Hvis du har kommentarer
så skriv til
Hanne Svensmark
SØNDAG SEKSAGESIMA
MARKUS KAP 1 V. 4-20
BØN:
På dit ord, Herre.
Amen.
PRÆDIKENEN:
"Hør her. En sædemand gik ud for at så." Jesus taler til skarerne, kalder på
deres opmærksomhed, de kan alle se sædemanden for sig, som han går over
markerne. Der er så mange mennesker omkring Jesus, at han må tage ud på søen
og tale til skarerne fra en båd.
Her står han så, i rolig balance så båden ikke vipper og spreder med klar
stemme sine ord, tegner i det evangelium vi hører i dag et billede for sine
tilhørere, taler til deres tro.
Først ser de sædemanden for sig, et næsten ens billede tegner sig i hovedet
på tilhørerne ved Jesu første ord: Sædemanden. Hans bevægelser er langsomme
og rolige. Han har sæden i en pose og strør derfra med højre hånd ud over
marken.
Over ham stråler en gul varm sol, den omslutter ham med sine livgivende
stråler så de næsten er ét, marken der modtager sæden, manden der stør den
ud, sæden selv og solen - tilsammen danner de et billede på vækst og på liv.
Ordet skaber positive billeder i hovedet på tilhørerne, det er ro, det er
liv, det er vækst, det handler om.
Men Jesus drejer straks derefter billedet væk derfra, han fortæller om
sæden, at noget af den faldt på vejen, hvor den blev ædt af fuglene, noget
på klippegrund og noget mellem tidsler, hvor det havde nærmest umulige
vækstvilkår.
Han taler stadig, så det vækker billeder i hovedet på tilhørerne, men nu er
det ikke mere det samme de ser.
Én kommer til at tænke på et gammel forkrøblet træ, der står nær den mark,
han tilsåede fornylig, han har selv beskåret den kraftigt, men for nogle
enkelte unge grenes skyld har træet fået lov at leve, selv om han var ganske
nær ved at fælde det syge træ helt i år.
Han forstår pludselig ved Jesu ord sin hemmelige grund til at lade træet
leve, for selv om det med sin forkrøblede og arrede skikkelse bringer uro i
hans lyse tanker, når han skal til at tilså sin mark.
Så får det ham også - ad mærkelige veje han ikke helt har rede på - til at
forstå, hvorfor det giver så god mening at så - hvorfor det stemmer ham så
lyst, når det er såtid.
Det er godt for ham, føler han, at blive mindet om at alting har sin tid,
før eller senere kommer døden og tilintetgørelsen, men det er ikke alt, der
er at sige, for det nye vil spire frem.
En anden tilhører tænker i helt andre baner, han bliver bedrøvet, han føler
at hans egen grund ikke er andet end tidsler, der kvæler alle de gode ord
Jesus giver ham.
Denne mand bøjer hovedet og beder om, at Gud vil lade sine gode ord vokse i
ham.
Atter en anden ranker ryggen og føler sig så veltilpas, tænker ved sig selv
at det er dejligt at være den gode jord og gyser selvtilfreds af de stakler,
der automatisk må lægge grund til misvækst og halvkvalte ord. Han ved
nøjagtig hvem der giver sæden videre til fugleføde, hvor der gror tidsler,
hvor der er klipper - det er så nemt at se hos naboen.
Atter andre ser helt andre billeder for sig. Men han, der uvist af hvilke
baner kom i tanker sit gamle forkrøblede træ ved Jesu fortælling, fik en
dejlig nøgle i hånden til at forstå denne lignelse.
For lignelsen handler om hvordan Guds rige bryder igennem, hvordan alt er
muligt for Gud, hvor utrætteligt han strør sin sæd for at nå os med sit
kærlige ord.
Lignelsen handler om, hvordan det indledningsvis ser ud som om Guds rige må
gå til grunde: ædes op af fuglene, dø af tørst eller mangel på næring eller
kvæles af det onde. Hvordan død og ødelæggelse så nemt springer os i øjnene
som det, der fylder det hele.
Guds magt kan ikke ses i verden - ikke måles med fornuften. De onde og
livsnedbrydende kræfter forekommer os meget stærkere, de fanger nemt vores
blik, men alligevel påstår Jesus med sin lignelse, at Guds rige vil sejre
til sidst, og dets herlighed vil overstige alle menneskelige forventninger.
For Jesus fortæller ikke om det onde, der overgår sæden, fordi han vil dvæle
ved det og udmale sig den onde skæbne, der overalt i verden kan overgå Guds
ord, som den også overgår gode ord mellem mennesker. Det ved vi jo kun alt
for godt selv.
Når han fortæller om fugle, der æder sæden, om klippegrund og tidsler, gør
han det ikke for, at vi skal blive ved det billede og begynde at pege
klippegrunden ud hos andre eller i os selv.
Begynder vi på det bliver vi aldrig færdige, for vi lever med meget
klippegrund og mange tidsler. Vi oplever mange spildte ord, der opsnappes af
fugle før de fik lov at bære frugt, mange spildte ord, der misforstås og
kvæles eller sultes væk.
Vi oplever det så meget, at selv om billedet af sædemanden først fylder os
med glæde og ro og en fornemmelse af grøde og liv, så kan vi næsten ikke
vende tilbage til det for uro, når vi nu bliver mindet om, at ikke al den
sæd, han strør ud, får det lige nemt.
Så fortsættelsen er svær at høre, svær at opfange. Den er svær at få til at
fylde igen efter de onde billeder. Det er for tilhørerne næsten lige så
svært at høre, hvad Jesus nu siger, som hvis han havde hvisket det derude i
sin båd vendt bort fra tilhørerne: "..men noget faldt i god jord."
Men Jesus hvisker ikke, med sin klare, rolige stemme forkynder han for
tilhørerne: "...men noget faldt i god jord!" Der er lys i mørket, der bliver
også sået en sæd, som vil spire.
Han der havde følt vidnesbyrdet fra sit gamle forkrøblede træ, kan med det
billede give os nøglen til at høre det. En nøgle hvormed vi kan komme videre
fra klippegrund og tidsler til ordene om det, der faldt i god jord.
Så vi kan se, det er den trøst, der kan give os et nyt syn på det svære, vi
erfarer i vores liv, på tidsler og klipper.
Så vi kan høre håbet, at Jesus forkynder håbet: - at høsten er større end
det vi tror muligt, fordi Guds rige er en virkelighed, der går ud over det
mulige.
Når vi ser os om i verden, ser vi alle vegne lidelse, ondskab, ødelæggelse,
og vi spørger: Tør vi virkelig tro på, at retten, freden og kærligheden er
stærkest?
Lignelsens forkyndelse til os er, at den godhed, vi inderst inde tror og
håber på, den vil sejre engang.
Det kan være så svært at få øje på for os, at vi kan se og se og intet se og
høre og høre og intet høre, som Jesus siger.
Vi kan stirre os så blinde på det svære, at vi ikke kan få øje på det gode
billede af sædemanden, ikke kan få øje på billedet af liv og vækst - det
billede som er der forud for det hele.
Men vi kan også ad veje, vi ikke forstår, pludselig modtage et frø, der får
os til at se, et frø der åbner vejen til liv og håb.
Uanset hvordan vi oplever forholdet mellem liv og død, kærlighed og had, så
er det evangeliets påstand, at liv og kærlighed engang vil sejre, og hvor
Jesu ord høres og tros, er det allerede ved at ske.
Guds ord bliver strøet for os med rund hånd, og vi har lov til at håbe på og
bede om, at nogle af frøene vil falde i god jord hos os, og spire til tro,
håb og trøst.
Amen.
--
Hanne Svensmark
Borgergade 34
9740 Jerslev
98 83 19 70
mailto:hsv@km.dk