Hvis du har kommentarer
så skriv til
Anne Bredsdorff
Sexagesima sønd. 18.2.01 Mk. 4,1-20
Hu, 11.00: 698 488 v.1-2, 851(78T) 678// 823(78T) 441
(Jeg ta'r en kastanje med og
en potteplante og erantis med jord i en glasskål )
Vi får derhjemme et blad der hedder ”Haven” – det er et blad med flotte billeder af flotte haver, blomster der blomstrer, træer der gror, frugter der myldrer på buske og vælter op af jorden – man kan næsten dufte og smage det hele, fra allerførste side – det er som solen skinner og varmer og fuglene synger når man ser alt det.
Og ved I hvad det bedste ved det hele i bladet det er? der står, at man selv kan lave det hele!
Der skal selvfølgelig købes, graves, plantes, sås, gødes, rives, luges, passes, nusses – men man kan selv lave det hele – i princippet skal jeg bare putte noget ned i jorden – et eller andet småt, tørt, knudret, hårdt, brungråt – og så kommer det op lidt senere og ser ud som på billederne: stort, grønt, rødt, gult, lilla, hvidt, blåt, frodigt, duftende, blomstrende, smukt, – og måske kan det endda spises og smager godt! Og hvis jeg er rigtig heldig så kommer der endnu mere af det til næste år!
Enkelt og smukt ser det ud – og det er det jo også: man putter noget ganske lille i jorden og så kommer der noget andet og meget større og flottere op.
Helt så let er det jo ikke – det ved enhver der har have eller altankasse – det er nok kun karse og bønnespirer man kan være helt sikker på kommer op, men selv karse skal jo vandes og ha’ noget at gro på og af. Men urimeligt svært er det ikke.
Det behøver jo ikke være en blomstereng a la Søren Ryge man laver, eller en engelsk rododendron-park.
Jeg har f.eks. den her plante – den er ikke særligt køn, egl., men den gror godt og tænk jeg har haft den i næsten 20 år. I den tid jeg har haft den har den været både større og mindre. Sommetider er den lige ved at dø fra mig, så bliver jeg helt urolig og klipper den til, ta’r stiklinger som jeg sætter i vand og når de så har fået små rødder planter jeg dem jorden og så kommer der en ny plante. Lisså grim og lisså grøn som den gamle. Jo jeg har den faktisk ikke fordi jeg synes den er specielt pæn. Jeg har den fordi ……
Og jeg passer godt på den fordi……..
Jeg ville blive ked ad det hvis den døde.
Som sagt fik jeg den – eller dens begyndelse for næsten 20 år siden af en god veninde.
Hun havde fået en stikling af en anden…..osv. den stammer vist oprindeligt fra Afrika og jeg aner ikke hvad den hedder rigtig, men jeg kalder den Birgitte – det hed min veninde.
Jeg har den og passer den nogenlunde, vander den, når jeg husker det – bare fordi, jeg kan li’ at se den gro og sætte nye blade, vokse og klatre op… og det gør den. Den ser ud som om den klarer sig.
Så er der den her: (en erantis). Løget er der nogen der har lagt i jorden engang eller også har den sået sig selv og er kommet af frøet af en anden erantis. Begge dele kan la’ sig gøre – selvom erantis faktisk ikke er så lette at få til at gro – de kommer hellere uventet, uforudset, overraskende og breder sig uden at man helt ved hvordan og hvorhen.
Nogle steder er der hele tæpper af dem
Andre steder står der bare en enkelt eller to og kigger på hinanden under en hæk, hvor de har skubbet nogle visne blade til side for at få lys.
Eller de kommer op mellem to fliser eller brosten, hvor der næsten ingen jord er.
Ja sådan en lille én kan jo løfte asfalt op, hvis den vil op – og det vil den. Hvor den så får kræfterne fra……..
Den stikker sådan et lille krøllet hoved op og så skubber den. Andre blomster og planter kan ligne små spidse, grønne spyd, når de kommer op – de ser helt skarpe ud, men er bløde og bøjelige. Og med masser af kræfter. Hvor de så får dem fra….
Og hvordan kan det være at de vokser og blomstrer hvert år og sætter nye frø og der kommer endnu flere?
Jeg ved det ikke – det er mig en gåde
Og det er én af de gåder jeg slet slet ikke har lyst til at prøve at løse, jeg er ikke det mindste interesseret i at prøve at finde nogen forklaring.
Her vil jeg bare se og se og måske sige:
”det der sker dér, det ligner noget jeg kender
men jeg forstår det ikke!”
Lige præcis sådan var der også mange der reagerede når Jesus fortalte lignelser. Når han gjorde det, så undrede folk sig, for i det han fortalte var der altid en uventet pointe, der skete altid noget overraskende:
Han fortalte om en far der ta’r imod sin søn med åbne arme, selvom sønnen har brugt alle de penge far’en havde givet ham som arv.
Han fortalte om en mand der fik eftergivet en enorm gæld.
Om nogle arbejdere der kun havde arbejdet i ganske få timer, men alligevel fik lisså meget i løn som dem der havde arbejdet fra tidlig morgen til sen aften.
Og om en mand der blev hjulpet af den han allermindst forventede at blive hjulpet af…
Når Jesus fortalte lignelser så var det for at fortælle om Guds rige, om hvordan der er i Guds rige- og han gjorde det ved at fortælle med udgangspunkt i noget mennesker kendte til, kender til. Om hverdagsliv, om dagligdag og arbejdsliv, om at tjene penge, om at miste dem, om madlavning og fiskeri, om forældre og børn, om arbejdstagere og arbejdsgivere, om børn der vil væk hjemmefra, om at så og høste.
Men det bliver ikke ved det hverdagslige og kendte – Jesus kom altid med noget uventet, noget overraskende noget ”underligt” og særligt – lige netop det der fik hans fortælling til at være en lignelse og ikke en genfortælling eller en brugsanvisning: lignelser er fortællinger om Guds rige, om hvordan der er dér hvor Guds rige er.
Guds rige er dér hvor Gud er og det som kommer fra Gud – så enkelt er det egentlig. Guds rige er ikke langt væk, det er ikke et sted man ta’r til med tog, eller fly eller ballon. Skal man endelig bruge et transportmiddel, så må det være barnevogn eller løbehjul, måske kørestol – men det går sagtens uden.
Guds rige er ikke et bestemt sted, sådan på et landkort, geografisk set – det er dér hvor Gud er og dér hvor hans ord bliver hørt, og fortalt videre.
Det er dér, hvor hans gerninger bliver set.
Med Guds rige er det ligesom med erantis: de breder sig, og kan blive til et helt tæppe der breder sig mere og mere, de er der når man mindst venter dem – og lyser op de underligste steder: i baghaver, under en bunke råddent træ, mellem 2 betonfliser…
Og man aner ikke hvordan de er kommet der eller hvor de får kræfterne fra til at bryde gennem halvfrossen jord og asfalt eller hvordan de kan klare sig og overleve og blive flere fra år til år.
Man undrer sig, forbavses hver gang og kan vel ikke andet end glæde sig…
Medmindre man altså hører til dem der ikke kan blive forbavset over noget som helst, ikke undrer sig, ikke ta’r sig til at stoppe op og se og høre, men bare skynder sig forbi – det var der også nogen der gjorde på da Jesus levede og fortalte.
I ved det er dem der når der står en klovn eller en jonglør midt på gaden går udenom eller lige forbi uden at standse, eller måske nok standser og kigger lidt, ser og ser, men ryster på hovedet og går videre. Uden at ha’ set eller forstået noget.
Sådan var der også nogen der stod – den dag Jesus fortalte –og rystede på hovedet, forstod ham ikke, eller blev forargede.
Han var begyndt sådan helt dagligdags – lidt ligesom jeg nu begyndte med havearbejde og erantis – han var begyndt med at fortælle om en mand der gik ud og såede korn på sin mark. Det ved enhver hvordan foregår, i hvert fald ALLE der stod og hørte på Jesus dén dag. Alle vidste at når man sår, så kaster man såsæden, kernerne ud over jorden – og de falder altså hvor de falder. Nogle ender ude i krattet eller lige dér hvor en kæmpe tidsel er på vej op, nogle falder på et meget tyndt lag jord og kommer til at spire, men vokser aldrig rigtigt, nogle falder på en sten og ligger så dér og tørrer ud. Så langt så godt. Fuldstændigt som når vi så i en urtepotte eller i haven.
Og så er der nogle frø og kerne der falder lige i den allerbedste jord, dér hvor de med det samme kan finde sig tilrette med temperatur, fugtighed og gødning, så de åbner sig, spirer, vokser, folder sig ud, blomstrer og bærer den frugt eller de nye kerne de kan og skal og bør –
Og her, lige her, er det så at filmen knækker for her siger Jesus netop IKKE at de bærer den frugt de kan og skal og bør:
Han si’r: de bærer 30, 60 og 100 fold!
Det betyder 30, 60 og 100 gange det ene frø der kom ned i jorden. Og det er vildt! Det er så vildt meget at ingen har troet deres egne ører, da de hørte det!
Og så reagerer vi altså forskelligt, når vi hører noget der er så vildt at vi ikke kan tro vores egne ører:
Nogle bliver forargede og sure – og synes manden har spildt deres tid.
Nogle bliver forvirrede og underligt tilmode: hvad er han ude på? Er han blevet vanvittig? Mon han smitter?
Og nogle af dem vil så høre mere og forstår så at:
nej manden er ikke vanvittig, han vil bare sige noget helt andet end jeg lige først troede.
Jeg troede måske det var et foredrag om landbrug eller havebrug, men det var det ikke.
Det var ikke en praktisk brugsanvisning på hvordan jeg skal så i min altankasse, i min have, på min mark, eller hvordan jeg skal sørge for at Guds ord, de kerner og frø han sår skal vokse i mit hjerte og videre fra mig ud i verden, så jeg får den størst mulige høst og det bedst mulige udbytte.
Han kommer ikke med anvisninger som vi kan følge eller lade være med at følge. Jesus sir:
”Med Guds rige ER det sådan…”
Med Guds rige er det sådan, at det vokser og breder sig ligesom korn og frø der blir smidt i jorden breder sig og vokser og bliver til mere. Guds rige breder sig mest og får bedst fat, der hvor dets frø og kerner falder i god, varm muldjord.
Det plejer ikke at være specielt venligt ment når vi si’r ”Du har jord i hovedet!”
Men når Gud si’r det, så er det faktisk både venligt og kærligt ment!
For hvis du har god muldjord i hovedet, i sindet, i hjertet – i overført betydning altså: Jamen så gror Guds riges såsæd, frø og kerner godt, de vokser dér og breder sig udfra dig, med dig og ved dig. Se det for dig som et lysende gult tæppe af tidlige erantis…
Du kan simpelthen ikke andet end lade det vokse, lyse og varme og blomstre, lade andre være med. Smile, hoppe og sprælle og give videre af alt det der gror op af den gode jord.
Nu kan vi så få vældigt travlt med at se både ind i os selv: hvordan er det lige med muldjorden herinde i mig? Er den god nok, kan jeg dét dér? Kan jeg formidle de videre som Gud sår i mig?
Hvordan får jeg det til at vokse – hvis altså jeg er god nok – har god jord i hovedet, i sindet, i hjertet, mellem hænderne?
Gider jeg?
Nåja – hvor svært kan det være, det er jo bare at la’ det gro!
Men så begynder vi måske at se os lidt om:
Hvad med hende derude: ser hun ikke sådan lidt tidselagtig ud? der kan da umuligt gro noget godt dér!
Eller ligner ham der ikke nærmest en hård, tør klippe, dér kan ikke gro noget i ham !
Og så er der jo fuglene, prøv lige og hør dem – hvad mon de gør med de frø af Guds rige de samler op og sluger?
Vi kan vist få nok at gøre hvis vi skal bekymre os om alt det.
Bekymring er roden til så meget ondt og med vores bekymring kan vi komme til at kvæle mangen en god begyndelse, knække mange små fine spire og grønne spyd der var på vej op
Gud smider om sig med sit riges gode frø og kerner - rundhåndet, ødselt, nærmest hæmningsløst
Og vi må hver især bare tro og håbe at vi har jord nok i hovedet, god jord som kan ta’ imod hans kerner og la’ dem gro.
Det er her –lige her - han vil at hans rige skal vokse, lige her mellem os – og det bliver han ved med at ville og gøre sit til på trods af vores tidsler, ukrudt, klipper og stenet grund.
Han bliver ved – for han vil at verden skal blive ny og god, han vil at hans rige skal brede sig.
Og så til slut – et billede til, en lignelse fra min have: nej - I kan være rolige jeg har ikke flere ting med – den her jeg vil fortælle om den er altfor stor og så sidder den fast.
Der står et træ, et gammelt frugttræ som er både halvråddent og usselt, det er nærmest bare en høj, knækket stub. Der er næsten ingen grene på den, slet ikke noget der ligner en krone.
Jeg tror træet er dødt, det har ikke haft blade sidste år og det har ikke båret frugt længe.
Men alligevel gror der noget op af det,
der er liv i det. Et nyt liv.
For ser man nærmere efter, så gror der et andet træ inde i det og ud af det, op af det. Der er nemlig en hulning nede ved foden af det gamle træ og der har samlet sig lidt jord, nogle visne formuldede blade og grene og så hel del fugleklatter.
Og lige der, i hulningen gror der et fint birketræ med skinnende hvid stamme.
Et fuldstændigt umuligt sted. Det burde ikke ku’ la’ sig gøre at noget kan gro dér. Men det gør det.
Bare for at gi’ endnu et underligt og underfuldt billede af, hvor et godt frø med en masse muligheder i sig kan gro:
det birkefrø sku’ jo nok ha’ været sået i noget meget bedre jord –men hvad er god jord?
hvem kender god jord,
hvem bedømmer hvad der er god jord….
Ikke os mennesker i hvert fald. Vi kan ikke se hvor der er og hvem der er god jord, har god jord i hovedet.
Jamen så Gud da?
Han kan måske se det, men han smider bare ødselt og gavmildt og glad og gerne om sig med sine frø og gode ord – og de spirer og vokser lige præcis hvor de kan komme til det.
I naboen måske - ham der ikke har andet end jord i hovedet.
Eller det da ku’ vel også være i dig det ku’ spire,
dig der ku’ få Guds kerner, Guds ord, Guds rige til at spire og gro selvom du måske mest føler dig som en gammel halvrådden træstub!
Amen
Anne Bredsdorff
Byvejen 5, 2670 Greve
tlf: 43 61 06 01
mail: a.bredsdorff@image.dk