Hvis du har kommentarer så skriv til Mette Trankjær | ||||
Skærtorsdag 2001 i Horbelev. Tekst: 26,17-30 Salmer: 425,416,396,279, 365,431 153 Måltider er en væsentlig del af et hvert menneskeliv. For det første for at vi overhovedet kan opretholde livet. Men måltider gør andet og mere ved os end at stille sulten. Det ved vi fra vi er ganske små. For det spæde barn drikker ikke bare sin mors nærende mælk, det indsnuser hendes duft, det ligger badet i lyset fra hendes øjne, det hører hendes stemme og hendes hjerteslag og vokser af det alt sammen. Et jasket , sjusket, måltid kan måske nok stille den værste sult, men det efterlader ikke én i den samme tilstand som det gode måltid , hvor også smagsløg, næse, øjne og følesans mættes, ja selv hørelsen får sit, når man bider i noget sprødt. Er man oven i købet så heldig at have nogen at dele sit måltid med, mættes man også i sjælen af glæden ved at dele dét, der på én gang giver liv og fællesskab. At spise sammen er egentlig noget meget intimt, for man indtager jo i fællesskab noget, der bliver til en del af ens krop. Efter måltidet bærer man hver især noget af måltidet med sig når man går, noget der rækker ud over den fælles oplevelse man har haft ved at dele måltidet. Det er måske det Paulus forsøger at forklare os, når han siger: "Jeg taler til jer, som forstandige mennesker. Døm selv om det, jeg siger :Velsignelsens bæger, som vi velsigner er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet , som vi bryder er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Fordi det er ét brød er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød." Paulus taler til os om måltidet, og han taler til os som forstandige mennesker. Men han taler ikke om et hvilket som helst måltid , han taler om Påskemåltidet. Det måltid der både har noget jordisk og noget himmelsk i sig, men som så sandelig også både har noget i sig vi forstår vi forstår og noget vi ikke forstår. Karen Blixen har i Babettes gæstebud skildret et måltid , hvor det jordiske og det himmelske mødes og hvor dét de spisende ikke forstod var det vigtigste. Måltidet er tilberedt af en fransk kvinde, der er kommet i huset hos to strengt religiøse søstre, der lever afsides ved en norsk fjord sammen med en lille asketisk menighed, der er grundlagt af søstrenes afdøde far, der var præst. Den franske kvinde, der i virkeligheden er mesterkok, lærer sig hurtigt at lave øllebrød og klipfisk, som er det de nøjsomme søstre hovedsageligt lever af. Men da hun vinder den store gevinst i lotteriet beder hun de to søstre om lov til at lave et rigtigt måltid i anledning af at deres far og menighedens stifter ville være fyldt 100 år. Søstrene er ikke meget for det, men da Babette påpeger, at hun nu i 14 år har arbejdet for dem dag ud og dag ind uden nogensinde at bede dem om noget, giver de modstræbende efter for hendes bøn. Babette begynder straks at sende bud efter vagtler og skildpadder og alt hvad der skal bruges til et rigtigt fransk måltid. Søstrene bliver mere og mere betænkelige efterhånden som de sære sager arriverer i den lille bygd og de tager menigheden i ed : Ingen må under måltidet sige noget som helst om maden. Vin drikker man selvfølgelig ikke i de kredse og da søstrene ser de mange vinflasker forhører de sig :" Nu er det vel ikke vin?" men Babette svarer blot- nej, det er en Clos Vogeot 1846 fra Philippe i Rue Mont Orgueil. En så fin varer kalder man ikke bare for vin. I selskabet, der er inviteret til dette måltid, er der én der forstår lidt mere end de andre. Den ene søsters ungdomskærlighed general Löwenhielm er en berejst verdensmand, der én gang før har smagt et lignende måltid i Paris, men når han forsøger at tale med de gamle fromme mennesker om den vidunderlige mad og drikke, forstår de ikke hvad han siger, det havde såmænd ikke engang været nødvendigt at tage dem i ed, for de har ikke ord, der kan beskrive det de her oplever.Altså svarer de i øst når Löwenhiwlm taler i vest. Men det at de fleste i selskabet ikke forstår, betyder ikke, at de ikke har noget ud af måltidet. De er ikke vant til alkoholiske drikke overhovedet, og da de tror de drikker limonade, tager de godt for sig og virkningen udebliver ikke, men det er ikke kun en virkning af alkohol, der er tale om, det er en virkning af noget overjordisk, der forvandler dem og deres indbyrdes forhold. For selv der i den lille fromme menighed har der været strid og splid og nid og nag. I lyset af det måltid Babette har stablet på benene kommer der en forsoning i stand. To gamle kvinder, der havde sladret om hinanden , gik i deres hjerter langt tilbage til fortiden, forbi det onde tidsrum, hvori de så længe havde siddet fast, og pludselig var de igen to unge piger, der gik hånd i hånd på de små veje i bygden og sang af fuld hals. En gammel mand forsoner sig med én der en gang har snydt ham i en handel og snyderen lader sig både tiltale og tilgive. Da aftenen er forbi er alle forvandlede forsonede og løftet op i en sfære, der ikke er af denne verden. Da Lövenhielm tager afsked med den af søstrene, der var hans ungdoms elskede. Siger han til hende :" Sig at De ved at jeg har været hos Dem hver eneste dag hele mit liv og sig at De ved og forstår ,at jeg så længe jeg lever bestandig vil være hos Dem. Hver aften vil jeg - om ikke i kød, som intet betyder, så i ånden, sætte mig til middagsbordet med Dem, ganske som i aften. For i aften har jeg lært at i denne vor skønne verden er alt muligt." Det måltid der her beskrives er kalkeret over nadvermåltidet, der virkelig er sat sammen af det jordiske og det himmelske, der gør alting muligt, fordi det er kommet i stand ved at Gud yder sit ypperste, det vil sige at han giver os sig selv i det måltid. Det kan vi ikke forstå hele omfanget af, selvom Paulus forsøger at tale til os som forstandige mennesker. Selvfølgelig kan vi forstå, at vi hvis vi deler et brød, alle bærer stykker af det samme brød i os , at vi på den måde er ét legeme, fordi vi alle får del i det ene brød, men hvad det egentlig gør ved os, det kan vi ikke forstå, det kan vi bare tage i mod. Vi kan bare lade os tilgive , når Gud her forsoner sig med os. Og når han giver os af sig selv, så siger han, at han har været med os hver eneste dag og fortsat vil være det i ånd, men også en gang igen på den yderste dag i kød. Nadveren er pant på at vi engang et sted, som kun den treenige Gud kender, skal drikke den nye vin sammen med Jesus Kristus. Kødets opstandelse begynder i nadveren. Kødets opstandelse ? Kan det være virkeligt ? Ja, hvorfor dog ikke? Hvis Gud kunne skabe kød af ingenting i tidernes morgen kan han vel gøre det igen. Ikke at jeg forstår det, men jeg håber og tror det og indtil da må vi gøre som Jesus siger vi skal gøre, nemlig spise brødet og drikke vinen og på den måde mindes, at vi alle har del i hans død. Når vi forlader nadverbordet har vi lige så stor del i Jesu Kristi død som Judas havde, for vi har alle har dyppet i fadet samtid med Jesus. Men samtidig har vi lige del i håbet om en opstandelse, der ligner hans. Og det har vi fordi han vil det og fordi himmel og jord mødes i ham på en måde så man næsten kan se stjernerne komme nærmere , når man tænker på det. Ved hver højmesse her i kirken spiser vi det lille måltid vi kalder nadver og vi spiser det også nu efter den næste salme. Det er som hos de gamle et let måltid, et rejsemåltid, der styrker os til det der venter forude. Med det måltid i maven kan vi se hvem som helst i øjnene og vide at vi har noget sammen. Noget jordisk og noget himmelsk. Med det måltid i maven kan vi se hvad som helst i møde med fortrøstning, for det skal til at være Påske for Herren. Men han beholder den ikke for sig selv, men deler både den og sig selv med os. Vi kan gå herfra letfodede og lette om hjertet, sådan som man har det når man på én gang er befriet for noget der var for tungt at bære på og samtidig har fået noget man manglede. Uforståeligt ja, men umuligt nej! | ||||
Den 6-5-2001 er denne prædiken sat på |