Hvis du har kommentarer
så skriv til
Mette Trankjær
4. s. e. H3K, 2001 i Horbelev og Falkerslev
tekst. Matt.8,23-27
Salmer: 31,372, 141*, 25, 140*
Jeg har lige lært et nyt ord, som jeg nu vil give videre til dem af jer ,
der ikke allerede kender det : Ordet er Triptykon. Det betyder en tredelt
sammenfoldeligt maleri eller altertavle.
Så faktisk er Maria-altertavlen i Horbelev kirke et Triptykon. Men det er nu
ikke den, det skal handle om i dag, men derimod et andet triptykon, der er
malet af kunstneren Sven Havsteen-Mikkelsen. Motivet på dette billede er
netop stormen på søen, som vi lige har hørt om. Sven Havsteen-Mikkelsen må
have været meget optaget af netop dette motiv, i hvert fald malede han det
flere gange og malerierne afviger kun ganske lidt fra hinanden. Èt maleri
hænger på en permanent udstilling på Schäffergården i Gentofte, et andet er
blevet altertavle i en kirke.
Hvis man går maleriet efter i sømmene og ser på hvordan kunstneren har
forholdt sig til teksten , må man sige, at han har forholdt sig helt konkret
til udsagnet om, at det for det første var et voldsomt uvejr på søen, for
det andet at båden skjultes af bølgerne. Da jeg forleden stod og så på
maleriet kunne jeg først slet ikke få øje på båden. Bare den blygrå himmel
med en mærkelig kugle som ikke helt ved om den vil være sol eller måne, og
som kun modvilligt giver lys fra sig - og så frem for alt bølgerne. Aldrig
tror jeg at Genesaret sø har været i et sådant oprør som på
Havsteen-Mikkelsens billede, der fremstiller enorme frådende søer af
oceaniske dimensioner. Dér stod jeg altså og stirrede lige ned i de 70.000
favne vand, der virkede så alt opslugende, at det løb mig koldt ned ad
ryggen. For jeg ved ikke hvilken gang måtte jeg tænke på både Titanic og
Estonia, der er blevet repræsentanter for de store passagerskibsforlis i det
århundrede vi lige har forladt.
Som jeg stod der og kiggede på billedet og gøs, faldt solens stråler
pludselig ind ad vinduet og ramte billedet fra siden. Og først da fik jeg
øje på en lille bitte mørk båd midt på de brusende bølger. I bådens forstavn
stod en rød skikkelse: Jesus.
Se nu stod jeg på en kunstudstilling og betragtede dette triptykon, dette
trefløjede maleri. Men der er som sagt mennesker, der har det hængende i
deres kirke. En gang blev præsten ved den pågældende kirke spurgt af en
kunstkender om ikke menigheden var glade for at have Havsteen-Mikkelsens
maleri som altertavle. Hertil svarede præsten, at menigheden generelt var af
den opfattelse, at der på det billede var alt for meget vand og for lidt
Jesus. Det kan jeg sådan set godt forstå, at de synes, for det var bestemt
også mit førstehåndsindtryk af billedet. Alt for meget vand og for lidt
Jesus.
På den anden siden set rammer kunstneren meget præcist ned ikke bare i
disciplenes situation, men også i vores. For disciplenes vedkommende gjaldt
det jo, at de var livrædde, selv om de havde skaberordet i kød og blod med
om bord og for vores vedkommende kan det faktum være endnu mere vanskeligt
at få øje på, dér hvor vi nu er om bord til daglig.
Hvordan kunne disciplene nu også vide, at det var sådan det var fat, at de
virkelig havde skaberordet med om bord ? Lignede deres Herre og mester
måske ikke mest af alt et overanstrengt menneske, der var faldet i en
dødlignende søvn, som ikke engang uvejr og bølger kunne rykke ham ud af ?
Hvordan kan han overhovedet sove i den situation, hvorfor er han så
upåvirket af elementernes rasen ?
Jeg tror, det er fordi han ved, at han er dén , der kan slå ned midt i kaos
og skabe orden af det, han er den, der kan bestemme om kaos skal gå under i
sin egen intethed eller blive til noget, og dét man kan skabe orden og
mening i er jo ikke nær så skræmmende, som det der bare truer med at tage én
med sig , så man bliver ét med kaos. Jesus Kristus kan som skaberordet
bringe orden i kaos, det har han kunnet fra evighed af, derfor kan han være
rolig. Det er noget helt andet med os. Vi bliver skrækslagne når
tilværelsens brodsøer vælter ind over os, udefra, fra alt dét der møder os i
et ganske almindeligt menneskeliv eller indefra, fra det kaos, der kan
herske i vores eget indre. Et kaos der får os til fortvivlet at lede efter
et fikspunkt. Som en balletdanser, der må have blikket rettet på et bestemt
punkt for at pirouetterne holder retningen og ikke ender i et kaos af
svimmelhed og kvalme.
Et fikspunkt er nødvendigt - så ubetydeligt det end kan tage sig ud.
Balletdanseren kan nøjes med en flueklat på væggen eller måske en næsten
imaginær prik på tapetet. Det er ikke fikspunktets tydelighed det kommer an
på . Det væsentlige er, at det er der og styrer én med sin betydning. Man
kunne sige, at det at have et fikspunkt er beslægtet med det at have tro.
At Jesus sover ufortrødent videre mens stormen raser, tydeliggør hans
funktion som fikspunkt. Han forsvinder ikke, han er ikke bange, for han er
den, der kan rejse sig og sige til søen: "Hertil må du komme, ikke længere,
her standser dine stolte bølger." Og så bliver der blikstille.
Netop fordi Jesus er det sikreste af alle fikspunkter, kan han med rette
males næsten ud af billedet. Ja, faktisk vinder han i styrke ved at være
fraværende, fordi det bliver så tydeligt, at han er dén vores blik søger,
dén vi leder efter. Uden ham går vi under, både dér på Geneserat sø og hvor
vi ellers måtte bevæge os hen til lands, til vands og i luften. Havde Jesus
fyldt hele billedet kunne det ikke have ført frem til erkendelsen af " For
meget vand og for lidt Jesus". Erkendelsen af, at der er noget galt, hvis
Jesus Kristus mangler i billedet er jo i virkeligheden erkendelsen af, at
han fylder det hele. Men maler man ham sådan, kan han slet ikke ses.
Ligesom det ikke nytter, at balletdanseren vil bruge hele væggen som sit
fikspunkt, for så kan dét ikke ses, - ikke skabe orden i det hoved, der må
følge pirouetternes snurren.
Lige nu sidder vi jo også i et skib. Et kirkeskib. Også her er Jesus Kristus
fikspunktet. På sit kors. Hvad enten han hænger på det eller ej. Så er det
dét han er, - korsfæstet. Et korsfæstet pejlemærke. En genstand for tro. Men
også her inde i kirkeskibet kan man få en fornemmelse af, at han har lagt
sig til at sove og slet ikke altid er klar over det kaos, der hersker i os
og omkring os. Hvad hver enkelt af os ser, hvis vi vender blikket indad mod
det indre hav, ved vi hver især bedst. Måske er der lige nu bare krusninger
på overfladen, måske står vandoverfladen blank og blikstille, måske er der
vild kaos og bølgeskvulp bag en tilsyneladende rolig overflade. Mon han vil
komme os i møde dér et sted i det farvand, der er vores ? I uvejr og i
magsvejr? Vi kan håbe det, for det er ham alene troen hænger på. Vi kan bede
om, at han vil komme til os, som Ole Sarvig gør det når han siger:
O, Herre mørkets storm
anfalder nu mit bryst.
Dit fravær er som havets mur,
der viger fra vor kyst.
Når denne tunges mur
snart brøler vældeord ,
er det da timen slægterne
har skælvet for på Jord ?
Hvem vil mon høre råbet
og svare de er her,
hvor luften snart vil brænde ?
Og hvad vil der ske mer' ?
Vi skælver og vi beder!
Hjælp os at holde ud.
Den dybe angst i dagen
kom før din tavshed, Gud!
Og er man trængt ,eller har man hverken har tid eller evner til at bede med
fine ord, eller male fine billeder, der kalder på fine ord, så lad det være
os en trøst, at Jesus før er kommet til stede hos nogen, der ikke kunne
andet end råbe : Herre, frels os !