Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
Søndag Sexagesima 2001 i Kr. Skensved og Jersie.
NT-læsning: 1. kor. 1,18-21 og 25
Evangelium: Mark. 4,1-20
Salmer: 350, TS 853 - 740, 402, TS856, 279 v. 6-7 og 396.
Hvordan skeldner man mellem klogskab og dumhed?
Tja, det kommer nok an på, hvad det er, man har for sig.
Er man erfaren med at så og høste, er det vel muligt at vurdere, om det, sædemanden i Jesu lignelse gør, er klogt eller dumt.
For den erfarne landmand ved, hvilken mark, der giver godt udbytte og hvilken jord, det er spild og smide korn i.
Er man det ikke, ved man det først bagefter.
Dette gælder vel en lang række af livets områder.
- områder, hvor man har tid og råde til at forsøge sig frem.
Men hvad med vores liv som helhed?
Har vi råd til at eksperimentere med livet, vi har fået givet?
Og hvordan ved vi om vores livseksperiment lykkedes?
Der skal nok ikke megen overvejelse til for at se,
at noget af det, vi gør, det lykkes, og andet det mislykkes.
Men det er lige så åbenbart, at vi ikke på forhånd kender resultatet - det ser og opdager vi først bagefter.
Det er svært at være klog på livet på forhånd.
Al livvisdom bygger jo netop på bagklogskab.
Om dette med at være bagklog på sit liv, har Karen Blixen fortalt en historie, som hun kaldte "Storken".
Historien kræver både at jeg kan tegne og at I kan se,
så nu satser vi på at begge dele lykkes
- men også det ved vi ret beset først bagefter, ikke?
Der var engang en lille rund mand.
Han boede i et lille rundt hus.
I det lille runde hus sad et lille rundt vindue.
Den lille runde mand havde også en have.
Der var et rundt stakit om haven.
Hver morgen gik den lille mand
ud af sit lille runde hus.
Han gik lige ned til en lille, rund sø.
Her fangede han fisk, som han bar ind til byen og solgte.
En nat vågnede den lille mand.
Han kunne høre støj nede fra søen.
Han stod op og så ud, men kunne ikke se noget.
Den lille mand gik ud af sit hus.
Han løb ned til søen.
Han ville finde ud af, hvad der skete dernede.
Nede ved søen var der helt mørkt.
Så den lille mand kunne ikke se noget.
Men lige syd for søen kunne han høre støj.
Hvad var det for en støj?
Manden kunne ikke forstå det.
Men han ville alligevel se, hvad det var.
Derfor løb han så hurtigt han kunne mod syd.
Det var meget mørkt.
Manden kunne ikke se den store sten, der lå på jorden.
Han faldt over den - men kom hurtigt op igen.
Den lille mand løb videre mod syd, hvorfra lyden kom.
Han løb lige hen mod en grøft fuld af vand.
Og han faldt ned i grøften!
Han kom dog op igen, og våd som han nu var løb han videre og faldt i en ny grøft - og endnu en.
Men han ville ikke give op.
Han kravlede op igen, hvilede sig lidt.
Hørte igen den underlige lyd
- men nu kom den fra nord!
Manden løb nu mod nord, løb udenom stenen,
og kom tilbage til søen, hvor han stod helt stille.
Nu hørte han igen lyden, som nu kom fra syd!
Så manden løb mod syd igen.
Nu løb han imidlertid ikke igen af den samme vej.
Han fulgte en anden vej, men stadig var det så mørkt,
at han ikke kunne se en hånd frem sig.
Derfor skete det jo igen.
Han faldt over en ny sten, rejste sig igen, løb videre,
faldt i en ny grøft, ja, i flere grøfter.
Nu kunne han næsten ikke blive mere våd.
Nu kunne han næsten ikke blive mere træt!
Alligevel gav han ikke op.
Han ville finde vejen til den lyd, han ikke kendte.
Manden løb tilbage, udenom stenen og endte ved søen.
Nu stod han helt stille, og lyttede efter lyden.
For nu ville han vide, hvor den kom fra.
Til sidst blev han også klar over det.
Nu kom lyden nemlig fra øst.
Manden løb i fuld fart mod øst.
Og for enden af søen opdagede han,
at der var kommet et stort hul i søen.
Gennem hullet plaskede vandet og fiskene ud af søen.
Manden begyndte straks arbejdet med at få lukket hullet
Hele natten og i mørke knoklede han med sten og jord.
Til slut var hullet lukket og han var dødtræt.
Han løb hurtigt hjem, kastede sig i sin seng og faldt i søvn.
Da det blev morgen, stod den lille, runde mand op.
Han strakte sig og så ud af det lille, runde vindue.
OG HVAD TROR I AT HAN SÅ? Han så en STORK!
Og den lille, runde mand blev glad, da han så storken.
"Så var det da godt, at jeg ikke gav op", tænkte han.
"Nu kan vandet blive i søen og måske vil storken blive der.
Så kan jeg se på den hver dag!"
Sådan fortæller - og tegner - Karen Blixen.
Hun fortæller om en lille rund mand, men hun fortæller også om ethvert menneskes vilkår for at forstå sit eget liv.
Og på den måde illustrerer hun, den store fortæller, Gud selv, jo hele tiden ved det, som den lille mand ikke på forhånd kan vide, men først bagefter ser aftegnet i sit spor.
For meningen kender kun Gud, der ser det hele fra oven,
mens vi selv først ser den bagefter i bagklogskabens lys.
For så længe vi lever og er travlt optaget af at følge vores nysgerrighed og løse alle de opgaver, som vi støder på undervejs kan vi naturligvis ikke have noget overblik.
Og meningen - den røde tråd, der binder alting sammen og danner et genkendeligt mønster - er netop overblikket.
Først når vi har løst vort livs opgaver, når vi skrammede og beskidte af at prøve os frem ligger udmattet i vor seng.
Først når livets uigennemskuelighed, tåge og gåde er forbi, og vi vågner op til en ny morgen, hvor solen skinner med et forklaret lys, først da ser vi, hvad meningen er
- og da bliver vi forhåbentligt både forbavsede og glade.
For tænk sig om meningen var en stork!
Men det behøver vi ikke at bekymre os om undervejs.
Klarheden og meningen kommer først frem til sidst, og når det sker kan vi ikke andet end at tage imod den med glæde.
Sådan er det i flg. Karen Blixen for os.
Vi er nødt til at være bagkloge. Visdom efr bagklogskab.
Men er det så anderledes for Gud?
Ved han det hele på forhånd, så han ikke behøver at løbe nogen risici eller tage nogle uigennemskuelige chancer?
Prøver sig frem og ser, hvad det fører til?
Optræder frimodigt og ubekymret med sine muligheder?
Sådan kunne det unægteligt godt se ud, hvis vi vender os mod Jesu lignelse om sædemanden.
Mens bonden tilsår sin mark, gør han hvad enhver vil gøre. Prøver mulighederne af, smider kornet overalt.
Selv der, hvor erfaringen siger, at det ikke vil gro!
Og først bagefter, når der er høstet, vil det vise sig,
om han satsede klogt eller dumt.
En såda lignelse kan man i forlængelse af Karen Blixens fortælling godt forstå som historien om hvordan et menneske finder den rød tråd i sit liv.
Men vi kan altså også - sådan som Jesus langt oftere gør det
- forstå lignelsen som en fortælling om hvordan Gud, som den store skaber og fortæller, hele tiden løber risici og tager chancer med os mennesker.
For én ting er jo at eksperimentere sig frem med sit liv.
En anden er, at lægge sit eget liv og sine håb i et andet menneskes hænder.
Det sidste er lige så risikabelt som det første.
Men man er ikke ene om resultatet.
Sådan er det med vort daglige liv med hinanden.
Vi lægger det dagligt i et hænderne på et andet menneske.
På nåde og unåde, som det hedder - for det er ricikabelt!
Men samtidig er det selve kærlighedens væsen at dele fællesskab, nærhed og tryghed med den anden.
Den, der ikke tør løbe den risiko, står alene med sine muligheder.
Den, der tager chancen, har mulighed for at vinde alt.
Vil vi fastholde, at lignelsen om sædemanden ikke bare er fortællingen om vore muligheder, men også om den risiko, Gud løber overfor os, så bliver det hurtigt klart, hvorfor både jøder og grækere på Paulus tid havde svært ved at se nogen visdom i evangeliet om Jesus Kristus, Guds Søn.
For selvom Paulus og de kristne forkyndte Jesu opstandelse fra døden, så så Jesu liv ikke ud som udtryk for visdom.
Havde Gud virkeligt satset alt på ham, så havde han tilsyneladende også tabt det hele på gulvet.
At Gud skulle tillade at man ved at slå Jesus ihjel på et kors, gjorde kort proces med hans udrakte hænder,
det var - og er stadig - for langt de fleste fornuftige mennesker udtryk for topmål af dumhed og dårskab!
Men var det det?
Er det det?
Hvordan finder vi ud af det?
Svaret på det spørgsmål finder man alene ved at løbe risikoen eller tage chancen at det virkeligt er sandt.
Tage Gud på ordet - kaste sig ud i troens vovestykke.
Bryde op og gå efter lyden, man ikke rigtigt kan lokalisere.
Gå mange og svære strabadser igennem, gøre det arbejde, som er nødvendigt, og så en dag, når natten og mørket er forbi, stå op og se solen skinne klart over markerne.
Opdage at nogle af de chancer, man tog i livet, gav resultat, andre ikke.
Men vigtigere, at nogle af de chancer, Gud tog med mig og min livsfortælling, førte frem til et mål og en mening,
jeg aldrig selv havde kunnet finde på.
For kærligheden tager altid urimelige chancer.
Kærligheden løber en ufattelig og uforudsigelig risiko.
Derfor er kærligheden - hverken Guds eller vores -
i virkeligheden til at skelne fra dårskab eller visdom.
Hvad den er, det ser vi først til sidst.
Så vær tålmodig og giv tid! Brug cahncerne og lev livet!
Hvad meningen er, det skal nok vise sig, når tiden er inde.
Det står den store fortæller selv inden for.
Når han fortæller, er det bedste, vi kan gøre at lægge øre til. Og om det skal være, bryde op og følge kaldet og lyden af de opgaver, vi hver især bliver kastet ud i her i livet.
Amen.
Og om det skal være, bryde op og følge kaldet og lyden af de opgaver, vi hver især skal løse i livet.
Amen.