Hvis du har kommentarer
så skriv til
Susanne Fabritius de Tengnagel
Prædiken til 2. s.e.påske - 1. tekstrække - 29/4-2001
Køge Kirke ved Susanne Fabritius de Tengnagel
Tekst: Joh 10,11-16
Salmer: 374 - 360,2 - 190 - 412/ 496 - 365,1 - 167,7 - 312
-----
Så er der mad!
Mor kalder,
vi kender hende på røsten,
og hvis vi ikke lige kan høre, hvad det er, hun råber,
så kan vi høre på røsten, at der venter os noget godt!
Er det en alt for romantisk skildring af en moders rolle?
Er det hendes eneste rolle -
at være madmor!
Sådan begynder enhver mors rolle i hvert fald,
at være madmor!
Ethvert nyfødt barn ved hvem det skal holde sig til,
til moderen med maden.
Her er der ikke noget andet, der gælder.
Barnet kan høre det på røsten,
skelne sin moders røst mellem alle andres.
Med maden følger sikkerheden for ikke at dø af sult,
det er den trøst, som overgår alt!
Så er der mad!
Hyrden leder fårene på græs,
det er hyrdens rolle at være den,
der viser fårene hen til steder,
hvor de kan spise sig mætte.
Og det er det, det handler om for fårene.
Og derfor kender de hyrdens røst blandt alle andres,
sikkerheden for ikke at sulte
trøsten i livet!
Kan man høre forkert?
Kan man blive ledt på vildspor af den forkerte mor,
den forkerte hyrde?
Vi burde ikke kunne!
Vi burde kende den rigtige røst,
som har talt os før vi blev til,
kaldt os ved navn, før vi selv kunne sige det!
Men vi kan lade os friste til at tro,
at andre har noget bedre at byde på.
Det er hørt før!
Som i beretningen om Adam og Eva,
der lader sig friste af slangen i Paradisets have.
Den har noget bedre at byde på end Gud har,
lyder det til.
Men den tager fejl!
og Adam og Eva tager fejl,
så grueligt fejl.
For slangen er ikke optaget af at mætte dem,
men at overbyde og tage Guds plads.
Jesus fortæller lignelsen om den fortabte søn,
som fik arveforskud og rejste udenlands
i håb om at livet uden for hans faders rækkevidde
bød på noget bedre.
Men sønnen tog grueligt fejl,
erkendte det
og gik i sig selv,
da han midt i en hungersnød
ikke engang kunne få lov til at spise sig mæt i de bønner,
som svinene åd.
Pludselig gik det op for ham,
hvor han hørte til,
hvor han kunne blive mæt på sjæl og legeme.
Han vendte hjem,
og hans far anrettede et stort festmåltid.
Og ikke nok med at han fik stillet sin legemlige sult,
han blev i sandhed også mæt i sjælen.
For han fik den åndelige føde,
som overgår alt,
han fik sine synders forladelse.
Faderens tilgivelse.
Han blev sat ind på sin rette plads igen
i forholdet til sin far,
han blev som det forvildede får kaldt ind i båsen igen.
Jesus siger: Jeg er den gode hyrde.
Jeg kender mine får,
og mine får kender mig,
og jeg sætter mit liv til for fårene.
Det handler om, at vi hører til hos Gud på forhånd,
vi er hans,
hans skabning,
som han i sin uendelige kærlighed
drager omsorg for og kendes ved.
Men vi har ofte så mange sære ting for,
vi mennesker.
Vil ikke nøjes med det bedste,
vil have noget bedre,
og vil selv bestemme.
Om livet, vi ikke altid er tilfredse med,
vil have mere,
slår os ikke til tåls med,
at græsset på denne side af gærdet
er lige så godt som over på den anden side.
Så hellere tage livet i egen hånd,
gå vore egne veje,
søge andre hyrde,
som råber på en anden måde,
som lover guld og grønne skove,
lover al verdens riger og herlighed,
hvor farven har en anden lyd,
hvor æblerne er sødere,
hvor solen skinner hele dagen,
hvor der er guld på gaden,
tilværelsens ulidelige lethed.
Men der er ingen, der råber:
Så er der mad!
Det må vi selv sørge for!
Og så bliver det alles kamp mod alle!
Og hvad får vi ud af det?
Jo, de stærke vinder,
de svage går tabt!
Men var det det, der var meningen med livet?
Se, det Guds Lam, der bærer verdens synd!
Sådan råbte Johannes Døberen i ørknen om Kristus!
Hyrden blev til offerlammet,
Lederen til den, der tjente.
Kristus trådte i det jagede fårs sted
for at lade sig jage og fange af ulven,
gribe af slangen,
han satte livet til for at fårene skulle leve.
Den enes død, de andres brød.
Kristi død er mad på bordet.
Den åndelige føde, som overgår alt,
Synders forladelse og det evige liv.
Brødet i den 11. time!
Livets brød,
troen, håbet, kærligheden.
Og hyrdens røst lyder,
Kristi nærvær i nadverens måltid:
Så er der mad!
Vi kender ham på røsten,
og hvis vi ikke lige kan høre, hvad det er, han råber,
så kan vi høre på røsten, at der venter os det bedste:
Han tog brødet, - dette er mit legeme, som gives for jer.
Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.
Motet:
1. En hyrde vandrer med sine får
og passer på, hvor de går og står.
I bjerg og dal er der farer nok
for hyrdens flok.
2. En ulv kan ligge på lur et sted
og skabe uro og ikke fred.
Forklædt den kommer i fåreklæ'r,
en trussel er.
3. En hyrde kender sin fåreflok,
når han går rundt med sin stav og stok,
og flokken kender ham på hans røst,
det er en trøst.
4. Vor Herre er som en hyrde god,
indgyder mennesker kraft og mod,
han sætter livet på spil og til
for dem, han vil.
5. Han binder os med usynligt bånd
og leder os med sin milde hånd
igennem farer og ulveklør,
for os han dør!
Tekst og melodi:
Susanne Fabritius de Tengnagel 1991
Joh 10,11-13.
Kirkebøn mm.
Susanne Fabritius de Tengnagel
susanne.fabritius@koege.mail.telia.com
www.hjemmesider.eon.dk/Susanne-praest