Hvis du har kommentarer
så skriv til
Susanne Fabritius de Tengnagel
Prædiken til 3.s.e. påske - 25/4-99
af Susanne Fabritius de Tengnagel
Tekster: Es 54,7-10; Hebr 13,12-16; Joh 16,16-22
Salmer: 204 - 190 - 510/ 641 -365,1 - 167,7 -697 3dåb -488
-----
Er der noget mere end dette liv, som ender med, at vi dør og lægges i jorden og forgår?
Er der noget mere end dette liv, mere end sorgen over livets bitre lidelse og ophør?
Som præst bliver jeg af og til kontaktet af skoleelever, som laver projekt om døden, og jeg bliver spurgt, om jeg tror på et liv efter døden.
Af egen erfaring kan jeg ikke sige noget. Jeg har ikke prøvet at være død. Men det er heller ikke min erfaring, de spørger om, men om min tro.
Og så må jeg svare: Ja, jeg tror på et liv efter døden. Og det er et himmelsk liv, hvor døden ikke er mere, for når jeg er død, skal jeg ikke dø mere. Heller ikke pine eller sorg eller smerte er mere.
En gang imellem, når jeg lægger mig til at sove, kan jeg tænke: Hvad nu, hvis jeg ikke vågner op mere. Nogle gange bliver jeg panisk angst, føler, jeg synker ned i et sort hul, farer op af sengen, går ud i køkkenet for at finde noget at spise og drikke i køleskabet. Det dulmer nerverne, og jeg falder i søvn.
Andre gange bliver jeg ikke bange. Så ligger jeg og øver mig i at give slip på det, jeg ikke kan undvære i mit liv, min familie, mine venner, mit arbejde, ja alt, som fylder mit liv med taknemmelighed, og så mærker jeg, at jeg ikke er alene. Som om jeg falder i levende hænder og ikke ned i et sort hul. Og det er godt at falde i søvn på den måde.
Angsten og glæden, sorgen og glæden holder om hinanden. Men glæden skal sejre.
Glæden skal sejre.
Sådan er det for mig at tro på et liv efter døden.
Men meget kan dæmpe glæden, slukke den.
Svære bekymringer, tunge sorger, bitre lidelser rammer os på må og få.
Sætter Gud os på prøve, giver han os prøvelser, så han kan se, hvor meget vi tror?
Jeg tror det ikke, men jeg tror, at han hjælper os gennem prøvelserne, gennem angsten, gennem sorgen og smerten.
Det tror jeg, fordi han selv har gået vejen.
Da Gud blev mennesket Jesus Kristus, født af Jomfru Maria, blev han pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet. Han gik vores vej. Kæmpede i angst for sit liv, men på tredje dag opstået han fra de døde, opfor til himmels.
Han gik vores vej, for at vi skal følge efter ham.
Derfor tror jeg på et liv efter døden, et liv efter smerten, sorgen, prøvelserne. Et liv, hvor død ikke er mere, ej heller sorg eller skrig eller pine.
Vi skal se ham, som døde på korset. Vi skal se Gud, og da skal sorgen vendes til glæde.
Jesus fortæller om menneskelivet og livet efter alle trængslerne og døden ved at bruge et eksempel med en fødende kvinde.
I skal sørge i livet, siger han, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet. Men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden.
Tænk, hvis kvinden ikke havde nogen som helst anelse om, hvorfor hun havde smerte på grund af veerne, hvorfor hun fik åndenød og følte en dødsens angst for at dø.
Så havde hun ikke noget at håbe på, ikke noget at glæde sig til. Så var fødselstimen uudholdelig og ulidelig i sin lidelse.
Men hun har netop noget at håbe på, noget at glæde sig til. Og det gør smerterne og åndenøden og angst til at bære.
Sådan ånder Jesus på os med håb og glæde, så vi ikke skal fortvivle i denne verden, men tro, at der er noget at håbe på, noget at glædes over.
Jesus gik vores vej til ende. Smertens vej til livets glæde. Han opstod fra de døde. Det er det ord, som skal bære os oppe, når alt ser håbløst ud.
Det er den tro, som skal bære verden oppe, når bomber og vold og mord ødelægger menneskeliv.
Når et menneske bliver døbt, bliver det døbt til at gå vejen med Jesus fra død til liv.
Derfor er det så vigtigt, at alle døbte er fælles om at tro, at der er en glæde, som ikke er af denne verden, en himmelsk glæde, som har besejret synd og død og al djævelsk i verden. En glæde, som bærer os gennem prøvelser og smerte og sorg. For vi kan vente det bedste til sidst.
Vi skal ikke holde det for os selv. Vi skal sammen takke Gud for, at han lod sig føde som et menneske i Jesus Kristus, takke for det liv, vi har fået indtil i dag. Vi skal lade vor tro komme til udtryk i at være fælles med andre i troens bekendelse på Gud Fader, Søn og Helligånd. Og i handling skal vi lade vor tro vise sig i godgørenhed og gavmildhed, for det er den slags ofre, Gud finder behag i.
Det er ikke nok, om vi selv glædes, vi skal også dele den himmelske glæde med andre til trøst og opmuntring, med mad til de sulte, tøj til de frysende og tag over hovedet til de flygtende hjemløse.
Jesus gik vores vej for at vi i hans ånd skal gå hans vej fra sorg til glæde, fra død til evigt liv med Gud.
Susanne Fabritius de Tengnagel
susanne.fabritius@koege.mail.telia.com
www.hjemmesider.eon.dk/Susanne-praest