig kæresten og 

kærligheden. 

     Det samme kan man sige om det, som vi gør når 

vi knæler ved alteret.  Også dér ser vi bort fra os 

selv - vi ser op - og bekender vores kærlighed og 

vores tro. 

     Jesus siger et sted, at porten ind til Guds 

rige er så snæver som et nåleøje. Ja, Jesus siger 

det sted, at en kamel går lettere gennem et 

nåleøje, end en rig går ind i Guds rige. Og mon det 

ikke er fordi jeg-følelsen bliver altfor stor, når 

vi har mange ting. Så frister vores egoisme til, at 

vi holder fast på os selv. Det gælder os 

allesammen. Det gjaldt i hvert fald disciplene.  De 

følte sig ramt af Jesu ord og spurgte: " Hvem kan 

så blive frelst?" Og Jesus svarede: " For mennesker 

er det umuligt.  Men ikke for Gud, alle ting er 

mulige for Gud." 

     Når det er muligt for Gud at frelse os, så er 

det fordi Gud viser en sådan kærlighed, at vi 

glemmer os selv.  Kun når vi gør det, er vi 

virkelig os selv. Så mærkeligt er det, at kun ved 

at opgive os selv, bliver vi et sandt og godt 

menneske. Det ved enhver, som har friet, at man da 

ikke mere selv er hovedpersonen i sit liv, men at 

der samtidig ikke findes nogen lykkeligere på hele 

jorden, når kæresten har sagt ja. Den, som ser bort 

fra sig selv i kærlighed, er et sandt og godt og 

glad menneske. 

 ( stikord det sidste) 

Knæler ved alter, bort fra os selv, vigtigere: 

kærligheden og troen. 

 

Kære konfirmander. Meget I gør, knæler. Endnu mere 

noget i Får. Konfirmeret, bestyrket og bekræftet i 

kærligheden, glemme jer selv og jeres frygt, frie 

og glade, tør leve.  Gud hjælpe. Den velsignelse 

får I i dag. 

 

 

ny tale 

 

     " Vær ikke bange. Tro kun." Sådan sagde Jesus 

mange gange. Troen er altså det modsatte af at være 

bange.  Jamen, hvorfor skulle vi da være det. Jo, 

vi kan komme i tvivl om os selv og vores liv. Vi 

kan komme i tvivl om vi nu er gode nok, så andre 

vil være vores venner. Vi kan komme i tvivl om vi 

er kloge nok, så vi kan klare os i vores liv. Vi 

har jo så mange ønsker, tænk hvis vi ikke har evner 

nok til at nå det hele.  Helt borset fra, at det 

ikke er en selvfølge, at vi hele tiden er raske. 

Jo, der er meget vi kan være bange for. 

     Men Jesus siger: " Vær ikke bange. Tro kun." 

Al tvivl og fortvivlelse må vi smide væk. Vi må 

tro.  Gud er så god, at han altid vil være vores 

ven. Selv når du har en af dine værste dage, hvor 

du ikke synes, der er én eneste, som forstår dig. 

Så ser Gud i dig sin ven og sit barn. Og på de 

dage, hvor du synes, du ikke kan klare dig, og hvor 

det hele går skævt, så må du vide, at Gud regner 

dig for et lige så værdifuldt menneske som det 

største genier og 13-tals menneske. 

     Vær ikke bange, tro kun. Men det er da ikke 

sådan bare at tro. Nogle gange føles tvivlen altfor 

stærk.  Derfor gav Jesus os mange fortællinger om 

Gud, for at vise, hvor meget vi kan stole på Gud. 

Jesus gav os undere, for at vise, hvor meget Gud 

vil hjælpe os.  Og Jesus gav sig selv på korset, 

for at vise, hvor tålmodig og tilgivende Gud.  Og 

til sidst gav Jesus dåben.  Det var det sidste 

Jesus sagde: Gå ud og gør alle mennesker til mine 

disciple, idet I døber dem.  Og se, jeg er med jer 

alle dage indtil verdens ende. 

     Det, som I har hørt i vinter, mens I gik til 

præst, skal hjælpe jer til ikke at være bange, men 

at tro. Det I har hørt er jo Jesu ord og undere, 

Jesu død og opstandelse. Det I har hørt er om 

dåben, hvor vi blev gjort til Jesu disciple.  Det 

er noget, som blev gjort ved os. Det er altså ikke 

noget vi  skal gøre os selv til.  Det er gave vi 

har fået.  Den tro har vi fået, at Gud allerede fra 

dengang da vi var så små, at vi ikke kunne tale 

eller mene eller gøre noget, helt fra dengang har 

Gud regnet os som sine børn.  Så sikre må vi være. 

Vi skal ikke først være gode nok og kloge nok, for 

at være rigtige mennesker.  Nej, det er vi fra 

først af, fordi vi er døbt.  Vi har fået stempel på 

det, så vi aldrig skal tvivle på Guds kærlighed. 

     " Vær ikke bange, tro kun." Det bliver I 

konfirmeret til i dag.  Konfirmeret betyder 

bekræftet eller forsikret.  Og det er ikke Gud, som 

bliver konfirmeret i dag, det er ikke Gud som skal 

forsikres om en hel masse.  Nej, det er jer som 

bliver forsikret om, at det som gjaldt i jeres dåb, 

det gælder stadigvæk.  Gud ser i dig sit kære barn. 

" Vær ikke bange, tro kun."