Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
1. søndag i fasten 2001 - Jersie og Kr. Skensved
GT-læsning: 1. Mos. 3,1-19
Evangelium: Matt. 4,1-11
Salmer: DDS 437, 574 - 519, 488, 167 v. 7 og 55
"Led os ikke ind i fristelse!".
Sådan beder vi i Fadervor, den bøn Jesus selv har givet os, og som siden er givet videre til enhver, der bliver døbt.
"Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde,"
Fortsætter det så, "For dit er Riget, magten og æren".
Denne bøn er ikke grebet ud af luften.
Bønnen om at blive ledt igennem det, som vi hverken kan overskue eller klare selv, har sin klare begrundelse i,
at han, som Jesus opfordrer os til at kalde for "Vor far",
også er den, som har al magt, og som vi derfor alene skal have tillid til og forvente alt godt fra.
Af ham behøver vi ikke at frygte at få "stene for brød".
Han ved, hvad vi behøver og hvad vi kan bære.
Med den bøn og overvejelse i baghovedet er det imidlertid lidt overraskende, når vi i dagens evangelium hører, hvordan Jesus af Guds Ånd blir drevet ud i ørkenen,
for at blive stillet på prøve og fristet af Djævelen?
Sådan som beretningen herom er beskrevet hos Matthæus, følger den umiddelbart efter hans dåb i Jordan.
Jesus blev døbt af Johannes Døber.
Han var en profet, der advarede om Guds snarlig dom.
Ville man undgå den, skulle man vende om, få syndsfor- ladelse ved at lade sig døbe og herefter leve et helt nyt liv.
Og det var der mange, der gjorde, nemlig alle de, der vidste at de ikke havde meget at stå frem og møde Gud med.
Men også Jesus kom altså til denne dåb.
Johannes mente ganske vist ikke Jesus har brug for den,
for hvilken synd og hvilken modstand mod Gud har han, som han skal befris fra?
Men Jesus svarer, at sådan må det nu engang ske.
Kun på den måde får Gud Riget, æren og magten.
Og da Jesus træder op af vandet i Jordan, fortælles det, hvordan Guds Ånd og nærvær daler ned over ham i skikkelse af en due - et symbol på fred og forsoning.
Og Guds røst lyder fra Himlen:
"Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag".
Hvorfor dette velbehag? Hvorfor var Jesus noget særligt?
Måske fordi Jesu med denne solidaritet med ethvert menneske viser bort fra sig selv og istedet lader sig nøje med det daglige brød, Gud giver ham at leve af.
Med andre ord: her ser vi et menneske, i hvem modstanden mod Gud ikke findes - i hvem kærligheden lever og virker helt og fuldt, sådan som det var Guds vilje med mennesker, da han i tidernes morgen skabte dem.
Ikke af tvang, men i tro og tillid, adlyder Jesus Gud.
Her er den lydige søn, der lever op til sin Fars tillid og håb.
Det er så denne lydighed, som sættes på prøve i ørkenen.
Hvor langt rækker den? Er den ægte eller bare på skrømt?
Vil Jesus kunne bestå overfor de fristelser, som hidtil har ført alle andre bort fra fællesskabet med Gud?
Der er imidlertid også træk i beretningen, som skal få os til at drage paralleller til andre beretninger i Bibelen.
Den ene er fortællingen om slangen, der frister Adam og Eva til at spise af det eneste træ i Paradis, som Gud havde forbudt dem overhovedet at røre.
Konsekvensen af deres ulydighed ville være uddrivelsen fra haven og en tilværelse løsrevet fra fællesskabet med Gud.
Alligevel skete det - naturligvis!
Guds gode vilje blev brudt, fordi mennesker ikke ville lade sin livsudfoldelse begrænse af et forbud
- uanset hvor godt det var tænkt og ment.
Den anden beretning, vi skal tænke på, er fortællingen om det jødiske folks 40 år lange vandring i ørkenen - på vej mod det land, Gud havde stillet dem i udsigt efter udvandringen fra slaveriet i Egypten.
Ved Sinai lovede Gud dem en fremtid i sikkerhed og tryghed. Men løftet havde en forudsætning, nemlig at de aldrig måtte tvivle på hans trofasthed og omsorg.
De fik ingen garantibeviser og ingen skøde på det land,
der flød med mælk og honning.
Nej, de måtte nøjes med at tage Gud på Ordet.
Kun den uforbeholdne tro og tillid til, at Gud nok skulle sørge for det dem, kun løftet om en fremtid i hans hånd,
fik de at vandre på.
Men 40 år er længe at vente på indfrielsen af et løfte.
Snart meldte tvivlen sig - var er det mon virkeligt sandt?
Var Gud nu også i stand til at opfylde sin del af den aftale, de havde indgået med Ham?
Modsagde ikke den daglige uvished, modgang og besværligheder disse løfter?
Hvorfor skulle de tørste og sulte og gå udmattede i seng hver aften - var det Guds retfærdighed og gode vilje?
I Det gamle Testamente blev det israelitiske folk kaldt "Guds Søn".
Deres lange vandring skulle altså ses som en prøvelse på, hvorvidt de som hans børn kunne fastholde tilliden til Gud.
Ikke blot i medgang, men også i modgang
- og det kunne de som bekendt ikke.
Men vil denne nye Guds Søn, den nydøbte Jesus kunne det?
Det er spørgsmålet og dramaet, som vi nu skal se på.
Drevet af sult og udmattelse stilles Jesus overfor tre valg, hvormed han enten kan fastholde eller fornægte sit forhold som Guds tillidsfulde og lydige Søn.
For det første kan han jo falde tilbage på sine egne muligheder for at skaffe sig dagligt brød.
Hvem siger at det kun er i ansigtets sved,
et menneske kan erhverve sig brød?
For når nu, lyder det besnærende, Gud alligevel ikke sørger for dig, og dog givet dig evnen og muligheden for at efterligne ham, hvorfor så ikke tage sagen i din egen hånd, hvorfor så ikke sørge for at stenene dér bliver til brød, både til dig selv, men naturligvis også til alle andre, der sulter?
Kernen i denne første fristelse er altså:
Lad dig ikke undertrykke af andres uudtalte forventninger! Tro på dig selv og dine egne muligheder!
Men Jesu svar er kort og kontant:
Det er løgn! Menneskets ønske om at leve ud af sine egne muligheder blev netop dets forbandelse - det var den drøm, der drev dem ud af Paradis og holdt dem 40 år ørkenen.
Men retfærdigheden kræver, at vi i et og alt stiller Gud foran alle andre hensyn!
Ikke det daglige brød og ikke den blotte overlevelse fra dag til dag kan skænke os et godt og trygt liv.
Nej, for under det gemmer sig Ordet fra Gud selv, det Ord, der både skaber liv og dagligt nærer det med alt godt.
Den anden fristelse drejer sig netop om vor stræben efter tryghed og sikkerhed.
Kunne vi blot indrette os sådan, at alt var forudset og ingen situation nogensinde kom bag på os.
Kunne vi blot etablere et sikkerhedsnet omkring vort liv, hvor alle tænkelige og utænkelige situationer var forudset, da skulle vi aldrig mere opleve hverken smerte eller afmagt.
Men også den fristelse afviser Jesus med henvisning til,
at den jo dybest set bygger på og sår mistillid til Gud.
For når Gud én gang, som han gjorde det ved dåben,
har erklæret sin kærlighed, så behøver vi ikke senere søge eller ligefrem provokere ham til at bevise sit udsagn.
Det fri fald fra tårnets tinde er jo netop ikke at tro,
men derimod at så tvivl om Guds kærlighed og omsorg.
Den sidste fristelse er besnærende for den,
der af hjertet vil det gode og det bedste for alle.
Tænkt, om vi bare et kort øjeblik fik magt til at gennemføre alle de reformer eller revolutioner, som kunne gøre jorden til et bedre sted at leve, ikke blot for nogle få,
men for alle mennesker?
Blot for en eneste lille knæbøjning?
Men også den mulighed afviser Jesus som løgn og bedrag!
Intet menneske og ingen magt for forandre et andet menneske uden dets eget frie valg og ønske!
Og fristeren selv har ikke den magt, han stiller til rådighed.
For Riget magten og æren tilhører Gud alene!
Med disse tre afvisninger er Jesus det første og de eneste menneske, der i mødet med ethvert menneskes fristelser, har formået at bevare tilliden og stille kærligheden og lydigheden til Gud i første række.
Alene derved opfylder han det første Bud, der byder at elske Gud Herren af hele sit hjerte og hele sin sjæl.
Fortegnet for alle andre bud og grundlaget for også at elske sin næste som sig selv - og dermed var, er og forbliver han den eneste retfærdige, der ikke behøver at frygte Gud.
Så når vi i dag beder Fadervor, gør vi det på hans Ord og i hans navn, i tillid til at han også har gjort Gud til vores Far.
Når beder "Led os ikke i fristelse", da beder vi dybest set Gud om - for Jesu skyld - at beskytte og bevare os fra nogensinde at komme i en situation, hvor vi risikerer at sætte vor tro og tillid til ham over styr.
I bønnen "Fri os fra det onde", beder vi Gud lede os gennem alt det, som vil knuse os eller ryste vor tillid Ham.
I lovprisningen "Dit er Riget, magten og æren" anerkender og takker vi for, at alt godt, sandt, trygt og retfærdigt i sidste ende alene kommer fra Gud,
Og når vi til sidst slutter med "Amen",
lader vi denne tro og tillid til Gud være det eneste,
vi ønsker at holde for sandt.
Amen.