Hvis du har kommentarer
så skriv til
Mette Trankjær
Sidste s. e. H3K 01 i Horbelev
Tekst: Matt.17,1-9
Salmer: 306, 246, 149-280,500
I dag er det sidste søndag efter Helligtrekonger, som er herlighedstid her i
kirken. Det er tiden hvor vi i forlængelse af Julen, hvor Jesus bliver
født, hører om hvordan han på herligste måde viser sin guddommelighed. Som
12-årig overgår han de vise i templet i indsigt. Han skaber vin af vand ved
brylluppet i Kana. Han helbreder en spedalsk og en lam. Han stiller stormen
på søen. Da Jesus har stillet stormen på søen undrer folk sig og spørger:
"Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?" Det er dét vi får svar
på i dag. For i dag kulminerer herlighedstiden på toppen af bjerget, hvor
Jesus er alene sammen med Peter, Jakob og Johannes.
Hverken stedet eller personerne er tilfældige. Bjerget er det typiske
åbenbaringssted. Tæt på himlen, fjernt fra den daglige virkelighed opleves
Guds nærvær. Sådan var det for Moses, sådan er det også for Peter , Jakob
og Johannes. De tre der er nøje udvalgt til at følge med Jesus op på
herlighedsstedet, bjerget. På ganske almindelig menneskevis har Jesus
udvalgt sig sine mest fortrolige til først at få del i sit væsens inderste
hemmelighed: At han er Guds søn. Ud af skyen der dækker bjergets top, fra
den ophøjede herlighed lyder Guds røst,:" Det er min elskede søn , i ham har
jeg fundet velbehag."
Peter vil gerne fastholde det vidunderlige, der sker på bjerget , og hvem
kan ikke forstå det ? Er det ikke en meget almindelig menneskelig reaktion
at håbe at det vidunderlige, det herlige, må vare ved. De fleste af os har
nok befundet os i situationer, hvor netop vi har følt os udvalgte, hvor
netop vi har oplevet en form for herlighed, som vi godt kunne tænke os at
strække lidt. Men det er nok ofte sådan, at dér midt i herlighedens
evighedsdimension fødes allerede eftertanken. Man træder et øjeblik uden for
sig selv og mens man står dér og bliver til den der betragter, bryder tiden
ind i herlighedens evighedsdimension, og man ved med ét : Det her varer ikke
ved.
Måske tilhører det væsentlig herligheden, at man ville ønske den var evig og
at den netop ikke er det. Herlighed er vel altid noget, der løfter én ind i
en anden dimension det kan være af lyd, af lugt, af smag eller andre
sanseindtryk, der får mennesker til at lette, hæver os til bjergenes tinder
- for et øjeblik.
Altså er Peter hverken den første eller den sidste, der har haft trang til
at slå sig ned midt herligheden og blive der. Bygge hytter vil han - dér på
bjerget, men som alle andre før og efter ham må han erfare, at det ikke går.
I herlighedsoplevelsen på bjerget kan han ikke blive og der fører
tilsyneladende ingen vej videre op, der fører kun en vej ned. Ned ad bjerget
skal han igen sammen med Jesus og den hemmelighed, som han har åbenbaret for
dem. Den hemmelighed : At Jesus er Guds søn.
Dér i den hemmelighed ligger nu hele herligheden og det kan ikke have været
nemt at skulle gå ned af bjerget med alt det på nakken. For hemmelighed og
herlighed er vel i virkeligheden hinandens modsætninger. En hemmelighed vil
hæmme, at noget kommer ud, og herligheden vil udfolde sig, vil være herre,
vil herske, vil ikke nøjes med at være sluttet inde i en hemmelighed, sådan
som Jesus lige nu vil , at det skal være. Jeg kender ganske få mennesker,
der er af den opfattelse, at en glæde, en herlighed, som ingen andre endnu
kender til, lever både længere og bedre netop så længe den er en velbevaret
hemmelighed. Selv holder jeg nok mest af herlighedens åbenbarelse, fordi
åbenbarelsen giver mulighed for at dele glæden, dele herligheden.
Selvfølgelig løber man altid en risiko ved at åbenbare en herlighed, nemlig
den, at andre overhovedet ikke ønsker at dele den med én, eller overhovedet
ikke kan få øje på , at der her er tale om herlighed, eller bliver så
begejstrede at de overfalder den og tramper på den og i egentlig forstand
gør det af med herligheden. I de tilfælde, ville herligheden ret beset have
haft bedre af at leve videre i upåagtethed, bag hemmelighedens lås og slå.
Spørgsmålet er om det overhovedet er muligt i det lange løb at hemmeligholde
herlighed.
Guds herlighed i Jesus Kristus kunne i hvert fald ikke hemmeligholdes i
længden og det skulle den sådan set heller ikke, den skulle bare først
åbenbares når menneskesønnen var opstået fra de døde.
"Fortæl det ikke før menneskesønnen er opstået fra de døde" , siger Jesus .
Hvordan mon det egentlig har lydt i disciplenes øren? Ja, det kan vi
selvfølgelig kun gisne om, men mit gæt er at, dèt at det har lydt lige så
usandsynligt, at menneskesønnen skulle opstå fra de døde, som at der en gang
skal komme to torsdage i en uge. Kort og godt Jesus kunne lige så godt have
sagt, at de skulle tie stille med herligheden i al evighed, det ville have
givet lige så meget eller lige så lidt mening, for heller ikke dengang var
det hverdagskost at folk opstod fra de døde.
Herlighed og hemmelighed må have taget nogle ordentlige livtag i disciplene
på vej ned af bjerget , hvor de hurtigt bliver mødt af denne verdens barske
realiteter, for neden for bjerget står en far med en syg dreng, der har
hårdt brug for Jesus. Til trods for dét disciplene har været vidner til på
bjerget, til trods for at de oplever Jesus helbrede drengen, bliver de meget
bedrøvede, da Jesus kort efter begynder at fortælle dem, at menneskesønnen
skal overgives i menneskers hænder , at han skal slås ihjel og oprejses på
tredjedagen. Det falder dem åbenbart ikke ind, at der kan være en
forbindelse mellem det de har op levet på bjerget og det der skal ske med
Jesus. Her neden for bjerget er det pludselig ikke så nemt at få øje på
herligheden og hvad var det i grunden også der skete på det bjerg? Var det
bare noget de forestillede sig eller var det virkelighed? Det er vel også
sådan, at det man skal tie om har det med at blive tyndt og gennemsigtigt
lidt efter lidt, det bliver på en måde så ulideligt let. Det ligger bare dér
usagt, uskrevet i et tavst rum og når det ikke får skikkelse i ord, kan man
komme i tvivl om , hvorvidt det virkelig har fundet sted.
På den ene side af den hemmelige herlighed står altså disciplene, på den
anden side står vi, fordi vi er dem der lever med dét i ryggen at
menneskesønnen er opstået fra de døde. Det lyder næsten som en floskel,
lirum , larum katten gør æg og menneskesønnen opstod fra de døde. Vi må
prøve at forestille os at vi hører det for første gang. Vi må prøve at
forestille os de chokbølger den hjerte- og hjerneruskende effekt det må have
haft på dem , der først hørte at det skulle ske, for slet ikke at tale om
den effekt det må have haft på dem der fik at vide at det var sket !
At Kristus virkelig opstod fra de døde.
Nu er herligheden ikke længere hemmelig, nu må vi fortælle den vidt og
bredt, men se om vi gør det. At Jesus gik på jorden, at han var god, at han
blev korsfæstet, kan vi måske til nøds få over vores læber, men at gå ud i
verden og tale om det, der ikke længere er en hemmelighed, at Jesus Kristus
er Guds søn og at han er opstået fra de døde, det kvier vi os alligevel
ved. Det er så højstemt, så herligt, eller så utroligt og fortærsket , så
tungen enten svulmer eller visner i munden, så det bliver umuligt at få det
frem. At han opstod.
Men det skal frem, dette herlige, det egner dårligt til at være en
hemmelighed. Og vi kan slet heller ikke være bekendt at holde det for os
selv, det er skabt til at blive råbt ud fra tagene og til at blive hvisket i
krogene, det er skabt til at smutte ind igennem det mindste hul, til at sive
igennem den smallest sprække, skabt til at få enhver af os til at se vores
egen død i møde med fortrøstning, fordi han er en del af den. Han tog den og
gjorde den til sin og dét han gør til sit lever evigt med ham. Se, det er
den herlighed vi ikke må holde hemmelig for nogen. Tilladelsen til at tale
er givet for sådan ca 2000 år siden, så hvad venter vi egentlig på?