Hvis du har kommentarer
så skriv til
Carsten Johansen
“Jeg er livets brød” - det er jo et af de allermest kendte ord, Jesus siger om sig selv - “Jeg er livets brød.”
Og hvis vi nu skal sige det helt kort, så betyder det jo, at det fineste billede, kristendommen har af det, der hedder frelse, det er netop noget så almindeligt som et måltid mad. Altså når Jesus skal udtrykke, hvad det er at blive frelst, så taler han ikke om en eller anden dybsindig visdom, som vi mennesker skal lære at kende, og han taler heller ikke om krævende åndelige øvelser, som kan hjælpe os med at stige op til Guds ophøjede verden og finde indgangen dér til de himmelske glæder. Al den slags kan man finde i så mange andre religioner. Men i kristendommen er frelsen åbenbart noget, vi får på en meget mere dagligdags måde.
Når vi spiser et almindeligt måltid til daglig, så sker der jo det, at vi får nye kræfter, og at vores krop får næring. Hvordan det går til, det aner vi som regel ikke ret meget om. Og maden smager jo lige godt, uanset om vi måske har lært noget om fedtforbrænding og enzymer og aminosyrer, eller vi aldrig har hørt den slags fine ord. Selv en professor i ernæringsfysiologi har ikke nødvendigvis en bedre fordøjelse end et treårsbarn. - Altså det at spise, det er sådan et lille mysterium, som vi deltager i flere gange hver dag, og som er altafgørende for selve vores overlevelse. - Maden er noget, vi simpelt hen tager imod med vores krop, og så sker mysteriet helt af sig selv - at det nærer os og giver nye kræfter, uden at vi selv kan gøre hverken fra eller til…
Og netop sådan er det så med det, der i kristendommen kaldes frelse, at Jesus er bogstavelig talt livets brød. - Her er det altså ikke bare kroppen, der skal have næring. Her er det livet selv - vores liv som mennesker - vores tro og vores livsmod og vores tillid til, at livet er værd at leve og værd at elske - alt det i os skal jo også næres.
Og hvordan Jesus så kan være brød for vores liv - hvordan han kan give os styrke i sindet og tiltro til i morgen og til alt det ukendte, som venter os - det er et Guds mysterium præcis som maden er det, når vi spiser. Det er slet ikke kloge tanker, der gør det - Guds godhed skal vi simpelt hen tage imod, sådan som den kommer til os i Jesu ord og gerninger og i den skæbne, han levede som menneske her på jorden. - Så skal hans kræfter nok virke i os og skabe mod og tro og god vilje og alt det andet, vi har brug for, så vores tilværelse kan blive mere levende og mere givende både for os selv og vores medmennesker.
Jeg synes, det her er en rigtig god måde at tænke over altergangen på - så man opdager, at det er så enkelt - ligesom at vi spiser hver dag og trækker vejret - at selv om nadveren er et mysterium, så er det noget, vi bare skal gøre uden videre - simpelt hen fordi det er godt for os at gøre det.
Et almindeligt måltid er jo da i øvrigt også meget mere end bare det at få stillet sin sult. - Det er også en måde at være sammen med hinanden på. I hvert fald i min barndom da var det stadig sådan, at måltidet var nærmest en slags centrum i familiens liv. Det var dér, man havde god tid til at tale sammen og høre på hinanden og mærke, at man hørte sammen. Det var dér, man deltes ganske bogstaveligt om maden - og på den måde mærkede man jo dag for dag, at man hørte sammen med hinanden og havde et fælles ansvar for det liv, der blev levet i huset - også for hinandens glæder og sorger og for hinandens humør.
Og på samme måde ved alterbordet, dér er vi fælles om at være Guds børn. Derfor knæler vi sammen og tager imod vinen og brødet sammen. - Om man ellers kender hinanden eller ej, er ligegyldigt. Om man bryder sig om hinanden er mindst lige så ligegyldigt. Om man interesserer sig for de samme ting - om man færdes i de sammen kredse - eller f.eks. om man har samme slags tanker om kristendom og kristen tro - alt det svinder ind og bliver til ingenting, fordi deroppe ved alteret, dér er det Gud selv, vi er indbudt af, og over for ham er vi lige små og lige forvirrede og lige forfejlede alle sammen - hver på sin egen måde.
Og så kan nadvermåltidet jo da for resten minde os om én ting mere. - På en måde er hele livet jo som sådan et måltid, hvor det er Gud, der giver, og hvor vi bare kan tage imod. - Vi skal ikke betale ved udgangen - over for Gud har vi jo heller ikke noget som helst at betale med - ikke andet end at vi en dag giver det liv tilbage, som han gav os til låns i så og så mange år. - Og så længe det står på, da har vi ikke andet, vi skal, end at glæde os sammen over hans gaver og prøve at deles ordentligt om det hele - men det kan jo også somme tider være svært nok for os.
Altså derfor er nadveren næsten det letteste og selvfølgeligste ved gudstjenesten. Der skal ikke andet til, end at vi gør det - at vi går derop og er med, og at vi efterhånden opdager, at det er lige så selvfølgeligt som at trække vejret, og at det er godt for os - godt for vores sind og vores menneskelighed - godt for os at mærke, at vi bare er de små, og at det er Gud, som er Himlens og jordens herre, og at vi lever af hans godhed.
Men det, der så kan føles som det svære ved nadveren, det er jo Jesu egne ord om, at brødet og vinen er hans legeme og blod - altså at nadveren også forestiller Jesu henrettelse på korset.
Det er selvfølgelig slet ikke så kønt at tænke på som det med måltidet. Skærtorsdag var jo også den aften, hvor Jesus skulle arresteres og føres for rådet og i løbet af natten dømmes til døden. Det var den aften, hvor Judas forrådte ham, og det var den nat, hvor Peter svor på, at han ikke engang kendte ham - det var faktisk slet ikke nogen smuk eller idyllisk aften, og alt det ligger jo også i nadveren. Livet er jo også mennesker, der savner, og mennesker, der sørger eller lider. Livet er også børn, der bliver svigtet, og mennesker, der bliver mishandlet og dræbt i krige eller katastrofer rundt omkring i verden. Og livet betyder jo også, at der kan komme ting imellem os som mennesker, så vi lukker os til for hinanden og ikke vil høre på hinanden og meget mere af den slags - alt det hører jo også med til det ganske almindelige liv, som vi hver for sig godt kender - og hvor vi slet ikke altid har lyst til at synge salmer og takke Gud for hans gaver.
Og hver gang vi knæler deroppe ved alterbordet, så er de der alle sammen igen, ligesom den aften i Jerusalem. Dér sidder Peter, der aldrig kunne lære at holde sin mund i rette tid - Peter, som med Jesu ord ikke fattede, hvad Guds er, men kun, hvad menneskers er, og som altid havde alt for travlt med at mene noget. - Vi har vel alle sammen mere eller mindre af sådan en Peter i os.
Og dér sidder så Jakob og Johannes, som gerne ville have pladsen til højre og venstre for Jesu trone i hans rige. Dér sidder også den skeptiske Thomas, som nogle dage efter nægtede at tro på, at Jesus var opstået. Vi kan kende noget af dem alle sammen, hvis vi ser lidt ind i os selv.
Og selvfølgelig er også Judas med. Han er måske den vigtigste af dem alle sammen. Måske var han den eneste af disciplene, som i hvert fald vidste, hvad han skulle gøre den aften. - Han skulle ind til templet og give en vigtig besked til ypperstepræsten. I den nat var han hovedpersonen - han skulle følges med soldaterne derud til Getsemane og udpege Jesus for dem. Hvorfor han skulle gøre det, vidste han måske knap selv. - Men der var jo ingen vej udenom - Jesus havde oven i købet selv mindet ham om det og bedt ham om at gøre det snart.
Judas er den, der mindst kan undværes. For det er jo ham, der repræsenterer alle de værste øjeblikke i vores liv. Når han er med ved bordet den aften, så er der også plads til dig og mig - så passer det virkelig, at her er der ingen forskel - her er vi alle sammen fælles om bare at være syndere, som han vil tilgive, også når vi måske ikke kan tilgive os selv.
Og dér sidder så Jesus - vi kan ikke se ham deroppe ved alterbordet, men selvfølgelig er han der, ellers var det hele jo ingenting. Det er igen ligesom den aften. Der er ikke lang tid tilbage - lidt senere går han ud i mørket i natten - ud til Getsemane have - og hele måltidet handler jo egentlig om det. - Og Jesus dér alene inde i haven, mens disciplene er faldet i søvn. - Og så forhøret og korset og disciplene, der flygter, og Peter, der bander ham langt væk, og Judas, der hænger sig - og Jesus helt alene dér på korset og “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” - Og graven om lørdagen og så den nye morgen, hvor graven var tom. Det er der alt sammen dér ved bordet, når vi knæler ned.
For han dør jo ikke alene dagen efter, og han bliver ikke forrådt alene den nat, og han beder ikke alene derude i Getsemane. - Vi er alle sammen med - for han gør det jo på vores vegne - som vores stedfortræder. Når han lider, så er det for at lide sammen med os mennesker i det liv, vi ikke selv kan styre. Og når han dør, er det for at ingen længere skal dø alene og forladt af Gud. Når han bliver lagt i graven, er det for at han skal være med i din og min grav også. Og når han opstår, er det for at også vi skal opstå, når han kalder på os. Amen.