Hvis du har kommentarer
så skriv til
Kirsten Greve
PRÆDIKEN TIL 3.S.E.H.3.KG. 2001.
VINKEL 9.00 SDR. RIND 10.30.
Vi skal starte med at høre et langt citat i dag; af Svend Ebbe Jacobsen. Vores tekst lød til os i dag: "Mange skal komme fra øst og fra vest og sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i Himmeriget." og på baggrund af de ord siger Svend Ebbe Jakobsen:
"Der bliver ellers noget af et mylder, når alverdens folkeslag - levende og genopstandne døde - sætter sig i bevægelse og vrimler mod Himlen. Hvor den røde løber er lagt ud. Og hvor Abraham, Isak og Jakob sammen med Jesus er modtagelseskomité, mens David og Saul og Salomon fører hver enkelt frem til Vor Herre, der fra sin tronstol nikker velkommen og nævner hver især ved navn.
Kan du se det for dig? Mylderet. Gule og brune og sorte og røde og hvide og alle andre nuancer. Konger og avisbude. Grevinder og gadepiger. Dronninger - Margrethe den første og den anden og hende fra Saba. Direktører og kloakarbejdere. Præster af begge køn. Paver - kun af ét køn - sammen med Luther og hans elskede Käthe og hele børneflok. Nogle med KFUK-emblem, nogle med hagekorsemblem, nogle med hammer og segl-emblem, andre med dødningehoved bag på cowboyjakken. En hel milliardhær af husmødre og kontorister og skurekoner og degne. Og midt i det hele nogle politikere, der er i vildrede med sig selv, fordi de ikke længere skal ud og sælge sig selv og deres meninger for et antal stemmer. Jo, der bliver et mylder, når hele denne brogede flok samles omkring bordene i Himmeriget."
Sådan siger Svend Ebbe Jakobsen det, som Hellig tre Kongers tiden forsøger at formulere for os. For teksterne i Hellig tre kongers tiden, vil fortælle os, hvem den så gælder den åbenbaring? Hvem skal have glæde af den fødsel, der skete i Betlehem? Og svaret er, at der tilsyneladende ikke er nogen grænser.
Fra øst og vest skal de komme.
Tja, fra øst kom allerede for flere søndage siden de vise mænd; mystikerne, stjernetyderne, - der trods deres hedenskab smed hvad de havde i hænderne og fulgte stjernen og tilbad barnet.
Fra vest kommer i dag den romerske høvedsmand; han hører undertrykkerne til. De soldater, han har kommandoen over, er jo netop dem, der skal holde Jesus og hans folk i skak. Og så er han også hedning; han tror på Mars og Jupiter og ikke mindst den guddommelige kejser, og så altså også på Jesus, som vi ser det i dag.
Fra øst og vest skal de komme - og fra alle samfundslag. Sidste søndag mødte vi bryllupsfolkene i Kana; egentlig havde de nok, - også af vin, men da den slap op, fyldte Jesus alligevel op ved alle borde, - for selv dem, der har nok, skal mere gives af glæde og af livsfylde; og de vise mænd - dem, vi kalder for konger - selvom vi faktisk ikke rigtig ved, om de var det - men velstående må de have været, siden de kunne bringe både guld og røgelse og myrra til barnet. Deres modsætning er den spedalske, som vi møder i dag - han kommer fra den diametralt modsatte ende af sociale rangstige. Udstødt - uren - arbejdsløs - sulten - fattig - uønsket i templet.
Dengang vidste man ikke, at spedalskhed kan helbredes både meget nemt og meget billigt; men man vidste, at det var stærkt smitsomt, og derfor tvang man de angrebne ud af byen, hvor de måtte klare sig, som de bedst kunne. De boede ofte i huler og levede af, hvad de kunne finde og hvad venlige mennesker satte ud til dem; men der var ikke kontakt mellem dem og almindelige mennesker; ikke alene smittede de, man betragtede dem også som urene. Isolationen fulgte i øvrigt med meget langt op i tiden. I Vinkel kirke har vi et tilmuret spedalskhedshul; et hul i muren, hvor igennem de spedalske kunne modtage nadveren; heller ikke i middelalderen var de velkomne i kirken; og vore dages spedalske - mange af dem bliver også isoleret - mange af os ved nemlig heller ikke, hvor nem og billig den sygdom er at bremse; - eller måske prioriterer vi bare anderledes?
Fra øst og fra vest skal de komme - både hedninger og jøder skal komme - fra højeste og laveste trin på den sociale rangstige skal de komme - og fra alle trinene ind imellem.
Sådan bindes den brogede buket, der også i dag udgør Jesu´ Kristi´ kirke på jorden. Syndere og retfærdige, troende, vantro og tvivlere, - godtfolk af alle arter og afskygninger.
Men hvad er det, der binder denne brogede flok sammen? Det gør Kristus selv. Der er ingen spilleregler for modtagere af Guds nåde. Der er troen som den eneste afgørende faktor.
Jamen, så må den da rigtig tage sig ud - troen - når den nu er den eneste afgørende faktor - eller hvad?
Lad os prøve at gå persongalleriet fra hellig tre kongers tiden igennem igen. Først var der de vise mænd; hvad kan vi sige om deres tro. Ja, den startede i hvert fald som vantro; det at læse i stjernerne og følge deres direktiver til mindste detalje, det hører ligesom ikke med til det, vi kalder for tro, nu om dage. Men det var dog deres astrologiske spådomme, der førte dem frem til barnet i krybben; og da de var der, kastede de sig ned for ham og tilbad ham.
Hvorfor Jesus var med til brylluppet i Kana, ved vi ikke. Han kunne være nabo eller måske familie; men at det skulle have noget at gøre med brudefolkenes tro, det nævner historien i hvert fald ikke noget om. Hverken før eller efter underet. De tavse folks tro, kunne vi måske kalde den - som størstedelen af den danske befolkning er tavse om deres tro - alligevel rækker Jesus sin overflod af glæde til dem.
Den spedalskes tro. Den ser ikke ud af ret meget. "Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren." " Hvis du vil…" Det er mærkeligt ved det, som Jesus kalder for tro, at den ofte kommer haltende og famlende og usikker - ofte med tvivlens "hvis" som følgesvend.
Så er der høvedsmanden tilbage. Denne kejsertroende hedning; hans tro kalder Jesus for den største tro, han har fundet i Israel. Han tror, at Jesus kan helbrede på distancen; tjeneren, som han ønsker sig rask, er ikke til stede; hans tro bæres af en overbevisning om, at bare et ord fra Jesus er nok. Og så er hans tro koblet sammen med ydmygheden: "Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag." Hans tro bliver til i erkendelsen af, at han ingen ret har, men at han ikke ved, hvordan han skal klare sig uden Guds kærlighed.
Det er en broget buket af mennesker, Vor Herre har bundet sig. Mennesker, der kommer fra både øst og vest - mennesker, der kommer fra alle trin på den sociale rangstige - og altså også mennesker, der bærer troen i sig med forskellig styrke; den tavse tro; troen blandet med tvivlens hvis; og den desperate tro, der ikke ser anden udvej end Guds nåde.
Her er plads for både den lille mands tro og "pavetro."
Jeg snublede lidt over det ord; "pavetro" - jo ordet findes, det dækker bare ikke over, hvad paven tror på, men derimod over, om man tror på paven og hans myndighed.
Vores sprog er i grunden sjovt. Vi kan tale om at være fuld som en pave, og om at være stolt som pave, men faktisk har vi ikke noget udtryk, der siger troende som en pave. Skal vi tale om nogen, der virkelig har en tro, der er rodfæstet, så taler vi om tyrkertro. Det er da lidt besynderligt, men - som vores tekst viser os i dag - altså ganske i overensstemmelse med Det nye Testamente. Det var de kloge hoveder i jødedommen, der afviste Kristus, mens det var en hedning, der kom til Kristus med den store tro.
I den brogede buket er der plads både til den lille mands tro og til tyrkertroen. Der er plads til den tavse tro, og til troen der råber sin afmagt ud.
Og hvor er det da godt at vide, at Jesus ikke sidder og venter af os, at vi skal aflægge en velformuleret bekendelse eller fortælle om mægtige trosoplevelser, før han vil hjælpe os. Han lytter til sjælenes længsel - og det er den, han kalder for tro. Troen er ikke en åndelig adfærdsform, eller færdighed. Troen er betroelse. At betro sit liv til Gud, - at give sig Gud i vold.
Og så har vi været raden rundt, af de mennesker, som Gud åbenbarede sig for, og som præsenteres for os i Hellig tre Kongers tiden.
Konklusionen: at Kristus fylder glæde i alle vores tomme kar; uanset hvem vi er, uanset, hvor vi kommer fra; uanset hvilken bagage af tro eller tvivl eller vantro - vi bærer med os: INTET er ham fremmed; INTET er ham uværdigt.
AMEN.