Hvis du har kommentarer
så skriv til
Susanne Fabritius de Tengnagel
Prædiken til 2.s.e.H3k - 14/1-2001
Tekst: Johs.2,1-11 - det bedste til sidst
Salmer: 13 - 99 -3 dåb - 261/277 - 365,1-167,7 - 124,1-4
-----
Det sker jævnligt, at jeg som præst synes, jeg skal forsvare kirke og kristendom også overfor mennesker, som er døbt og medlem af folkekirken.
Og jeg ved også godt, at det egentlig er så lige gyldigt at forsvare noget, som har med Vorherre at gøre.
Men der er stadig mange fordomme i omløb, ikke mindst den fordum, at kristendom det er noget med de ti bud, og så færdig!
Og derfor er det i dag så herligt at høre om brylluppet i Kana. For her ruller Jesus sig ud under bryllupsfesten på en måde, som fortæller os om vort liv med Gud. Og med Gud går det som i eventyr, det ender godt! Vi skal blot så grueligt meget igennem, vi skal gennem døden, det gælder os alle sammen. Men det bedste venter os til sidst. Og bare at vide det, kan gøre livet lyst og dejligt trods alle skygger og modgang og sorger og bekymringer.
Hos Gud går det ikke helt som i eventyr, for i eventyret bliver fårene skilt fra bukkene, de gode sejrer og de onde taber. Det er der en vis retfærdighed ved, ja, det er den retfærdighed, vi kender til.
Hos Gud råder en anden retfærdighed. Her kan vi ikke vide os sikre. For han lader sin sol skinne over både gode og onde og lader regnen falde på både retfærdige og uretfærdige. Og DET er jo ikke liiiige den retfærdighed, vi handler efter.
Så er det bedre at holde sig til de ti bud, dem ved vi da, hvad er! Og så lave vores egen kristendom ud fra dem.
Men Jesus nedlægger alle fordomme ved at glæde sig over at være til fest.
Og festes skulle der, for der var bryllupsfest. Det var sikkert ikke kærlighed mellem brud og brudgom, for den tids ægteskaber blev stiftet af familierne. Brud og brudgom kendte måske ikke hinanden særlig godt inden de blev mand og kone. Men foreningen af to familier var ikke desto mindre en glædelig begivenhed, som skulle fejres med pomp og pragt.
Jesus fortæller flere gange om bryllupsfester, fordi de ligner Guds rige. Og vi skal opleve det bedste til sidst i en forening med Gud.
Jesus forudsiger senere i Johannesevangeliet i en bøn til Gud, at ligesom han og Gud er ét, sådan skal vi som hans kristne folk blive ét med Gud, lige som han er ét med Jesus.
Hvorfor taler jeg nu sådan om det bedste til sidst.
Jo, for det var, hvad der skete under brylluppet: gæsterne fik den bedste vin til sidst.
Det måtte have været meget pinligt for brudgommen, at der pludselig ikke var mere vin tilbage til gæsterne. De må have drukket for meget, eller også havde brudgommen forregnet sig med antallet af gæster.
Vi får at vide, at det var skik at byde på den gode vin først, og når gæsterne så var blevet fulde nok, kunne man byde på den dårligere vin, for ingen bide mærke det, eftersom de var blevet for fulde til at tage notits af, hvad de drak.
Så man skulle tro, der var nogen, der pludselig blev ædru, da de smagte på vandet, som var blevet til vin, for den var en tand bedre end den, de havde drukket.
Det siges, at vinunderet var Jesu første tegn. Det var hans måde at fortælle om Guds kærlighed og Guds rige på.
Vort liv kan blive væltet om kuld, blive kaotisk, uoverskueligt, uden glæde. sådan som en bryllupsfest måtte være det uden vin.
Vi kan bede Gud hjælpe os ud af det kaotiske, men vi kan ikke vente, han gør noget ved det lige her og nu og som vi ønsker det.
Jomfru Maria var emsig nok til at bede Jesus gøre noget ved det, da hun erfarede, at vinen var sluppet op. Men Jesus blev vred på sin mor og sagde, at hans time endnu ikke var kommet. Ingen skulle bestemme, hvad han skulle gøre og hvornår.
Men af kærlighed gjorde han det, han skulle gøre, kalde det kaotiske til orden og på en sådan måde, så det gavnede alle. Det var jo ikke de få udvalgte, der fik glæde af den bedre vin, det var dem allesammen, alle gæsterne, der var nok til alle.
For sådan er det jo hos Gud, at hans nåde og velsignelse rækker til os alle, når og hvordan han vil. Guds vilje er ikke sådan at have styr på.
Der var dér seks vandkar af sten. De blev brugt til folks rituelle og åndelige renselse, til deres synders forladelse.
Vi har også et vandkar her i huset, som bruges til rituel renselse, som tegn på modtagelse af syndernes forladelse og det evige liv.
Det er døbefonten, jeg hentyder til.
Vores gamle kirkefar, Grundtvig, sammenligner vinen i en af sine prædikener om Brylluppet i Kana, som tegn på liv og glæde. Og Grundtvig siger, at de mirakler, som vor Herre gjorde synligt for de første disciple, gør han også i dag. Men selv om Jesus Kristus er den samme i dag som i går, så er han dog nu usynlig midt iblandt os, så hans mirakler må være derefter: synlige kun for sjælens, ikke for legemets øje."
- Og jeg kan tilføje til Grundtvigs tale, at Jesu ord er hørlige kun for hjertets, ikke for legemets øre.
Er det ikke netop et mirakel - at Gud i Jesus Kristus forener sig med os, at vi i dåben modtager korstegning for ansigt og bryst som et vidnesbyrd om, at vi skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus? Dåbsvandet bliver i og med ordet - til vin, det vil sige til glæde, til syndernes forladelse og det evige liv.
Hvis kristendom ikke er mere end at overholde de ti bud, så ville livet med Gud godt nok være en sølle slatten vand uden tro, uden håb uden kærlighed. Men kristendom er mere, ja, er mere end vores forstand kan rumme. Livet i Gud og med Gud er at vide, at vi kan vente os det bedste til sidst helt gratis, af nåde, af den bundløse kærlighed fra Gud, som vist ingen af os rigtig fatter dybden af, men må nøjes med af hjertet at modtage til trøst og glæde og velsignelse. Men mon ikke også det rækker?
Susanne Fabritius de Tengnagel
susanne.fabritius@koege.mail.telia.com
www.hjemmesider.eon.dk/Susanne-praest