Hvis du har kommentarer
så skriv til
Kirsten Kruchov Sønderby
Prædiken til konfirmation 2001
Herre Vor Gud
Hør os, når vi beder dig for liv og fremtid.
Da vi var børn blev vi i dåben lagt i dine hænder,
I tillid til at du for altid ville være med os.
Nu be'r vi dig; lad os altid leve ud af den tillid,
Så vi deri henter mod og glæde til hver eneste dag
Amen
Da vi blev døbt skete der noget afgørende med os. Vi blev for altid
forandrede, selvom det ikke var noget vi lagde mærke til. De fleste af os
var jo også helt små dengang, og sov bare, eller skreg lidt, og det der
skete havde vi intet som helst forhold til for vi fattede ingenting.
Men der skete altså noget.
Der var selvfølgelig selve dåben; de tre håndfulde vand, i faderens og
sønnens og helligåndens navn. Men det jeg tænker på lige nu skete før det.
Nemlig dette, at der blev tegnet på os.
Med sin finger tegnede præsten os i panden og på brystet. Og imens sagde
præsten, "Modtag det hellige kors' tegn, både for dit ansigt og dit bryst,
til et vidnesbyrd om at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus"
Vi bærer Guds søns mærke på os, usynligt i det daglige men altid synligt for
Gud, han har det hele tiden for øje, ved at vi tilhører hans søn, som var vi
brændemærkede.
Når han ser på os, så ser han alt hvad vi er af godt og skidt gennem det
mærke og så siger han : De bærer min søns mærke, så er de mine børn og intet
skal skille dem fra mig.
Vi skal bare tage imod, hver dag i vort liv, sådan som I ni konfirmander
idag skal lade ham bekræfte sit løfte til jer, at det stadig gælder nu hvor
I er store nok til at fatte hvad der foregår omkring jer. Nu hvor I ikke
længere bruger det meste af jeres tid på at sove eller skrige, som da I var
babyer og jeres forældre besluttede at I skulle døbes, men er på vej mod at
skulle tage jeres egne beslutninger om jeres liv.
Idag, jeres konfirmationsdag, skal på det kraftigste minde jer om jeres dåb
og de løfter der dengang blev sagt højt, minde jer om at I bærer Guds
usynlige mærke på jer for altid og at intet kan slette det ud.
Alt dette her med mærket i panden, fik mig til at tænke på Harry Potter.
Harry Potter er hovedperson i en serie bøger, som jeg ved at vi er nogle
stykker her idag som har læst. Men for dem der ikke allerede kender Harry
Potter må jeg vist hellere begynde med at fortælle om ham.
Harry vokser op hos sin moster og onkel, hans forældre døde da han var spæd,
han har altid følt sig anderledes end sin familie, men det er først da han
bliver elleve år at det går op for ham hvad der er så særligt ved ham.
En skole ved navn Hogwarts skriver til ham, for at sige at han skal starte
der efter sommerferien. Det særlige ved Hogwarts er at det er en kostskole
for hekse og troldmænd.
Harry Potter skal være troldmand, og så er det at vi i bøgerne følger hans
liv på Hogwarts, hvor han lærer alt muligt mærkeligt, at fremstille magiske
eliksirer, forvandle borde til grise, få ting til at svæve og andre
underligheder.
Harry viser sig også at have et særligt talent for den højtelskede
troldmandssport Quidditch, som minder om en blanding af basketball og
kricket, bortset fra at spillet foregår i luften, med spillerne flyvende på
koste.
Harry er glad for at være på skolen, han får nye venner, men også i
troldmandsverdenen er der både gode og onde kræfter.
Og Harry får ny viden om sin egen fortid. Hans forældre blev ikke dræbt ved
en trafikulykke, som hans mugglertante og onkel ellers har prøvet at bilde
ham ind. (Mugglere det kalder man i troldmandsverdenen alle dem der som ikke
er trolmænd eller hekse)
Hans forældre blev derimod dræbt af en troldmand som var så ond at ingen tør
sige hans navn, han hedder Lord Voldemort, men alle kalder ham istedet, med
hviskende stemme "Du-ved-hvem"
Denne onde troldmand, får han at vide, dræbte først hans far, og ville så
have gjort det af med den lille spæde Harry, men hans mor stillede sig
foran.
Så dræbte Voldemort også hende, men af en eller anden grund kunne han ikke
slå Harry Potter ihjel. Istedet får Harry et ar i panden af form som et lyn.
Så vidt baggrunden, men nu kunne jeg godt tænke mig at fortælle jer om en
særlig episode i den første bog om Harry, den der hedder "De vises sten".
Mod slutningen af bogen er det nemlig kommet dertil at Harry igen møder Lord
Voldemort.
Voldemort er ude efter de vises sten som opbevares på skolen, med den vil
han skaffe sig ny styrke til igen at forsøge at tage magten over hele
verden.
Men Harry har også fundet stenen og holder af al magt fast i den. Tilsidst
besvimer Harry, udmattet af kampen og tror han har tabt.
Da han kommer til sig selv igen på skolens sygestue, sidder skolens rektor
hos ham og forklarer ham at, nej, det var endnu engang den onde Voldemort
der måtte give fortabt. Alt er godt, og Voldemort er forsvundet fra skolen.
Og så er det at Harry spørger rektor Dumbledore hvordan det kunne gå til,
hvorfor mon denne onde troldmand, som alle er så bange for, ikke kunne dræbe
ham og Dumbledore svarer : "Din mor ofrede sit liv for dig. Hvis der en
ting Voldemort ikke forstår, er det kærlighed. Det gik slet ikke op for ham
at din mors kærlighed var så stærk at den efterlod sit eget mærke. Ikke et
ar ikke et synligt mærke... at være elsket så højt, selv af en person som
ikke lever mere, giver os en evig beskyttelse mod det onde. Du har det under
din hud"
Sådan et mærke bærer I under jeres hud.
Jesus elskede os sine mennesker så højt at han satte sit liv til for os. Han
døde på korset fordi han ikke ville holde op med at stille sig i vejen for
djævelen, når han prøvede på at få magt over mennesker. Hvad djævelen ikke
forstod var, at idet Jesus blev dræbt på korset vandt han samtidig den
største sejr kærligheden nogensinde har vundet.
Korset blev til kærlighedens mærke. Med det tegnes alle dåbsbørn, for at det
skal blive tydeligt at de tilhører Gud og at intet ondt skal skille dem fra
ham, end ikke døden skal kunne tage os fra Gud.
Sådan får vi mod til at leve. Sådan skal I konfirmander leve jeres liv, og
modigt tage kampen op mod alt ondt som truer jer i jeres liv.
Som Harry Potter der i hver ny bog om ham gang på gang må kæmpe mod den onde
Lord Voldemort. For hver bog viser det onde sig med et nyt ansigt, og som
Harry vokser og bliver klogere og stærkere, både hvad angår fornuft og
troldmandskab, sådan vokser de opgaver han møder og de dueller han må
udkæmpe.
Og selvom Harry meget tit er bange, så prøver han alligevel, fordi
kærligheden giver ham styrke.
Sådan skal I leve og prøve selvom I bliver bange. Må I altid finde trøst og
styrke i jeres dåb.
I det I nu ved at intet kan skille jer fra Gud, hvis I vil være i ham.
Stol på det og lev på det, for I bærer det hellige kors' tegn for jeres
ansigt og for jeres bryst.