Hvis du har kommentarer
så skriv til
Mette Trankjær
Langfredag 2001 i Horbelev og Gedser
Tekst. Mark. 15,20-39
Salmer: 168, 166,1-10, 166,11-16, 167, 178
For nylig fik jeg en gave. Et ægyptisk Ankh-tegn trykt i Guld på papyrus.
Ankh-tegnet ligner minder om et kors, idet det er formet så det ser ud som
et T der munder ud i en løkke. Tegnet var oprindeligt en hieroglyf for liv
og på billeder af ægyptiske Guder ser man tit at de holder tegnet i hånden
eller rækker det hen imod kongens næse for at give ham liv.
Sammen med ankh-tegnet modtog jeg også et brev, hvor i jeg fik forklaret at
de koptiske kristne mener at korssymbolet skulle være en omformning af
ankh-tegnet snarere end korset på Golgatha. Og så tilføjer giver og
brevskriver: "Egentlig ganske sympatisk, synes jeg." Og hermed mener
brevskriveren selvfølgelig, at det ville være rarere hvis vi helt kunne
undgå alt det her med korsfæstelsen, for det er nu temmelig ubehageligt at
skulle høre om og vidner vel endda om, at Gud ikke er særlig sympatisk.
Ja, se det kommer sandelig an på hvad man forstår ved sympatisk.
I daglig tale er sympatisk vel nærmest kommet til at betyde noget i retning
af behagelig, venlig, harmonisk, ufarlig. At nogen eller noget er sympatisk
betyder, at det er til at holde ud at være i nærheden af det menneske og
det, der foregår omkring det og at være til stede ved en korsfæstelsesscene
er ikke til at holde ud. Man har lyst til at lukke øjne og øren og gå
derfra. At høre og se et andet menneske lide er frygteligt og netop ikke til
at holde ud, fordi man ikke kan holde det ude , det trænger sig ind bag de
lukkede øjne og de tilstoppede øren og gør os ilde tilpas. Vi kan ikke holde
det ud, for vi kan ikke holde det ude. Det er farligt, det frygteligt, det
er kaotisk og ubehageligt. Altså er der tilsyneladende ikke noget spor
sympatisk ved korsfæstelsen.
Og så alligevel, for hvad betyder ordet sympatisk egentlig ? Ja det kommer
af det græske sympatheia , der betyder medfølelse eller medlidenhed, og på
den led er korsfæstelsen én stor sympatitilkendegivelse fra Guds side. For
han hænger ikke der og lider for sin egen skyld, han hænger der fordi han
elsker mennesket så lidenskabeligt, at han må genskabe os , nyskabe os , om
han så selv skal lide under det. Korsfæstelsen på Golgatha er altså selve
essensen af hvad sympati er og begrebet sympati burde defineres ud fra
korset på Golagatha og ikke omvendt. Korset på Golgatha er rendyrket sympati
fra Gud.
Uden det ville vi være uden Gud, forladte, fortabte overladt til vores egne
lidelser uden at have følgeskab af Gud, sådan som vi sommetider tror vi er
det.
Det fortælles at det under en stor pestepidemi gik sådan med borgerne i
Bergamo. I begyndelsen da sygdommen greb om sig søgte man Gud, men da
sygdommen ufortrødent fik lov til at fortsætte sin hærgen, fik menneskene
det indtryk ,at Gud hverken ville eller kunne hjælpe. Og så gik de i den
anden grøft. De sad ikke bare med hænderne i skødet og lod stå til , nej det
var som om de lod synden udfolde sig for fuld kraft. Luften i Bergamo var
fuld af bespottelse og ugudelighed . Borgenes motto var nu :I dag vil vi
æde, i morgen skal vi dø. Det var som om de havde sat det ud efter noder ,at
spille så på mangfoldige instrumenter i én uendelig helvedskoncert. Alt hvad
der hed hjælpsomhed eller medlidenhed var forsvundet fra sindene, enhver
havde kun tanke for sig selv.
Så en dag , da pesten havde hærget i 11 uger så man et sælsomt optog nærme
sig byen. Efterhånden som optoget kom tættere kunne man se at det drejede
sig om en temmelig stor skare af mennesker, der bar kors i hænderne og på
brystet. Folk i Bergamo blev ilde tilpas ved synet af disse højtidelige
mennesker, men da man blandt korsfarerne genkendte en halvgal skomager fra
en nærliggende by, begyndte man i stedet at more sig lidt og følge efter
dem, og glo , som når cirkus kommer til byen. Men stemningen vender igen og
det kommer til et optrin i byens kirke. Her mødes korsfarerne og deres følge
af en spottemesse, hvor nogle af byens værste drukkenbolte ter sig foran
alteret. En fører sig frem med gudsbespottende ord og fagter og resten
ligger døddrukne rundt om knæfaldet. De borgere der er fulgt med korsfarerne
ind i kirken hviner og hujer og griner, nu kan de fremmede helligpråse vel
se, hvad man regner Gud for her i Bergamo.
Blandt de fremmede stod pludselig en ung munk op og talte. Om helvede talte
han. Udmalede alle dets rædsler. Så prædikede han om lovens strenghed, men
sagde så pludseligt: Men Kristus er død for vore synder , siger I, vi er
ikke mere under loven. Men jeg siger jer, at helvede ikke skal blive
bedraget for en eneste af jer, for nu skal I høre hvordan det virkeligt gik
for sig den fredag på Gogatha. I stoler på Golgathas kors. Kom .Kom! Se! Jeg
skal føre jeg lige til dets fod. Den unge munk udmaler nu hvordan de skubber
og støder og piner Jesus. Hvordan de slænger ham på korset og hugger nagler
i ham. Hvordan de rejser korset, så han deroppe fra ser hvordan de ter sig,
dem han lider for at frelse. Og der var ikke et medlidende blik i hele
hoben. Han hørte hvordan de sagde: "Nå, du som bryder templet ned og rejser
det igen på tre dage, frels dig selv, stig ned fra korset." Da fortørnedes
Guds søn og så at mennesket ikke var frelse værd og han rev sin fødder af
naglerne og knyttede sine hænder om naglernes hoved og trak dem ud, så
korsets arme spændtes som en bue, og han sprang ned på jorden og rev sin
kjortel til sig så terningerne raslede nedover Golgathas skrænt, og han
slyngede den om sig med en konges vrede og for til himmels. Og korset stod
tomt tilbage. Det store forsoningsværk blev aldrig fuldbragt. Der er ingen
mægler mellem Gud og os, ingen Jesus død for os på korset.
Så tav munken.
Og så kommer reaktionen fra Bergamos borgere. De skriger af angst og de
skriger: "Korsfæst ham. De vil have Kristus tilbage på korset. Tanken om at
han alligevel ikke skulle være død for deres synders skyld er værre end alt
dandet. Tværs gennem al lidelse og død, tværs gennem deres bespottelse og
utugt har der været et lille vanvidspunkt i deres hjerter ,som forstod dette
ene. Korsets dårskab. Det bliver nu taget fra dem ved munkens fortælling og
det er værre end alt andet. For er Kristus ikke død på korset for os, så er
Gud på ingen måde sympatisk, i betydningen medlidende, medfølende og det er
ubærligt. Så hellere korset med Kristus på.
Vi har brug for det kors .Vi har brug for at vide, at hvad enten det er tomt
eller ej, så ved vi at det har været fyldt, fyldt med Kristus og det vil
sige fyldt med Guds nærvær og kærlighed og medfølelse i al menneskelig
lidelse.
De fleste af os kommer i vores liv til at opleve Langfredags timer, ved et
elsket menneskes sygeseng eller dødsleje og når vi selv skal dø, men vi
skal aldrig stå det igennem alene, for han har været der før os.
Så fri os fra en i gængs forstand sympatisk Gud, der sidder i sin himmel og
nikker som en ufarlig, venlig bedstefar, der smilende ser til mens verden
lider . Sådan er vores Gud ikke , for han er i dybeste forstand sympatisk,
og det er altid farligt ,for at give af sin sympati betyder at man aldrig
glider af på noget, at man ikke lader dem man elsker i stikken, men
tværtimod engagerer sig helt igennem.Selv når mennesket vender Gud ryggen
lider han for os og med os. Det kan vi ikke undvære og derfor kan vil heller
ikke undvære korset på Golgatha, det skal ikke erstattes af en ægyptisk
hieroglyf for liv, for det er selv indbegrebet af liv.