Hvis du har kommentarer
så skriv til
Susanne Fabritius de Tengnagel
Prædiken til Palmesøndag - 28/3-1999
Tekst: Matt 21,1-9
Salmer: 71 -litani 364 - 172 - 73 / 150 -365,1 - 167,7 - 697 1dåb - 488,1-2 - 807
-----
Det er ved at være påske.
Pilgrimme drager til Jerusalem, som de altid har gjort.
Men inden de går op til den hellige by, skal de vaske sig og gøre sig rene.
Det gør de i den lille by uden for Jerusalem, Betfage.
Og dér møder dem et mærkeligt syn: En mand har sat sig på et æselføl, sådan et ungt dyr, som ingen har siddet på før.
Han er ikke en gæv eller farlig soldat, for sådan en ville komme ridende til hest med lanse og spyd og bomber.
Nej, ganske sagtmodig rider han adstadigt afsted for at udlevere sig selv til dem, som selv har tiltaget sig magt over andre - også den magt at slå dem ihjel, hvis de ikke passer ind i systemet.
Og det gjorde han ikke, æselmanden.
Han styrer sikkert mod kollisionskurs med dem, der ved bedre.
Pilgrimmene ser ham som den fredskonge, de så inderligt har længtes efter.
De husker de gamle profeters ord om den sagtmodige konge på æselryg. Nu kommer han - Messias - frelseren.
Og den fred han kommer med skabes kun ved, at han udleverer sig selv til bødlerne.
Den fred er svær at få øje på mennesker imellem, som tror, man kan bombe til fred? Eller bombe nogen til at makke ret?
Man kan ikke tvinge nogen til at stifte fred. Man skal ville det selv.
Det må vi huske hinanden på, når bomber falder. Vi kan ikke udrydde det onde med ondt.
Så kom han - æselmanden - fredskongen.
Han tiltog sig ikke nogen magt over nogen som helst. Han ville udrydde det onde med godt.
Og han græd, da han kom nærmere og så Jerusalem.
Det var ikke sig selv og sin forestående død, han græd over.
Det var byen han græd over og sagde: Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred."
Og Jesus tænker på sin død og opstandelse, hvorfra vil freden komme. Og Jesus græder over byen, fordi den tænker lige modsat, at den kun vil skaffe Jesus af vejen for at få fred for ham. Og Jesus græder fordi han elsker byen som en konge elsker sin by og gerne vil frelse den.
Det er det gennemgående fra palmesøndag til påskedag, at
Jesus aldrig taler om hævn, men han er fyldt af medlidenhed med mennesker. Det er ud af medlidenhed, at Jesus giver sit liv. Han lider med dem, der lider.
I Jerusalem møder han folk, som har gjort deres helligdom, templet, til en markedsplads. Så lidt har de til overs for det hellige , at de kan gør, hvad der passer dem.
Jesus bliver splitterrasende gal, vælter deres boder for at smide dem ud. Pengene er blevet deres gud.
Og den ene delegation efter den anden tropper op for at udspørge og sætte fælde for ham, denne besynderlige mand på æselryg, tømmermanden fra Nazaret.
De romervenlige og kejservenlige folk stikker ham kejserens mønt og spørger med den bagtanke om at få ham fældet - om det er tilladt efter moseloven at give kejseren skat. Hvis han siger ja, er hans landforrædder, hvis han siger nej, er han en oprører mod kejseren. Begge dele er lige galt. Og Jesus svarer: Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Og så måtte de tygge på den og gå.
Og dem, som ikke troede på, at der var en opstandelse til dom og frelse, eliten blandt præstestyret sagde til ham: En kvinde, der er gift 7 gange med 7 brødre. Når den ene dør, gifter hun sig med den anden og tredje osv. Kvinden overlever dem alle, og dør som den sidste Hvem af de 7 brødre skal hun så være gift med i opstandelsen? Sikken et spørgsmål, som Jesus besvarer med at sige: I er på vildspor, for I kender hverken skrifterne eller Guds magt. I opstandelsen hverken gifter man sig eller giftes bort, men er som engle i himlen.
Jesus kan kunsten - ikke at svare udenom, men at gennemskue spørgsmålene. Og sådan bliver hans vandring mod korset den ene fælde efter den anden lagt for ham af dem, som vil ham til livs. Dem, som altid tror, de har ret, og derfor tror, de også har magt, som de har ret - og ikke mindst den ret at sætte Guds søn til vægs.
De vil have fred - fred for den mand, som sagde, han var Guds søn. De vil selv bestemme, hvem der skal være deres frelser, og bedst er det, hvis de selv er deres eget livs herre og frelser. Så skal der nok blive fred i verden. -
Jesus kunne de gøre til syndebuk for fredens skyld. Ham kunne de ofre for fredens skyld, som så mange andre er blevet ofret, uden at freden har varet ved. For det gør en fred af den art ikke.
En fred på bekostning af menneskeliv er ikke varig fred, kun en kort stund uden ufred.
Kun den fred Jesus gav ved at give sit liv, er en fred, der holder.
For det er en fred i menneskehjerter på trods af ufred, på trods af krig, på trods af død.
Mens vi i vores del af verden - i en vesteuropæiske del forsøger at skabe det perfekte menneske i det perfekte samfund, dvs. et menneske og et samfund uden fattigdom og lidelse, så lider og forbløder mange andre mennesker og samfund i verden.
Mon Jesus græder over os. Jeg vil håbe det, for ellers er alt håb og al fred ude. For uden Jesu medlidenhed for vores skyld, er der ingen tilgivelse. Og hvad freden angår, så vidste han bedre og handlede efter det: Han satte sit liv ind for menneskets skyld for at fortælle os, at kærligheden er vejen til fred, Guds fred i os.
Susanne Fabritius de Tengnagel
susanne.fabritius@koege.mail.telia.com
www.hjemmesider.eon.dk/Susanne-praest