Hvis du har kommentarer
så skriv til
Mette Trankjær
1.s. e. Påske, 2001, i Horbelev
Tekst: Joh. 20, 19-31
Salmer. 367, 190 196, 237,204
Tvivl er Gud ! Stod der for en tre ugers tid siden på forsiden af
Weekendavisens kultursektion. Åh, nej, tænkte jeg irriteret, ikke nu igen ,
den her trend med at udråbe snart det ene, snart det andet til at være Gud,
alt fra fodboldspillere og cykelryttere til popstjerner har været udråbt ,
lad os kalde det sådan en moderne , raffineret form for skamløshed eller
gudsbespottelse, og nu altså tvivlen. Jeg var mest fristet til bare at
bladre væk fra artiklen, men der var alligevel noget ved de ord " tvivl er
Gud", der trak i mig.
Måske fordi tiden her efter påske virkelig er tvivlens tid. Jesus er død på
korset og graven var tom påskemorgen, et par disciple har mødt ham inkognito
på vej til Emmaus. Og hvad nu? Nu sidder de inden døre i Jerusalem og tænker
vel på, hvor Gud er henne i alt det her, og så står han der pludselig, Jesus
,og lyser sin fred. Men er det nok til at dulme deres tvivl? nej.
Skoleeksemplet på tvivl er blevet den Thomas, som vi hører om i dag,
Thomas, der ikke vil tro før han har stukket fingrene ind i Jesu naglegab og
hånden ind i hans side.
Egentlig er det uretfærdigt, for Thomas er nok ikke en større tvivler end så
mange andre, og han var da i det mindste så meget karl for sin hat, at han
turde indrømme at han tvivlede. At han ikke var sikker på , at den opstandne
Jesus var hans Herre og Gud. Han turde indrømme, at han stadig var i færd
med at spørge Hvem er Gud ?
Artiklen i weekendavisen handler om sådan en moderne Thomas. Jon Bang
Carlsen hedder han og er filminstruktør. Han bor i Sydafrika, hvor han de
sidste tre år har haft udsigt til en klippe i havet, der ligner et
himmelvendt ansigt og han har spekuleret på om klippen mon leder efter svar
på det samme spørgsmål, som han selv tit har stillet, nemlig spørgsmålet:
Hvem er Gud ?
Nu kan man jo spørge sig selv hvorfor Jon Bang Carlsen ikke bare kommer i
kirke og får at vide hvem Gud er, for her vil han da kunne få en form for
svar, nemlig det svar, at Jesus Kristus er Gud. Jon Bang Carlsen bryder sig
ikke om kirker, for de har med deres pomp og pragt været skyld i folk at
mange mennesker mener, at tro er noget der foregår ved sådan en slags
gallapremiere henne i kirken. Og på en måde har han jo ret, for selvom man
kommer i kirke, så står man jo alligevel tit dér og vil gerne vide mere, vil
vide hvad det betyder, at Jesus Kristus er Gud. Vil vide hvad det betyder
for mig i min hverdag, der venter på mig lige her uden for kirkedøren, hvor
jeg skal leve med troen og tvivlen i den ene hånd og med medmennesket i den
anden.
Hvad er det vi kan tage med os ud herfra, hvis Gud nu pludselig skal være
tvivl og Jesus samtidig siger til tvivleren i os: Du tror fordi du har set,
saligere en den der ikke har set og dog tror?
Vi hører til dem der ikke har set, vi har alt mulig god grund til at tvivle.
Vi har kun hørt. På grundlag af det vi har hørt skal vores hjerter rejse sig
jublende i os og tro at Jesus er Guds søn.
Han der kommer med fred gennem kors og grav, ham skal vi tro, selv om han er
tvivl. Han er Guds tvivl og halleluja for det. Det er Guds tvivl vi skal tro
på. Hvordan nu det? Hvordan går det nu til at tvivl pludselig kan blive et
plusord i trossammenhæng?
Jo, det kan det fordi Jesus Kristus er selve anskueliggørelsen af , at Gud
kan kommer i tvivl og at tvivlen så klart kommer os til gode.
Hvis det var det gået os , som vi havde fortjent var Gud forblevet tro i mod
sig selv havde han ladet os forsvinde ind i den evige død, for han havde
sådan set ikke lovet os andet fra begyndelsen, hvis vi satte os op i mod ham
og det gør vi jo - til stadighed. I Jesus Kristus viser Gud, at han er
kommet i tvivl og han beslutter at trække os op fra dybet og løfte os op
fra dødsriget. I Jesus Kristus viser Gud os, at hans vrede varer et øjeblik,
men hans nåde varer evigt. Den nåde, der påskemorgen tager sørgedragten af
os og klæder os i glæde og sender os ud i verden med den glæde. For hvem
andre kan overvinde verden end den, der tror at Jesus er Guds søn og som ved
sig sendt af ham, der kunne komme i tvivl, lykkelig tvivl om hvordan det dog
skulle gå med os mennesker?
Vi var fortabte, forladte, fordømte og Gud fortvivlede over os i en sådan
grad , at han selv blev menneske for at være hos os, så vi ikke skulle bære
fortabelsen og fordømmelsen alene. Selv ikke for Jesus Kristus var det nemt,
også han var splittet og fortvivlet og måtte bede sit guddommelige ophav, om
han dog ikke nok måtte slippe, den nat i Getsehmanne have lige før det hele
gik løs.
Men Gud kunne ikke lade sig selv slippe. Sin egen fortvivlelse måtte han
sidde overhørig for at kunne tage vores fortvivlelse på sig og tegnet vi fik
var korsets tegn. Et fortvivlelsens tegn, der på engang breder armene ud mod
den verden Gud fortvivler over og samtidig står med foden på jorden og
hovedet i himmelen.
Korset er blevet det tvivlens tegn, der drager os mod Gud og mod hinanden.
Lige der i korsets midte, hvor man ikke kan se om man er på vej ud i verden
eller ned i jorden eller op i himlen, lige dér er det sted , hvor Gud og
mennesker kan smelte sammen i få øjeblikke .
Jon Bang Carlsen fortæller en dejlig historie om sine oldeforældre, da de
var unge og meget forelskede. Pigen var i huset i Aalborg han var karl på en
gård ved Hjørring og de havde ikke ret tit fri og havde heller ikke råd til
at besøge hinanden. I stedet tog de hver søndag klokken kvart i tolv ud i
udkanten af hver sin by, for de havde fundet ud af, at der var et kirketårn
midtvejs, som de begge kunne se. Derfor stod de i et kvarter og kiggede på
det kirketårn, og så var de sammen, så kunne de klare resten af tiden hver
for sig. Der på kirktårnet smeltede de sammen et kvarter hver søndag.
Måske kan kirken også have den funktion for os. Her kan vi gå hen og vide at
her har der siddet nogen før os og set på det samme kors, her sidder nogen
nu og ser på det samme kors, og der sidder ligenu andre- i andre kirker
verden over og ser på andre kors, som alligevel er det samme. Når vi ser op
imod korset på altertavlen, smelter vores blikke sammen med de tusinder af
andre blikke, der før har været rettet imod det og måske haft en fornemmelse
af , at en Gud der bærer sig sådan ad er en Gud, der kan komme i tvivl og
som lader tvivlen komme os til gode.
At Gud er tvivl er nok forenklet sagt, men at Gud kan komme i tvivl, er der
ingen tvivl om. Og Guds tvivl kommer af hans kærlighed til os. Den kærlighed
der ikke viger tilbage for noget i verden, ikke stald og krybbe, kors og
død, selv ikke det at blive peget fingre af som en Gud, der også i sig
rummer muligheden for tvivl. Gud er altså ikke en kølig, glat, afrundet,
massiv , urokkelig størrelse. Gud er fyldt med tvivlens struktur og sprækker
, hvor liv og kærlighed gror.
Det vi kan tage med os ud af kirken er altså en tro på, at Gud også kan
tvivle og at han lader tvivlen komme os til gode. Og så kan vi jo i det små
forsøge at gøre ham kunsten efter ved at lade tvivlen komme hinanden til
gode, så vi lader kærligheden og til -troen vinde over had og mistro, når vi
gang på gang kommer i tvivl om, hvad vi skal mene om hinanden. Amen