Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
3. søndag efter Helligtrekonger 2001 i Solrød
NT-læsning: Rom. 12,16b-21
Evangelium: Matt. 8,1-13
Salmer: DDS 3, 560, 46 - 489, 432, 488, 6
Når vi lytter til beretningerne om Jesu helbredelse af syge, stilles vi overfor et spørgsmål, der er blevet stillet af mennesker til alle tider og på alle steder.
Og dette spørgsmål lyder kort og godt: HVORFOR?
Hvorfor rammes vi mennesker af sygdom, lidelse og død?
For os i dag, der lever i et samfund med et effektivt sundhedsvæsen, kan der måske gå lang tid imellem at vi på det personlige plan støder ind i situationen.
Men for den romerske officer, for de mange slægtninge til syge, der magtesløst har måttet se et elsket familiemedlem langsomt bliver tæret op af en smertelig og invaliderende sygdom, såvel som for den, der selv er ramt,
er spørgsmålet pinagtigt påtrængende:
Hvorfor skal jeg lide og dø?
Hvorfor er der ingen hjælp at hente?
Konkrete spørgsmål om den konkrete mening med det,
der opleves som meningsløst.
Men også et spørgsmål, som lynhurtigt får en ganske bestemt adresse: Hvor er Gud i det, som vi erfarer?
Sådanne spørgsmål udspringer af den direkte erfaring af sygdom, lidelse og menneskelig afmagt.
Og sådanne erfaringer kan ikke bortforklares
- for erfaringer er altid sande og uafviselige!
Men hvordan får vi svar på de rejste spørgsmål?
Hvem kan svare? Gud selv er jo normalt ret tavs!
Så kan der overhovedet gives et svar?
Ser man historisk på det, er der mange, som har forsøgt sig.
Og ser man nærmere efter, er de mest udbredte svar formuleret i religiøse sammenhænge, fordi både spørgsmålet om livets mening og de tildragelser, vi møder undervejs, jo grundlæggende er et religiøst spørgsmål.
Religiøse spørgsmål kan kun besvares med religiøse svar!
Lad os derfor et øjeblik stoppe op og se på, hvilke svar de store verdensreligioner har givet om lidelsens mening.
Islam lader svaret være gemt bag Guds uransagelige vilje.
Gud er skaberen og den eneste virkelige magt i tilværelsen.
Han har ingen modstander, man kan skyde skylden over på. Derfor er det også kun Gud, der kan stå bag de smertelige erfaringer, mennesket møder gennem livet, og derfor kan en god muslim kun bede Gud om nåde og barmhjertighed og i øvrigt affinde sig med sin skæbne.
I islam er det altså Gud, der får "skylden" for lidelsen.
Hvorfor, gives der ingen svar på ud over, at sådan vil han det nu engang. Guds veje og vilje er uransagelig for os.
Hinduismen giver et andet svar.
Her peges der på det princip, som kaldes karma.
Karma er den upersonlige og kosmiske lov, der sørger for at alle handlinger får retfærdige konsekvenser.
Karma er som en etisk vægtstang, der sørger for at der altid er balance i et menneskets livsregnskab.
Samtidig tjener karma som indlysende forklaring på, hvorfor nogen rammes af sygdom og lidelse og andre ikke.
For hvad der hænder den enkelte er følge af vedkommendes handlinger - gode og dårlige handlinger på et tidligere tidspunkt eller i et tidligere liv.
Så hvad enten du er fattig eller rig, rask eller syg,
sørger karma for at der er retfærdighed bag din situation!
Det betyder, at mennesket selv bærer ikke blot ansvaret, men også skylden for sin sygdom og smerte.
På spørgsmålet "hvorfor?", svarer hinduismen:
Det er din egen skyld - og kun du, kan med tiden ændre det.
Og så er der buddhismen.
Buddhismen, i hvilken netop erkendelsen af tilværelsen som smerte og lidelse er et grundlæggende spørgsmål,
vælger et tredje svar, som opløser spørgsmålet totalt:
Lidelsen er en virkningsfuld illusion!
Kongesønnen Sidartha Gautama, blev til Buddha, stødte selv på lidelsen som det problem, der satte ham i gang med at søge sandheden om den menneskelige tilværelse.
I årevis sad han som munk under et træ og grundede over årsagen til lidelse, alderdom og død.
En dag nåede han til sin "oplysning" dvs. den overraskende erkendelse, at lidelsen slet ikke eksisterede.
Hvad mennesket mødte i sin tilværelse i form af ikke blot lidelse og sygdom, men også godt helbred og rigdom,
var i virkeligheden blot snærende bånd, der bandt menneskets "sjæl" eller "selv" til den materielle tilværelse.
For både legemet med det sanser såvel som omverdenen med alle dens fremtrædelsesformer var blot en indbildning, som det altså gjaldt om at befri sig fra.
Befrielse og frelse drejer sig derfor om ikke nogensinde at lade sig fange ind af illusionen - eller, når det er sket, gennem meditation at befri sig fra enhver binding til livet.
Så overfor livets lidelse og smerte som problem, giver buddhismen sig end ikke til at spekulerer over skyld og mening, men svarer frejdigt: No problem at all!
Hvad så med kristendommen?
Hvilket svar giver den kristne tro på spørgsmålet om sygdommens og lidelsens mening?
Hvordan skal vi forholde os til spedalskhed, kræft og andre udslag af tilværelsens livsødelæggende kræfter?
I forsøget på at besvare dette spørgsmål, støder vi i bogstaveligste forstand ind i et kors for hoved og krop!
Den kristne tro har nemlig slet ingen fine og afpudsede teorier og forklaringer, der kan imødekomme vor trang til at trænge ind bag spørgsmålet om mening i lidelsen.
I Det gamle Testamente kan vi i syndefaldsberetningen læse om slangen - en af Guds egne skabninger - der dog gik eller krøb sine egne veje og fik mennesket til at følge sig.
Deraf fulgte både hårdt arbejde, smerte og død.
Men en sådan fortælling kan ikke rigtigt gå for et tilfredsstillende svar, synes vi moderne mennesker jo.
Og derfor må vi gå videre til Det nye Testamente,
hvor der gentagne gange berettes om Jesu kamp mod sygdom, dæmoner og enhver tænkelig menneskelig lidelse.
Heller ikke her finder vi dog en egentlig forklaring på, hvorfor det er sådan, men vi finder noget andet.
For i Jesu egen optræden kan vi alligevel finde et grundlag at leve livet på - et fundament på trods af ondskab, lidelse, sygdom og død og på trods af at vi aldrig får noget svar på hverken det generelle spørgsmål; Hvorfor?
Eller det dybt personlige spørgsmål: HVORFOR MIG?
Jesus gav sig nemlig slet ikke af med dybsindige teorier og forklaringer. I stedet handlede han - han gik i kamp imod tilværelsens livsødelæggende kræfter uanset hvilken form, han mødte dem i.
"Hvis du vil, kan du gøre mig ren!", siger den spedalske
- og Jesus både ville og kunne gøre det!
Den romerske officer bad i første omgang ikke om noget, men lagde blot sin smerte frem for Jesus.
Og dog sker det forunderlige, at Jesus forstår ham og handler, således at tjeneren straks genvinder sin førlighed.
For Jesus vidste meget godt, hvad livet handler om.
Men han giver hverken Gud eller mennesket skylden for det onde, og han forsøger ikke at bortforklare de smertelige realiteter i livet.
Jesus ved jo meget godt, at vi ikke kan leve livet på hverken forklaringer eller bortforklaringer.
For når vi ramme af sygdom og lidelse har vi jo ikke først og fremmest brug for en forklaring, men derimod for helbredelse, genoprettelse og befrielsen.
Ingen fine religiøse forklaringer eller filosofiske teorier, men handling og forvandling!
Jesus selv gik direkte i kamp mod lidelsen.
Ja, han gik frivilligt ind i dens dybeste mørke.
Jesus blev ikke stående udenfor menneskehedens smerte.
Han lod sig håne, piske og henrette på et kors.
Jesus var fuldstændigt solidarisk med det menneske,
der oplever sig selv som ramt af livsødelæggende kræfter.
Jesu svar på spørgsmålet om lidelsens mening er KORSET og lidelsen som det, han af egen fri vilje og for vores skyld giver sig hen i.
Og dette er det eneste svar, kristendommen har at byde på
- men det er jo netop ikke nogen forklaring!
Til gengæld har vi lov til at tro på, at når Jesus gik ind i tilværelsens smerteligste gåde, så vil vi ikke være alene, hvis og når vi engang finder os selv fanget i den.
Det eneste, der betyder noget i den situation, er da, om vi har tro og tillid til at Gud for Jesu skyld vil høre vores bøn og komme os til undsætning.
For Jesu Kristi far, som også er vores Far,
er først og fremmest frelsens og befrielsens Gud.
Det er det budskab og den erfaring, som gennemsyrer både Det gamle og Det nye testamente,
og som også vi i dag har lov at holde os til.
Og derfor er svaret på lidelsens problem i sidste ende måske alligevel mere enkelt end vi i første omgang gør det til.
Hver lidelse og smerte dukker op i vores egen eller andre menneskers liv, må det bekæmpes med alle de midler,
vi har til vores rådighed.
For som apostlen Paulus siger:
"Lad dig ikke overvinde af det onde..."
Det betyder; Undlad ikke at bekæmpe lidelse og smerte, blot fordi du ikke kan finde en tilfredsstillende forklaring på dets oprindelse og mening.
Og derefter fortsætter Paulus:
"...men overvind det onde med det gode!"
Og det gode er Guds selv.
Det er hans vilje og barmhjertighed, vi skal holde os til.
For når alt kommer til alt, er Gud jo den eneste magt,
der virkeligt tæller.
Når alle forklaringer og svar er vejet og fundet utilstrækkelige, står Gud stadig i sin magt og kræver af os, at vi holder os til ham og tager aktivt del i hans bekæmpelse af sygdom. lidelse, smerte og ondskab.
Det er ikke nogen forklaring.
Det er heller ikke nogen ordre.
Men det er en udfordring om at have tillid og tro på Ham, som vi ligesom lidelsen i livet aldrig kan unddrage os.
"Hvis du vil" sagde den spedalske.
I Jesus svar og handling ser vi, at Gud vil.
Og hos den romerske officer, en foragtet hedning fandt Jesus tro nok til at handle på.
Måtte han også vække en sådan tro i os, så vor næste aldrig må skal vente på, at vi finder frem til en passende forklaring og en tvingende grund til at kommer ham til hjælp.
Amen.