Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
Søndag septuagesima 2001 i Karlstrup og Kr. Skensved
GT-læsning: Jer. 9,22-23.
Evangelium: Matt. 20,1-16
Salmer: DDS 682, TS858 - 146, 432 og 642
Hvad er en lignelse?
Jo, en lignelse er en historie, der giver en dagligdags situation en helt ny vinkel og med en uventet pointe
Lignelsen vender tingene på hovedet for på den måde
at sætte fokus på vore forestillinger og ideer,
- og måske også sætte dem lidt på plads.
Med andre ord: en mental lussing - men venligt ment!
Sådan også med lignelsen om arbejderne i vingården.
Den handler om os, om vore forestillinger, vore ideer,
vore forventninger, som den brat vender på hovedet.
Emnet er Gudsriget, eller Himmeriget, som det kaldes her,
og spørgsmålet om retfærdighed, om at få som fortjent
- eller måske netop ikke at få som fortjent!
Lignelsen fortæller, at det med Himmeriget er som med en mand, der havde en vingård.
Tidligt om morgenen går han ud for at leje folk, men inden de går i gang, skal de først have aftalt en akkord.
Efter gensidig overenskomst aftales det, at de hver især skal have én denar for én dags arbejde i vinmarken.
Der er imidlertid meget arbejde, men heldigvis også mange ledige daglejere, så at det i løbet af dagen lykkedes bonden indtil flere gange at få lejet nye arbejdere til sin vingård
- de sidste så sent som én time før fyraften!
Måske nogen af dem boede i den nærliggende by,
måske andre boede i nabosognet, ja, og måske nogen endnu var helt fra et fjerntliggende land, fredsarbejdere og indvandrere, hvem ved?
Problemstillingen kender vi jo godt; arbejdet må jo gøres, for ellers mister både bonden og landet jo penge!
Alt det kunne for så vidt være helt normalt, men så kommer den overraskende drejning til sidst:
For hvor markedsmekanismen og loven om udbud og efterspørgsel samt respekten for indgåede overenskomster normalt ville føre til at vingårdsejeren sagtens kunne have trykket lønnen for de sidste, der sker det mærkelige.
Da alle skulle have deres løn, betalte han først dem,
der kun havde været der i én time - de fik én denar.
Men da de, der havde arbejdet hele dagen, skulle have deres løn, fik de også én denar!
Bonden bryder med andre ord princippet om lige løn for lige arbejde! Og det end da så åbent, at alle kunne se det.
Og reaktionen udeblev da heller ikke!
Engang jeg gennemgik denne lignelse med mine konfirmander, undrede de sig højlydt.
"Tænk hvis man fik samme løn uanset hvilken avisrute man havde - den lette med få aviser i villaer eller den svære med mange aviser, der skulle helt op i lejlighederne på 4 sal!"
Det ville da være uretfærdigt, hvis man så fik samme løn.
Ja, hvad er retfærdigt og hvad er uretfærdigt?
Det er vist noget som de fleste har en mening om.
I hver tilfælde ved vi alle straks, når der er noget,
der ikke går retfærdigt til.
Noget af det første, vore børn bliver rigtigt bevidste om,
er hvad og hvor meget, der mit og hvor meget, der er dit.
Og retfærdighed får derved hurtigt noget at gøre med at dele sol og vind lige, som når to børn skal dele en sodavand, og det bliver gjort millimeter-nøjagtigt.
Men retfærdighed har også at gøre med en anden tanke, nemlig at der skal være nøje overensstemmelse mellem det, vi yder, og det vi får igen.
Retfærdighed, det er altså, når vi får som vi har fortjent,
hverken mere eller mindre!
Hvis ikke det regnestykke passer sammen, så synes vi, at det er uretfærdigt.
Og den følelse kan gå begge veje.
Vi kan nemlig synes, at det er uretfærdigt, når det går nogen eller os selv skidt, får det har vi ikke gjort os fortjent til.
Men vi kan jo også synes at det er uretfærdigt, når det går andre godt, hvis vi nemlig synes at de ikke har gjort sig fortjent til det. Det hedder misundelse.
Eller med lignelsens ord; at øjet bliver ondt, fordi der sker andre noget godt.
Sådan er det ofte i den dagligdag, vi bedst kender til.
Og fra denne velkendte dagligdag, foretager Jesus nu et spring til en anden verden, en virkelighed,
hvis retfærdighed er struktureret efter andre præmisser.
Præmisser bestemt af en helt anden og anderledes forståelse af retfærdighed.
Og denne anderledes og udfordrende verden, kalder han Himmeriget - et Rige, hvor det efter vores målestok slet ikke går retfærdigt for sig.
Tværtimod, kunne man sige;
Her får alle den samme løn, uanset arbejdets længde.
Her måles et menneskes værdi ikke på hvad der præsteres. Her gælder princippet: Lige løn for ulige arbejde!
Nu skal denne lignelse, evangeliet til i dag, jo forestille at være et glædeligt budskab.
Men et glædeligt budskab - det kommer vist an på hvordan man ser på sig selv.
Eller hvem man identificerer sig med i fortællingen.
For hver gang vi hører en historie, sætter vi os selv ind og identificerer os med nogle af personerne.
Hvis vi i lignelsen om vingårdsbonden ser os selv som en af de arbejdere, der begyndte tidligt om morgenen, har knoklet hele dagen, og ved aftenstid står trætte og svedige med jord og druesaft på hænderne, så oplever vi lignelsen på én måde - nemlig som en provokation for vor sans for retfærdighed.
Men hvis vi ser og oplever os selv som en af de, der trods at de kun har arbejdet i ganske kort tid, alligevel fik den samme løn som de andre, så bliver vi ikke blot overraskede, men vel egentligt også glædeligt overraskede?
Vi har jo ikke fået som fortjent, men langt ud over det,
som vi har gjort os fortjent til.
Men selv hvis vi tager imod lignelsens budskab med glæde,
forbliver det et åbent og udfordrende spørgsmål, om ikke vi alligevel er mest trygge ved de normer og den målestok,
vi normalt udregner retfærdigheden efter?
For normalt gælder det jo, at vi vil klare os selv.
Vi vil helst ikke skylde nogen noget.
En nordmand fortalte engang, at han aldrig kom til at forstå danskerne.
De er så bange for at skylde nogen noget, at hvis de en dag bliver nødt til at låne en kop sukker, så kommer de tilbage igen med den hurtigst muligt.
Vi vil ikke skylde noget, - for det forpligter jo på sin vis.
Nej, vi vil hellere se os selv som de, der kan klare sig selv, som dem, der ikke skylder nogen noget og derfor ikke er underlagt nogen forpligtigelser.
Forhånden på hjertet:
- hvor er de arbejdsomme arbejdere i Vorherres vingård?
Er det os, der i dag utrætteligt kæmper for at gøre næstekærligheden gældende i verden?
Er vi dem, der bruger det liv, som vi har fået som en gave? Bruger vi vort liv til at sprede glæde omkring os, eller ærger vi os bestandigt over, at det ikke lige går efter vores hoved, at vi ikke synes, at vi får alt det gode, som vi har fortjent?
Mens vi helt glemmer, at vi ikke har noget som helst,
som vi ikke har fået givet.
At livet får vi som en gave, en gave som skal leves ud i omsorg og kærlighed.
Men overfor Gud er vi netop altid skyldnere.
Alligevel vil han kendes ved os.
Her er det ikke et spørgsmål om retfærdighed.
Overfor Gud er det ikke et spørgsmål om at få som fortjent.
Her får alle den samme løn, uanset om de har arbejdet længe eller kort.
For målestokken er ikke fortjeneste men kærlighed!
Men at det virkeligt forholder sig sådan, at målestokken er kærlighed og ikke fortjeneste, det behøver vi bare at se på vores eget liv for at finde ud af.
For dybest lever vi netop ikke af retfærdighed,
hverken i det små eller i det store.
Det fundamentale og bærende i livet er ikke refærdighed,
at få som fortjent - nej, det er kærlighed og tilgivelse.
Det er, når vi får på trods at det, vi fortjener.
Hver eneste af os lever hver dag af at der er nogen,
der bærer over med os, som giver os mere end fortjent og det kan vi være glade for.
Sådan kan livet mellem os også være - men når det sker,
er det ikke altid indlysende.
Vi lever ud af den kærlighed, som i sagens natur ikke er retfærdig.
Og netop sådan er også vort forhold til Gud.
Overfor Gud lever vi af kærlighed.
Og mennesker imellem lever vi af kærlighed.
Kan vi overhovedet andet?
Jo, naturligvis kan vi det.
Vi kan sagtens give ondt af os, surmule og skælde ud.
Det er tilladt og i orden, men det er også afslørende for, hvor langt vi er fra Guds retfærdighed.
Og holder vi krampagtigt fast i vores egen opfattelse af ret og rimeligt, så falder vi uden for Guds - og ønsker vi det?
Amen