Hvis du har kommentarer
så skriv til
Inge Fredenslund Levinsen
4.s.e.h3k2001, Dalby og Karise
31, 412, 609 / 298, 884
For tiden kan man i biografer landet over se en lille perle af en film. ”Italiensk for begyndere” hedder den – og begyndere er de, alle filmens personer. Begyndere udi det italienske sprog – og begyndere udi livet. Det er ikke stjerneskæbner og heltemod, vi får at se – det er almindelige menneskers beundringsværdige tagen livtag med sig selv og hinanden. Personerne bakser rundt for at klare sig fri af det alt for rå – både indeni og omkring dem. De kæmper for dog at vinde lidt værdighed i tilværelsen – og få det hele til at hænge bare nogenlunde sammen. For at finde vej i livet og kærligheden uden at falde i alt for mange fælder. Nå ja, og så for at lære italiensk, som de er fælles om at gå til på aftenskole.
Persongalleriet er en sammensat gruppe mennesker i et forstadssogn til København. En er en ung og u-øvet præst, men ikke uprøvet i livet; han har kort tid forinden mistet sin unge kone. En anden er en sød ung bagerekspeditrice – men selvtillid ejer hun ikke – hun taber altid alting og bor alene og ensom med en alkoholiseret far. Moderen har hun aldrig kendt, men hendes far har digtet moderen om til en berømt italiensk sangerinde. Der optræder en frisør, som har en syg og døende mor – en tjener – en hotelansat – en italiensk servitrice… Fælles for alle personerne er, at de forsigtigt – når deres livsbaner krydses, og det gør de bl.a. på italienskholdet – at de da rækker ud efter hinanden. Men altså – forsigtigt. De har givetvis alle sammen prøvet at brænde sig – så ikke noget med bare at give los og lade nogen komme helt tæt på uden videre. Men efterhånden nærmer de sig hinanden i mere og mere bindende venskaber og kærlighedsforhold – og til sidst i filmen er de alle sammen på studietur til Venedig. I samme båd.
Vi der nu er samlet her, vi er jo ikke på kursus hverken i film i det hele taget eller i ”Italiensk for begyndere”. Men begyndere er vi. Vi er og slipper aldrig for at være – en slags begyndere i livet. Begyndere i forhold til livets barske grundvilkår. Også vi må fægte os frem på trods af så meget – og række ud efter hjælp og hinanden.
De samme livsvilkår var også disciplene underlagt, forstår vi, dengang da de ombord i en båd på Genesareth sø blev ramt af storm og rasende uvejr. Disciplene råbte ”Herre, frels os, vi går under”. For også Vorherres udvalgte disciple – også de måtte prøve sig frem i livet og altså også prøve at være afmægtige og tvunget til at råbe om hjælp.
Heller ikke disciplene var så viderekomne og øvede i livet at de bare kunne klare alting uden frygt og uden at bede om hjælp. ”Frels os, vi går under!”
Vandet i fortællingen – og rejsen – og skibet: det er nemlig ikke bare elementer i en beretning om en farefuld rejse på søen. Men det er alt sammen udtryk for livsvilkår, som ingen slipper for at få nærmere erfaring om.
Vandet bærer de rejsende fra det ene sted til det andet sted.
Bærer oppe – på vejen ud i livet, ud til udfordringer og sejre – men undervejs kan man jo komme til at lide nederlag og frygte for sin undergang. Vandets gode bæreevne på den ene side; og vandets truende, dræbende mørke på den anden side. Vandet afspejler den grunderfaring – at livet har vi kun på tabets og dødens vilkår. Det drejer sig om liv og død, og det vilkår har intet menneske magt til at ændre ved.
Skibet i fortællingen om stormen på søen – skibet er et billede på det fælles rum – på rammen om menneskers tilværelse med hinanden – det fælles sted hvor vore liv krydses og udfolder sig i medgang og modgang.
Og rejsen selv – den er jo et billede på livsrejsen fra vugge til grav. Et billede på at et menneskeliv forløber i tid, og en dag er det forbi.
En præst har engang så at sige kogt evangeliets budskab ind til følgende kerneudsagn: ”Hvor Gud er, der er livet, også i døden. Hvor Gud ikke er, der er døden, også i livet.”(Otto Andersen) --- De ord siger på helt kort form, hvad det dybest set er, der skal – og kan og vil – bære os under de storme, tilværelsen kaster os ud i.
Det er det, vi hver især fik løfte om, da vi blev døbt. Da fik vi livets ord som gave. Det livets ord, hvori Gud er os nær – det ord både kan og vil bære os – både når vi lider ondt – når vi skal miste livet – og når vi skal miste hinanden og dem, vi slet ikke kan leve foruden. Det forkynder, at døden og mørket ganske vist findes – men det skal ikke få det sidste ord. Aldrig skal mørket og døden få held til at pine al glæde og lys ud af vor tilværelse. Gud har én gang for alle sat døden en grænse – nemlig sig selv. Og hvor Gud er, der er livet, også i døden. Hvor Gud ikke er, der er døden, også i livet.
Og Gud – han er netop ikke en fjern og ligeglad himmelsk hersker – nej, han er det menneske nær, som stoler på ham. Han bor ved troen i vore hjerter, som det hedder et sted. Han er den fortvivlede nær, som søger trøst i hans ord. Han rækker sig selv og al sin kærlighed frem til den der frygter for sit liv. Han er i venlighed og omsorg – han er den, der, som vi sang, kommer til os i de kæres dragt – i det kærlige møde og det trøsterige nærvær.
Vi begyndere i livet – vi har lov til at tro, at vi ikke er ladt alene med vore kvaler og kampe op imod tilværelsens grundvilkår. Ikke at vi som kristne slipper lettere gennem tilværelsen end andre mennesker. Gud er jo ikke sådan en stor problemknuser, som præmierer sine troende tilhængere ved at lade dem slippe fri for angst og fortræd. Men han er nær ved alle sine lidettroende mennesker, som stoler på ham – og han er trofast. Han holder ud og holder fast, han giver ikke slip på sit menneske, end ikke under den værste storm og nød.
Det er givet os lidettroende – at også vi, når vi støder ind i tilværelsens modsætningsfyldte og smertefulde grundvilkår – og når tro og tvivl brydes i os – at vi da må gøre som disciplene i båden – råbe til himlen om hjælp og finde en hånd, rakt os til trøst og lindring. ”Hvor Gud er, der er livet, også i døden. Hvor Gud ikke er, der er døden, også i livet.”
Undervejs i tilværelsen er det en god ting at huske på, at vi rent faktisk ér i samme båd som alle andre – at vi deler klode og livsvilkår med hinanden. Ingen jordisk skabning er herre over liv og død – ingen har fuldkommen kontrol over lykkens gang og ulykkens.
Vi lidettroende begyndere i livet kan undervejs på livsrejsen – i stedet for at koncentrere alle kræfter om selv at slippe for at støde os så det gør ondt – da kan vi (og skal vi) række ud efter hinanden – øve os i at mødes med tillid – vise venlighed og også selv tage imod, hvad vi får af gode gaver fra de andre om bord på den samme båd. Den fornemme øvelse var det, som er så fint skildret i filmen, jeg indledte med at henvise til.
Men vi kan jo også gå til Paulus, der skriver i romerbrevet: ”Du skal elske din næste som dig selv. Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er lovens fylde.” …
”Hvor Gud er, der er livet, også i døden. Hvor Gud ikke er, der er døden, også i livet.”
Amen.