Hvis du har kommentarer
så skriv til
Carsten Johansen
”Menneskerettighederne er nutidens grundløgn, vor tids afgudsdyrkelse, som ikke blot forkynder en afgud – nemlig det selvretfærdige menneske som gud - men som derfor også forfalsker den menneskelige og folkelige situation i verden.” – Det er jo skrappe ord! Det er Søren Krarup, der har skrevet dem for ikke så længe siden i en artikel, og på det allersidste har han ligefrem udgivet en bog, som hedder ”Dansen om menneskerettighederne” – altså ligesom de gamle israelitter i sin tid glemte Gud og gav sig til at danse om en guldkalv, de selv havde lavet, at sådan danser vi i dag om menneskerettighederne.
Er det rigtigt – at menneskerettighederne er blevet vor tids falske religion? – Det er i hvert fald rigtigt, at hver gang politikere og statsmænd i vore dage skal tale om vores grundlæggende værdier, så er det menneskerettighederne, der bliver nævnt. Her i Europa ville man for få år siden stadig væk have talt om de kristne værdier og kristendommen som grundlaget for vores fælles kultur – men det er jo ved at være forbi. – Da vores statsminister holdt tale i Jelling kirke for nylig, da man fejrede genbegravelsen af Gorm den Gamles rester i kirken, da talte han naturligt nok om de værdier, som har båret Danmark i de sidste 1000 år siden Gorms tid – men selv om det altså netop var i en kirke, det foregik – den kirke, hvor Harald Blåtand lod sin far begrave – så nævnede statsministeren ikke kristendommen som det danske folks grundlag, men derimod humanismen og menneskerettighederne. – Gad vide, hvad Gorm den Gamle eller Harald Blåtand ville have tænkt om det?
Altså: er menneskerettighederne ved at blive vor tids afgud? – Ja, man kunne jo også vende det om og spørge, om menneskerettighederne ikke i virkeligheden stammer fra kristendommen – for så var det vel ikke så galt, at vi tager dem alvorligt?
I hvert fald er det jo i de kristne lande, de værdier er blevet udviklet, og det er den kristne verden i USA og Vesteuropa, som i dag er de store fortalere for, at menneskerettighederne skal være grundlaget for vores forhold til hinanden.
Hele Bibelen bygger jo på den tanke, at mennesket er skabt i Guds billede, og at vi mennesker er Guds børn, som er lige over for Gud. – Det er jo også derfor, Bibelen overalt taler om at vise omsorg for de udstødte og om pligten til at tage sig af fattige og enker og forældreløse børn osv. – Også hos Jesus er det jo tydeligt hele tiden, hvordan han forsvarer de svageste og tager sig af de udstødte – og de ting er jo gennem kristendommen gået ind i hele vores kultur gennem de sidste 1000 år. – Og er det ikke til syvende og sidst nøjagtig det samme, som menneskerettighederne går ud på? Og hvad skulle der så være galt med det?
Ja, hvis der er noget galt, så kan vi måske komme på sporet af det ved at lægge mærke til, at Bibelen aldrig nogen sinde omtaler de her ting som rettigheder. Ordet menneskerettigheder findes overhovedet ikke, og der findes heller ikke noget, der ligner det i Bibelen.
- I Bibelen er det lige omvendt - aldrig noget med rettigheder, men til gengæld noget med pligter - altså at de stærke har pligt til at tage sig af dem, der har brug for hjælp og støtte. - Det lyder måske som om det er det samme - men det gør en vældig forskel alligevel, om man siger rettigheder, eller man siger pligter.
Noget af det uheldige ved al den snak om menneskerettighederne, det er jo, at vi efterhånden begynder at tænke på den måde om alting - at der hele tiden er noget, vi synes, vi har ret til. - Det er jo let nok at få øje på i vore dages velfærdssamfund, hvordan alle grupper pukker på deres ret til alt muligt - hvordan det næsten er blevet en folkesygdom at kræve ind og kræve sin ret.
Det kommer der ikke meget glæde ud af mellem mennesker - det er en underlig forbitret måde at leve sammen på - hvor man bliver alt for optaget af at være forurettet, hvis man synes, andre får mere end man selv gør på et eller andet punkt, og hvor man uafbrudt skal sørge for, at ingen tager noget fra én.
Og det er jo præcis det, der sker i den lignelse, Jesus fortæller i dag. Der var jo ikke en eneste af arbejderne i vingården, der blev snydt for noget som helst, da der blev udbetalt løn efter arbejdsdagen. De, der havde arbejdet hele den lange dag, de fik en fuld, normal dagløn, som de selv havde aftalt det med arbejdsgiveren. Ingen af dem kom hjem med en sulteløn, som familien ikke kunne leve af. "En arbejder er sin løn værd," har Jesus sagt engang, og disse arbejdere fik deres fulde betaling for det ærlige arbejde, de havde ydet.
Men hvor blev glæden af over det, de havde nået den dag, og den løn, de havde tjent? Hvor blev glæden af? - Ja, den druknede jo i rethaveri - den var simpelt hen væk - og i stedet var der sure miner over, at nogle andre også havde fået nok til at kunne forsørge deres familie den dag. – Det, der egentlig burde have været noget ekstra glædeligt – at naboens børn ikke skulle sulte, selv om far først var blevet hentet ind i vingården i den 11. time – det blev til det modsatte.
Det er som jeg sagde en sølle og sur måde at leve på - når man glemmer at glæde sig over det, man får - af bare rethaveri i forhold til andre. Og det er en trist udvikling, hvis det bliver den tænkemåde, som gennemsyrer vores livsform i velfærdssamfundet. - Hvis vi ikke passer godt på, så ender vi jo dér, hvor det ikke bare gælder penge og arbejde, men hvor hele vores liv bliver noget, hvor vi kræver ind, og hvor vi først og fremmest vil have vores ret - og det er synd både for livet og for os selv, hvis vi går i den fælde. Der kommer ikke meget ægte fællesskab ud af at pukke på, hvad man har ret til – det gør der derimod, hvis vi ligesom Bibelen taler om vores pligter over for hinanden - altså de stærkes pligt til at værne om de svages sag.
Det er jo i sig selv en glædelig ting, hvis man hører til dem, der har kræfter og overskud til at kunne gøre noget også for andre end sig selv. Her er det ikke mig og mig og mig, der er sat i centrum – her er det livet selv, der på en måde er noget helligt - det liv, Gud har skabt og givet til os.
- Og der er jo så mange måder, mennesker kan have kræfter og ressourcer på, så man har noget at give af til sine medmennesker. - Det behøver måske bare at være venlighed eller godt humør eller evnen til at sprede lys omkring sig. - Det er på den måde, livet får en chance for at folde sig ud - det er på den måde, glæden får en chance - glæden over det liv, Gud under os fra dag til dag - alt sammen fordi vi ikke begynder med at kræve vores ret, men begynder med, hvad vi hver for sig har at give af.
Men alt det her burde jo egentlig være en selvfølge for kristne mennesker. For det var jo sådan, Jesus selv levede sit liv. At alt, hvad han brugte sin tid og sine dage til, drejede sig om den ene ting: hvordan han kunne give af sit eget - både sine ord og sin medfølelse og til sidst sit liv - både for sine medmennesker dengang og for os den dag i dag.
I bund og grund handler det selvfølgelig om at opdage, at alt, hvad vi ejer, er noget, Gud giver os - ikke fordi vi har ret til noget som helst, men af hans kærlighed og hans nåde og hans egen vilje. - Og at Gud er den, der sagtens kan finde på at gå ud også ved den ellevte time og opsøge og finde de fortabte og gøre godt mod, hvem han vil.
Og hvis vi godt ved, at vi selv ikke er andet end fortabte, så er der vel ikke større glæde til i livet end den - at han endda gik så vidt, at han lod sin søn drage ud fra sin himmel og finde alle os med de snævre sind eller det udtørrede mod eller de rethaveriske tanker - for at give os modet og glæden ved at tro på ham i stedet for at tro på os selv og tænke på os selv.
Amen.
Carsten Johansen
Nørup pastorat
Præstens Ager 2, Nørup
7182 Bredsten
Tlf. 7588 3012. Fax 7588 4012
Mobiltlf. 5121 9958. Mailto:cjo@km.dk
www.folkekirken.dk/stifter/ribe/brande/Norup