Hvis du har kommentarer
så skriv til
Erik Orheim Andersen
Fastelavns søndag 2001. Handrup og Ebeltoft.
Salmer: 10 –56,v.1-3 –122 / 396 - 178
“Ånden over Jordans Å / daled som en due
oventil Johannes så / åbnes himlens bue,
ordet over vandet lød: “Se min søn, den kære !”
Sådan selv sig Jesus bød / til vor bror at være.
Amen
De var i familie med hinanden - de to - Jesus og Johannes
De levede på samme tid og var næsten lige gamle.
Det gik for begges vedkommende underfuldt til ved deres undfangelse.
Johannes forældre – Zakarias og Elisabeth – havde forgæves forsøgt at få børn - og nu var det ihvert fald for sent - troede de.
Jesu mor - Maria - var så ung, at hun knap nok var parat til at få børn - og hun havde aldrig kendt nogen mand.
Der var altså noget særligt ved begge de to drenge.
Og alene det, at vi stadig husker dem - og fejrer dem begge - to tusind år efter - er jo også noget helt særligt.
Johannes fejrer vi den 24. juni - måske mest aftenen før - Skt. Hans aften.
Når solen vender og dagene igen begynder at korte af, så mindes vi Skt. Hans eller Sankt Johannes - Johannes Døberen.
Den anden mindes vi et halvt år senere, når året igen vender.
Når solen igen begynder at stige på himmelen - når nætterne kortes af og dagene bliver længere - lysere - varmere.
Så er det Jesus vi fejrer - hans fødsel vi mindes.
Han som bærer lyset i sig.
Johannes var bods- og omvendelsesprædikant.
Han kaldte på en bedre moral - en finere adfærd - hos folk - og han gjorde det ved at henvise til den gammeltestamentlige lov.
En vejviser - der selv var så asketisk som nogen - “hans klædning var af kamelhår og hans føde vilde biers honning” - står der om ham.
Og så var hans opgave at pege på en anden - en der skulle følge efter ham.
Han var altså - i mere end een forstand - en vejviser.
Jesus var ikke asket.
Tværtimod så beskyldes han for at være en frådser og en vindranker - ven med både toldere og skøger - sådan sagde man om ham.
Der var ikke meget vejviser ved ham og han var bestemt ikke noget forbillede - mente man.
Men han ville heller ikke være et forbillede - han ville være vores frelser.
En der gør os fri - som tager lænken af os.
I gamle dage var trællene udstyret med en halslænke - så alle kunne se, at de ikke var fri.
Og hvis det utrolige og sjældne skulle ske, at de blev løskøbt, så blev halslænken taget af dem - så de nu havde fri hals.
“Frihals” - det er det ord, der hos os er blevet til frelse.
Det er Jesus, der kommer til Johannes for at blive døbt af ham.
Johannes afviser det først - han føler, at det burde være omvendt - at det er ham, der bør døbes af Jesus.
Johannes indvending er jo i grunden nok så meget kirkens indvending - for det er et spørgsmål, der lige siden har optaget teologien:
For hører det ikke med til billedet af Jesus, at han er syndfri ?
Hvorfor skal han så døbes med Johannesdåben, der var en renselse for synd ?
Men her er det, at Jesus kommer med et svar, som vi skal lægge godt mærke til - ikke blot fordi det ifølge Matthæusevangelisten er det første Jesus overhovedet siger, men også fordi hans ord er nøglen til at forstå beretningen om Jesu dåb i Jordanfloden:
“Lad det nu ske - for således bør vi opfylde al retfærdighed”
Retfærdighed er et centralt begreb i Matthæusevangeliet.
Det er netop her, at vi - i Bjergprædikenen - som en overskrift - møder Jesu udsagn om, at “hvis Jeres retfærdighed ikke overgår de skriftkloges og farisæernes, så kommer I slet ikke ind i Himmeriget”.
Hele Bjergprædikenen handler om den retfærdighed, der overgår de skriftkloges og farisæernes.
Måske er det et udsagn, som vi har været tilbøjelige til at feje af bordet - for ved vi ikke andet om Det nye Testamente, så har vi da i hvert fald lært, at farisæerne og de skriftkloge var nogle hyklere, der mere lagde vægt på ydre korrekthed end på hjertets renhed.
Og så er det jo ikke svært at møde op med en retfærdighed, der overgår de skriftkloges og farisæernes - hvis de - ret beset - slet ikke har en sådan.
Men det er nu at tage sagen for let.
Jesu tilhørere vidste i hvert fald, at farisæerne og de skriftkloge var alvorlige og redelige folk, der af yderste evne bestræbte sig for at indrette deres liv efter lovens krav og bogstavelig talt ofrede hele deres liv på retfærdighedens alter.
Så når Jesus siger, at hvis Jeres retfærdighed ikke overgår de mest respektere menneskers - hvem kan så nå i mål ?
“Hvem kan så blive frelst ? ” - som disciplene - og med god grund - engang spurgte, da situationens alvor - for en gangs skyld - gik op for dem ?
Hvortil Jesus svarede, at for mennesker er det umuligt, men for Gud er alle ting mulige.
Den retfærdighed - den opfyldelse af meningen med livet - de krav som Gud stiller til os som mennesker og medmennesker - er det ikke muligt for os at opfylde.
Men for Gud er det muligt.
Det er det, som evangeliet til i dag handler om - ja som evangeliet i grunden altid handler om.
Og i dag hører vi, hvordan al retfærdighed blev opfyldt, da Jesus lod sig døbe med synderes dåb.
Da kom en retfærdighed til syne, som overgår farisæeres og de skriftkloges.
Da Jesus gik ind på syndige menneskers vilkår og lod sig døbe, da fik vi en bror - og en frelser.
Vi fik skænket en retfærdighed, som vi kan slide på og tære af alle vort livs dage - de lyse som de mørke.
Fordi det ikke er en retfærdighed, der kommer af vor flid og vore anstrengelser - men en retfærdighed, der rækkes os som en ufortjent gave.
En “fremmed” retfærdighed om man vil - ikke vor egen - som jo i allerhøjeste grad er mølædt.
Fra gammel tid, ja lige fra kirkens første dage har man set beretningen om Jesu dåb som den egentlige begrundelse for den kristne dåb - og ikke uden grund.
For ved Jesu dåb blev det jo sagt, så det ikke er til at misforstå, at så dybt ned og så vidt ud gjorde Jesus fælles sag med os, at han også lod sig døbe med en dåb til synderes forladelse.
Derfor er det sådan, at det, der den gang blev sagt til ham , at
“Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag” - det gælder også os.
Derfor afhænger det ikke af os - af vor tro og vor retfærdighed - så havde det også indimellem set sølle ud.
Vort håb ligger alene i det, der blev sagt til os ved vor dåb - at også vi er Guds elskede børn og hos ham har vi velbehag.
Vi må aldrig blive så store overfor Vorherre, at vi bilder os ind, at vi kan undvære ham og klare os selv.
For gang på gang oplever vi jo, at grunden skrider under os.
Og så er der kun eet at gøre - ligesom et barn - igen at blive båret frem til Kristus.
Men det er jo det, som enhver gudstjeneste gør.
Gennem bønnerne, salmerne, trosbekendelsen, som vi siger eller synger med på forkyndelsen og altergangen bærer den os jo frem.
Lige så fast og urokkeligt som døbefontens store sten står i kirken, lige så fast og urokkeligt er Vorherres løfte til os, når han siger:
“Jeg vil være med dig alle dage - indtil verdens ende”.
Eller som K.L. Aastrup siger det i en af sine dåbssalmer:
En indgang til dit rige, / du åbnet har de små.
en vej så jævn og lige, / at let den er at gå.
At vi den vej kan finde, / og åbne ret dens spor,
et lys du lader skinne, / som er dit klare ord.
Den indgang til dit rige, / det er Vor Herres dåb,
hvor vi ham vorder lige / og får hans tro og håb.
Amen