Hvis du har kommentarer
så skriv til
Erik Orheim Andersen
Seksagesima Søndag 2001 – Dråby og Ebeltoft
Salmer: 24 –258 –133 – 46 –404
Så løs da Gud, vor tunges bånd / lad ordet bæres af din ånd,
med tugt og trøst, så bod og tro / af hjertets muld kan sammen gro. Amen
Den meget jyske digter Anton Berntsen fortæller i et digt om en hjorddreng, som sidder og filosoferer over tilværelsen og alle dens omskifteligheder.
Dagen før havde livet været trist og besværligt.
Det var regnvejr og han havde været kold og gennemblødt.
Køerne havde været tvære.
Men i dag var det helt anderledes.
Nu var livet skønt og godt.
Solen skinnede og hans tøj igen tørt.
Dyrene var så lette at passe at han også kunne også lege med naboens vogterdreng.
Husbonden var i godt lune og havde stillet en lønforhøjelse i udsigt.
Og sidst, men ikke mindst skulle han snart til marked med sin søster og køre i karrusel.
Det var den ene herlighed efter den anden og digtet slutter da også med, at drengen udbryder:
”Vor Herre ved da heller ingen måde”
Og den overskrift kunne vi passende sætte over denne søndags lignelse om den ubekymrede sædemand: ”Vor Herre ved da heller ingen måde”
Det er det rigtigt, at mange fortolkninger af lignelsen har interesseret sig mere for jordbunden, hvor sæden falder end for sædemandens ubekymrethed.
Sådan er det også hos os:
Hvor både grundtvigianere og missionsfolk har skudt hinanden i skoene, at modparten var den dårlige jord - hvor intet kunne vokse op og bære frugt. Hvorimod de der helhjertet tog imod ordet naturligvis var ”Os og vort parti” – mens den ufrugtbare mark var de andre.
Men sådan tænker mennesker jo til alle tider om hinanden – og naturligvis også i sager, der angår troen.
Så det kan vi roligt lade ligge og i stedet koncentrere os – ikke om jordbunden men om sædemanden, de rundhåndet strør om sig til alle sider – uden at bekymre sig om at meget falder på vejen – dvs.. på den sti, som folk trampede tværs igennem marken – og at noget faldt på klippegrund.
Hvis en dansk bonde – eller for den sags skyld en jødisk - havde båret sig lige så ødselt og ufornuftigt ad, så var han hurtigt gået fallit.
Så lignelsen fortæller ikke om en helt almindelig landmand og den sædvanlige måde at så på.
Tværtimod må vi regne med, at Jesu tilhørere har været både måbende og hovedrystende.
Men sådan skulle den lignelse fortælles – for sådan er Gud - overfor alle sine børn.
Ingen er opgivet på forhånd – ingen er for ringe – så kan folk ryste nok så meget på hovedet over al den letsindighed.
Og sådan er det jo fortsat.
Hver søndag lyder det til os i kirken: ”Dine synder er dig forladt”
Og der bliver sagt til hvert eneste barn, der bliver båret til dåb: ”Den almægtige Gud, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånd”
Og det bliver sagt til selv den mest umulige konfirmand, at den treenige Gud har antaget dig til sit barn
Jamen må man ikke på en eller anden måde kræve garantier, så man sikrer sig at de ord ikke går til spilde.
Men her er det, at denne søndags lignelse siger til os:
Stands alle bekymringerne !
Gud strør sit ord ud – kærligt og ødselt:
”Lad de små børn komme til mig – dem må I ikke hindre”.
I skal ene og alene give hans ord videre – I skal fortælle alle andre det glade budskab.
Vorherre kender ikke ordet spild.
Det gamle Testamente er fuld af undren over Guds skaberværk: Himlen, stjernerne, de enorme afstand.
Jorden med al dens skønhed – og hæslighed.
Alle naturens gaver – og det hårde slid.
Den store lykke og den dybe smerte.
Det hører med alt sammen, for sådan er vi skabt.
En overdådighed af forskelle.
Mennesket er Guds vovestykke – fik en frihed, som intet andet levende væsen har fået.
Og det viste sig at være skæbnesvangert.
Friheden blev ikke bare brugt til godhed og omsorg for andre, men til noget, vi godt kan kalde for oprør mod Gud.
Det var ikke kærligheden, men forstanden, der blev sat i højsædet.
Det var allerede begyndt på Jesu tid.
Tænk bare på beretningen om pigen, der kom ind i farisæerens hus og gav sig til at smøre Jesu fødder ind i en dyr salve.
Straks blev de fromme folk forargede og gav sig til at regne på, hvor meget den salve kunne have indbragt, hvis den i stedet var blevet solgt og pengene brugt til noget fornuftigt.
Og det forstandige blev mere og mere sat i højsædet.
Vi lærte os - med lignelsens ord - at samle det spildte korn op og anbringe det i en mere egnet jord, så det kunne give endnu større udbytte.
Men fornuften kan ikke altid se forskel på det som tjener alt det skabte og
på det som blot gør os kolde overfor hinanden
F. eks. kan vi nu kortlægge menneskenes arvemasse og ved hjælp af fostervandsprøver vælge de uønskede individer fra.
Vi kalder dem ikke engang børn mere men netop individer, det er så dejligt upersonligt et udtryk.
Nu er det os, der bestemmer hvad der er et normale og hvor megen variation vi vil tillade.
Det har jo også noget med økonomi at gøre.
På langt sigt koster jo f. eks. mongolbørn samfundet flere penge end såkaldt normale børn.
Og vi bliver fri for meget besvær og mange sorger – men til gengæld måske også mere ubarmhjertige overfor hinanden i vores kortsynede definitioner af, hvad et godt liv er.
Den dag hvor ingen længere har brug for at få hjælp og at hjælpe fordi alle er blevet ensartede elitevæsener og hvor ord som medmenneskelighed og omsorg derfor er ukendte og overflødige ord, da er dommedag nær.
Grundtvig har skrevet en vidunderlig salme om sædemanden, der som han siger ”spredte med begge hænder”.
Det kan vi have svært ved at forstå med vores forkrøblede fornuft.
Og derfor er det så nødvendigt at høre dennes lignelse om det helt modsatte
At Gud er ødsel og ufornuftig.
Lignelsen om ”den ubekymrede sædemand” kaldes den.
Den kunne også hedde: ”Lignelsen om Guds store tillid til os”.
”Den som har øren at høre med, skal høre”, slutter Jesus.
Hvad er det da, vi skal høre ?
Vi skal høre ham, der fortæller denne lignelse.
For sådan er han jo selv.
Gavmildt strør han ordet ud til højre og venstre. – til gode og onde, til fromme og vantro, til farisæere og toldere - og til dig og mig.
Han holder ikke nogen steder sine ord tilbage af angst for, at de skal gå til spilde ved at falde på klippegrund.
For det ved han, at de gør – men det tager ikke han store glæde fra ham.
”Bær hinandens byrder” står der et sted i vielsesritualet.
Men ordene gælde jo ikke bare der – og hvor ofte lever vi op til dem ?
”Som vi forlader vore skyldnere” beder vi i Fadervor.
Men gør vi nu også det ?
”I skal ikke bekymre Jer”, siger han – ”kan nogen ved at bekymre sig lægge en alen til sin vækst!”
Men er vi ikke ved at kvæles i bekymringer ?
Men så er det glæde lige budskab til os, at Vorherre har ikke opgivet os.
På trods af vores optagethed af de falske værdier her i livet.
Af vores manglende opmærksomhed overfor hinanden og alle vore bekymringer - der altid kun gælder os selv.
Men Guds tager os som vi nu engang er – på samme måde som en bonde holder af al sin jord. Både den nemme og den besværlige.
Det har Johannes Johansen skrevet nogle vers om i sin gendigtning af lignelsen:
For vækstens Herre vokser frugt, / hvor alt må synes helt umuligt.
For ham bliver hjertet godt og smukt / skønt det i grunden er udueligt.
Lovsyng den skaber, som bliver ved / at så, trods alle tegn i tiden
det ord som selv ved tid og sted / og trodser al vor golde viden.” Amen.