Hvis du har kommentarer
så skriv til
Susanne Fabritius de Tengnagel
Prædiken til 1.s.e. påske - 11/4-99
Tekst: Joh 20,19-31
Salmer: 374 - 388 -209/207-167,7 - 402 - 1dåb- 856 - 190
-----
Lukke døre
lukke hjerter
lukke sind
lukke grænser
lukke inde
lukke ude
Bag lukkede døre af frygt.
Sådan er det altid -
af frygt lukker vi døre, hjerter, grænser.
Vi kan også lukke andre inde, sætte dem i fængsel af frygt for, at de skal gøre mere skade på os og på andre, end de har gjort.
Vi kan også lukke andre ude, dem, vi ikke vil have noget med at gøre. Ikke have dem med i vort liv. Udstøde dem og lukke af for deres selskab.
Disciplene frygtede dem, som havde henrettet Jesus. Derfor holdt de sig inde bag lukkede døre. De frygtede at lide samme skæbne som Jesus. De frygtede for deres liv.
I en skoleklasse mobber flere elever en enkelt elev og lukke ham eller hende ude af fællesskabet.
Et land sætter flygtninge i busser og kører dem over grænsen til nabolandet, fordi flygtningene er uønskede.
Et land diskuterer, hvor mange flygtningen man skal lukke ind, og altså også hvor mange flere man skal lukke ude, lukke sin dør for, sine grænser for.
Alle vegne hvor der er mennesker, lukkes der døre for nogle. Det være sig i familien, i nabolaget, og på verdensplan.
I Indien har man simpelthen sat navn på dem, der ikke hører til, men udelukkes. De kaldes de kasteløse, selv om betegnelsen officielt er afskaffet i 1950. Kristne i Indien opfattes som kasteløse.
Alle vegne hvor der er mennesker, er der kasteløse, selv om vi ikke bruger det udtryk. Der er mennesker, som ikke lukkes ind hos andre, fordi de andre ikke mener, de hører til hos dem.
Om man lukker andre ude eller man selv lukker sig inde for andre betyder, at man frygter, at man så ikke har styr på sit liv, - at andre skal tage magten.
Men hvor frygten hersker, hersker også døden.
Døden på det åndelige plan eller døden på det fysiske plan.
Ingen lever et frit menneskeliv ved at blive lukket ude af andre.
Og ingen lever et frit menneskeliv ved at lukke andre ude og lukke sig selv inde.
Af frygt.
Uanset hvorfor vi lukker ude eller lukker inde eller lukker af og sætter grænser, så er det af frygt for vort eget liv. Frygt for, at vor tilværelse skal blive værre, gøre ondt. At nogen skal tage noget fra os.
Men netop frygten gør, at vi lukker vort eget liv af for livet.
Bag lukkede døre.
Vi skærmer os bag lukkede døre.
Vi lukker os inde med vor egen tro, som ikke gør ondt. Vi skal lære ikke at tvivle på os selv, men tro på os selv og have styr på tilværelsen.
Tidens dør,
vi holder regnskab med tiden.
Vi lever i en afgrænset tid, en dag er den forbi.
Om vi vil det eller ej, så er døden den uafvendelige dør, som lukker os fra lyset, lukker os inde i mørket. Lukker af for livet, glæden, fællesskabet, kærligheden.
Disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt. Og mens dørene var lukkede kom Jesus opstået fra de døde og sagde: Fred være med jer.
Som lyset, der skinnede i mørket, trådte han ind i deres mørke og deres frygt, og de blev fyldt med glæde.
Bare vi dog var som Thomas, der tvivlede, satte spørgsmåltegn ved det, han i sin vildeste fantasi ikke kunne forestille sig. De andre sagde, de havde set Jesus. Det var bare for meget for Thomas. Hvis jeg ikke får set, hvis jeg ikke stikker min hånd i naglegabene ... Hvis - jo Thomas tvivlede, og det var hans held. Han holdt en lille sprække åben i sit lukkede rum, tvivlens sprække, som den mulighed, at han tog fejl.
Thomas bliver ofte brugt som billede på det menneske, det er synd for. Han tvivlede jo.
Jamen, der er da det, der er værre. Det er at lukke helt af for det budskab, som Thomas tvivlede på. Det er det, der er værre, og det er at være ligeglad.
At tvivle er dog at holde en dør på klem for ham, som vi ikke kan komme uden om. Vi kan vende ham ryggen, men intet kunne standse ham.
Døden kunne ikke holde ham fast i mørket, for hans navn er kærligheden, som er stærkere end døden.
Jesus beholdte ikke sin kærlighed for sig selv, men kom tilbage fra dødens lukkede rum for at være det evige lys, der driver frygten og tvivlen ud.
Og ikke nok med, at han sprængte det lukkede rum, - han sendte dem også ud af rummet. Ud til livet, som altid er usikkert. Det farefulde liv, hvor man risikerer at blive såret, svigtet, ydmyget, hadet, dræbt.
De skulle følge efter ham, bære hans skæbne i sig. De skulle gå ud og bryde grænser ned mellem mennesker med hans kærlighed. De skulle lukke døre op, gå ind til syge og sørgende, til dem, der var grebet af frygt, de kasteløse, de udstødte, dem, som ingen har plads til.
Han, som trodsede og overvandt frygt og død, han ville være med dem, som han vil være med os. Han går med os ned i frygtens dyb, i mørket og dødens dyb, for at vi ikke skal have noget at frygte for i denne verden. Han kommer til os i tvivlens land, tager os ved hånden og lader sit liv og sit evige lys sprænge vore lukkede rum, så vi kan ånde frit. For sagde han ikke: Modtag Helligånden. Modtag mit liv, som gennem det lukkede rum fører dig ud i lyset, lev i min ånd og gør godt mod de andre, bær min fred og min kærlighed ud til dine medmennesker, om det så skal koste dig livet. Du har intet at frygte. For sandt at sige, så taler rygtet sandt:
Kristus stod op fra de døde. Han lever og vi skal leve med ham i hans ånd.
Maria Magdalene vidnede om ham, disciplene med Thomas vidnede om ham. Også vi skal vidne om ham. Og salige er de, som ikke har set ham, men dog tror.
Susanne Fabritius de Tengnagel
susanne.fabritius@koege.mail.telia.com
www.hjemmesider.eon.dk/Susanne-praest