Hvis du har kommentarer
så skriv til
Mette Trankjær
Skærtorsdag 2001 i Horbelev.
Tekst: 26,17-30
Salmer: 425,416,396,279, 365,431 153
Måltider er en væsentlig del af et hvert menneskeliv. For det første for at
vi overhovedet kan opretholde livet. Men måltider gør andet og mere ved os
end at stille sulten. Det ved vi fra vi er ganske små. For det spæde barn
drikker ikke bare sin mors nærende mælk, det indsnuser hendes duft, det
ligger badet i lyset fra hendes øjne, det hører hendes stemme og hendes
hjerteslag og vokser af det alt sammen.
Et jasket , sjusket, måltid kan måske nok stille den værste sult, men det
efterlader ikke én i den samme tilstand som det gode måltid , hvor også
smagsløg, næse, øjne og følesans mættes, ja selv hørelsen får sit, når man
bider i noget sprødt. Er man oven i købet så heldig at have nogen at dele
sit måltid med, mættes man også i sjælen af glæden ved at dele dét, der på
én gang giver liv og fællesskab. At spise sammen er egentlig noget meget
intimt, for man indtager jo i fællesskab noget, der bliver til en del af ens
krop. Efter måltidet bærer man hver især noget af måltidet med sig når man
går, noget der rækker ud over den fælles oplevelse man har haft ved at dele
måltidet.
Det er måske det Paulus forsøger at forklare os, når han siger: "Jeg taler
til jer, som forstandige mennesker. Døm selv om det, jeg siger
:Velsignelsens bæger, som vi velsigner er det ikke fællesskab med Kristi
blod? Brødet , som vi bryder er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Fordi
det er ét brød er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød."
Paulus taler til os om måltidet, og han taler til os som forstandige
mennesker. Men han taler ikke om et hvilket som helst måltid , han taler om
Påskemåltidet. Det måltid der både har noget jordisk og noget himmelsk i
sig, men som så sandelig også både har noget i sig vi forstår vi forstår og
noget vi ikke forstår.
Karen Blixen har i Babettes gæstebud skildret et måltid , hvor det jordiske
og det himmelske mødes og hvor dét de spisende ikke forstod var det
vigtigste. Måltidet er tilberedt af en fransk kvinde, der er kommet i huset
hos to strengt religiøse søstre, der lever afsides ved en norsk fjord sammen
med en lille asketisk menighed, der er grundlagt af søstrenes afdøde far,
der var præst. Den franske kvinde, der i virkeligheden er mesterkok, lærer
sig hurtigt at lave øllebrød og klipfisk, som er det de nøjsomme søstre
hovedsageligt lever af. Men da hun vinder den store gevinst i lotteriet
beder hun de to søstre om lov til at lave et rigtigt måltid i anledning af
at deres far og menighedens stifter ville være fyldt 100 år. Søstrene er
ikke meget for det, men da Babette påpeger, at hun nu i 14 år har arbejdet
for dem dag ud og dag ind uden nogensinde at bede dem om noget, giver de
modstræbende efter for hendes bøn. Babette begynder straks at sende bud
efter vagtler og skildpadder og alt hvad der skal bruges til et rigtigt
fransk måltid. Søstrene bliver mere og mere betænkelige efterhånden som de
sære sager arriverer i den lille bygd og de tager menigheden i ed : Ingen må
under måltidet sige noget som helst om maden. Vin drikker man selvfølgelig
ikke i de kredse og da søstrene ser de mange vinflasker forhører de sig :"
Nu er det vel ikke vin?" men Babette svarer blot- nej, det er en Clos
Vogeot 1846 fra Philippe i Rue Mont Orgueil. En så fin varer kalder man ikke
bare for vin.
I selskabet, der er inviteret til dette måltid, er der én der forstår lidt
mere end de andre. Den ene søsters ungdomskærlighed general Löwenhielm er
en berejst verdensmand, der én gang før har smagt et lignende måltid i
Paris, men når han forsøger at tale med de gamle fromme mennesker om den
vidunderlige mad og drikke, forstår de ikke hvad han siger, det havde såmænd
ikke engang været nødvendigt at tage dem i ed, for de har ikke ord, der kan
beskrive det de her oplever.Altså svarer de i øst når Löwenhiwlm taler i
vest. Men det at de fleste i selskabet ikke forstår, betyder ikke, at de
ikke har noget ud af måltidet. De er ikke vant til alkoholiske drikke
overhovedet, og da de tror de drikker limonade, tager de godt for sig og
virkningen udebliver ikke, men det er ikke kun en virkning af alkohol, der
er tale om, det er en virkning af noget overjordisk, der forvandler dem og
deres indbyrdes forhold.
For selv der i den lille fromme menighed har der været strid og splid og nid
og nag. I lyset af det måltid Babette har stablet på benene kommer der en
forsoning i stand. To gamle kvinder, der havde sladret om hinanden , gik i
deres hjerter langt tilbage til fortiden, forbi det onde tidsrum, hvori de
så længe havde siddet fast, og pludselig var de igen to unge piger, der gik
hånd i hånd på de små veje i bygden og sang af fuld hals. En gammel mand
forsoner sig med én der en gang har snydt ham i en handel og snyderen lader
sig både tiltale og tilgive. Da aftenen er forbi er alle forvandlede
forsonede og løftet op i en sfære, der ikke er af denne verden. Da
Lövenhielm tager afsked med den af søstrene, der var hans ungdoms elskede.
Siger han til hende :" Sig at De ved at jeg har været hos Dem hver eneste
dag hele mit liv og sig at De ved og forstår ,at jeg så længe jeg lever
bestandig vil være hos Dem. Hver aften vil jeg - om ikke i kød, som intet
betyder, så i ånden, sætte mig til middagsbordet med Dem, ganske som i
aften. For i aften har jeg lært at i denne vor skønne verden er alt muligt."
Det måltid der her beskrives er kalkeret over nadvermåltidet, der virkelig
er sat sammen af det jordiske og det himmelske, der gør alting muligt, fordi
det er kommet i stand ved at Gud yder sit ypperste, det vil sige at han
giver os sig selv i det måltid. Det kan vi ikke forstå hele omfanget af,
selvom Paulus forsøger at tale til os som forstandige mennesker.
Selvfølgelig kan vi forstå, at vi hvis vi deler et brød, alle bærer
stykker af det samme brød i os , at vi på den måde er ét legeme, fordi vi
alle får del i det ene brød, men hvad det egentlig gør ved os, det kan vi
ikke forstå, det kan vi bare tage i mod. Vi kan bare lade os tilgive , når
Gud her forsoner sig med os.
Og når han giver os af sig selv, så siger han, at han har været med os hver
eneste dag og fortsat vil være det i ånd, men også en gang igen på den
yderste dag i kød. Nadveren er pant på at vi engang et sted, som kun den
treenige Gud kender, skal drikke den nye vin sammen med Jesus Kristus.
Kødets opstandelse begynder i nadveren.
Kødets opstandelse ? Kan det være virkeligt ? Ja, hvorfor dog ikke? Hvis Gud
kunne skabe kød af ingenting i tidernes morgen kan han vel gøre det igen.
Ikke at jeg forstår det, men jeg håber og tror det og indtil da må vi gøre
som Jesus siger vi skal gøre, nemlig spise brødet og drikke vinen og på den
måde mindes, at vi alle har del i hans død. Når vi forlader nadverbordet har
vi lige så stor del i Jesu Kristi død som Judas havde, for vi har alle har
dyppet i fadet samtid med Jesus. Men samtidig har vi lige del i håbet om en
opstandelse, der ligner hans. Og det har vi fordi han vil det og fordi
himmel og jord mødes i ham på en måde så man næsten kan se stjernerne komme
nærmere , når man tænker på det.
Ved hver højmesse her i kirken spiser vi det lille måltid vi kalder nadver
og vi spiser det også nu efter den næste salme. Det er som hos de gamle et
let måltid, et rejsemåltid, der styrker os til det der venter forude. Med
det måltid i maven kan vi se hvem som helst i øjnene og vide at vi har noget
sammen. Noget jordisk og noget himmelsk. Med det måltid i maven kan vi se
hvad som helst i møde med fortrøstning, for det skal til at være Påske for
Herren. Men han beholder den ikke for sig selv, men deler både den og sig
selv med os. Vi kan gå herfra letfodede og lette om hjertet, sådan som man
har det når man på én gang er befriet for noget der var for tungt at bære på
og samtidig har fået noget man manglede. Uforståeligt ja, men umuligt nej!