Hvis du har kommentarer
så skriv til
Steen Rughave
Vand, der fråder og bølger, der skyller ind over båden fylder disciplene med
angst. De er ved at gå i panik, undergang og død truer. Alting er uroligt, i
dem og omkring dem. Kun ét sted er der roligt, dér hvor Jesus er, midt
imellem dem i båden, der kastes op og ned i bølgerne og drives rundt af
vinden.
Midt imellem dem sover Jesus trygt og stille, som er han selv orkanens øje i
den storm og hvirvelvind, der på et øjeblik forvandler det fredelige vand i
Genesaret sø til et frådende hav.
Angsten i et sådant uvejr er også kendt af mange danskere, fordi Danmark
altid har været en stor fiskeri- og søfarts-nation. Udtrykkene fra det
farefulde liv på havet lever derfor i sproget, også blandt os landkrabber,
der heller ikke har problemer med at forstå det. Sproget bliver blot rigere
af de mange billeder, der ikke er vanskelige at forstå end fx ordet
"oplysning". Og skal der tales om kampen ml. Gud og Satan, må vi også ty til
dette sprog. Det gør Det gl. Testamente også i stor udstrækning. Så meget,
at det er vanskeligt at læse beretningen om stormen på søen uden at tænke på
fx Jonas, der bliver slugt af havuhyret og kun bliver reddet fra
druknedøden, fordi Gud lader uhyret spytte ham ud, befriet fra mørkets magt,
for nu at leve, som i dåben, der er en drukning, hvorfor vi bruger vand for
at vise at det onde i os skal druknes og gå under, hvorfra Gud igen kalder
os til live el. rettere giver os nyt liv.
Prisgivet havets bundløse dybder, hvor der ikke er fodfæste, hvor dybet er
ved at sluge mig, hvor ingen synes at høre skriget, hvor angsten går til
marv og ben, hvor bølgerne slår sammen om mit hoved og trykker mig ned i
dybet.
Også som landkrabbe kan man have det sådan. Den slags erfaringer giver
dagligsproget ord til. Vi siger fx, at vi er ved at drukne i dagligdags
problemer el. at problemerne skyller ind over os el. at vi er kommet længere
ud end vi kan bunde, el. er ved at gå til bunds el. hvad der betyder det
samme med et tilsyneladende ufarligt udtryk, at vi er kommet ud at svømme.
At svømme i denne betydning - ved vi nemlig godt - betyder, at vi ikke når i
land igen. Og selv inde på land, midt i højhuskvarteret, kan man høre, at
bølgerne går højt - i diskussionen. Man kan også sige, at der er dybde i det
hun siger. Jo havet og vandenes farlighed er særdeles kendt både i
dagligsproget og i Biblen.
Biblen og vore salmer kan dog også tale om dybet og dybde som en Guds nåde,
om Guds grænseløse kærlighed; Herrens nåde er som havets dybe vand.
Og vi kan tænke på, at der om Gud siges, at han døder og gør levende.
Nedbøjer og oprejser. Forkaster og frelser hvem han vil.
Når kaosmagterne kaster sig ind over os er det altså, at vi kan opdage vores
hjælpeløshed.
I særlig grad havde ulykkerne væltet ind over Job, som et oprørt hav, der
ikke ville lægge sig, uden at han forstod hvorfor. Og hans klage skreg han
ud til Gud. Og uden at begrunde noget, siger Gud til Job: "Hvem spærrede
havet inde bag porte, da de brød ud af moderlivet,... da jeg afstak en
grænse for det og indsatte port og slå og sagde: "Hertil må du komme, ikke
længere, her standser dine stolte bølger".
Alt undtagen forholdte ml. Job og Gud fik Satan lov at ødelægge, tilbage var
kun en spinkel tråd med en ulykkelig hjælpeløs Job. Og hvem undtagen Gud
forstår, hvilke mægtige kræfter der må være på spil i livet - når disse ting
kan ske,
måske tænker vi også på de første linier i Biblen, hvor der bl.a. står, at
jorden var tomhed og øde, at mørket rugede over urdybet, men at Guds ånd var
over vandene.
Intet menneske var tilstede heller ikke Job, men i de dunkle ord fornemmer
vi nok en optakt til en drabelig tvekamp ml. Gud og Satan. En kamp, hvorfra
hverken storm el. bølger har lagt sig endnu. Derfor lader vi også vore børn
døbe, da dåb er Jesu redning gennem frådende hav og bølgers brusen, som vi
ser det i Jesu redning af sine disciple.
Han bebrejder nok disciplene, at de er bange og deres lille tro, men de gør
dog det rigtige, det vigtigste, de råber og kalder på ham i nøden, og Jesus
gør så det, han altid gør, han kommer til den, der råber efter ham i
havsnød.
Og i grunden, kan han kun hjælpe et sådant menneske.
Så længe vi mener, vi har fodfæste og tror vi klarer os og kan redde os
selv, da er det ligesom han sover, men hjælpen var der straks - ja var der
allerede, hos dem, da de råbte: "hjælp, vi klarer det ikke uden dig." Og
det er livet i den nøddeskal, vi sejler rundt i, hvad enten vi erfarer det
el. ej, - vi flyder el. svømmer rundt på det store hav uden at kunne nå i
land, - el. vi bliver kastet rundt i havets bølger, som trækker os ned på
bunden, ned til havets rødder. Ned mod tilværelsens urgrund, hvor kampen
står ml. liv og død, hvor alt forstummer, undtagen det råb, der lød fra
disciplene: "Herre frels os! Vi går under", det gør vi nemlig også.
Er Jesus ikke med, må vi nemlig også - som man siger, sejle vores egen sø,
og det kommer vi så til, men er han der, kan hverken død el. djævel, noget
over jorden el. under jorden skille os fra ham,
- han gik selv i død og helvede for at løse os, for at befri os, ikke uden
grund kaldte han sin død en dåb. Han sank ned i urdybet, hvor Satan og alle
dæmoner prøvede at holde ham fast, dog uden held, han stod op fra dybet. Han
fuldendte sin dåb, for at befri os, der er døbt til hans død - til en
opstandelse som hans, så vi ikke skal kæmpe den daglige kamp med ondskaben
og åndemagterne alene, så vi ikke skal drukne i hverdagens problemer. Intet
af det, der skyller ind over os og river fodfæstet væk under os, skal skille
os fra ham.
Nej, han vil være dér, i nøddeskallen - i båden, hvad enten vi føler os
trygge el. bange som disciplene. For vel bebrejder Jesus dem deres lille tro
og deres angst. Men ligegyldigt hvad de følte og vi føler, om vi er trygge
el. bange, så er han der med hjælpen.
Og erfarer vi hans nærhed, er han dér som en urokkelig klippe midt i
stormvejret, som øjet i orkanens buldren og vælten omkring med alle ting, og
mere til, som den der byder over hav og sø, som den der ikke blot får
stormen til at suse, men også de oppustede vande til at lægge sig igen, så
det bliver havblik, så vi spejler os i uhyret - og måske igen begynde at
tro, at det er ufarligt, ja - glemme de kræfter, der er på spil, hvilket vi
netop ikke skulle, når vi nu har erfaret hans hjælp i tilværelsens
grænseegne, fra de ensomme øjeblikke, hvor tvivl og tro kæmpede med
hinanden, hvor snart den ene snart den anden så ud til at vinde, hvor alt i
ens liv så at sige blev gjort op og sat på et bræt, - hvor man enten peb og
krøb i land uden et opgør med Gud el. sprang ud og gik under med el. uden
sin selv-hjælps-gruppe i råbet: "Herre frels mig". Jeg magter ikke
tilværelsen uden dig, kun hos dig kan ingen djævel skade mig. Du, har jo
bøjet dig helt ned til mig, til jorden i al dens elendighed og dybere ned i
alle helvedes kval for at hjælpe mig i min undergang og afmagt; hvor jeg kun
kan sige: "forbarm dig og red mig, uden dig er alt håb ude, og lad mig nu se
det, når jeg føler mig ovenpå, hvor nøden jo dog ikke er mindre, og lad mig
så blive og leve i den dåb, du gik i død og helvede for, for igen at trække
mig ud i lyset og livet til dig. Du, Guds Søn om hvem vi sang:
Han storm og hav betvang, da han vandred på jord, men børnene leged ham ved
barmen (DDS 697,4). Og det er virkelig os til gavn og Gud til ære, ja
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som
var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og
i al evighed. Amen.