Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
Sidste søndag efter Hellig Trekonger 2001 - Solrød
NT-læsning: 2. Pet. 1,16-18
Evangelium: Matt. 17,1-9; " Forklarelsen på bjerget".
Salmer: DDS 690, 366, 142 - 149, 432, 408 og 390.
Et af de spørgsmål, som i takt med at vi hastigt nærmer os det multikulturelle og multireligiøse samfund, bliver stadigt mere aktuel, er, hvordan vi overhovedet kan tro og mene,
at vor frelser, Jesus Kristus, skulle være noget specielt?
Og specielt knyttet hertil jo også, hvorvidt kristendommen overhovedet har noget fortrin frem for andre religioner?
Ser vi meget kort på nogle andre religioners anvisning på, hvordan man finder livets mening, så taler jødedommen om kærlighed til Gud og overholdelse af Torahen, den religiøse lov, der både omfatter gudstjenestelige, moralske og samfundsmæssige forpligtigelser.
Muslimernes vej minder en del om denne, når den taler om underkastelse under Guds vilje, sådan som den er åbenbaret i Koranen og Muhammeds sædvane.
Hinduerne peger på askese, afholdenhed, meditation og yoga som den vej, der skal sættes menneskets sjæl fri af alle materielle bånd og føre til foreningen med det guddomme- lige ophav, Brahmann, man måske kan forstå som Gud.
Endelig mener buddhisterne i Buddhas visdom og praksis at have fundet midlet til at skille det sande fra dets skin dvs. at adskille livets skinproblemer fra de egentlige spørgsmål.
Denne karakteristik er naturligvis alt for kort, men tjener godt nok til at kunne udpege den grundlæggende forskel mellem de store verdensreligioner og kristendommen.
Og derigennem kan vi måske også finde svaret på, hvad Jesus kommer med, som de andre religioner ikke kender til.
Religionerne taler nemlig alle om den realistiske mulighed for at finde en vej, der fører til det ønskede mål.
Det gælder hvad enten man med dette forstår en hinsidig,
et retfærdigt samfund for alle, befrielsen fra enhver binding eller erkendelse af livets dybeste visdom.
Og når målet er muligt, må de naturligvis også anvise den vej, som de enkelte menneske skal gå for at nå målet.
Vejene er nok forskellige, men dog fælles om at stille krav og forvente noget af mennesket:
Tilbed Gud på den rette måde, hold lovens bud, opfør dig ordentligt - discipliner dit liv, så når du også målet.
Eller sagt på en anden måde:
Det er stokken og guleroden om igen!
Religionerne stiller alle krav til mennesker og lover dem en belønning, hvis de lever op til dem, eller truer med dom og fortabelse, hvis man fejler.
Jo mere du anstrenger dig og øver dig, des større er chance for at det lykkes - hvis ikke, er det værst for dig selv!
Jamen, siger kristendommen da ikke det samme,
vil nogen så nok spørge? Det kommer da virkeligt an på, hvordan man tolker den kristne tro, vil jeg svare.
Selvfølgelig findes der udlægninger, hvor kristendommen tolkes som "religion".
Naturligvis findes der mennesker,
der mener at kristendommen pålægger dem at leve på en bestemt måde.
Jeg tager næppe fejl, hvis ikke mest udbredte opfattelse af kristendommen i dag - også i Danmark - er den moralske, hvor man fokuserer på det, man må og det man ikke må!
Alligevel vil jeg dog hævde, at om så alle i Danmark mente, at kristendommen som en religion blandt andre blot peger på sin egen moralske frelsesvej - elsk din næste og opfør dig ordentligt - så bliver det ikke mere sandt af den grund!
Og mener man, at kristendommens sandhed alene er at pege på endnu en vej blandt andre veje, så kan jeg godt forstå,
det er svært at forsvare denne vej frem for andre.
For så er der jo ganske rigtigt ingen forskel!
Så kunne man lige så godt være buddhist eller muslim!
Så er valget af religion alene et spørgsmål om enten bevidstløs tradition eller individuel smag og behag
- og den sidste er som bekendt meget forskellig.
"Enhver bliver salig i sin tro", lyder den mest udbredte bekendelse i dag, kristendom er der ikke tale om.
Det er bl.a. evangeliet til i dag et vidnesbyrd om.
Beretningen om Jesu forklarelse på bjerget hører til et af højdepunkterne i evangelierne - men på en underlig selvmodsigende måde.
Det fortælles nemlig, hvordan Jesus ved denne lejlighed fremtrådte på en måde, som hvis det var sket på et hvilket som helst tidspunkt og i en hvilken som helst situation,
ville have overbevist enhver om, at han var noget ganske særligt - i hvertilfælde de, der oplevede det!
At bliver gennemlyst og afklaret, at tale med de to største skikkelser i jødedommen, er ikke hverdagskost - heller ikke i religionernes verden.
Nej, det hører netop til de undtagelser, der skal overbevise tilhængerne om, at de følger den rette vej og mester.
Det er beretninger som denne, der normalt danner grundlaget for klippefast og måske endog blind tillid og tro.
Men sådan gik det netop ikke.
Selvom Peter bliver grebet af begejstring over det,
han er vidne til, så er det den selvsamme Peter, der senere kommer i tvivl og til sidst forråder Jesus med ordene;
Ham kender jeg da virkeligt ikke!"
Og enhver anden religion ville hævde, at dette glimt afspejler hvordan virkeligheden burde være,
at forklarelsen og afklaringen er vigtigere end den grumsede og uigennemskuelige virkelighed,
vi dagligt omgiver os med.
Men lige netop den klarhed, vi ligesom Peter helst vil være og blive i for altid, den vender Jesus ryggen til.
Han går ned fra bjerget, ned i dalen, ned til smerten og lidelsen - både sin egen og andres.
Og med denne holdning binder Jesus sine efterfølgere til dagligdagen og hverdagen, for det er dér, i den svage og lidende næste, han vil findes.
Ikke udenfor, men midt i virkeligheden, som den er.
Kristendommen giver ingen sikkerhed og ingen tryghed, men kaster os ud i en stadig kamp for at sætte kærligheden igennem overfor andre.
Og tænk sig:
Selvom disciplene ofte blev bebrejdet af Jesus, at de ikke turde tro og følge ham, så forkastede han dem ikke for det.
Tværtimod blev det netop dem, Peter, Jacob og Johannes, der som den første kirkes ledere, fik til opgave at udbrede troen på Ham.
De skulle ikke videregive en ny religiøs eller moralsk måde at frelse menneskeheden på, men udfordre til tro og tillid til,
at I Jesus tager Gud betingelsesløst imod ethvert menneske.
Jesu nye vej er derfor ikke at pege på mere eller mindre uoverkommelige krav til mennesker, så de blot ved at følge kan kravle op til Gud i lysets og herlighedens rige!
Nej, Jesu vej går fra himlen og ned til os på jorden.
Han forlader sin trygge himmel og bliver født blandt os.
Han levede hos os i den grumsede og uigennemskuelige liv, som enhver af os står overfor.
Jesu vej er ikke drømmen og den uopnåelige utopi,
man uden tvivl kan ofre sit liv for.
Hvor andre religiøse veje vælger virkeligheden fra og følger drømmen om en tryg og problemløs himmel et sted i det fjerne, når alle betingelser er opfyldt og alle mennesker følger Sandheden, der vælger Jesu den besværlige vej.
Den vej, der ikke endte i berømmelsens blitzlys,
men i mørket udenfor Jerusalem - på et kors!
Og det mest provokerende, som alene kristendommen - og ingen andre religioner - vover at påstå, er dette,
at i Jesus er Gud selv trådt ned fra sin fjerne himmel og er kommet til os.
Gud Rige er ikke en fjern drøm, men en virkelighed, vi lever i her og nu.
Guds Rige skal ikke findes og bygges op.
Guds Rige skal vi tage imod som en gave.
En gave vi får tilbudt her og nu.
Dette er, hvad der kendetegner og karakterisere kristendommen frem for de øvrige religioner.
Vi skal ikke komme til Gud - Gud er kommet til os.
I sin elskede Søn, Jesus Kristus, har han skænket os alt, hvad vi behøver for at finde og leve livets mening.
Kan vi hjælpe hinanden til at tro og have tillid til det,
så sparer vi mange klatreture op på bjerget og ned igen!
Amen.