Hvis du har kommentarer
så skriv til
Michael Rønne Rasmussen
 
 



Midfaste i Jersie 2001

GT-læsning: 5. Mos. 8,1-3
Evangelium: Johs. 6,1-15
DDS 368, 396 - 496, TS856/864 og 867

Korset er jo i enestående grad kristendommens kendetegn
og symbol - eller som man i dag vil sige: Et logo.
Et kendetegn, en enkel figur, der sammenfatter og udtrykker
en masse, som det vil være svært at gøre med få ord.

Korset i sig selv er et redskab til henrettelse af mennesker,
hvilket jo er ret makabert og ofte har påkaldt sig kritik.
At det er et redskab for frembringelse af smerte, lidelse og
død fremgår tydeligst, når der er tale om et krucifiks dvs. et
kors med en mere eller mindre detaljeret Jesusskikkelse på.
Som sådan skal korset pege hen på og minde om Jesu
lidelse og død på korset.
Men korset findes også som det tomme kors, og da er det
ikke smerte, død og nederlag, det udtrykker, men det
modsatte; dødens overvindelse, sejr, opstandelse og nyt liv.

Når korset afbilledes med bogstaverne INRI øverst,
“Jesus af Nazareth, Jødernes Konge”, da skal de vise den
anklage, han blev dømt til døden på, nemlig oprør mod den
romerske Kejser og besættelsesmagt.
Men samtidig er det påstanden om at netop denne skikkelse
gennem sin død har sejret og er blevet konge i en ny
forståelse af dette ords betydning.

Kristendommens symboler er altså mangetydige.
Symbolerne skal ikke blot afkodes for deres betydning,
men inviterer også til fordybelse og stadig indlevelse.
Ja, symbolerne bør ikke være statistiske og stillestående
tegn på noget fjernt og fortidigt, men netop dynamiske
redskaber for levendegørelsen af det, de dækker over i dag.
Nu findes faktisk mere end 400 forskellige korsformer.
Korset i sig selv er altså heller ikke en statisk figur, men
snarere et mønster under stadig forandring - og sådan må
det naturligvis være, hvis der er tale om nogen levende.

Et af disse mange kors, kaldes et konsekrationskors
eller et indvielseskors (se udleveret tegning).


Man finder det rundt om i mange gamle danske kirke,
enten frilagt af den hvide kalk, i forbindelse med
restaurering eller stadig dækket til, som her i Jersie Kirke,
hvor det angiveligt er placeret nede ved orglet.
Konsekrationskorset blev malet af en biskop på væggen,
da kirken blev inviet til gudstjenestelig brug dvs. for Jersie
Kirkes vedkommende små 800 år siden.

Korset består af en ligesidet kors med en ring
omkring og udtrykker at bygningen er Kristi ejendom og
det, der foregår her, sker til hans ære.
Går man nu ind på en nærmere beskrivelse af korset,
kan man jo sige at det jo har et centrum,
hvorfra alt andet udgår.
Korsets arme er som egerne i et hjul, der dels holder det
sammen og dels peger udad mod periferien - den runde
ring, der danner afgrænsningen af hjulet.
Men selvom periferien danner en afgrænsning, er grænsen
samtidig sprængt. For på det symbolske plan er cirklen jo
også evighedens og det grænseløses symbol.

Nu er der to muligheder, som ligger åbne.
Den ene er at tolke og forstå symbolet som udtryk for et
evigt, statiskt og uforanderligt budskab.
Den anden er at opfatte symbolet som et levende og
dynamisk medium, et mønster, der kan optage nye aspekter
og hele tiden kan være under forandring.
Ikke at det nødvendigvis er modsætninger,
så dog to forskellige måde at omgås symboler på.

De kan være døde og stive minder om noget, der engang var
eller de kan være mønstrer, hvorunder livet stadig leves.
Ved at markere et kirkerum med et konsekrationskors,
kan man altså både udtrykke at kirken tilhører Kristus, der
som Sandheden og Gud og om os er evig og uforanderlig,
eller at kirken som fællesskabet af alle kristustroende i tid
og rum står på fast og sikker grund.
Men samtidig kan korset også være det mønster, hvorunder
det levende og dynamiske kristen- og kirkeliv udfolder sig.

Det lyder måske lidt tåget, men lad mig prøve at vise det
ved én efter én at gennemgå fastetidens evangelier med
dette mønster som baggrund - og naturligvis slutte med den
tekst, som er prædiketekst til i dag.

Fastelavns søndag var det Jesu dåb, der prædikedes over.
Jesus kommer til Johannes Døber i Jordan, hvor han som
alle de andre, som var strømmet til, bliver døbt med vand.
Og under dåben erfarer han at blive suget ind i det tætteste
nærvær og fællesskab med Gud, som tænkes kan.
Fra himlen lyder ordene: Denne er min Søn!
Med denne sin dåb bliver Jesus derfor suget ind i centrum
af Guds handlen med mennesker - der, hvor alle tråde
samles og udgår fra - både dengang og nu.
Det var bevægelsen indad - mod centrum - ind mod Gud.

Den næste søndag hørte vi da, hvordan Jesus efter sin dåb
bliver kastet udad mod periferien igen.
Drevet af Guds ånd bryder han op og drager ud i ørkenen,
hvor de onde ånder og livstruende kræfter huserer,
og hvor man nemt kan kommer til at føle sig fortabt.
Her møder han Gudas modstander, fristeren, djævelen eller
Satan, som prøver om Jesus nu også har den kvalitet,
en Søn må forventes at have overfor sin far.
Gennem tre spørgsmål sætter han Jesus troskab på prøve.
Djævelen forsøger om han kan få Jesus til at sætte sig selv
ind i sit livs centrum.
“Gør brød af stenene, kast dig ud fra tempeltinden, få al
magt på jorden - for din egen skyld!”
Hvad djævelen i virkeligheden forsøger, er imidlertid, at
holde Jesus borte fra det livgivende centrum, som er den
sande Gudstro. Men Jesus afviser ham og Djævelen lusker
slukøret ud af scenen.

Og således bekræftet i sit inderste forhold til Gud,
påbegynder Jesus så sin vandring rundt i Palæstina,
hvor han møder alle de syge, lidende og udstødte.
På den anden søndag efter faste hører vi om et af disse
møder og den konsekvens, Jesu drog af det.
Helt ude i periferien, ved grænsen til Libanon, opsøges han
af en ikke-jødisk kvinde, der beder for sit barn.
Jesus afviser hende i første omgang, hun hører ikke med til
dem, han har ansvar overfor - jøderne, Guds eget folk.
Men kvinden plager og vinder over ham.
For kvinden viser gennem sin tro og sin bøn, hvad Jesus
allerede har slået fast, at I forhold til Guds kærlighed findes
der ingen periferi, ingen udkant - ingen udstødte.
Hvor Guds kærlighed danner centrum, er den netop udtryk
for et centrum uden grænser.

I søndags var det så tredje søndag i fasten.
Også her kom spørgsmålet om centrum og periferi frem,
nemlig i form af et spørgsmål; Kan mennesket leve uden
centrum? Kan vi eksistere uden der er noget, der samler
vores livs tråde sammen i ét punkt?
Og i så fald, hvad kan da være vort livgivende centrum?
Udgangspunktet er at Jesus har uddrevet nogle dæmoner af
mennesker og nu beskyldes han af sine modstandere for at
stå i ledtog med de onde ånders fyrste selv.
Jesus peger da på, at selv de ånderne har en magt, som de er
underlagt. Hvis denne magt er den onde selv, da er han
splittet, han kæmper mod sig selv og må gå under.
Men er det Gud, som har en finger med i spillet, betyder det
at Gud er stærkere end de onde magter, og ikke mindst at
det da er ham, der virker gennem Jesu helbredelser.

Men samtidig peger Jesus også på, at mennesket er
afhængig af at have et samlende centrum.
Det kan være Gud og det kan være den onde, det finder sin
selvforståelse i, men uden centrum kan det ikke være.
Et tomt hus forbliver sjældent ubeboet ret længe.
Hvis ikke Gud inviteres ind og overtager æressædet,
strømmer 7 onde ånder snart tilbage og tager plads i
menneskets hjerte.

Centrum og periferi - det inderste og det yderste.
Livet, bevægelsen og brydningerne strømmer frem og
tilbage - dynamisk og levende i disse gamle tekster,
vi stadig samles om.

Sådan også i dag, hvor vi har lyttet til beretningen om,
hvordan Jesus mætter folkeskaren med fem brød og to fisk.
Vi er nu langt fremme i den samlede Jesusfortælling.
Jesus har kursen mod Jerusalem, hvor han skal lide og dø.
Vandringen er lang og folk strømmer til pga. rygtet om hans
helbredelser og nye ord om Gud.
De ord, hvormed han bestandigt satte de udstødte i
periferien ind i centrum af Guds varme, levende og
bankende Faderhjerte.

Men mennesket lever også af brød!
Dette faktum fører frem til den krise, vi hører om i dag.
Der er mange mennesker. Jesus sætter sig ned - og folk
lejrer sig omkring ham, som cirklen om et narv.

Men cirklen er ikke død og statisk.
Det er levende mennesker, det handler om.
Fra de yderste rækker breder uroen sig - som bølger,
der slår ind mod stranden, breder sulten sig og fokuseres i
det centrum, hvorfra alle henter deres håb, hos Jesus.
Omkring sig - som egerne i hjulet - sidder disciplene.
De bringer budskaber og meldinger om, hvordan det står til.
De får til opgave af finde ud af, hvad de overhovedet har.
Andreas finder en dreng med en madpakke - fem brød og to
fisk - kun lige nok til ham og måske til en kammerat, men
ikke til så mange, som de er.
Men Jesus - manden i centrum - dengang som nu - tager det,
som de bringer til Ham.
Han takker Gud for det daglige brød og begynder så at
sende dem ud med stumperne til alle, som har behov.
Og på forunderlig vis er der nok.
Fra Ham, der er Guds søn og livets Ord, Han der lige efter
denne begivenhed kalder sig for Livets Brød fra himlen,
udgår nu det livgivende brød, som ikke blot mætter alle,
men er tilstede i så stor overflod at der bliver 12 kurve
tilovers - en kurv for hver at de folkeslag, man dengang
regnede med.
De har altså nok - nok til alle - også dem udenfor.

Beretningen og handlingen er et symbol, men på hvad?
Jo, på kristendommens inderste væsen og kerne.
At Kristus er den, der er i centrum.
Han er kilden for den kærlighed, som strømmer fra Gud ud
mod alle mennesker.
Han er den, der samler kirken og alle troende om sig.
Han er den, der samler os til gudstjeneste og bøn, for
bagefter at sende os ud til de yderste grænser af vor
formåen, og der - gennem os og vore smuler - dog skaber nyt liv.
Han tager, hvad han har, og bruger det.
Alt det, der synes af intet og udenfor det sted, hvor noget kan ske.
Men når han komme til, når han bliver sat ind i centrum af
vort fællesskab, da sker det, som vi ikke selv kan gøre.
Livet blomster og kærligheden lever.

Alt dette kan ses i korset med cirklen omkring.
Og mere til, som vi ikke når ind til i dag.
For evangeliet gentages hver eneste helligdag året rundt.
Som en hjertebanken i brystet, fordeler det varme og
livgivende blod sig rundt i hele kroppen. Ind og ud i en stadig
pulserende bevægelse, for at vi og alle andre skal leve.
Men vil vi det? Vil vi være en del af den kirken og
kristenhedens krop, der samles og sendes ud mod alverdens
grænser med bud om liv, glæde og kærlighed?

Amen.

Sognepræst
Michael Rønne Rasmussen
Lundemosen 74
2670 Greve
Tlf. 4369 0047
E-mail: mirr@get2net.dk
Den 20-4-2001 er denne prædiken sat på
Præstesiden
http://home3.inet.tele.dk/agerbo/
af præst Mogens Agerbo Baungård email